Jeg tror at jeg melder mig ind i Mensa.Den sætning fyrede jeg af i en snak for mange år siden. Det passede i sammenhængen, og jeg var da også ude på at provokere en smule. Mensa er jo en forening for mennesker der i en IQ-test kan score indenfor de 2% højeste, i forhold til befolkningens gennemsnit.
Jamen, har du taget en intelligens-test?Det forventede modspørgsmål kom. Jeg var ikke i tvivl om at jeg var mere intelligent end de fleste. Det tror jeg også at ham som jeg snakkede med godt kunne se, men han synes måske alligevel at min udmelding var en smule for selvfed.
"Næh, men én ud af 50 - det skulle jeg da nok kunne klare.Mit svar lagde op til lidt snak om sagen. På trods af overdrevne rygter om at Mensa er for de "superintelligente", og andet i samme stil, er det værd at huske at 2% er en ret stor del af befolkningen. Over 100.000 mennesker i Danmark. Gennemsnitligt må der forventes at være mere end én kandidat for hver to normale skoleklasser.
Senere fik jeg øje på at Mensa arrangerede en test på byens bibliotek. Det måtte jeg da prøve. Og det gik da også pænt med at gennemskue mønstre i sære figurer, og regne ud af hvilken der manglede i en masse små 3x3 tabeller. Resultatet var et tilbud om medlemsskab, min intelligens-kvotient var indenfor den højeste 1%.
Det blev nu ikke til at jeg var synderligt aktiv i foreningen, og efter et stykke tid droppede jeg ud igen. Årsagen hænger godt sammen med en betragtning som jeg hørte fra et andet medlem:
Mensa er en selvhjælpsgruppe for de intelligens-ramte.En glimrende formulering, selv om den måske kan lyde lidt hovskisnovski. Selvfølgelig er intelligens en fordel når det f.eks. handler om at håndtere abstrakt viden, og finde frem til hvordan ting hænger sammen. Derudover er det ikke en egenskab, der i sig selv gavner ret meget.
Til gengæld er der ingen tvivl om at den særligt intelligente ofte kan havne udenfor fællesskabet. Janteloven står på spring. Interesserne gælder måske andre ting end flertallet af andre. Kedsommelige skoletimer gør skolen til et uinspirerende sted. Måske resulterer det i en urolig elev, som finder andre måde at få tiden til at gå.
Mobning er også en helt reel risiko. Det har jeg helt personlig erfaring med. Efter 40 år ringede en af mine klassekammerater fra dengang. Han ville sige undskyld for hvordan han havde været med til at mobbe mig kraftigt. Der lå dog også andre ting bag, måske især det at jeg også på andre måder var "noget for mig selv" - uden større trang til at indgå i det sociale liv.
Jeg vil ikke kalde mig selv for "intelligens-ramt", hverken som barn eller voksen. Så hvad skulle jeg dog i sådan en selvhjælpsgruppe? Det tiltaler mig slet ikke at sidde og føle mig "bedre" end "de andre". Jeg kender både mine egne stærke og svage sider. Sammenlignet med flertallet er jeg håbløst dårlig på punkter som boldspil og musikalitet. En intelligens-test baseret på disse færdigheder ville rubricere mig som værende ret så tilbagestående.
En udbredt misforståelse har undret mig lidt. Der skelnes ofte ikke mellem intelligens og klogskab. Tilsvarende ses det typisk at en quiz forveksler klogskab med paratviden om blandede emner. For mig at se er dette en ret uklog sammenblanding.
Egenskaben intelligens anser jeg som uafhængig af om den bruges på en god måde. Det er langt fra sjældent at tydeligvis intelligente mennesker går ud fra at de er klogere end andre. At de er bedre end andre. Det vil jeg kalde ret uklogt. For mig at se er klogskab udtryk for at kunne forstå større sammenhænge, og handle på en måde som bringer os fremad som mennesker. Et gammelt ord herfor er "visdom", men det bruges ofte mere som eufemisme for "gammel nar".
Selv om der er mange eksempler på mennesker som er både intelligente og kloge, ses det ikke sjældent at intelligens bruges til at manipulere andre, direkte skade eller snyde dem. På måder som skader samfundets udvikling. På at opnå kortsigtede fordele for sig selv.
Klogskab er en egenskab, som er værd at stræbe efter. Intelligens har egentlig ikke den store betydning herfor. Mennesker kan være ret kloge uden at være kandidater til Mensa. Det har da glædet mig at jeg engang imellem er blevet kaldt for "en klog mand". Men heller ikke derfor føler jeg mig klogere end andre.
Nyere opslag
Opslag
8 comments:
Jeg er så enig! (Men jeg synes, den er ret sjov, den med selvhjælpsgruppe til de intelligensramte. Men også noget hovskisnovski, ja.) Nr. 5, for resten.
