Logo sommerfugl

fredag den 5. september 2008

Werther-prisen 2008: En 15-årig skal jo ikke dø

En nyhed fra Center for Selvmordsforskning:
DR dokumentar modtager Werther-prisen 2008

Cecilie Elmose Warnich
Werther-prisen går i år til DR's radio-dokumentar, En 15-årig skal jo ikke dø, der er tilrettelagt af Cecilie Elmose Warnich og Cecilia Sejer.

Cecilia Sejer
På nænsom men hudløs facon skildrer radioudsendelsen det ufattelige tab, et forældrepar sidder tilbage med efter deres barns selvmord. Det lykkes på forbilledlig vis de to tilrettelæggere at viderebringe forældrenes sorg, tanker og bestræbelser på at leve videre som en hel familie med to tilbageblevne børn.

Priskomiteen er af den opfattelse, at udsendelser som denne kan være med til at skabe åbenhed omkring de efterladtes situation og være med til at undgå, at selvmord bliver tabuiseret. I bedste fald kan udsendelsen være med til, at andre tør dele deres historie, så lyttere, seere og læsere kan reagere mere hensigtsmæssigt og nænsomt, hvis nogle i omgangskredsen bliver berørt af selvmord eller selvmordsforsøg.
"Werther-prisen gives til mediearbejdere, som gennem deres virke har belyst selvmordsproblematikken på en etisk og oplysende måde over for offentligheden."

Radioprogrammet kan hørers på hjemmesiden for DR Dokumentarzonen:
Et fast program, der nu desværre er skåret væk.

Jeg har hørt indslaget. Det kan anbefales. Programmet tager afsæt i de efterladtes følelser og reaktioner. En far der ingen chance havde for at se noget, mens sønnen hængte sig i haven. En mor, der dagen forinden ikke fik lov til at spørge ind til hvad sønnen var tænksom over. Forældrene kommer igennem sorgen, men kommer aldrig over det. Finder aldrig ud af fakta om hvorfor.

Prisen overrækkes ved Verdensdag for Selvmordsforebyggelse, onsdag den 10 september i Vanløse Kulturhus.


32 comments:

Anonym sagde ...

Stærkt
i mere end en forstand

tosommerfugle sagde ...

Netop. En ganske volsom situation pludselig at stå i, være nødt til at leve videre med.

Marian sagde ...

Øv, prøvede at klikke (dog ikke højre-...) på alt muligt, men høre kunne jeg intet. Ville sååå gerne have hørt "eksperternes" forklaringer på, hvorfor unge vælger selvmord. Fremfor et liv i en sindssyg verden.

tosommerfugle sagde ...

Teksten i linien
En 15-årig skal jo ikke dø (29:46) lige ovenover brødteksten på DR siden er et link, der (via JavaScript) starter et NetRadio vindue, på dette link. Det ser ud til at være orienteret mod Windows Media Player, men er åbenbart også understøttet af det Linux setup som jeg kører. Det ser ud til at der er muligheder for at få det til at virke på Mac, også.

Den del med forklaringer på unges selvmord er dog ret kort og basal, søger ikke at gå i dybden. Fokus er på efterladtes sorg og andre følelser.

Marian sagde ...

"dette"-linket virkede så.

Hm, ja, objektivt set nok en meget vellavet dok. Som én, der har været på den anden side af sagen (forsøg som 18-årig), krøller jeg dog lidt tæer hist og hér.

"Meningsløst" er der jo ikke noget, der hedder, i mine øjne (underligt, at høre det udtalt af en psykolog). - Og den der lille bemærkning om "ubehandlet psykisk sygdom" behøves jeg vist ikke at sige noget om overhovedet. - Tænker, at det netop er den eneste måde, at komme igennem og over et sådant tab: at se meningen i øjnene. Selv om den måtte gøre ondt.

tosommerfugle sagde ...

Vinklingen i dokumentaren er jo helt klar; efterladte der intet forstår, og ikke kan se bare en flig af mening med det skete. Altså er deres følelse at det er meningsløst.

