Den danske maler Laurits Andersen Ring tog i 1881 navn efter den sydsjællandske landsby Ring hvor han 27 år tidligere blev født i beskedne kår, og blev kendt som L.A. Ring. Han startede som symbolistisk maler, og malede i 1887 billedet Aften. Den gamle kone og døden:
L.A. Ring - Aften. Den gamle kone og døden
Statens Museum for Kunst, KMS4102
Statens Museum for Kunst, KMS4102
Billedet har en meget markeret symbolik. En sommeraften er den gamle kone træt og tager sig et hvil siddende på sin tunge byrde. Hendes arm hænger slapt; hun kan ikke mere. Solen er gået ned, og skumringens bløde lys præger scenen. Hun var på vej ad livets vej, men kommer ikke længere. På himlen over hende hænger Døden, manden med leen, klar til at høste. Det er lige før konen dør. Hun kommer ikke til vejs ende, når ikke hjem med sin byrde. Dødsenglen tager hende.
Det siges at L.A. Ring må have fået inspiration fra novellen "Knokkelmanden", som forfatteren Henrik Pontoppidan udgav samme år. Et fattigt ægtepar havde slidt i årevis for at betale lånet i deres husmandssted. Langt om længe blev de gældfri, men konen døde før de sammen skulle til at nyde deres otium. En nådesløs afslutning.
Det ligger lige for at fortolke billedet som illustration af novellen. En trist og grum skæbne, døden efter at hele livet var en hård knoklen. Billedet rummer ingen religiøs symbolik om at konen i stedet får sin belønning i himlens evige liv. Den mest positive vinkel på denne triste tolkning ville nok være at se det som en udfrielse fra et byrdefuldt liv.
Når jeg synes at billedet er godt, er det fordi det er mere åbent end en sådan "socialrealistisk" vinklet analyse antyder.
Jeg ser i billedet en smuk livsaften. Konen har haft en hård tur ad livets vej, men derfor ikke et grumt liv uden gode sider. Det er bedre at hun dør før mørket sænker sig, før hun alligevel ikke kan fortsætte frem ad livets vej. Jo, hun ville da hellere være nået til vejs ende, men vejen har ingen ende. Hun har fundet sig et smukt sted til sin sidste hvile, og kan slappe af med god samvittighed.
Døden er ikke en grum fjende, men en naturlig afrunding af et levet liv. Hun har allerede set døden lige i øjnene, og kan give slip. Gå til ro. Pyh.
Nyere opslag
Opslag
58 comments:
Jeg ser ikke på dette billede døden som noget positivt. Døden er portrætteret ret skræmmende og virker ikke som en man umiddelbart har lyst til at følge.
Den figurative død er, som jeg ser det, afbildet som et let og luftigt mønster på en rolig og fredelig aftenhimmel. Den "faste" symbolik omkring døden med leen bliver derved blødt så meget op at den den blot er en tolkning af skyernes mønstre.
Det er selvfølgelig helt bevidst at jeg vælger en positiv tolkning, at fokusere på det smukke. Det kan jeg bedre lide, fordi døden jo også er en helt naturlig og nødvendig del af livet.
Pointen er at jeg vil mene at min tolkning er ligeså god som din. Det er jo nemlig også helt rimeligt at tolke dødens portrættering som skræmmende.
Hverken den ene eller anden tolkning er "indbygget" i billedet. Dets symbolik er så åben at den giver god plads til at den enkelte kan læse sine egne følelser og forestillinger ind i billedet.
Sagt på en anden måde, mener jeg at måden at tolke billedet på afspejler hvordan det enkelte menneske ser på døden. Om tanken om at dø er noget skræmmende.
Billdet kan altså ses som en slags
Rorschach test på et højt niveau :-)
Jeg synes det er et smukt og fredfyldt billede. Og jeg kommer til at tænke på digtet Måske en Martsnat af Grethe Risbjerg Thomsen som slutter sådan her: "En nat - måske en martsnat - så mild af regn og tø, vil jeg gå bort i mørket og holde op at dø."