"Mensa som selvhjælpsgruppe for de intelligensramte" sætter nu også et underholdende perspektiv på lejlighedsvise eksempler med mensanere, som har argumenteret for at de ville være særligt egnede til at lede samfundet.
Når en helt central egenskab er evnen til at respektere andre mennesker, er det jo problematisk hvis intelligens fører til at se ned på andre. Det kan føre til udpræget kynisme, og af og til fostre ekstremister, som f.eks. Unabomber (Ted Kaczynski).
Nr. 5 - netop! :-)
Så præcist og rigtigt (som altid her), synes jeg. Glæd dig bare over både din intelligens og din klogskab ;-). I forening kan de to egenskaber udgøre et værdi- og betydningsfuldt kraftværk, efter min mening.
Målbarhedens tyranni er, også her, et problem. Når værdi alt for ofte vægtes på det målbare, skubbes andre faktorer i baggrunden. Og det ses jo netop ofte som mennesker der selv vurderer deres værdi på det målbare, hvad enten tallet er lavt eller højt.
Men det bliver jo også "besværligt" når der ikke kan svares på en skala. Til gengæld er netop det "besværlige" det mest interessante, hvor de væsentligste værdier oftest må findes.
Jeg ser mange mennesker der tydeligvis stræber efter at finde værdierne her, og det er mere givende end at have fordelingen af det målbare i centrum.
Sådan set er min fornemmelse af mennesker med Downs syndrom kan ligge pænt her, selv om det jo også sætter sit præg at deres rækkevidde begrænses af en svag intelligens....
Man kan sagtens være intelligent uden at være klog, men man kan saftsusemig også godt være klog uden at være intelligent :).
Jeg kunne ikke vinde ´så meget som en femmer i de omtalte quizshows, men alligevel har jeg hjerne der fungerer anderledes end størstedelen af befolkningen.
Jeg har i den grad følt mig uden for "det store fælleskab".
For mig ville det at være medlem af foreningen Mensadet være lidt som dette:
Hvis jeg brugte str. 34 i sko. Det ville begrænse mig gevaldigt og de steder jeg ville kunne finde sko der passede til mig ville være få. Det kan godt være at andre ville beundre mig for mine små fine dukkefødder, men ofte ville jeg forbande at jeg ikke bare brugte samme størrelse som alle de andre.
Derfor kunne jeg have brug for et fællesskab med andre der også bruger str. 34 i sko.
Men det har ikke noget at gøre med at jeg derved synes jeg er mere værd end andre i dette fællesskab (eller alene). Det er bare en måde at håndtere min hverdag.
Det sammenhold der opstår i gruppen får vi kun sporadisk når vi mødes.
Resten af tiden skal vi, alene, trippe rundt på vores små fødder og desperat forsøge at holde balancen.
Hvorfor kan man så ikke bare læse en bog mere og få styret sin interesse?
Det er bare så meget mere end det.
Der er asynkron udvikling inde over.
Manglende selvtillid fordi det altid føltes som om en selv var forkert.
Men den dag brikkerne falder på plads i dette puslespil og det store gyldne svar står bøjet i neon, da må man lige sætte sig ned og tænke lidt.
Retænke hele ens liv, rystes lidt, tænke noget mere og så til sidst tænke "nårh, det var bare derfor".
Og den følelse kan man kun sætte sig ind i når man mødes med andre der har haft den samme oplevelse.
Og i det forum kan de der indspiste nørdede vittigheder siges og der er andre der griner end en selv.
Diskutionerne kan køre og køre op, op, op og vi følger hinandens tanker uden problemer.
Vi mennesker vil altid gruppere os.
Ind imellem er der individer der påstår at de sagtens kan uden fællesskabet ;), men i længden tror jeg ikke helt på det.
Jeg tror dybt på at vi har brug for hinanden og vi har brug for ligesindede.
Derfor.
Mvh,
Synne
"Det store fællesskab" kontra mig som outsider kender jeg jo også. Men jeg er nok ekstra speciel på den måde at jeg aldrig har higet efter at kunne være i en gruppe af "andre som mig". Det har da heller aldrig, for mig, været en livsrystende erkendelse at "opdage" en forklaring (intelligens eller andet) på at være asynkron.
Faktisk har jeg dog også, på en helt anden måde, haft et øjeblik der rungede af brikkers falden på plads; gentænken af mit liv og min rolle som menneske. Et grundlag som jeg definerer mig selv ud fra, og hvor det med intelligens blot er en detalje. Og jeg holdt op med at føle mig "forkert".