En anden mulig vinkling havde været at følge løse ender for at prøve at danne sig et billede af hvad drengen gik rundt med. Den målsætning ses snarere i andre projekter, hvor der måske også har været mere at tage fat i. I dette tilfælde er antydningerne fra programmet ikke nok til at jeg vil foregive at have en fornemmelse for hvad der drev ham. Derfor lader jeg bevidst den side ligge.

Der fortælles om en dreng der lukker af, er omhyggelig med ikke at efterlade sig spor til "hvorfor". Han tog sin hemmelighed med i graven. Mit gæt er at han måske netop ville "beskytte" sine omgivelser, ikke gøre dem ondt.

Anonym sagde ...

Jeg har altid ment at selvmord - uden forudgående forklaring er en smule egocentriskt.
En ting er individets ret - til selv at vælge, hvilket jeg finder absolut nødvendigt, noget andet er den sorg der bringes de efterladte.
En forklaring fjerner naturligvis ikke sorgen, men hjælper på forståeelsen. Alle har vi en tendens til at skyldbelægge os selv, og nok forældre i særdeleshed og jeg synes egentlig ikke det er rimeligt.Jeg vil måske endda gå så vidt som til at påstå, at et menneske som vælger at tage livet af sig - uden hensyntagen til de efterladte, ikke helt har tænkt sin handling igennem. (et: "det er ikke jeres skyld"-havde måske kunnet afdæmpe den del bare en smule)
Hvilket bare gør det hele endnu mere trist...

silhuet/Louise sagde ...

Jeg er så fyldt af indtryk og overvejelser, at jeg ikke kan finde ord.
Lige nu.

Det er meget, meget stærkt.
Og ikke mindst dette med,at vi har så uendelig meget brug for at "forstå". Finde mening. Retfærdighed eller sammenhng eller noget.

Det ligger så uendelig dybt os mennesker, men sådan er livet sjældent. Meningsfyldt eller retfærdigt eller særligt sammenhængende. Det er, hvad det er. Virkeligt. Meget virkeligt. Men ikke nødvendigvis andet?

Knus

tosommerfugle sagde ...

Egocentrisk - hmmm - jeg tror det for mig kommer an på hvilken værdiladning der lægges i ordet. En livskrise, hvad det så end har været, bliver nemt til noget der forgår i den ramtes egen lille verden, uden at kunne sætte det i perspektiv. En selvfølelse af fiasko, værdiløs, bedre for "dem" ikke at være belastet af mig. Det perspektiv der skal til for se sagen i relation til de efterladte, er der netop ikke. Det perspektiv, der kommer af at have gennemtænkt handlingen fra flere vinkler, mangler, ja.

En forklaring til de efterladte kan nok mest give forståelse hvis det er til at forstå, nå, det var derfor. Men en teenagekrises anstødssten ville snarere forstærke følelsen, jamen, vi kunne da ...

Drengen må have været uhyggeligt ensom, og pokkers god til at skjule det bag en smilende facade. Blip. Båt. Trist som bare ...

Forresten har jeg et relateret indlæg fra sidste år:
> Er selvmord egoistisk?

tosommerfugle sagde ...

Silhuet, det at "forstå" er jo netop en ganske dyb del af vores måde at begå os i verden på. Vi må tro på at vi kan gøre den afgørende forskel, at vi ikke blot er blomster i haglvejr. Når vi kender et andet menneske er det udtryk for at vi forstår. Derfor knuste det forældrenes tro på at kende deres søn, når han hængte sig i et træ, i stedet for at hænge ved livet og dem.

Men jo, vi skal også passe på at vi ikke tror så meget på at vi forstår, at vi glemmer at se, lytte og kende. Tror på en mening der er en ammestuehistorie. Tror på det vi ikke forstår alligevel være retfærdigt på et andet plan. Virkelighed kræver opmærksomhed, mere end at skjule bag pæne påklistrede etiketter.

Noget at det sværeste er at evne at sige: Ja, det skete. Uden at være fatalistisk.

Kram!

Marian sagde ...

Jeg tænker, man kan, hvad man har lært (af sine forældre), mht. at takle diverse udfordringer i livet. Hvis man har lært at, uanset hvad det drejer sig om, éns nærmeste kan håndtere det, så vil man ikke bare sådan stilletiende snige sig bort. Skyld? Nej. Men ansvar, ja, så afgjort.

