Fra artiklen Behandling af suicidalpatienter: Collaborative Assessment and Management of Suicidality:
Behandleren sætter sig i bogstaveligste forstand ved siden af patienten for i dialog med denne at undersøge suicidaliteten. Denne undersøges ikke primært som symptom på en underliggende psykisk lidelse, men snarere som en tilstand i sig selv.Jeg må sige at jeg blev lidt forundret over at det skal være en nyhed at det er bedre at tage patienternes tanker seriøst. Min tro var at det var basal psykologi.
For at forstå suicidalitetens indflydelse på patienten må behandleren godtage selvmordstanker eller aktuelle selvmordsforsøg som patientens eneste kendte eller brugbare løsning på at komme ud af en tilsyneladende ubærlig lidelse. Det drejer sig for behandleren om fordomsfrit at sætte sig ind i, hvad der psykologisk »virker« i det at være suicidal. Med behandleren som therapist-participant skabes der mere lydhørhed over for spørgsmålet om, hvorvidt patienten fortsat anskuer selvmordet som »den bedste løsning« - specielt efter at andre løsningsforslag er blevet bragt på bane. Patienten skal ikke først indvillige i en »ingen selvmordshandling igen«-kontrakt som »adgang« til behandling. At selvmordet er en mulighed anfægtes ikke, men sættes til debat.
Det glæder mig at psykiatrien når frem til den holdning som jeg står for på denne blog.
Nyere opslag
Opslag
8 comments:
At den dybe tallerken skal opfindes igen og igen undrer desværre ikke mig. Men vist glædes jeg, lige som dig over at fornuften breder sig. :D
Ps. - Kunne ikke komme videre ved at trykke på linkene - de ser ikke ud til at virke?
Hvis jeg ikke generelt satsede på at holde en pæn tone på denne blog, kunne det godt være at jeg havde valgt lidt mere skarpe vendinger ;-)
Desvværre ser det ud til at den server hvor UfL er tilgængelig har det skidt i aften. Tidligere i dag kørte den bedre. Vil gætte på at den har haft "læge" i morgen....
Lige nu kører deres hovedside "Ugeskrift for Læger" OK, men det er ikke dér indholdet af bladet er.
Jeg synes, man skal skelne mellem selvmordstanker og selvmordsforsøg.
Er helt enig i, at det skal være okay at have tankerne, og at der netop er brug for at snakke om de tanker og finde ud af, hvordan de influerer i hverdagen.
Men jeg er ikke helt sikker på, at det er en dårlig idé med aftalen om, at man ikke må forsøge selvmord, men at man skal gøre noget andet i stedet.
Det er komplekst, men ja... een ting er, at jeg faktisk tror, det kan have en motiverende effekt med sådan en kontrakt - især fordi selvmordsimpulsen netop ofte er "tillært".
Et andet er, at behandlere også gerne skal holde i længden. Deres job kan i forvejen være tungt - og hvis ikke de har lov at kræve, at patienten ikke forsøger at tage sit eget liv (men dog forsikres i, at det er i orden at have tankerne), så er jeg bange for, at en stor del vil blive uarbejdsdygtige i løbet af kort tid.
Nå, jeg er ikke ekspert - det var bare mine five cents her. :)
Egentlig mener jeg at det, dybest set, er en selvmodsigelse at acceptere tanker om selvmord, og samtidig møde med en fordom om at det ikke kan tillades. Hvis muligheden ikke anerkendes, er tanken ikke taget helt seriøst, det er ikke forstået at døden ses som en relevant løsning.
Et menneske der føler sig forstået bliver mere villigt til at åbne sig, lade terapeuten gå tæt på. Altså åbnes der mere for at arbejde med følelserne.
Min personlige erfaring (som ikke-terapeut) er at det er forløsende for mennesker at blive accepteret som de er, uden at nogen følelser eller tanker er forbudte.
Hvis patienten under behandlingen vælger at slå sig ihjel kan det kun være hendes eller hans eget ansvar.
Selvfølgelig er det tungt for en terapeut hvis en patient vælger at smutte. Jeg tror ikke at det nederlag, eller tanken om det, bliver mindre af en aftale om "nok tænke men ikke gøre", tværtimod.
Jeg kan forresten tilføje at pressemeddelelsen fra UfL også har været refereret i Politiken:
Ny samtaleterapi hjælper selvmordstruede
Min kommentar relaterer sig til et par andre blog indlæg, og især kommentarersporene dér:
Harning med teenagepigen der ville blive hørt(Et godt gæsteindlæg om cutting)
Kvinden med Hvad mødre ikke må gøre … og stalking
En sommerfugls selvmord med Ingen hjælp at hente for 13-årige Megan
Nu hvor UfL serveren kører igen, kan jeg lige supplere med at de refererer til:
Rudd MD, Mandrusiak M, Joiner T. The case against no-suicide contracts: the commitment to treat statement as a practice alternative. J Clin Psychol, 2006;62:243-51.
Abstract: This article reviews the literature on the use of no-suicide contracts in clinical practice, including conceptual discussions, patient and clinician surveys, and a few empirical studies on clinical utility. Our primary conclusion is that no-suicide contracts suffer from a broad range of conceptual, practical, and empirical problems. Most significantly, they have no empirical support for their effectiveness in the clinical environment. The authors provide and illustrate the commitment to treatment statement as a practice alternative to the no-suicide contract.
(min fremhævning)
Jeg tror at det motiverer mere at blive mødt med en rummelighed der lader selvmord være en af et antal løsningsmuligheder. Sammenligningen med de andre skulle gerne kunne overbevise "kunden" om at "købe" et bedre produkt: Livet.
Det er ret sjældent at grundene til at vælge selvmord er overbevisende.
Det var dog helt vildt. Jeg har selv haft de omtalte tanker og har også forsøgt mig, selvom jeg var i behandling for netop det. Jeg kan kun give 1000% ret i det sommerfuglen skriver, det er som taget fra min mund... Syret
Selvmord er ikke et problem, i sig selv.
Ja, det er jo netop denne grundlæggende sandhed, der er i centrum her. En sandhed som alt for mange ikke rigtig kan lide at rumme. At selvmord ikke skal forhindres, men sættes i perspektiv i forhold til andre løsninger.
Jeg kommer til at tænke på en lidt analog situation fra cutting. Som det udmærkede blog indlæg I Norge beholder de knivene fortæller om..... :
“Vi giver dem ansvaret tilbage. Til nød går vi ind og tilbyder dem at opbevare deres glasskår. De har ofte et personligt et. Men som regel får de hele molevitten med ind. I starten skabte det ramaskrig og udløste vitser om, at vi også uddelte barberblade”, fortæller danske Lise Studsgård, afdelingsleder på Psykiatrisk sykehusklinik - en åben døgnafdeling for ikke-psykotiske - i Telemark i Norge.
Og det virker meget bedre end mandsopdækning med vagter der skal bekæmpe cutterens kreativitet om alligevel at finde en måde at skære sig på.
Både selvmord og cutting er måder at prøve at håndtere problemerne på. Det bliver svært at finde nogen, heller ikke dem selv, som er overbeviste om at det er den bedste løsning. Så det vækker håb at tage imod en hjælp som søger bedre løsninger, uden at fratage noget hamrende vigtigt. Respekten.
Og velkommen til! :-)
Send en kommentar