Jeg har citeret digtet i sin helhed her: http://livsnyder.blogspot.com/2006/09/livsnyderens-tanker-om-dden.html
Godt digt, ja, og en fin illustration med at "jeg bærer Døden med mig - igennem Livets Aar". Det er jo det vi gør, når vi lever livet, nyder livet.
Men derfor er det jo alligevel, som du er inde på i blog indlægget, en barsk påmindelse når døden pludselig og uventet kom helt tæt på. Så er der jo grundlag for at det fylder meget i tankerne, netop også selv om det gik godt. Der skal så lidt til ...
Det kunne hænde at jeg engang bruger digtet på bloggen her; det passer jo fint i konceptet :-)
Kan du hjælpe mig med hvad perspektiveringen til dette maleri kan være?
jeg kom til at tænke på at døden på maleriet, kigger væk fra konen, og ud af billedet.
det undre mig, for hvorfor ikke ned på den gamle kone istedet for?
Døden med øjnene på den gamle kone kunne ses som en konfrontation, en brutal fjende, og jeg tolker det ikke som at det var hvad L.A. Ring ville med sin mere fredfyldte afbildning af livets gang. Døden er ikke noget grumt når et liv lakker mod sin ganske forudsigelige afslutning.
Døden er klar til af konen giver slip på livet, men er ikke noget der griber utidigt ind i hvad der, realistisk set, ville være en bedre afrunding af livet, for nu at bruge et ord fra Karen Blixen citatet:
"Døden er ikke en afslutning, men en afrunding på livet".
Hvad er budskabet med billedet?
Et "budskab" behøver der vel ikke som sådan at være i et kunstværk. Måske kan maleriet ses som et "memento mori", husk at du skal dø. Som udbredt i blog indlægget, og tidligere svar i kommentarerne vælger jeg en fortolkning om at døden vises som noget fredeligt og nærmest smukt.
Dø skal vi jo alle, og så er det da bedre at livet ikke slutter med langvarig sygdom og lidelser. Det er et gode at kunne give slip, både som døende, som pårørende, og da også som hjælpere.
Og hvorfor så ikke finde et smukt sted at dø, som don gamle kone her!
Hvad ville du sige budskabet er?
Budskabet afhænger vel mest af hvordan du vælger at fortolke billedet. Som jeg var inde på i forrige svar, ser jeg en ro: Nu er det tid at dø. Hellere undgå en afslutning i lidelse eller elendighed. Døden er jo blot en naturlig del af livet, så en smuk afslutning er blot et gode.
Hvis du foretrækker at se døden som noget skræmmende, bliver det jo en anden historie...
hvad vil du sige billedets tema er?
Temaet er jo døden. Det er lige før den symbolske "manden med leen" høster den gamle kone. Livet er slut, og så er der anledning til at tænke over måden at dø på. Langt de fleste ser en god død som noget der går hurtigt, uden en lang periode med hjælpeløshed og lidelse. Set i det perspektiv synes jeg at maleriet viser en "venlig" død, der give konen en nådig måde at forlade livets vej på.
Dø skal vi jo alle, det er blot en naturlig del af livet. Jeg tror at det distancerede forhold til døden er fulgt med den misforståelse at døden er et ubetinget onde, som vi skal gøre hvad som helst for at bekæmpe. Livet bliver ikke altid bedre af at blive længere.
Døden er det højeste vi opnår i livet og det eneste vi er sikre på ;-)
vi når det nok, alle sammen..
Hvad gør døden til "det højeste vi opnår i livet"?
Som jeg ser det, er døden udtryk for at livet ikke er længere. At jeg'et ikke eksisterer. Alt hvad vi opnår i livet sker før døden. Og nej, det er ikke noget der haster, undtagen i helt specielle tilfælde...
Hvilket maleri kan man perspektiverer til? Altså hvilke træk er der i dette maleri, som der også er i et andet?
