Logo sommerfugl

søndag den 14. december 2008

Helle Bekhøj ville sine børn det bedste

Den senere tids mest omtalte Danske selvmord var jo da Helle Bekhøj Hansen hængte sig i familiens sommerhus. Efter at være meldt savnet, blev hun fundet i tirsdags. Trist. I gennemsnit er der dagligt lidt under to selvmord i Danmark. De fleste giver ikke den store opmærksomhed i medierne. Helle vakte jo så til gengæld opsigt, fordi hendes mand var Kandis-forsangeren Johnny Hansen.

Altså havde sladderpressen travlt med hvad de kunne fiske af detaljer, rygter eller fakta, og selvfølgelig at spekulere i årsager til dette "Kandis-selvmord". Om det måske var noget med hendes forhold til sin mand og hans travle liv? Ensomhed? En mørk hemmelighed? Utroskab? Kandis på bekostning af hende? Det bliver alt for hurtigt til en snagen som jeg ikke bryder mig om, også selv om jeg går ud fra at Johnny Hansen er medievant nok til at kunne holde en distance. Ved begravelsen lørdag i Hurup Kirke udbad han sig at den kunne forgå i stilhed med familien.

Johnny Hansen, Helle Bekhøj og børnene

En glad og smilende mor med børn på 13 og 15 år, Cecilie og Caroline. Stærk og omsorgsfuld kvinde der holdt sammen på familien. Hun kendte vilkårene, og det kunne ikke nytte at klage. Og pludselig hængte hun sig.

Jeg må indrømme at jeg lige måtte se hvad der stod om hendes afskedsbrev. I kraft af bloggen her følger jeg med omkring emnet selvmord. I en bevæget tale, "den bryllupstale, han aldrig fik holdt", citerede Johnny Hansen lidt fra sin kones brev. "Pas godt på mine piger". Og hun mente "at familien ville få det bedre uden hende". Selvfølgelig var den efterladte ægtemand ikke enig i dét.

Johnny Hansens kone: Helle Bekhøj og børnene
Brevet indeholdt åbenbart ikke nogen konkret forklaring, en årsag, et simpelt svar på hvorfor hun gjorde det. Hvis det havde være enkelt, tænker jeg at hun snarere havde arbejdet på at finde en løsning på problemet. Så jeg er bange for at sætningen med "at familien ville få det bedre uden hende" rammer kun alt for tæt på hvad der fik hende til at beslutte døden som sin udvej, en flig af hendes psykiske situation.

En angst for at ikke at være god nok, at det ville være en god gerning at "befri" omgivelserne fra et "værdiløst" menneske. Bedre at komme væk, og være helt sikker på at omgivelserne ikke også skulle til at trækkes med et mislykket selvmordsforsøg. Sørgeligt at hun ikke kunne få det snakket igennem med nogen, og få et andet perspektiv. Ønske livet.

Johnny Hansen må passe godt på pigerne nu.



Kandis
Michael Krätz - Johnny Hansen
Jørgen Hein Jørgensen - Jens Erik Jensen



7 comments:

Deborah sagde ...

Puha, jeg har også tænkt meget over den her. Jeg synes, som du ved, at enhver har ret til at vælge. MEN jeg synes også at det ér egoistisk, at tage sådan et valg, uden at give familien en ordentlig forklaring. Hun vælger jo på deres vegne, når hun skriver, at "de får de bedre uden hende", noget de selvfølgelig langt fra er enig i. Der må have været noget, der plagede hende voldsomt, og hvorfor talte hun ikke med nogen om det, og prøvede som du siger, at finde en løsning? Forfærdelig trist. Måske hun var deprimeret og så ser man jo ingen løsning. Men så er det underligt at folk siger, der intet var at mærke på hende.... nej det giver ingen mening. Det er meget synd for de efterladte. Jeg kan kun håbe, at Helle trods alt, har fået den fred, hun åbenbart havde behov for.

tosommerfugle sagde ...

Hvis hun havde kunne skrive "en ordentlig forklaring", en "det er derfor", tror jeg at hun havde gjort det. Men et specifikt problem havde der været grundlag for at handle på, gøre noget ved. Altså tænker jeg jo så at selvmord ikke ville komme til at stå som en løsning for hende.

