Kuldegysninger over at se synspunkter om at lidelse "går til spilde" hvis en smerteplaget døende får hjælp til at afkorte lidelsen, fik mig til at prøve at finde ud af hvad kristne (katolske) teologer dog mener med en sådan forherligelse af lidelse.
Kristeligt Dagblad har en artikel hvor teologen Iben Thranholm forsvarer værdien af lidelse, at den næsten kan blive en gave. Lidelsen kan bære frugt. Og der er ikke blot tale om fritsvævende filosofisk argumentation, det er helt konkret i en kritik af tankerne om aktiv dødshjælp.
Det store hukommelsestab i forhold til kristendommen, som danskere lider af, har betydet, at mange har glemt, at kristendommen måske mere end nogen anden religion handler om lidelse og lærer os, at lidelsen har en enorm åndelig værdi. Det er gennem lidelsen, Jesu passion og korsdød, at Gud frelser verden. [...]Sådanne synspunkter har fået mig til at tale om "kristendommens forherligelse af lidelse". Og det er ikke blot Iben Thranholm (cand.theol. og har bl.a. været informationschef i Den Katolske Kirke i Danmark), der har fået et anfald. F.eks. kan jeg citere Dierdre McQuade, talskvinde for U.S. Conference of Catholic Bishops (den katolske kirkes ledelse i USA) for en endnu mere uforsonlig holdning:
Der findes ikke nogen lidelse, der er så grum, at Gud ikke kan forvandle den til noget godt -- hvis vi altså er villige til at ofre den. Accepten af lidelsen kan altså blive en kærlighedsakt og en mulighed for at vokse åndeligt og komme tættere på Gud og endda udrette noget for verden. Ens personlige lidelser kan bære frugt og blive til fornyet liv ikke bare for en selv, men også for andre.
God prohibits the taking of one’s life under any circumstances. It’s evil. Suffering, even when death is imminent and the pain is excruciating, is a critical piece of life. If someone tries to bypass suffering by taking a lethal drug, that person is losing out on the chance to experience the redemption that suffering brings.Dette er citeret fra en artikel hvor Compassion & Choices problematiserer kirkelig modstand mod at læger får lov til at hjælpe med at dø.
Samme katolske organisation har en vejledning for hospitaler m.v.:
Den kommer ind på smertebehandling og død, hvor vigtigt det er at søge at holde døende fri af lidelse. Men også:
Patients experiencing suffering that cannot be alleviated should be helped to appreciate the Christian understanding of redemptive suffering.Forventningen er altså at en som er ved at dø med håbløse smerter skal bringes til at værdsætte denne chance for at sone sine (eller andres) synder. Det er hvad kirkens "hjælp" går ud på. Det minder jo meget om læren om skærsilden, sjælelig renselse gennem lidelse, som et forstadium til himmelen. Eller om korsfæstelsen af Jesus.
Jeg fandt også en relevant artikel i Information, Jeg gør ondt, hvor den italienske filosof Luigi Pareysón citeres for en tilsvarende kristen forherligelse af lidelse:
Lidelsen er altså på én gang ondskabens konsekvens og det, der kan besejre den: »Uden at ophøre med at være pine og tortur bliver lidelsen således salve og lindring.«
Kuldegysningerne blev ikke mindre af at undersøge sagen. Fri mig fra ... at dø på et katolsk hospital. Brrrr..... Næstekærlighed ville være at foretrække frem for katolske lidelser til døende. Lægehjælp?
Jeg synes at denne forventning om at deltage i Jesus' lidelse på korset er i klar modstrid med dette citat fra den katolske udgave af Bibelen, Siraks bog kapitel 30 vers 17:
Hellere døden end et bittert liv, hellere den evige hvile end uhelbredelig sygdom.Det lyder jo nærmest fornuftigt. Men det er så ikke en af de stumper af bibelen, som den katolske kirke vælger at tillægge betydning, når den på det nærmeste svælger i lidelse. På andres vegne.
Se også:
Nyere opslag
Opslag
8 comments:
Dette får meg bare til å lure på om disse, som følger en religion som preker medmennesklighet og omsorg, ikke har noen som helst empati.
Det minner om kristne "sekter" som mener all sykdom kommer av synder, hvis du er forkjølet, har du syndet og straffes.