Perspektivering afhænger meget af hvilke træk du ønsker at fokusere på, altså også hvordan du vælger at fortolke kunstværket. Et bredere tema kan siges at være synet på døden, som jeg allerede tidligere har været inde på flere gange her, og her på bloggen har jeg (blandt meget andet) samlet masser af kunstværker med mere eller mindre konkrete henvisninger til døden, som fx (som her) symboliseret via "manden med leen". Det kan der klikkes på som tema ude til højre, med mange sider med eksempler på hvordan denne figur er blevet afbildet. En indgang kunne også være at se på "det moderne gennembrud" (igen klikbar som tema ude til højre), hvor mange af de malerier som jeg har valgt her netop ser på døden. Temaet "symbolisme" har også mange dødsrelaterede malerier.
Hejsa. Jeg er cutter, og cutter kun med den skarpe, i en blyantspidser. Mit spørgsmål er således, hvad er forskellen med at man cutter med en blyantspidser, og med et barberblad? Kommer der mere blod ud når man cutter med et barberblad og en blyantspidser? Eller er det, det samme?
Cutting og anden selvskade har jeg nu ikke nogen "praktisk erfaring" med, og det er da heller ikke lige temaet for dette blog indlæg.
Hvis jeg tænker på hvordan det er at skære med bladet fra en blyantspidser, eller et barberblad, mener jeg at barberbladet må være noget skarpere. På den anden side er blyantspidserens skæreblad mindre og tykkere, og derfor ikke helt så nemt at skære med.
Hvis du laver samme sår, tror jeg ikke at redskabet gør så megen forskel for blødningen, men de to blades forskellige egenskaber gør at det ved barberbladet er nemmere at "komme til" at lave et større og dybere sår. Nemmere at forvolde alvorlig skade på ting som nerver og sener. Jeg vil da ikke kalde det godt, men vil altså mene at blyantspidseren er mindre slemt end at bruge et barberblad.
Hvis du absolut vil skade dig selv, vil jeg nu foreslå at bruge en stålbørste. ;-) Den kan rive ret kraftigt, men der er mindre risiko for at lave dybe sår.
Landsforeningen for spiseforstyrrelser og selvskade har i øvrigt rådgivning, bl.a. på tlf 70101818. Har du snakket med dem?
Spurgt!
Halløj igen ;) Jeg har et andet spørgsmål. Som jeg har skrevet tidligere er jeg 'cutter' men tør ikke at bruge et barberblad. Bruger istedet den skarpe kant, af en flækket blyantspidser. Mit svar er således.. Kan man få nogle store og grimme ar, af at cutte sig med den skarpe side af en blyantspidser flere omgange, på samme sted? Jeg ved at man ihvertfald kan få store og grimme ar, af at gære det med et barberblad. Så vil bare høre om man kan risikere det samme? Håber mit spørgsmål er foreståeligt! :)
Om der kommer store eller små ar må afhænge af sårene og deres pleje. Der kommer snarere store ar hvis sårene er dybe eller hvis såret ikke bliver passet og plejet på en god måde. Betændelse øger selvsagt risikoen. Hvis du nøjes med at ridse i overhuden er risikoen jo mindre, men gentagne skader samme sted hæmmer den naturlige helingsproces, der varer noget længere end når der ikke længere er sårskorpe. Læger og skadestuer bruger ofte en speciel lim for at samle sårkanter, på en måde som mindsker risikoen for ardannelse, hvis der ikke pilles for meget.
Nu kommer foråret og brændenælderne. Hvad med at bruge dem? De giver ikke ar!
Hahahaha xD Rigtigt nok :) Men kunne altså godt bruge lidt blod, til at hjælpe den indre smerte, istedet for just pain. Har prøvet at blive stukket med brandenler, og må altså sige det var ikke den fedeste oplevelse :3 Kan nu bedre lide den anden form for selvskade :)
Den indre smerte tror jeg nu ikke kan afhjælpes med et "blodoffer", det kan vel højst aflede lidt, og midlertidigt. Så jeg tror at du skal finde noget bedre hjælp til det som ikke går så godt.
