Logo sommerfugl

tirsdag den 16. september 2008

Opsøgende arbejde forebygger selvmord

En fornyligt afsluttet undersøgelse fra Amager Hospital sætter tal på noget ganske indlysende. Det gavner at gøre noget systematisk for at holde fast på personer, der har forsøgt at tage sit eget liv. Sygeplejersker tog dagligt kontakt med "deres" halvdel af de 130 deltagere. Projektansvarlige var overlæge dr. med. August G. Wang og sygeplejerske Marianne Hvid.

Indsatsen var meget aktivt opsøgende, vedholdende og meget fleksibel. Deltagerne blev tilbudt flere forskellige muligheder for at bevare kontakten, enten i form af et personligt møde, hvor sted og tid passede den enkelte person bedst. Hvis personligt møde ikke kunne lade sig gøre, blev der anvendt telefonkontakt og / eller SMS kontakt. Ved fravær / udeblivelse / glemt tid, blev deltagere kontaktet med henblik på ny tid, anden kontaktform eller andet mødested.

Udgangspunktet for samtalerne var aktiv lytning og empati i en forståelse for hvordan en selvmordstruet person opfatter sin situation og handlemuligheder, og der udfra blev støtten til patienten sat ind. Der blev taget udgangspunkt i de problemer, der fyldte mest, og det lykkedes at motivere til efterbehandling hos psykolog, psykiater mm. samt at få fastholdt behandlingsforløbet.

Forunderligt nok har jeg set undersøgelsen beskrevet som "opsigtsvækkende". Jamen.

Med en pose over hovedet

Risikoen for nyt selvmordsforsøg blev reduceret med 38%. En nærmere analyse viste at metoden ingen effekt havde på de deltagende mænd; kun kvinder. Baggrunden for "kønsdiskriminationen" blev ikke undersøgt.

For mig at se er det vigtigste ikke hvem der tager kontakt; det behøver ikke være sygeplejersker eller andre offentligt ansatte. Blot nogen gør det. Jeg vil dog antage at det er en fordel at det ikke er en fra den nærmere familie; der kan jo blive brug for at snakken kan være fri omkring problemstillinger som familiemedlemmer er en del af.

Faktisk havde projektsygeplejersken, Marianne Hvid, arbejdet opsøgende før forskningsprojektet. Med gode resultater. Disse kunne ikke godkendes som troværdige uden en videnskabelig undersøgelse, med sammenligning med en kontrolgruppe der typisk blot fik en henvisning til egen læge. Altså nærmest ingen hjælp.

At se de kriseramte og selvmordstruede blive fordelt på to grupper må have krævet is i maven. Eller i røven. At vide at dem som kom i kontrolgruppen ville have betydeligt større risiko for at dø. Plat eller krone. Jeg underlader at estimere hvor mange der døde fordi de var i kontrolgruppen. Forhåbentlig bliver fakta fra undersøgelsen brugt til at give færre lig på bordet, fremover.

Ligger



19 comments:

Anonym sagde ...

For at slippe få ondt i maven af al den der is, kunne en ide være at lade kontrolgruppen bestå af mænd. :-)

Spøg til side, kunne jeg virklig godt tænke mig at vide hvorfor kvinder responderede anderledes end mændene...
Mit personlige gæt er nemlig,at jeg i dette tilfælde er mere mand end kvinde. - Jeg ville nemlig ikke bryde mig spor om den der holde hånd, nusse pusse, snakke følelser ide. Jeg har en lidt mere pragmatisk holdning til tilværelsen, og ville derfor nok ønske at tale om andre aspekter af hvorfor jeg havde det dårligt og hvad jeg så skulle stille op med det - spørgsmål som jeg ikke ville kunne få besvaret af fx en sygeplejerske...
Men som sagt, det er bare et gæt..

tosommerfugle sagde ...