En sådan hændelse burde sætte noget i gang hos de efterladte. Noget à la: Hvordan er det lige, vi håndterer verdenen, udfordringer, følelser, andre mennesker, os selv, osv.? Ikke fordi jeg er "hævngerrig" og skulle ønske, de efterladte skal drukne i skyldfølelser resten af deres liv. Men fordi det ville give dem en chance til forandring, til at takle tingene måske lidt mere konstruktivt i fremtiden.

tosommerfugle sagde ...

Jeg tror på at de efterladte har taget anledningen til at tænke meget over sig selv, og hvad der er sket mellem dem og den dreng som de måtte sige farvel til i kirken. De fortæller jo også om hvordan skyldfølelser har fyldt meget. Det har forandret dem, og må også dybt have påvirket hvordan de takler deres to andre børn, hvad de søger at lære dem. Livet går videre, men blev et andet.

Marian sagde ...

For resten: jeg forstod det sådan, at ham psykologen omtalte selvmord generelt som en ret så meningsløs handling. Men det kan være, jeg misforstod ham. Håber det.

Anonym sagde ...

(prøver lige igen... af en eller anden grund kommer min kommentar nemlig ikke igenem)'

Marian
Jeg er bare ikke sikker på at det er forældrenes ansvar, at det skyldtes at de kunne have gjort noget anderledes, for som tosommerfugle er inde på - så kan en livskrise nemt blive til noget der forgår i den ramtes egen lille verden - dette da især når det er teenagere vi taler om.
Og uanset hvor god en forælder, man er - er det ikke ensbetydende med at teenageren vil dele sine inderste tanker (hverken med forælderen eller andre). Jeg ved end ikke om jeg synes at de skal, igen må det være et valg. _ For skal vi immervæk dele alt med andre?
Men synes stadig at en vis respekt/hensynsfuldhed for de efterladte ville have fået mig til at anse handlingen som lidt mindre tragisk og meningsløs og lidt mere rimeligt overvejet.

Marian sagde ...

Det kan man håbe (det også). Men desværre går krisehjælp i sådanne situationer jo som regel ud på at fortælle folk, de ikke kunne have gjort noget anderledes. Selvfølgeligt kunne de have gjort det!

I øvrigt har Alice Miller hértil gjort den interessante observation, at f.eks. voldtægtsofre klarer sig bedre, hvis de får at vide, at, jo, de havde skam en del af ansvaret for, at de blev voldtaget. Får man det at vide, i stedet for det gængse: "Nåh, lille pus, det kunne du jo ikke gøre noget som helst ved!" så føler man nemlig, at man har en vis kontrol over, om det vil ske igen, eller ej.

Marian sagde ...

(Jeg kan snart ikke følge med!)

Harning: Nej, selvfølgeligt skal man ikke betro sine forældre alt, slet ikke som teenager. Men når det når dértil, hvor man overvejer en så drastisk handling som selvmord, så taler det i mine øjne ikke ligefrem for et forhold præget af gensidig respekt etc., når ungen vælger, ikke at tale med forældrene.

Marian sagde ...

...gensidig respekt, og endnu mere vigtigt: ubetinget kærlighed.

Anonym sagde ...

Måske jeg skulle tydliggøre hvad jeg mener med egocentrisk i denne sammenhæng.
Jeg mener ikke, at selv det at tage sit eget liv er egocentrisk (ikke mere end hvad vi alle er i bund og grund), derimod synes jeg MÅDEN hvorpå man vælger at tage sit eget liv kan være vældigt egocentriskt.
Udover førnævnte ex. med klargørelse af skyld (eller mangel på samme), så synes jeg fx det er drøn egocentriskt at springe fra en bygning og splatte ud foran nogle børn. Eller at skyde sig i garagen, hvor ens barn uforvarende kommer ind. Osv,

tosommerfugle sagde ...

Marian: Da psykologen snakkede om selvmord som en meningsløs handling hørte jeg det som værende ud fra perspektivet med efterladte som ikke er klædt på til at takle det. F.eks. er gamle bedsteforældres død noget som jo er en naturlig del af livet. Muligvis en stor sorg, men typisk ikke nogen vridende krise. Hele indslaget havde vinklingen på de efterladte, og gjorde reelt intet for at give et billede af "hovedpersonen" og hans livssyn.