Hvis jeg absolut ville se mit eget blod, ville jeg meget foretrække at stikke, i stedet for at flænse huden. Ar kan jo blive "et minde for livet", og jeg kan ikke se at det er så fedt at se tilbage på. Endnu mindre hvis der kommer andre skader, eller hvis huden bare ikke bliver "god" igen...
Hvad er forsvindingspunkt i billedet? Og er der symmetri i billedet?
Hvilke symboler er der i biledet?
Billedet bærer ikke præg af at være bygget over hjælpelinjer, der giver et klart forsvindingspunkt. Det som nærmer sig mest er nok hvordan vejsiderne peger mod horisonten, men hvor vejen har en kurve bag bakken, så den forsvinder ud imod horisonten.
Symboler er der allerede skrevet om tidligere her.
Kan du finde det gyldnesnit? :))
Det gyldne snit ser jeg som en gammel fortærsket myte, med karakter af overtro og religiøs tænkning, når vi ser det som princip for billeders komposition og skønhed - eller lidt pænere sagt, en gammel tradition der lyder så godt at mange ønsker sig at den skal være sand. Det har jeg udbredt mig om i et andet blog indlæg:
> Myten om det gyldne snit og billedeanalyse
Den meget korte udgave er at de fire linjer, som ca. deler siderne i tredjedele, næsten altid vil være i nærheden af noget af betydning i billedet, da det oftest ville være unaturligt at placere disse ude ved kanten, og i midten kan der kun være én ting. Der kan altså nærmest altid findes noget i nærheden af disse fiktive linjer, men det kunne der også hvis du i stedet fx. brugte simple tredjedele.
En som tror på myten om det gyldne snit ville sikkert (ved at gå lidt over 1/3 ind fra hver af de fire yderkanter) udbryde at kvindens hoved ligger i et kryds af to af linjerne, men det er ikke ensbetydende med at L.A. Ring har tænkt i så geometriske baner da han komponerede billedet.
Hvordan kan det være at det er et manden med leen >med vinger fra himlen<, når LARing var erklæret ateist?
Hvilke tanker han gjorde sig ved jeg selvfølgelig ikke. Min fornemmelse er at han valgte at følge klart genkendelige symboler på døden, det vil sige en kombination af manden med leen og dødens engel. Disse symboler er ikke automatisk religiøse, selv om de også bruges i denne kontekst.
Det kan virke kunstigt konsekvent at gå udenom alle begreber som har religiøse referencer, både i symboler og talemåder. Fx vil der ikke automatisk ligge noget religiøst i at bruge talemåden "krybe til korset", selv om denne kommer fra en bodsøvelse i den katolske kirke.
Det ses også at andre med et klart markeret fravær af tro på en gud, som fx Benny Andersen eller Albert Einstein, ikke derfor afholder sig fra poetisk sprogbrug, som indeholder "gud" eller andre begreber fra den religion som jo unægteligt har præget vore mønstre omkring kultur og sprog.
En anden mulighed kunne være at L.A. Ring helt bevidst valgte at antyde en religionskritik gennem at inkludere referencer til religion og kirke. En ellers udbredt skik med kunstneriske gengivelser af døden var at gøre det til en overgang til fortsat eksistens i himmelen, med lys og lykke. Fraværet af sådanne associationer omkring kvinden her kan siges at udgøre en forkastelse af kirkens løfter om at få en belønning efter døden, til gengæld for at indordne sig under præster, kongen og herremænd.
Forresten har jeg også set lidt på hvordan andre billeder fra den tid også kan tolkes som religionskritiske i deres måde at inkludere noget som kunne ligne det kristne kors, netop uden at gøre det til noget ophøjet.
