Logo sommerfugl

torsdag den 9. oktober 2008

Lisette Nigot sagde stop mens legen var god

Lisette Nigot havde haft et godt liv, i sit fødeland Frankrig, i USA og flyttede til Australien i 1967. På The University of Western Australia underviste hun i Fransk, og indstiftede et legat i sit navn. Otte år efter sin pensionering fik hun i 1995 den højeste Franske akademiske udmærkelse, Ordre des Palmes Académiques.

Lisette Nigot mens hun taler om sin død

Hun var en selvstændig og intelligent kvinde, med klare forventninger til livet, til at have det godt. Disse var ikke forenelige med tanken om at blive gammel og følge med i hendes kropslige og måske mentale forfald. Hun besluttede at hun ville dø før hun blev 80, selv om hendes helbred stadig var godt, alderen taget i betragtning. Hun havde lidt hjerteproblemer og Ménières sygdom, men det var ikke derfor. Hun var klarhjernet og munter til det sidste, da hun begik selvmord mindre end en måned før hendes 80 års fødselsdag.

Hun valgte at sige stop mens legen var god, en plan som hun havde haft i mange år. Hun havde ikke været gift, og havde ingen børn. Alderen svækkede hendes udfoldelsesmuligheder, og livet blev kedeligt. Udsigterne gik én vej, nedad mod tomheden. Lisette Gabrielle Nigot havde ikke brug for livet længere.

Fra da hun boede i USA havde hun gemt en portion på 200 Seconal-sovepiller (barbituratet secobarbital, en gammel type sovemedicin) . Dem opløste hun i en skål vand og skyllede dem ned med vodka. For at forebygge opkastninger tog hun i god tid nogle søsygetabletter. Og hun døde. En velforberedt død i november 2002. Ikke et nederlag, men tværtimod en sejr for hendes livsvilje. Hun kunne sikkert have levet flere år endnu, uden store helbredsproblemer, uden at livet opfyldte hendes krav. Et sovemiddel, en "overdosis" var bedre. For hende.

Philip Nitschke og Lisette Nigot

Hun havde i længere tid været i venskabelig kontakt med en forkæmper for aktiv dødshjælp (eutanasi), Dr Philip Nitschke. Han havde fakta som svar på Lisettes praktiske spørgsmål om hvordan hun kunne gennemføre sit forehavende på en god, sikker og blid måde. Han var ikke enig, men måtte respektere hendes beslutning; det var hendes ret. En del af deres samtaler indgik i en dokumentarfilm, Mademoiselle and the Doctor.

Hvis hun var blevet afhængig af pleje ville hun sandsynligvis blive hindret i at sige stop når hendes grænse var nået. Hvis hun kunne regne med at blive respekteret i sin hensigt om at vælge hvornår hun ville dø, havde hun muligvis levet længere.

Som forventeligt vakte sagen debat. Mange nægtede at tro på at en ældre kvinde uden at være syg eller deprimeret ville begå selvmord mens hun stadig havde det godt. Respekterede ikke hendes valg, og betegnede hende som en ensom deprimeret gammel pebermø, der skulle have haft behandling. Filmen viser ellers noget helt andet, en charmerende, munter og livlig ældre kvinde. De ville have at Philip Nitschke ikke måtte give hende "teknisk vejledning", straffe ham.

Det mere interessante er det filosofiske spørgsmål. Hvorfor må et velafklaret menneske ikke få lov til at vælge tidspunktet for sin død, uden at det skal være så sent som muligt?

My final statement

I am neither terminally ill, nor in pain or depressed, and I am sound of mind. However, I'm terminating my life by way of voluntary euthanasia, by taking a drug which I hope will ensure a gentle, rapid, painless death.

If voluntary euthanasia were legal, if it were possible to make arrangements to obtain the necessary assistance and controls, when it becomes obvious that ones condition has reached a point where there is no longer quality of life, then I might wait for that moment to request to be helped to die in a human way.

But, since lawful assistance to die at ones chosen moment is not accepted in this cowardly restrictive society, I am taking the matter into my own hands, hoping that circumstances may change, to make it easier for others in the future.

Lisette Nigot

Lisette Nigot skriver sin erklæring om sin død



6 comments:

Louise/Silhuet sagde ...