Nogen gange kan det være fristende at søge at placere en sådan historie i et kendt mønster, men det "venter" jeg med til jeg har nogle egnede holdepunkter. Det gav udsendelsen ikke, så jeg har derfor helt bevidst undladt at spekulere i en sådan vinkling.

Anonym sagde ...

"Hele indslaget havde vinklingen på de efterladte, og gjorde reelt intet for at give et billede af "hovedpersonen" og hans livssyn."

Men er der kun en hovedperson?
Vi er jo alle hovedpersoner i eget liv - og alle har vel ret til sin historie, sine følelser - som her forældrene.

Marian sagde ...

Jo, jeg er helt med på den, Johnnie. Det var bare fordi det i anmeldelsen på dr's hjemmeside hedder, at et par "eksperter" ville sige noget om hvorfor unge begår selvmord. Det var med det i baghovedet, at jeg hørte psykologens udtalelse.

tosommerfugle sagde ...

Jeg ser en dobbelthed omkring sådan en situation hvor en teenager begår selvmord.

På den ene side er det en grundlæggende præmis for opdragelse at have en stor indflydelse på hvordan barnet udvikler sig, hvordan det takler livet og sig selv. Når det så bryder sammen, og selvmord søges som udvej (flugt), er det nærmeste alt for nemt at sige at forældrene kunne, burde have gjort "noget" anderledes. Og det kan jo heller ikke siges at være forkert. Selvfølgelig ville et barn med en anden psyke have handlet anderledes, og selvfølgelig har forældrene været med til at præge barnets psyke. Ansvar er der, skal der være.

På den anden side, er det også en alder hvor barnet er ved at løsrive sig, er ved at ville være voksen, klare sig selv. En alder hvor der ofte bliver sat en stor fed lås på i forhold til at forældrene får lov til at komme tæt på hvor skoen trykker. Det er endda en naturlig del af at være teenager. En sjælden gang sker det så at sådan et halvejs voksent menneske maler sig inde med en krise, og tager døden som flugtvej. Selv om forældrene aldrig kan være uden betydning i situationen, vil jeg ikke pege fingre af dem, uden at have nogle konkrete holdepunkter. Og det har jeg jo ikke her.

Jeg ville gerne kunne håbe at drengen har været igennem brede overvejelser før sin handling. Det har jeg svært ved at tro. Og jo, et velformuleret selvmordsbrev ville da i det mindste kunne give adgang til at følge tankegangen, enig eller ej.

tosommerfugle sagde ...

De der "anmeldelse" ved programmerne opfatter jeg nok mere som forside (anprisning) end som bagside ( varedelklaration). :-)

Den med "eksperter" er jo noget der skal få det til at lyde af noget andet "mere" end det er: En montage om hvordan et forældrepar oplevede et selvmord og tiden derefter. På det grundlag er det god radio. Resten kalder jeg fyld og politisk korrekthed med at selvmord skal behandles som en varm kartoffel.

tosommerfugle sagde ...

Hvad Alice Miller og voldtægtsofre angår, så lyder det meget rimeligt. De fleste voldtægter er jo kontaktvoldtægter, hvor to mennesker begge har bidraget til en situation. At den ene glemmer at tænke med det hoved der har ører, og begår et uacceptabelt overgreb, ændrer ikke på den andens bidrag til situationen.

Det giver hende ikke skylden, men det er alligevel noget ganske andet end at en voldsmand begår indbrud og overfalder en uskyldigt sovende kvinde.

Og jo, det er nyttigt at huske og tænker over sin egen andel i en balance, der blev helt skæv.

Men det "normale" mønstre for skyldfølelser med at "det må være fordi det var det forkerte jeg gjorde" er ikke nyttig.

tosommerfugle sagde ...

Gensidig respekt og ubetinget kærlighed er jo et stort ideal. Der hvor det nås, fra begge sider, er der "aldrig" problemer.

Men det er jo ikke til at komme uden om at der stadig er ting som mor og far skal blande sig udenom.