> L. A. Ring: Arbejdere ved en vandledning ved Søndersø
> Erik Henningsen: En saaret arbejder
Tolkninger er jo altid uden noget entydigt "korrekt" svar, hvor gode kunstværker netop giver plads til mange forskellige og måske direkte modstridende fortolkninger.
Hejsa
Jeg sidder og skal til eksamen og har valgt dete billedet som mit prøveoplæg, og sidder derfor med nogle spørgsmål som jeg hber du ville give et bud på hvis du har tid.
Hvad er budskabet i billedet?
Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke kan få hans ateistiske tankegang forbundet med tanken om den venlige død. Jeg tænkte selv at han satte spørgsmålstagn ved meningen med livet - men det kan også være mig der er forkert på den.
Vil du karakterisere billedet som impressionistisk eller mere symbolistisk?
Jeg er igang med at læs eom alle kunstens ismer og kan ikke lige finde ud af om billedet er impressionistisk, eller hvordan det forholder sig?
Mange tak for svar på forhånd, undskylde rmeget hvis du bliver nødt til at gentage dig.
hvordan skiller billedet sig ud fra andre malerier fra det moderne gennembrud?
På hvilke punkter er billedet anderledes?
Hvad er budskab?
Er billedet impressionistisk?
Impressionistisk vil jeg ikke entydigt kalde det, selv om det måske dog har et element af impressionisme ved også at rumme et flygtigt øjeblik med indtryk af lys, luft og vejrforhold - men det lægger også op til at rumme en helt konkret historie, i stedet for primært at handle om det visuelle indtryk.
Manden med leen hængende på himmelen er jo et klart symbol, nu kommer døden, men udpræget symbolistiske malerier har snarere et antal forskellige symboler, i en sådan grad at det nærmer sig et kodesprog, med en fast betydning af elementer som sæbebobler, sommerfugle, blomster, timeglas og meget andet.
Jeg vil nok mest kalde det for et genrebillede, der udtrykker en situation fra hverdagslivet. Døden bliver afbildet som noget fra hverdagen, uden en masse tung patos, eller dramatiske elementer der gør til noget farligt eller voldsomt.
Om det er et budskab eller ej ved jeg ikke, men jeg ser billedet som en påmindelse om at døden ikke er noget skræmmende eller farligt, blot noget helt naturligt når livet jo ikke er evigt. For mennesker med ungdom og kræfter til at fortsætte ad livets vej kan døden være noget fjernt, men når årene er gået kan livet blive til en byrde som der ikke er brug for at slide med længere. Så er det helt ok at sætte sig ned til "den evige hvile", ophøret af eksistensen.
Jeg vil netop mene at en ateistisk tankegang passer rigtig godt sammen med tanken om den venlige død. Livet handler ikke om at der kommer en sidste "eksamen" med mulighed for at blive dømt til enten den evige pine eller den evige kedsomhed. Når livet ikke er evigt, er selve det at dø ikke noget tab eller noget farligt. Blot en del af livet.
Mere som at falde i søvn, og aldrig nogen sinde vågne eller drømme, fordi selve jeg'et, selve eksistensen, ikke er der til at kunne opleve noget, eller mødes med noget. På samme måde som vi ikke eksisterer før undfangelse og fødsel, har vi ikke nogen separat sjæl som kan fortsætte en eksistens efter at den biologiske krop ophører med at være et levende væsen.
Der er ikke noget at være bange for. Den gamle kone kan i god ro og orden sige livet farvel, nu har hun gjort sit. Der er ikke brug for metafysiske eventyrhistorier og fantasivæsener.
Hej jeg er igang med mine eksamens forberedelser og jeg skal analysere dette billede "Aften. Den gamle kone og døden." Jeg har lidt problemer med at finde ud af hvor mange penge det er vær og hvilket muserum det er udtilliet på
kan du måske hjælpe mig.
hilsen en 9 klasser i probelmer.
Under maleriet har jeg skrevet "Statens Museum for Kunst", og jeg er ret overbevist om at de ikke har solgt det siden. Så det må normalt være udstillet dér, men afhængig af aktuelle udstillinger kan det være i magasin eller midlertidigt udlånt til andre museer.