Jeg prøver virkelig, men jeg klarer ikke forstå at noen kan være så kalde og samtidig preke om godhet og å elske din neste.
Næstekærligheden bliver netop sekundær, ser det ud til, når doktrinerne fra "den katolske sekt" (uden basis i Jesus' filosofi) omsættes i hårdhændede krav til hvordan mennesker forventes at adlyde de selvudnævnte moralske paver.
Ingen tvivl om at der også udøves stor næstekærlighed indenfor den katolske kirkes rammer, men den forudsætter at kirkens bud sættes over alt andet.
Et blik tilbage over historien viser jo også mange tilfælde hvor kirkens magthavere har disponeret frit over andre menneskers liv og levned. Den aktuelle sag i Irland (med misbrug af børn, ikke kun seksuelt) viser desværre også at det ikke blot er et historisk fænomen.
Fundamentalister er farlige, uafhængig af hvilket trossystem de ser som en absolut sandhed på andres vegne.
Jeg er sådan set meget enig i, at lidelse kan være en gave, og at man via den kan sone sine egne (eller andres) synder. Dog begår katolicismen i mine øjne densamme fejl mht. til forståelsen af lidelse, som kristendommen generelt begår mht. stort set alt, der står i Biblen: den tolker bogstaveligt. Fysisk lidelse er ikke andet, end et symbol for eksistentiel lidelse. Det er ikke fysisk lidelse, man kan vokse og blive et mere bevidst menneske af, det er eksistentiel lidelse. Selv om fysisk lidelse selvfølgeligt kan føre til eksistentiel lidelse, og derved indirekte kan bidrage til spirituel vækst og en større bevidsthed. Men man kan altså ikke tvinge nogen til at blive mere bevidst, og hvis man ønsker aktiv dødshjælp, så har man på en måde sagt "nej" til mere åndeligt, spirituel vækst, og skulle følgeligt tvinges til den. En umulighed. Kirkens, religionens "logik" minder her lidt om dens "logik" mht. inkvisitionen.
Og "synd" er selvfølgeligt også et symbol. På ubevidsthed. Mystikerne forstod bl.a. det. Hvorfor kirken ikke er specielt glad for mystikerne, og har valgt, at marginalisere dem.
I øvrigt synes jeg, at kristendommen, og især måske den katolske kirke, mht. emnet forholder sig ekstremt hyklerisk: på den ene side mener den, at mennesker, der har valgt lidelse og muligt åndelig vækst fra, ikke må have lov til at slippe for den. På den anden side godkender den, at mennesker, der mere end gerne ville have chancen for at gå igennem deres lidelse og gør brug af muligheden for åndelig udvikling, tvinges til en behandling, der ikke bare forhindrer udvikling, men som oftest virker direkte modsat og gør dem, der udsættes (tvinges) til den, mere og mere ubevidste jo længere behandlingen står på. Et godt eksempel er Ray Sandford's værger fra Lutheran Social Service of Minnesota. Kirken burde være blandt de første til at bakke op om mennesker, der ikke ønsker psykiatrisk "behandling", bedøvelse, af deres eksistentielle lidelse. Men her er den tavs.
Jobs Bog er vel den del af bibelen, som mest har fat i en spirituel værdi af lidelsen. Og der er det jo netop primært en eksistentiel krise / lidelse som Job bliver påtvunget. Netop en lidelse der fører til åndelig vækst for ham. At hans familie måtte lade livet er jo så "bare" en detalje her.
Jeg mener også at et liv uden lidelse bliver "fladt", og uden den vækst som det giver at komme igennem den, have lært af processen. At det ikke ville være godt hvis naivistiske mål om at kunne bortskaffe lidelse kunne gennemføres. Men så er en snart forestående lidelsesfuld død ikke lige tidspunktet, tvang virker jo netop ikke.
Egentlig har jeg ikke en oplevelse af at kristne kirkers praksis går på at fremme bevidsthedsvækst. En undtagelse er dog det klosterliv som nonner og munke selv vælger. Et eksistentielt valg, væk fra målet om at livet skal være nemt. Det er jo så netop en tilværelse hvor det giver mening at bringe eksistentielle ofre for at opnå noget særligt indenfor rammerne af sin kirke og tro. At være underkastet hårde krav, og dyrke den vækst som dette kan give.