Et citat:
Undersøgelsen viser også ved nærmere analyse, at interventionen ikke har effekt på mænd, men effekt på kvinder. Men siger ikke noget om forklaringen på dette, men kan eventuel skyldes at mænd er mere åbne overfor eget køn. Det kan betyde, at man skal overveje andre interventionstiltag over for mænd.

På ét punkt er der dog en mulig interventionsvirkning at spore for mænd, ved alkoholpåvirking.

En anden faktor der sprang i øjnene ved skimning af tallene var at undersøgelsens mænd var omkring 12-13 år ældre end kvinderne. Der er jo pokker til forskel på en gammel mand der har fået nok af livet, og en teenagepige der fjumser rundt i kanten af livet - for nu at finde den brede pensel frem. Ikke så få ældre mænd sagde rent ud nej til at deltage.

En anden faktor er at mænd oftere vælger effektive selvmordsmetoder, og oftere gennemfører selvmordet, så de dermed ikke kunne komme med i undersøgelsen. På den anden side er der blandt kvinder (især yngre) mange flere selvmordsforsøg end blandt mænd i samme alder.

Så min spekulation er at metoden virker bedst overfor "råb-om-hjælp" selvmord ud fra en livskrise, hvilket hyppigere er teenage-piger (for nu at overforenkle). De mere afklarede, "nok-er-nok" selvmord blandt ældre (måske også ensomme) sker hyppigere blandt mænd, der næppe har samme drift for at snakke helt ind gennem navlen.

Anonym sagde ...

Lyder meget rigtigt.
Og også meget pragmatiskt - vil man så vil man. :-)

silhuet sagde ...

Men måske har mændene alligevel fået noget godt ud af det.

Det har muligvis ikke forhindret dem i at vølge døden eller overbevist dem om livet som et alternativ.

Men hvis det er eneste parameter er det jo heller ikke åben dialog og aktiv lytning.

Sådan lidt provokerende sagt.

Og jeg er nok typisk kvinde. Jeg ville elske at blive lyttet til, spurgt til, holdt om (også selvom jeg er pragmatiker af rang, Harning :-) )

Men jeg råber selvfølgelig også om hjælp i tide og utide. På min egen patetisk-svulstige pseudo-litterære vis....

tosommerfugle sagde ...

Samtidig er det jo også et spørgsmål om indsats kontra udbytte.

En ung der føler sig uden værd behøver jo hjælp til at få fat igen. Med en behersket indsats kan hun eller han få sit problem håndteret, og glemme alt om døden som udvejen. Selvfølgelig er det hvad der skal til. Det kan betale sig, både menneskeligt og økonomisk.

En gammel der oplever at alt går ned ad bakke kan muligvis stimuleres til at have et liv der opleves som værd at leve. Men det er ikke sikkert at der er kræfter til at skabe og søge stimuleringen selv. Det at hjælpe til at have et ok liv bliver nemt en konstant indsats. Hvis omgivelserne prioriterer dette, menneskeligt og økonomisk, så er det jo smukt. Sådan er virkeligheden endda også nogen gange.

Men er samfundet villigt til at finansiere mange års stimulans til en som ikke selv kan mere? I ganske mange tilfælde ser villighed ud til at tynde ud efter uddeling af "lykkepiller". Sådan er virkeligheden også nogen gange.

Der er helt klart mange gange bedre benefit i at hjælpe den unge ud af sit sumphul.

Jeg er ikke engang sikker på at jeg selv, når jeg bliver gammel, måske med alzheimers, vil ønske mig en kostbar indsats for at min livsrest tålelig nok til at jeg ikke vælger at sætte min egen dødsdato, på en effektiv måde - uden lyst til at blive "hjulpet".

Det vil ikke kunne "betale" sig menneskeligt. Forresten heller ikke økonomisk.

tosommerfugle sagde ...