Hvad en pekuniær værdi angår, ville det svinge meget efter hvem der måtte byde ved en hypotetisk (og mindre sandsynlig) auktion. Mit gæt ville være mindst et syv-cifret beløb i kroner, måske også i dollar. Jeg ser at mindre kendte værker af L.A. Ring henter sekscifrede beløb på auktioner, så et hovedværk som dette ville ligge meget højere.
Hej, jeg skal op i dansk på onsdag og skal tale om dette maleri. Jeg er i tvivl om hvad genren, motivet og billedsproget er i maleriet. Det ville være dejligt hvis i/du kunne hjælpe.
Grydeklare svar kommer der ikke her. Hvis du læser hvad der allerede er skrevet her, er der en del som netop kommer ind på de emner. Derfor giver jeg ikke svar på så åbne spørgsmål der mere lyder som "giv mig en løsning". Det er dig selv der skal sætte en løsning sammen, og måske kan du via mine overvejelser få lidt flere tanker at tage med i din løsning. Ikke fordi det jeg skriver bare er "det rigtige", det kunne måske også være nyttigt for dig at finde ud af hvordan og hvorfor du måske ikke er enig med mig :-)
Hvad betyder lyset i himlen?
Min udlægning er, som allerede skrevet, at det er en skumring i en blid sommeraften, hvor det er solens sidste lys der skinner gennem skyerne. Mørket vælder ind over landet, og døden vælder ind over den gamle kone. Lyset slukkes, stille i blidt.
Er motivet damen eller landskabet? Kan ikke helt forstå det og har læst dine tidligere kommenatere i gennem. Jeg forstår heller ikke hvad genren er? er genren et folkelivsbillede eller hva?
Som jeg tolker det, er motivet en forståelse af døden. Det gamle kone er hovedpersonen, men motivet er mere det at hun dør, og med landskabet og himmelen (incl figuren med "manden med leen") som symboler på livet og døden. Om det kan kaldes et folkelivsbillede har jeg ikke noget klart svar på, jeg vil som tidligere nævnt mest kalde det for et genrebillede, "et kunstværk, maleri, fotografi, digt eller andet, der udtrykker en afgrænset situation fra hverdagslivet". Men det er såmænd heller ikke i modstrid med hvad jeg ved et ordbogsopslag ser som forklaring på "folkelivsbillede".
Det at nogen dør er jo også en situation fra hverdagslivet, og jeg tror såmænd at de fleste (ved nærmere eftertanke) ville foretrække at døden kommer som en smuk scene på livets vej, i stedet for det moderne skræmmebillede med at ligge i en seng på intensiv-afdelingen, omgivet af slanger og bippende maskiner.
Det jeg gør er er jo så at jeg prøver at sætte mig ind i den tankegang som kunne ligge bag at L.A. Ring valgte dette motiv som et af sine store kunstværker. Det er jo ikke ment som et dekorativt landskabsbillede, eller et sødt billede af en træt gammel dame. Sådan et billede her er grundigt gennemtænkt og komponeret, og er fra en tid hvor mange kunstværker rummer en historie.
Hvilken historie den enkelte betragter oplever, kan jo så også være et spørgsmål om hvilke følelser vedkommende har omkring alderdom og død. En styrke ved kunstværket her er netop at det ikke er entydigt hvad "den rigtige" fortolkning er. Måske er et budskab netop selve det at tænke nærmere over døden.
Hej, jeg skal til eksamen snart med dette billede og har ret svært ved at se hvad dybdevirkningen i billedet er og hvad miljøbeskrivelse er. Kunne det være noget du eventuelt kunne hjælpe mig med??