Jeg vælger at have noget sammen med andre mennesker, fordi det er en god side at have med i mit liv. Ikke fordi jeg har brug for det. Jeg kan lide at give, og har det godt med at kunne møde og rumme andre hvor de er. Selvfølgelig ligger der nogen ligesindethed heri, men dette er blot ikke et behov for mig.
Selvfølgelig har jeg det godt i samvær med nogen hvor det tankemæssige sprog er fælles nok til ikke at være en hindring for at forstå hinanden, og hvor det slet ikke er en tankegang at noget er "forkert". Men da jeg såmænd også har det godt uden, er det ikke noget tema for mig at opsøge en "selvhjælpsgruppe" med det formål at opnå et sammenhold.
Denne uafhængighed (eller selvtilstrækkelighed) er nu ikke noget som jeg ser som en værdi, men snarere noget der - på samme tid - kan være både en stor styrke og en stor svaghed for mig. Så jeg er bestemt ikke ude på at lægge afstand til det med at opsøge sammenhold og ligesindede. Det er en stor værdi - men har jo dog også sin egen akilleshæl indbygget.
Det er så også derfor at jeg synes at det rammer rigtig godt med at Mensa er "en selvhjælpsgruppe for intelligensramte". Det er jo netop noget som der kan være god brug for, at mødes i indforståede cirkler.
Måske ville det skurre mindre at undgå det hint af "offer", som ordene rummer. Men det er jo samtidig også noget af det sjove, der lader sætningen modsige sin egen hovskisnovskihed. Dæmper den elitære fokus som alt for ofte påklistres Mensa.
For mig at se er det noget helt centralt at tænke over vilkårende for at være menneske. Og det kan jeg jo se at du også er med på.
(Helt enig i at klogskab ikke forudsætter intelligens, det var faktisk også en grundtanke da jeg skrev blog indlægget, også selv om jeg godt kan se at dette aspekt ikke skinner så klart igennem).
Det er såmænd ikke mere end nogen dage siden jeg havde debatten om "intelligens ramtes" problemer på mit arbejde, fordi der er en ny type selvhjælpegruppe på vej. Målgruppen for grupperne var forældre til overintelligente børn.
Disse børn havde hjælp behov, pga. deres høje intelligens.... nogen af problemerne er allerede beskrevet i foregående kommentarer. Det gav anledning til en del samtaler på mit arbejde... hvor hjælpetilbudene ellers altid er rettet mod nogen som på en eller anden måde er ressoucesvage. Her var en gruppe som altså er blevet - eller er i stor risiko for - at blive ressourcesvage på nogen områder, fordi de var for ressourcestærke på andre områder!!! Hhhmmmm besynderligt!
Jeg må tilstå, at jeg måske lidt fordomsfuldt overvejede, om ikke der er et eller andet der er gået helt galt, hvis det kommer til at vende sådan. Altså, vi har jo allesammen vores særheder helt fra barnsben af, og kunne det mon tænkes at en medvirkende årsag til de sociale problemer, er, at der simpelthen sættes for meget fokus på det særlige ved det meget intelligent barn, at det er så intelligent. Bliver det ikke dyrket vel rigeligt, hvis man allerede som barn er med i Mensaklubben? Jeg kender et par stykker, der har store børn, der er meget intelligente, hvor de er vokset op med "du har fået en gave... den må du udnytte bedst muligt" - med et enormt pres på de stakkels børn til følge. De har virkelig en burde på nakken af forventinger om ypperlige resultater i alt hvad de foretager sig.
Jeg mener, kunne forældrene ikke bare sige til deres overbegavede barn, at de f.eks. kunne hjælpe de af deres klassekammerater i skolen, som havde svært ved lektierne, og på den måde øve deres sociale færdigheder??
Gensidig eksklusion er nok desværre en konsekvens af konkurrence-mentaliteten. Når det drejer om selv at "få så meget som muligt", gerne på bekostning af andre, er der mange forældre som kører ud i den der med "udnytte bedst muligt". Med det dertil hørende pres på både deres eget afkom, og det system (skolen) de er "kunder" hos.
Tanken med at lade de kvikke elever støtte de andre tiltaler mig umiddelbart meget, men må både skulle iscenesættes af skole og forældre. Og det på en måde som undgår at "kradse" dem som er på vagt efter om de bliver forfordelt eller diskrimineret.
Sagt på en anden måde, skal spørgsmålet "hvad kan jeg få" nedtones til fordel for "hvad kan jeg give". Men i stedet ligger mange forældre på udkik efter "hvor har min yngel X-factor til at at blive den aller-ypperste....
Når målbart mere ses som måden at opgøre værdi på, glider det mindre målbare ud af fokus. I skolerne ses det jo f.eks. når PISA-tallene gør en høj score her til den operationelle målsætning - det der skal bruges tid på......
Send en kommentar