At finde vej under himlen

For mange år siden havde jeg været til sammenkomst med studiekammerater i udkanten af Kolding. For at nå sidste bus hjem skulle jeg ind til banegården. Gående, uden kort, helt uden at kende området. Jeg gik i den retning som lignede mest, og holdt udkik efter en at spørge om vej. Der ville sikkert gå kuk i det hvis jeg skulle huske en serie af vejnavne og kryds, så det ville jeg ikke engang høre på.

Da jeg mødte en dame, bad jeg hende blot om at pege i den rigtige retning. Hun så noget undrende ud, men pegede. Jeg fulgte retningen, og efter et stykke tid nærmede jeg mig Slotssøen, som jeg kendte. Jeg nåede bussen. Det havde jeg næppe gjort hvis jeg havde lyttet til en detaljeret vejledning; der var længe mellem nogen at spørge. Det vigtige var at kende retningen, så kunne jeg tage gaderne som de kom.

En sommernat i år 2000 var der meget højt til loftet. På vores første gåtur alene sammen snakkede Ingelise og mig om meget. Fortid, personligt, følelser og filosofisk. Et emne var den dejlige nat, uden forstyrrende lys. Vi kunne netop se det hele når der ikke var gadelygter til at begrænse vores synsfelt. Himmel, øhavet, og vejen vi gik. Med lygters skær var det ikke blevet samme storslåede oplevelse. Kun en enkelt gang måtte hun tænde lommelygten et knudret sted. Det var en lettelse at slukke den, så kunne vi se natten igen.

Og vi fandt et liv sammen, uden skabeloner, kort og faste forventninger. Ingen tvivl om retningen. Ved at være åbne for at se alt, uden at begrænse vort synsfelt, fandt vi vejen med hinanden i hænderne. Vejen uden forblændelse og skyggebilleder. Meget bedre end et kort over hvad vi mente det var, en lygte til at pege med. Vi var i fri harmoni.

PS. Lørdag eftermiddag satser jeg på at der er højt til loftet, på en ganske anden måde. En flok poeter, digtere og forfattere invaderer Kongens Have med arrangementet Ord Under Himlen. På slap line med oplæsning af egne digte, noveller og tekster. Det skal nok blive spændende at være med på en lytter. Og som jeg var inde på ovre hos Harning, satser jeg på at være let genkendelig, også for folk der ikke kender mit åsyn.