Når man er så syg, er der ikke meget at leve for.Ovenstående er et typisk eksemel på en medfølende kommentar, når nogen med en alvorlig sygdom ønsker at afkorte sit liv. Måske ved selvmord, måske ved at bede om aktiv dødshjælp, måske som udtryk for en frustration over at det går meget skidt. Medfølelse er da bestemt også en god menneskelig egenskab.
På den anden side synes jeg dog at det, på et mere filosofisk plan, er udtryk for en ret problematisk tankegang. Hvem skal bedømme at "der ikke er meget at leve for"?
For mig at se kan der kun være ét rimeligt svar på det spørgsmål. Den syge selv. Selvfølgelig er det en stor beslutning at afkorte sit liv, så det er vigtigt at det ikke er en forhastet beslutning. Ikke er en desperat reaktion på bunden af en uoverskuelig krise. Det kan være rimeligt at andre påtager sig at vurdere om det er gennemtænkt, men ikke at de påtager sig at vurdere om den syge har "det rigtige" svar på spørgsmålet.
Det er mig imod at høre nogen som ser sig i stand til at vurdere at en anden "ikke har meget at leve for". Hvad der for ét menneske kan være en helt uudholdelig situation kan, for en anden, være en øvelse i at være nøjsom med hvad der skal til for at understøtte sin livsglæde. Det ses ofte at svært handicappede er imponerende gode til finde de lyse sider indenfor ret snævre rammer. Dette har jeg meget stor respekt for, og kan egentlig godt følge at de kan blive sårede hvis fremmede mener at "sådan et liv er ikke værd at leve".
Det er da i det mindste sjældent at nogen er ufølsomme nok til at sende sådan et budskab med direkte adresse til en handicappet med livsviljen i behold. Når det alligevel sker, er det indirekte. Når en uhelbredeligt syg ønsker at dø, sendes det medfølende signal som en støtte.
Når man er så syg, er der ikke meget at leve for.
Desværre rammer dette jo også alle de andre som er ligeså syge, men føler at de bestemt har noget at leve for. Det kan da være en hård kamp at leve indefor smalle rammer, og så må det være meget lidt sjovt at føle sig ramt med en "det var bedre om du var død". Det kan såre.
Det er mig endnu mere imod at høre nogen afvise et ønske om at dø med en "der er andre som har det værre, og gerne vil leve". Og det sker ikke sjældent. Det er en ganske normal argumentation for modstandere af aktiv dødshjælp.
Debatten for og imod aktiv dødshjælp bliver desværre ofte præget af forestillingen om at have regler for hvem som er "syge nok" til at kunne få lov til at dø. Dette er dybt respektløst, både overfor dem som føler behov for at give slip lidt før, og dem som måske finder livsglæde i at kæmpe for at leve så længe som muligt.
Hvem som helst som kan overbevise ansvarlige hjælpere om at et dødsønske er afklaret og velgennemtænkt skal, mener jeg, ikke pånødes at livet skal være en forbandet pligt. Her er lægelige diagnoser uden betydning, med mindre de giver rimelig grund til at betvivle præmisserne for beslutningen.
En teenager i kærestesorg skulle være velkommen til at argumentere for at "nu er der ikke mere at leve for". Jeg er overbevist om at selve dette behov for at argumentere ville give et bredere perspektiv på sagen, så døden ikke længere ses som den logiske konsekvens.
En helt central værdi må være respekten for andre menneskers eksistentielle valg, især hvis de går på tværs af ens egne.
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar