Den kendte og folkekære skuespillerinde Kirsten Walther døde pludselig den 19. februar 1987. Hun havde haft mange roller, men jeg vil tro at det især er hendes medvirken som Karla i Huset på Christianshavn og Yvonne Jensen i Olsen-banden hun huskes for. Hun blev kun 53 år.
Altså, det siger jeg dig ...
Den officielle dødsårsag var "hjertestop". Og umiddelbart ville jeg da gå ud fra at der dermed ikke skulle være mere at sige om den sag. Men det ser også ud til at der er vedholdende rygter om at det var selvmord, dog uden ligefrem at komme ind på metoden.
Disse rygter opstår jo ofte når et kendt menneske dør meget pludseligt, uden en forhistorie med dødelig sygdom, og mange år før det kunne "forventes". Det kan være svært at vurdere hvornår der er hold i dem eller ej. Da selvmord for mange er et stort tabu, er der solid basis for både rygter og benægtelser. En dødsårsag som "hjertestop" er netop egnet som officiel forklaring, hvis der er omstændigheder som de efterladte prøver at holde for sig selv. Hjertet stoppede jo, og vi snakker ikke om den egentlige årsag.
Der fortælles også om at Kirsten Walther i sine sidste år fik psykiske problemer og angst. "En voksende nervøsitet", sceneskræk og nervepres. Perfektionisme, meget at leve op til. Hun frasagde sig mange roller, og holdt sig meget i familielivet. Antydninger om at der var problemer med alkohol, og en død plejesøn. Så det gik ikke så godt for hende som hun fortjente, desværre.
Jeg fandt også en side fra et ugeblad, måske Se og Hør eller Ude og Hjemme. Kurt Kristiansen fortæller om at Kirsten Walther døde. Selv om selve ordet selvmord ikke står der, står det alligevel meget højlydt mellem linierne. At hun længes efter døden, at få fred fra det liv der gjorde ondt.
Danmark har mistet en kær venindeNu ved jeg jo ikke hvad skribenten havde af baggrund for sin melodramatiske udgydelse, men jeg vil dog forestille mig at det ikke udelukkende var fri fantasi.
Når livet gør ondt
Kirsten Walther blev kun 53
Når livet gør ondt, bliver døden en ven. En farlig ven, der lokker. Jo mere livet gør ondt, jo nærmere og lettere er døden. Bare væk fra det hele. Væk fra alle problemerne. Væk fra det, der gør ondt. Døden bliver den nemme udvej. Vejen til FRED.
Et menneske kan være så fortvivlet, at sindets mørke bliver til den totale, afgrundsdybe håbløshed. En tilstand, ingen kan trænge ind i. En tilstand, hvor livets positive sider - en kærlig familie, vennerne og kollegerne - kæmper en ulige kamp mod den lokkende ven.
Og en tilstand, ingen bemærker, før det er for sent. En tilstand skjult i sjælens indre, ofte bag en smilende facade.
Livet gjorde ondt på Kirsten Walther. Følsom, som hun var. Og den nat hun segnede om på køkkengulvet derhjemme, havde hun ikke kunnet klare livets smerte mere. Da hendes hjerte bristede, fik hun fred.
Fred for livet, der gorde ondt . . .
Jeg har også set en debat-tråd hvor nogle med stor fasthed hævder at det var selvmord, og andre ganske skarpt holder på at den officielle forklaring er den fulde sandhed. At hendes mand, Palle Ruben Wolfsberg, hørte at Kirsten kom hjem og rumsterede i køkkenet. Han småsov og tænkte at hun skulle have natmad. Næste morgen fandt han hende død på køkkengulvet.
Fra interviewet Teatersamtale med Jytte Abildstrøm kan jeg citere:
Der er også tid til, at mindes Kirsten Walter, der havde debut i Studenterrevyen 1953 – samme år som Jytte Abildstrøms debut fandt sted. "Hun var meget mere svagelig, end man skulle tro. Jeg prøvede at være vedholdende i mit venskab med hende, men åbenbart ikke vedholdende nok", mindes Jytte Abildstrøm med vemod over en kær kollega, der ikke kunne klare presset og valgte at begå selvmord.Igen en ret klar markering, og jeg forestiller mig da ikke at Jytte Abildstrøm blot har villet "gøre sig interessant" med overdramatiserende antydninger.
Jeg kom ikke frem til nogen entydig konklusion på om det var selvmord eller ej. Det synes dog at være sikkert at mange var af den overbevisning.
Men er det interessant om Kirsten Walther begik selvmord eller ej? Egentlig ikke, men jeg vil dog mene at det tjener hendes eftermæle bedre hvis der ikke forties noget så væsentligt for hendes vilkår i livet. På den anden side var hun en ret privat person, så det kan da også være at netop fortielse var hvad hun selv ønskede.
Måske er det mest interessante at der kan opstå ganske følelsesladet debat om emnet. At tabuet er stort nok til at mange reagerer som om det med selvmord var en beskyldning for noget negativt. Skyder motiver i skoene på nogen som holder på at der er omstændigheder som peger på selvmord.
Hvis Kirsten Walther kom frem til at livet blev for smerteligt for hende, så er det da trist, men fred være med det. Det ændrer ikke på at hun var en fremragende skuespillerinde og komiker.
Kirsten Walther som Yvonne i Olsen-banden
Nyere opslag
Opslag
13 comments:
Skal være helt ærlig! Jo Jytte Abildstrøm, ville sige HVAD SOM HELST, da ingen intressere sig for hende!
Visse kommentarer fortæller mere om afsenderen, end om emnet.
I dag står navnet Ole også på gravstedet? Var det hendes søn?
Om det er Ole Walther Wolfsberg ved jeg ikke (følger ikke ret meget med), men tilsyneladende er han død, så jeg har svært ved at tro at det kan være andre end adoptiv-sønnen.
FRED VÆRE MED HENDE, EN AF BEDSTE, DET LORT FOLK HAR DET MED AT LUKKE UD BURDE BLIVE INDEN FOR EGNE 4 VÆGGE.VORES KENDTE SKULLE MÅSKE HAVE LOV TIL AT PASSE DERES ARBEJDE OG SLIPPE FOR DEN SATANS TIL SLADDERPRESSE,MEN IGEN DEN FODER JO DE FOLK SOM HAR TRAVLT MED ANDRES LIV FREM FOR DERES EGEN
Sladderpressen kunne jeg også godt undvære, det er flere år siden jeg har så meget som kigget i et af de blade. Jeg er simpelthen ikke bland det publikum som holder at føle at de "kender" de berømte, og derfor med stor iver køber (eller læser) de publikationer som dyrker dette meget populære emne.
Jeg synes dog at sagen er mere kompliceret end at skælde ud på bladene, for selv om de kendte af og til er kede af den omtale de får, er det også en vigtig side at rigtig mange af dem, det meste af tiden, glad og gerne samarbejder om at få denne gratis omtale - ja ligefrem selv inviterer sladder-skribenterne. Og så kan de ikke slippe for at snushanerne også dukker op når det ikke går så godt, deribland livets absolut sidste begivenhed, døden.
Og det er vigtigt at huske at sladderbladene kun sælger så godt fordi der er rigtig mange kunder. Når der er et marked, er der nogen som vil arbejde for at dække behovet.
Når jeg tog dækningen af den alt for tidlige død af den fremragende Kirsten Walther op her på bloggen, var min tanke at belyse hvordan emnet selvmord er svært for medierne at finde ud af hvordan da vil og kan skrive, fx det at nogen mener at det er mere problematisk at nævne selvmord, sammenlignet med andre dødsårsager.
Hvor er det sørgerligt, at hun tilsynladende valgte livet fra. Hun var en fremragende skuespillerinde, og hendes arbejde og talent vil aldrig blive glemt.
Det sørgeligste er, for mig at se, ikke at hun tilsyneladende valgte livet fra, men at hun fik det så dårligt, at det ser ud som om hun besluttede sig for at livet blev for dårligt at holde fast på. At se døden som en befrielse.
Det er ikke godt at måtte bruge et stort skuespillertalent på at lade som om livet er godt...
Hvem siger at der er fred efter døden, det er vist en menneskelig tankegang.
"Fred efter døden" ser jeg nok mest som en talemåde, udsprunget af at den sidste stump liv før døden ganske ofte er (har været) præget af "ufred" som sygdom, sult, krig eller eksistentielle kriser. Der kan siges at ligge en fred i at slippe for modsætningen, men det "at få fred" fornægter den mere praktiske virkelighed, der er at døden er ophøret af eksistens. Det menneske der kunne have brug for "fred" er der ikke længere til at opleve at have "fået fred".
Jeg tror også at talemåden har en kobling til de udbredte menneskelige, ja, forestillinger om at døden alligevel ikke er afslutningen, men en overgang til en fortsat eksistens i en fantasi om en slags metafysisk univers, som i kristendommen typisk kaldes for "himmelen". Når den håbefulde fantasi er noget med at lidelserne og ufreden ikke længere er der efter døden, men at "sjælen" har et evigt liv, bliver tanken om den evige fred til en belønning (for dem ikke i stedet får evige lidelser i "helvede".
Dybere set er det et tankespind som jeg ser som udtryk for frygten for døden. Det er selvfølgelig meget rimeligt at mennesker, der jo typisk gerne vil livet, ikke er glade for at måtte slippe dette, og derfor skaber sig en tankeverden om døden som noget frygteligt, men samtidig noget godt.
Som jeg ser det, er det ulogiske ikke primært at tale om "fred", men mere ikke at ville erkende at det er så simpelt og udramatisk som ophøret af eksistens, så der blot er en bunke biologisk materiale tilbage, mens "jeg'et" jo blot er pist væk.
Den evige søvn, uden at der er en søvn.
al den interesse for dødens årsag er fuldstændig ligegyldigt, det der burde betyde noget var om vi rent faktisk er i stand til at se os selv i spejlet og spørge kan vi tillade at mennesker skal bære så meget smerte alene at døden virker tillokkende...muligvis vi ikke kan redde hele verden men kan vi give et menneske et tåleligt liv og få dem igennem smerten er vi dog kommet et stykke...så spørgsmålet for mig er ikke hvordan Kirsten Walter døde men hvad kunne der have været gjort for at hun også kunne have oplevet noget af den lykke som hun så fint gav andre....har selv set skygge siden og jeg undres stadig over at de mennesker der har den største smerte at bære på, oftes er dem der er hurtigst til at give ud af sig selv ...så lad os hylde de mennesker der trods knuste hjerter og håb har lykke at give til andre ...
Grundlæggende set er jeg helt enig i at det vigtige må være at kunne hjælpe mennesker der går og har det så skidt med deres liv, at de tænker på at forlade det. Så ja, det er sørgeligt hvis dette var omstændighederne omkring den sidste del af livet for Kirsten Walther, hvilket desværre synes plausibelt. Og du har jo netop ret i at det ofte ikke er dem der har størst behov, der "kan finde ud af at" bede om hjælp.
Så derfor synes jeg at der kan være en værdi i at respektere hvis dette blev hvad der gjorde dødsdatoen til et bevidst valg for den afdøde, uden at fornægte det, uden at se dette som noget særligt interessant. Og tænke over hvad der kan gøres for at så få mennesker som muligt mangler hjælp når behovet er størst.
Ja, hylde dem der giver hele tiden, og ikke tager noget.
Hvor blev de af, de ældre træer, dem der skærmede os, dem der fik os til trække på smile båndet, dem man altid vidste hvor man havde henne? Gone! Danmark er blevet et fattigere sted uden hende, uanset om hun svandt for egen hånd. Men det giver altid et stik i hjertet, når eller hvis et menneske er så fortvivlet at det selv vælger at tage afsted. Salig Grundtvig led også til tider af depression, og dengang havde man ikke serotonin tabletter til "sindets sukkersyge!" Ganske forfærdeligt, især når det er os forbudt af skaberen, selv at stoppe legen fremfor at han kysser os hjem. Kirsten Walter du fik os til at smile og tak for det.
Send en kommentar