Hvem tilhører livet?
Den levende - hvem ellers.
Dermed har den levende og så suveræn råderet over det liv, der ene og alene er i live i kraft af den levendes liv.
Der findes for mange levende døde i vores verden.
Man må gerne vælge fra,hvis man vil leve mens man lever og dø når man skal dø.
Hun gjorde det med værdighed og omtanke.
(og ja, det er nemt for mig at sige, når jeg ikke selv har været ramt af selvmord blandt mine nærmeste, men jeg finder at Lisette Nigots afsked er en glædelig afsked og ikke en sørgelig slutning. Så derfor: Hun valgte a leve mens tid var. Og at slutte livet, mens tid var)

Deborah sagde ...

Jeg kan kun sige, at jeg kunne finde på det samme, når vi når så langt engang. Jeg nægter også at leve et uværdigt liv, og det skal andre ikke bestemme over - om jeg skal være levende død el. Levende til det sidste på alle måder.

tosommerfugle sagde ...

Louise, Netop! :-)

Jeg observerer jo dog at mange ikke mener at et menneske ejer sit eget liv. Nogle mener at vi ejes af en skaber. Naturen, Gud eller noget andet åndeligt. Den logiske konsekvens af dette synspunkt er at så skal vi heller ikke redde nogen fra livstruende sygdomme eller ulykker. Det er jo at sætte sig imod viljen hos den skaber som administrerer liv og død. Og hvis skaberen udøver sin vilje gennem at vi kan forlænge liv, er det ligeså logisk den anden vej :-) Den sidste del er der jo nok ikke så mange der "køber", men det bliver jo en vurdering på basis af eget trosgrundlag, som ikke må pånødes nogen med et andet trosgrundlag.

Et andet synspunkt er at samfundet ejer livet. Det bliver jo gjort til en målestok hvor længerevarende liv og færre selvmord ses som tegn på et bedre samfund. At anstrengelserne for at opretholde liv er en gensidig forpligtelse. Men der mangler så en målestok for livskvalitet, en målestok der ikke må påtrykkes udefra. Det må være op til den enkelte at vurdere om et elendigt liv er bedre end intet.

Vi mangler en sproglig skelnen mellem velgennemtænkte afklarede selvord og kriseselvmord. Mellem selvmord som besluttes mens den pågældende har det så godt som muligt - og det modsatte. Det bliver rodet at snakke om når to så væsensforskellige forudsætninger for at dø klemmes ind i samme begreb, og når der ikke anerkendes at der er andet end kriseselvmord.

tosommerfugle sagde ...

Deborah - velkommen i klubben :-)

Jeg vil gætte på at Lisette havde valgt at fortsætte livet hvis hun havde børn og børnebørn at tage hensyn til og kære sig om. En væsentlig pointe må jo være om det kan siges at skade nogen med et selvmord. Også om det kan siges at skade sig selv. Lisette havde et meget "rent" svar på de spørgsmål, så derfor synes jeg ikke at hun gjorde noget problematisk.

Deborah sagde ...

P.S. Selvom hun havde haft børn og børnebørn, ville de vel også elske og respektere hende nok, til at respektere hendes valg? Ellers er det ikke kærlighed i mine øjne. Det kan da absolut ikke være pårørendes interesse, at se deres kære sygne hen. Det har jeg da prøvet, og det er da ikke sjovt. Nej hellere stoppe mens tid er, hvis folk selv ønsker dette.

tosommerfugle sagde ...

Hvis hun havde haft børn og børnebørn ... min tanke var at hun havde værdsat at deltage i familielivet, som en aktiv og stimulerende bedstemor. At hun havde ventet med at vælge døden til hun nærmede sig punktet hvor der ikke var livskvalitet tilbage.

Dilemmaet i hendes valg var jo at hun sagde stop før hun blev for syg til at have det godt. Jeg tror at det havde krævet en del dialog i familien at få accept på et "nu dør jeg". Men jeg tror også at hun havde kunnet tale sin sag, og få respekt for sit valg, at befri både sig selv og familien for oplevelsen med at sygne hen.

Det komplicerende ville være frygt for lov og straf, om nogen ville føle sig kaldet til at hindre en ikke-døende i at sige stop. Og hermed mener jeg ikke nødvendigvis familien, men andre der måtte have hørt noget.

Nogen som mere agerer ud fra principper end kærlighed.

Logo sommerfugl