Sagen stiller sig jo anderledes for mennesker som mere eller mindre bevidst vælger et "almindeligt" liv. Her giver det ikke mening på nogle få udvalgte felter at insistere på klosterlignende krav. Eller mennesker som vælger vækst efter andre eksistentielle rammer end kirkens doktriner.
Jeg har den oplevelse at kirken (mest den katolske) ser det som sin opgave at regulere "almindelige" mennesker, som en slags får. Ser et behov for at være hyrder, fårene ved ikke hvad der er godt for dem. Men så bliver det jo til en konkurrent når mennesker søger vækst uden at kirkens doktrinære rammer vælges som grundlag. Og det går jo ikke når doktrinerne stødes til side.
Min associationsrække her fører altså frem til at det giver mening for kirker at undertrykke andre, for at sikre at egne doktriner om sandheden ikke overgås af andre måder at opnå bevidsthedsmæssig vækst. Derved kan f.eks. psykiatri indrulleres som samarbejdspartner. Inkvisitionen er jo ikke længere en farbar vej.
Helt enig. Dog tænker jeg, at man mht. lidelse og spirituel udvikling godt kan sidestille Jobs Bog med Jesus' lidelsesvej - hvis man altså tolker ingredienserne symbolsk...
Selvfølgeligt er motiverne bag kirkens bogstavelige fortolkning dybt politiske, og bunder i en meget uoplyst magtsyge.
Gad for resten godt vide, hvor mange præster der selv popper lykkepiller, eller Ritalin, eller hvad det måtte være af slagsen. :D
Din symbolske sidestilling af Jesu lidelsesvej med Jobs plager giver god mening, ja. Dog ser jeg ikke Jesus bevidste og frivillige vej til korsfæstelsens torturdød som udtryk for spirituel vækst. Firkantet sagt, havde Jesus allerede haft sin åndelige vækst gennem sin vej fra opvakt søn af arbejderklassen til karismatisk ankermand for en ikke-voldelig oprørsk jødisk sekt.
Som omrejsende prædikant og healer kørte hans roadshow lidt i cirkler. Ved at fraskrive sig en magtbastion (som romerne alligevel hurtigt havde knust) fik han lov til at være nogenlunde uskadelig "gøgler". Ved at spille martyrkortet gav han sin sekt et løft, "guds lam" gav sit blod for menneskene. En stærk symbolik, der inspirerede sektens kerne til at føre banneret videre. Den senere fusion med romerriget løftede sekten til en verdslig magtbasis, som den siden har administreret nidkært.
Den tidlige kirke fik uheldigvis en sådan overflod af martyrer at den måtte indføre et doktrin der pludselig gjorde det til en utilgivelig dødssynd at søge den frivillige død som Jesus havde "succes" med.
I øvrigt tror jeg at langt, langt de fleste kirkelige ikke tænker på doktrinerne som udtryk for noget politisk, de ser ikke hvilken dynamik den tidlige kirke gennemlevede for at blive til andet end en historisk parentes. Svagheden ved uanfægtelige sandheder er jo netop at der ikke er plads til at tvivle, tænke og forstå - når det bliver til et spørgsmål om at finde den rette tro.
Hvis præster tyr til psykofarmaka for at prøve at holde livet ud, tror jeg det sker i yderste diskretion. De ville næppe risikere at udstille en sådan "svaghed i troen", problemer som bøn ikke kan klare :-)
Hvad hedder maleriet af kvinden i toppen af indlægget?
The Ecstatic Virgin Anna Katharina Emmerich lyder det engelske navn på billedet, som Gabriel Cornelius Ritter von Max malede i 1885. Hun var katolsk nonne af augustinerordenen, og som sengeliggende de sidste 11 år af sit liv havde hun rig lejlighed til at øve sig i "forløsende lidelse", med inspiration i Jesus' lidelser, og hendes egne sår på kroppen.
Hun blev i 2004 kåret som helgen, og er bl.a. kendt fra de fortællinger som den tyske forfatter/digter Clemens Brentano nedskrev om hendes religiøse visioner, formodentlig udtrykt gennem hans digteriske sprog.
Send en kommentar