Silhuet, der er jo nok ganske stor risiko for at sygeplejerskerne (som jeg antager begge var kvinder) måske har været mere i kommunikationsmæssig harmoni med andre kvinder. De kom netop ikke for at være terapeuter, men "blot" mennesker med en udstrakt hånd. Og det med åben dialog og aktiv lytning stiller jo krav til begge parter.

Jeg har da også selv tidligere som krisecentervagt oplevet mænd der ganske tydeligt havde svært ved at få tungen på gled overfor medvagter der var kvinder. Ikke at de var sippede, men resonansen var der ikke rigtigt når der kunne være brug for at lukke lidt mandehørm ud.

Jeg kan nok ikke helt forestille mig selv i en situation hvor jeg ville have behov for en til at komme og hive i mig. Det er nok mest fordi jeg finder ud af at hjælpe mig selv - og engang imellem også andre.

Anonym sagde ...

Lukke mandehørm ud...

Da jeg for flere år siden arbejdede med "tørlagte" alkoholikere var det en stor diskussion mellem mig og en af mine Chefer (en kvinde).
Hun syntes nemlig at tonen var for hård på dette for øvrigt hyggelige sted, og at mændene selvfølgelig skulle lade være med at bande og være "rapkæftede".
Jeg til den anden side, syntes at hun skulle lade mænd være mænd - og at hun så for øvrigt helst ikke skulle vise sig, fordi stemningen altid faldt flere grader når hun trådte ind i rummet og alle så følte at de måtte lægge bånd på sig.

tosommerfugle sagde ...

Det med "lægge bånd på sig" er jo en gensidig forestilling. Ligesom mange kvinder går kold overfor mandehørm, er der jo også mange mænd som står af overfor kvindehørm. Det får begge "parter" til at lægge bånd på sig, og derved gemme sig. Og det fungerer som indlæring, der styrker mønstret begge veje; det andet køn er sådan nogen besværlige nogen.

Idealet må være at begge køn kan være der, uden at sætte forskellene i fokus. Rumme og acceptere hinanden, uden at lægge hovedrystende afstand. Så er det muligt at møde mennesket, og lade det mærke at være forstået. Det betyder meget. Desværre kommer uudtalt fokus på "den lille forskel" for ofte i vejen.....

Anonym sagde ...

Jeg vil give dig ret i at det fungerer "som indlæring" begge veje.
Men jeg var vist lidt utydelig. For nu var det her et sted hvor nogle mennesker (mænd) skulle kunne komme og hygge og slappe af (og snakke åbent om de ting de nu havde lyst til at snakke om) - fremfor deres tidligere værtshusmiljø. - Der var altså ikke tale om en social indlæringssituation, og at "tvinge" mennesker i den situation til at lægge bånd på sig selv, sin væremåde og sine tanker - er ensbetydende med at sende dem ud i kulden igen.
Social træning kan de få et andet sted - efter at de har håndteret det som de nu engang har brug for at håndtere.

Og jeg tænker, at der kan være en sammenhæng ifht kommunikationen, mandehørmen og sygeplejerskerne.
Tænker jeg....

tosommerfugle sagde ...

Jeg læste det heller ikke som noget med en "social indlæringssituation"; netop ikke. Det var blot mine reflektioner over stabiliteten af m&k-hørm der førte mig på et mere abstrakt plan, hvor jeg leger antropolog i forhold til menneskers fjollede mønstre.

Jo, disse mønstre må også indgå i årsagen til at interventionen omkring selvmordskandidater havde så kønsafhængige resultater. For den med aldersklasserne er næppe det hele.

Der er forholdsvis få mennesker som kan rumme at lade det andet køn få plads til at hørme frit, lade den menneskelige kontakt flyde så frit at den anden "glemmer" at lægge kønsafhængige bånd på sig. Den rummelighed kræver, mener jeg, at kunne lade være med at lægge tilsvarende kønsafhængige bånd på sig selv.

Anonym sagde ...