Jeg vil slet ikke kalde hendes handling for egoistisk, snarere tværtimod, altruistisk. Altså set ud fra hendes verdensbillede, at det var ærligt ment når hun troede på at "familien ville få det bedre uden hende". For mig at se indebærer egoisme bevidst at sætte sine egne behov over andres, se sig selv som vigtigere end de andre. Egoisme indebærer altså muligheden for at kunne se at der handles på bekostning af andre.

Derfor vil jeg altså snarere kalde det for altruistisk med et selvmord ud fra at de andre ville få det bedre uden hende, at hun påtog sig helt at ignorere sine egne behov, at det ikke var så vigtigt.

Rent spekulativt forestiller jeg at hendes selvtillid har kunnet ligge på et meget lille sted. Hun har suset rundt for at leve op til sine høje krav til sig selv. Derved været den dygtige, glade, effektive, velfungerende husmor. Mentalt indebærer dette en risiko for at tankerne, selvbilledet præges af alt det som hun ikke nåede, gerne ville have gjort (endnu) bedre, alt det (småting) der "gik galt". Derfor på samme tid imponerende (set udefra) og en fiasko (set indefra). HCA: Hun duede ikke.

Selvfølgelig mener jeg ikke at dette tegner et billede af et "velbegrundet, afklaret" selvmord, tværtimod at hun kunne have fået plads til at være mere egoistisk.

Jeg mener jo også at enhver har ret til at vælge. At dette skulle være en så naturlig ting at det var muligt at snakke med andre om det. Uden at det skulle ses som en sygdom at tænke i selvmord, uden at dette på forhånd ville blive totalt afvist. "Det kan du da ikke mene". Hvis tanken kunne forventes rummet af andre, var det muligt at snakke om det. Få det sat i perspektiv i forhold om det er en god løsning, om snakken måske får fokus på livet i stedet.

Jeg gætter på at hun havde været i live uden den kraftige kulturelle tabuisering af selvmord.

tosommerfugle sagde ...

B.T.: Gåden om Helles død:

Journalist og forfatter Inger Anneberg har i de seneste 10 år beskæftiget sig med selvmordsforebyggelse og skrevet bogen »Sorgen ved selvmord. En bog til efterladte«. I bogen fortæller hun om en kvinde og mor, der forsøgte selvmord, men overlevede.

- Hun fortalte, at hun nærmest fik sådan et tunnelsyn, hvor hun kun kunne tænke på sin egen smerte. Og at det ville være bedre for børnene, hvis hun ikke var der. At hun ikke var til nogen nytte. Hun gik med det inde i sig selv og overbeviste sig selv om, at det var rigtigt.

Deborah sagde ...

Det har du som altid helt ret i. Der har jo nok været tale om et slags forvrænget virkelighedsbillede. Og jeg tror heller ikke, hun var egoistisk som sådan. Og du har nok ret i, at det ikke er sikkert hun kunne give en grund. Det er jo set før, at på overfladen burde alt være godt, men det er det så slet ikke.

tosommerfugle sagde ...

Ja, det ses jo ikke så sjældent at en der ser ud til at være glade og velfungerende pludseligt tager sit liv.

Også i disse tilfælde tror jeg mest på at de har prøvet at "nå ud", men næppe meget "åbenlyst"; det ville jo være imod perfektionismen. Og en lytter der tror at det går strålende kan have svært ved at lytte efter "små antydninger", der nemt kan blive skubbet til side.

Bagefter er der jo altid noget der kunne have gjort anderledes, episoder der i bakspejlet betød mere end der blev opfanget. Men det er jo så heller ikke basis for at tale om skyld. Blot noget der udviklede sig i en skæv retning.

Så forresten at BT fra et interview om hans følelser som efterladt citerede Johnny Hansen omkring vinklen med egoisme.

> Kandis-Johnny: Hvordan kunne du gøre det mod os, Helle?
Men jeg vil samtidig også sige til dem, der siger, at Helle traf et egoistisk valg: Nej. Når folk tager deres eget liv, og skriver, at vi vil få det bedre uden dem, så er det dybt inde i deres hjerter det mindst egoistiske valg, de overhovedet kan træffe, siger Johnny Hansen.

Anonym sagde ...

Jeg synes det var meget egoistisk gjort ..

tosommerfugle sagde ...

Egoisme giver kun mening som tolkning ved primært at se på det udefra. Ved at prøve at følge tankerne som kan føre en tilsyneladende velfungerende kvinde til et pludseligt selvmord, bliver konklusionen den stik modsatte. Mener jeg.

Logo sommerfugl