Den folkekære Dirch Hartvig Passer døde den 3. september 1980, for nu 30 år siden. Han faldt om med et hjerteanfald umiddelbart før en forestilling i Tivolirevyen, og blev erklæret død ved ankomsten til hospitalet. Han blev kun 54 år, og tilbageblik på hans liv rummer ofte en passus om at han "døde alt for tidligt". Men gjorde han egentlig det?
Helt bogstaveligt var Dirch Passer en stor klovn. Han var høj og bred - 192 cm og størrelse 47 i sko - og med ekstraordinære evner som klovn. Danmarks største klovn. Som komiker var han i årtier storleverandør til det danske grin. For mit eget vedkommende må jeg sige at jeg tænkte "åh nej, nu igen", når Tømmerflåden endnu engang gjaldede ud i radioernes højttalere. Heller ikke hans mange film var noget for mig. Men det hindrede mig ikke i at anerkende hvordan han beherskede genren aldeles fremragende.
Især siden årene i Kellerdirk-partnerskabet med Kjeld Petersen var han en central eksponent for en æra i den danske komiks historie. Dirch Passer kunne dårligt bevæge sig rundt i Danmark uden at folk faldt om af grin omkring ham. Det kunne blive lidt meget for ham, når han havde svært ved at komme igennem med sine alvorlige og følsomme sider. Hans stræben efter at prøve som dramatisk skuespiller faldt til jorden når hans entre på scenen blev mødt af lattersalver.
Dirch Passer var slidt, på flere måder. Hans profession var et hårdt liv, i et højt tempo. Stress og et højt alkohol-forbrug tærede på hans helbred. Hjerteproblemer, podegra og whisky. Han skånede ikke sig selv, heller ikke til sidst. Sagde ja til for mange krav, også når han kunne kaldes for sin managers "pengemaskine". Hans sidste rolle, et revynummer hvor han parodierede Kim Larsen var meget hårdt for ham. Men han fulgte ikke lægernes råd om at sætte tempoet ned efter et hjerteanfald under prøverne. The show must go on. Han ville ikke svigte sit elskede publikum.
Lige før han skulle på scenen i Tivolis Glassalen svigtede hjertet så. Han faldt om i sit kostume, i armene på Lily Broberg. Publikum lo da Ulf Pilgaard kom på scenen og råbte "Er der en læge til stede i salen?". Det siges at Dirch Passers sidste ord var "Kan vi få noget lys på scenen, her er helt mørkt!". Men det var hans eget lys der slukkedes. Mens hans kæreste, Bente Askjær, sad i sufflørkassen.
Han skulle snart giftes med sin Bente. Tænk hvis de havde fået nogle flere år sammen. Tænk hvis han som gammel havde haft hele plejehjemmet som scene. Tænk hvis han i stedet var blevet dårligere og dårligere. Tænk hvis det var blevet til en langtrukken død i elendighed. Tænk hvis....
Han var slidt op. Hans krop havde ikke meget igen. Heller ikke den komiker-æra som han stod for. En af hans fæller, Preben Kaas, var også på vej ud i tovene, før sit selvmord året efter.
- DR Bonanza:
Portrætprogram om Dirch Passer - Berlingske:
En klovn i verdensformat - Berlingske:
Dirch Passers liv og levned - Politiken:
Dirchs liv bliver til film
Nyere opslag
Opslag
8 comments:
Jeg har haft den ære at møde Dirch
to gange. Han var et utroligt venligt menneske. Jeg så ham engang gå i Bernstorffsparken og "tænke tanker". Han ville være i fred med sine tanker den dag. Også den dag. Lige så offentlig han var lige så meget trængte han til at være privat.
En tidlig morgen kom han i sin Rover til Hellerup Station for at hente morgenaviserne.
Jeg ved det ikke, men jeg tror, at der bag mange "klovne" gemmer sig alvorlige mennesker.
I min erindring er Dirch en stor kunstner og et menneske jeg ville have ønsket mange flere GODE år mere end han fik.
Jeg tror du forstår :)
Klovnemasken som dække over alvorlige og private mennesker er jo ikke for ingenting nærmest en arketype. Det følsomme ses jo kun af den som får et kik ind bag masken.
Enig i at Dirch Passer var en stor kunstner, og jeg tror at han kunne have spændt over meget mere end klovnefiguren. Men de var hvad der forventedes, hvad der blev efterspurgt.
Selvfølgelig kunne han have fortjent en masse gode år mere :-) Det ville nok have krævet at han var ligeså venlig mod sig selv, som han var mod os andre.
Jeg havde skevet en fin kommentar, da siden gik ned :( Om den kom igennem ved jeg ikke. Da du har kommentarmoderation på. Må komme tilbage i morgen og skrive om, hvis ikke.
Øv! :-(
Nej, den kom ikke langt nok til at ankomme hos mig. Heller ikke i spam filtret. Til gengæld kom kommentaren her fra 00:18 dobbelt igennem. Prøvede du igen for en sikkerheds skyld?
Ja, det kan være en gene når det går i smadder med at skrive kommentarer. Det er jeg også selv blevet ramt af, ind imellem. For det meste husker jeg at kopiere hele teksten ind i clipboard (Ctrl+A - Ctrl+C) før jeg sender. Det har jeg været meget glad for nogle gange :-)
Og du skal da være meget velkommen til at skrive om, Deborah.
Det spørgsmål er gevaldigt interessant i forhold til dit seneste indlæg - hvordan kan vi andre dømme hvornår det er tid til at tage afsted?
Men når det er sagt, så tror jeg at du kan have fat i noget rigtigt.
Legenden skal helst dø mens de er på toppen.
Michael Jackson kom også afsted på det helt rigtige tidspunkt for at blive udødeligjort.
Mvh,
Synne
"Hvornår det er tid til at tage afsted" er netop ikke noget vi andre skal sætte os til dommer over. Min udlægning af Dirch Passers død går da heller ikke på at "det var den rette tid", men på at det ikke automatisk er et ideal at dødsårsagen undgås.
Det er nok "nemmere" kikke på legende-siden, med at eftermælet styrkes af at dø på toppen. Gad vide hvor mange stjerne-selvmord der er sket med dette som en af tankerne bag?
Dejlig blog :) Vi savner Dirch ufatteligt meget...
Dirch ville sikkert også have savnet Dirch utrolig meget - tror jeg - hvis han var blevet presset til at fylde sit liv med dage, i stedet for hans store evne til at fylde sine dage med liv.
Jeg ved ikke hvad han tænkte i de sidste dage, da han må have vidst at et yderligere hjerteanfald var en sandsynlig mulighed - men på et eller andet plan må det have været udtryk for at han accepterede døden, uden at lade frygten begrænse sit liv.
Og tak for de pæne ord :-)
Send en kommentar