Og som minimum anerkender at der er forskel på de to køn - Og at det er helt OK.

Anonym sagde ...

Glemte - sorry.
Men jeg faldt over den med: "interventionsvirkning at spore for mænd, ved alkoholpåvirking."

For hvorledes...

Er det sygeplejerskens opfattelse at der bedre opstår en connection og at samtalen på hendes premisser flyder bedre hvis manden er fuld?

Eller var der reelt flere mænd som efter intervention i alkoholpåverket tilstand undlod yderligere selvmordsforsøg?

tosommerfugle sagde ...

Oh yeah - der er forskel på kønnene - hvilket jo er ganske rart i visse stunder :-)

Hvad alkoholen angår, så kan jeg ikke tro at det går på effekten af intervention under alkoholpåvirking. Det kunne måske ellers være et relevant forsøg ;-)

Undersøgelsen er kommer ikke ind på hvorfor netop ordet "alkoholpåvirkning" bruges, men jeg er bange for et det "blot" er en eufemisme for at manden var rubriceret som alkoholmisbruger - måske for at lægge lidt afstand til den dermed forbundne stigmatisering.

Og jeg valgte bevidst blot at afspejle rapportens ordvalg.

Anonym sagde ...

Kan ikke lade være med at grine, for betyder det mon så at alkoholikere er mere modtagelige for intervention og måske endda også rationale?

tosommerfugle sagde ...

Jeg forestiller mig mest at en der både søger flugt gennem alkohol og selvmordsforsøg nok er mere drevet af at ville komme "væk" end af afklaret tænken over døden som udvej. Og er måske derfor mere modtagelig for menneskelig kontakt, som jo ofte kan være en mangelvare ellers. Derudover er der jo den kendte effekt med at mange åbner sig mere i moderat beruset tilstand.

En kættersk tanke kunne forreste være hvor ofte tanker om selvmordsforsøg har være kombineret med den observation at overlevelse giver mulighed for at komme forrest i køen til behandling.

Et belysende eksempel er at finde i artiklen Panden mod muren, hvor anorektiske Maria blev sendt hjem med beskeden om at hun kunne dø hvad øjeblik det skulle være. Men fordi hun ikke var psykotisk eller havde forsøgt selvmord, kunne hun tidligst komme i behandling efter et år. Hvis hun nu havde slugt en dåse panodil, og sørget for at blive pumpet ud hurtigt, var der snarere en mulighed for at nogen ville være "nødt" til at tage sig af hende. Og hun havde sikkert været ganske modtagelig for intervention.

tosommerfugle sagde ...

.... og hvis hende Maria fra Information-artiklen havde haft eksem, havde hun været omfattet af behandlingsgarantien på fire uger, med mulighed for at blive videresendt til det private. Jeg ved ikke hvordan det gik hende, om hun lever endnu.

Anonym sagde ...

Kætterisk - men nok så sandsynlig. :-)

tosommerfugle sagde ...

.... men næppe realistisk at føre statistik over. Det ville jo være "politisk forkert" at vedgå tricks :-) Det må jo observeres at hjælpesystemerne mestendels er så udsultede at begrebet "akut" ikke kan rummes, og manipulation af kriterierne blive væsentlig en strategi.

I det hele taget er denne undersøgelse så lille at der ikke er grundlag for at grave i de spørgsmål som den rejser. En kategorisering af deltagerne ville give så små grupper at blot en enkelt deltagers profil ville sætte markant præg på statistikkerne.

tosommerfugle sagde ...

Hjælp til unge, som har forsøgt at begå selvmord

En artikel fra Sygeplejersken, ved assisterende afdelingssygeplejerske Annette Bech Vad (Regionshospitalet Herning), der kommer meget ind på behovet for opfølgning, og gentagelse af selvmordsforsøg blandt unge der "blot" vendte tilbage til dagligdagens cirkler efter afgiftning for Panodil.

Logo sommerfugl