Obama, sundhedsreform, og behandling af døende

torsdag den 30. juli 2009

Obama, sundhedsreform, og behandling af døende

Et aktuelt debatemne i USA er den sundhedsreform som præsident Barack Obama arbejder for at få gennemført. Som jeg ser det er hovedsigtet at forbedre det behandlingsmæssige udbytte i forhold til hvor mange penge der bruges på sundhedsindustrien. Og det er rigtig, rigtig mange penge det drejser sig om.

Når hospitalerne sammen med producenterne af medicin og udstyr drives efter forretningsmæssige principper, bliver det primære succeskriterium at maksimere omsætningen. Behandlingsmæssige resultater, som helbredelse af sygdomme, kan kun ses på bundlinien hvis det medfører en konkurrencefordel. Altså hvis kunderne, dvs patienerne, søger behandling efter kvaliteten af resultaterne. Og hvis de satser på at få noget for pengene. Ligesom hvis de skal have repareret en bil.

Men så enkelt er det jo ikke. Kunderne er næsten ligeglade med hvad det koster. Mange har en sundhedsforsikring, som regningen sendes til. Ellers dækker det offentlige indenfor visse sociale rammer, gennem Medicaid eller Medicare. For patienterne er det dog ikke noget tag-selv bord her, ventelister og fortravlede hospitalsafdelinger gør det til en ret så tvivlsom fornøjelse.

På den anden side af bordet er det dog blevet til noget i retning af et tag-selv bord. Når medicinalindustrien udvikler og markedsfører kostbare behandlinger, bliver disse til noget forventet. Også selv om behandlingen kan have store bivirkinger, og det ofte kræver omhyggelig udvælgelse af statistikker at påvise et udbytte i form af længere levetid. 10% af Medicare udgifterne afholdes i den sidste måned af patientens liv. 30% i det sidste år.

Læger, hospitaler og den farmaceutiske industri lever højt på en kultur om at hvad som helst der kan gøres i navn af at forlænge liv er et gode, der bare skal være penge til. Og de kan ikke lide at sundhedsreformen stiller spørgsmålstegn ved om de astronomiske beløb bruges fornuftigt. Det kunne jo risikere at betyde mindre omsætning. Mindre tal på bundlinien. Mindre udbytte til aktionærerne. Uf, da.

Et aspekt af sundhedsreformen som har vakt debat er et punkt hvor dækningen øges. Den offentlige sundhedsforsikring skal til at dække det hvis læge og patient tager en god snak om fremtidsudsigter, og hvilke former for behandling patienten måske hellere vil undgå når døden nærmer sig. Obama opfordrer direkte til at alle tænker over det, og får nedskrevet deres ønsker omkring behandling og pleje ved livets afslutning. En slags udvidet livstestamente. Om de måske hellere vil dø på hospice, der satser på at de har det så godt som muligt, eller på et hospital mens mere og mere heftige behandlingsforsøg ikke nytter, eller kun gør en marginal forskel ved at der går nogle dage eller uger ekstra med behandlingsforsøg der ikke kan helbrede.

Denne accept af at maksimal behandling måske er noget som kunden, patienten, ikke ønsker, er blevet fremstillet som om det handler om ikke at ville bruge penge på at redde livet for gamle og syge mennesker. At de hellere skal tage og dø, for at spare penge. At indføre aktiv dødshjælp, eutanasi. Dødspaneler til at udpege hvem der skal dø.

En meget stor del af sundhedsudgifterne går til store behandlingsregimer i det sidste år af folks levetid. Mennesker som er så hårdt ramt af sygdom, at de ikke har overskud og ro til at tænke over hvad de ønsker til sidst. Mennesker der foregøgles at "der er da en chance" ved endnu en ubehagelig behandling. Mennesker der dør når hospitalet ikke længere evner at holde hjertet slående. Når hospitalet ikke længere evner at gøre regningen længere. Et nederlag for sundhedssystemet. Og en død som kun meget få mennesker synes lyder som en udholdelig måde at dø på.

Jeg har sundhedsindustrien stærkt mistænkt for lobby-virksomhed når der køres skræmmekampagne imod reform af måden at bruge pengene på.