Selvfølgelig bør et så drastisk beslutning som selvmord ikke tages i ensomhed. Men det er sgu også noget svært noget at tale om. Så svært at det netop bliver uoverstigeligt for en som ser livet som noget uoverstigeligt.

Jo, i langt, langt de fleste tilfælde lykkedes det at finde en vej. Jeg er bange for at tingene ikke er væsentlig anderledes i de situationer der desværre sætter aftryk i statistikkerne for fuldbyrdede selvmord. Forskellen behøver ikke at være mere end små, "tilfældige" ting. Så lidt og så meget.

tosommerfugle sagde ...

Harning, set udefra rammer den med det egocentriske i at splatte ud fra Rundetårn ganske godt. Set inde fra en formørket verden bliver det til noget ret perifert. Det gør begrebet "egocentricitet" meningsløst i samtale med en person som er langt inde i tankerne. Tror jeg.

tosommerfugle sagde ...

Harning: "Men er der kun en hovedperson?"

Derfor var ordet i anførselstegn. Og indslaget gør netop de efterladte forældre til hovedpersonerne. Det er helt rimeligt, en synsvinkel der også er brug for.

Det havde været en ganske anden montage at sætte fokus på drengen, søge at forstå hans livssyn. Ganske interessant, men næppe muligt at stykke sammen.

tosommerfugle sagde ...

Pyh! :-)

Anonym sagde ...

Ok, godt så. :-)

tosommerfugle sagde ...

Jeg tror såmænd også at vi er enige meget, meget langt henad vejen, når vi da ikke lige falder over ordene ;-)

silhuet/Louise sagde ...

Jeg synes der er afgrundsdyb forskel på at tro, at alt kan forstås i betydning 1+1 =2, og helt anderledes at forstå - som "at rumme"

Jeg led af svær anoreksi i mine tidlige voksenår, og hverken min mor, min far eller mine brødre forstod mig.

Det var helt iorden: Jeg forstod det sgu heller ikke. Det var en meget, meget uhensigtsmæssig måde at tackle min indre skyld og skam og selvlede på. Det kunne ikke forstås, som en rationelt begribelig problemløsningsmodel.

Min far kunne så heller ikke "rumme" det, fordi han oplever verden lineært, han skal kunne se en form for logik, noget med årsag-virkning, så man kan skrue tilbage og reparere "fejlen".

Det mener jeg var en, for mig, ikke givende måde at live mødt på, men han kunne ikke "forstå" og dermed stoppede hans verden og hans krav - eller krampagtige håb - om sammenhæng.
(min far er et meget elskeligt og godt menneske, no doubt, han har bare aldrig selv oplevet en krise, og kan derfor ikke begribe krisereaktioners indre logik)

Mine mor og mine brødre forstod heller ikke. De blev såmænd vrede iblandt. Mest på sig selv, fordi de faktisk følte vrede og ikke kunne tillade sig selv det. Men de rummede mig faktisk. Fordi de kunne "forstå", at jeg var den jeg var, og at dette i sig selv gjorde, at jeg "måtte" handle som jeg gjorde.

Jeg går vist i sevsving nu. Jeg ville bare have skelnet mellem at forstå og....nå ja forstå...At det er forståligt at ikke alt kan eller skal "forstås"


Knus

tosommerfugle sagde ...

Enig i de to måder at forstå på. En analogi er at sammenligne med at samle et stort puslespil. Nogen starter med brik for brik, og bygger op når de ser noget der passer sammen. Jeg vil hellere starte med at fornemme hele billedet, og placere brikkerne derefter. Derigennem kan jeg ofte rumme hele billedet, selv om der er masser af brikker som endnu ikke er fundet.

Jeg tror at den bedste måde at forstå anoreksi på er at ignorere den. Kikke forbi dette skyggebillede, for at prøve at se det menneske der skaber skyggerne gennem at fægte og flakse med hænderne. Hvis det lykkedes at møde, røre hånden uden at knuge den, falder skyggerne til ro. Det gælder jo så også for så mange af de andre overfladiske reaktionsmønsre, som mange finder skræmmende, de ser ikke videre.

Og tak for lidt flere brikker. De passer godt ind i billedet :-) Kram!

Logo sommerfugl