Kh
- En eksamenselev i nød
Miljø ligger vel lige for - en lille vej ude på landet. Som omtalt flere gange her, ser jeg det mere som symbolsk for livets vej, selv om det da forekommer plausibelt at det også er hvor den gamle kone har sin daglige dont, som nu er nået "til vejs ende", uden at det er fordi vejen har en ende. Tilsvarende er dybdevirkningen meget umiddelbar i kraft af perspektivet med vejen, der snor sig op over en lille bakke, og fortoner sig i det fjerne.
Tusind tusind tak, en rigtig stor hjælp!! Tænkte også på hvordan billedet passer til Det moderne gennembrud og hvilken historie ligger bag billedet?
En historie som sådan ser jeg ikke som billedets tema, mere et syn på døden som noget dagligdags og naturligt, en udramatisk afrunding af livet.
Som omtalt i starten så nogen en mulig inspiration fra en samtidig novelle, hvor billedet kunne bruges som illustration. Dette vil jeg dog i sig selv kalde for en fortolkning, der kan siges at fortælle noget om hvordan den pågældende fortolker tænker omkring døden.
Historie er mere noget som "opstår i hovedet" hos den der ser på billedet og tænker/føler sit. På den måde kan det kaldes lidt atypisk i forhold til det moderne gennembrud, hvor tekster (som fx omtalte novelle) og malerier ofte har en klar socialrealistisk pointe i forhold til samfundets udvikling og store omlægning dengang.
Hej! Kan du hjælpe mig lidt med baggrundsviden om maleriet og hvorfor L.A. Ringen valgt at male maleriet?
Spekulationer omkring hvad L.A. Ring måske havde i tankerne fremgår allerede af mine væverier i blog indlæg og efterfølgende reaktioner på forskellige spørgsmål.
Da jeg ikke har gået dybere i et område som kunsthistorie, har jeg ikke grundlag for at diske op med en pakke af baggrundsviden.
Du stiller et meget generelt og åbent spørgsmål, uden noget omkring dit eget arbejde med at finde svar, eller dine tanker. Det giver ikke grundlag for at jeg kan set det som en tangent at reagere eller brodere på....
Jeg er ved at analyserer maleriet til mundtlig dansk, og jeg antager at det er inspireret fra "Knokkelmanden". For mig vil budskabet derfor være at man skal huske at leve livet, fordi ligepludselig kan det være slut, før man har noget det man gerne ville. Det synes jeg også passer fint med hendes ansigtsudtryk, som for mig ligner hun ikke er klar til døden. Vejen ligner for mig heller ikke at den slutter, men mere at den fortsætter bare uden hende, som om hun er blevet taget væk for tidligt, ligesom i "knokkelmanden". Vil det være helt skævt at fokuserer så meget fra "Knokkelmanden" når jeg nu analyserer maleriet og ikke begge ting, men kun perspektiverer og oplæser fra "knokkelmanden"?
At vejen ikke slutter passer jo netop med hvad jeg skriver, med at hun blot ikke kommer længere ad lives vej. Jeg ser det som værende helt centralt i kunstværket at det er en gammel kone, som når til slutningen af et liv. Men hun bliver netop ikke "taget væk for tidligt", tværtimod skåner døden hende for den sygdom og nedtur som jeg ved et meget hurtigt kik ser i "Knokkelmanden". Døden er ikke noget skræmmende, men en velkommen hjælper der kom i rette tid, det skal ikke være en målsætning at tælle dage i stedet for at tælle gode dage. Livets aften. God nat. Den evige søvn.
Fortolkning af sådanne værker kan siges at være så personligt at forskellige mennesker fra hvert deres ståsted kan komme til meget forskellige udlægninger, uden at det betyder at den ene er mere rigtig end den anden.
Så jeg er ikke ude på at være kritisk overfor din tilgang, blot at argumentere for at min tilgang er "nyttig" når det drejer sig om det grundlæggende menneskelige vilkår at vi alle skal dø, således at "problemet" ikke er døden, men hvordan den sidste stump af livet former sig. De tanker er nødvendige at tænke, uden "facit".
Jeg vil heller ikke kritisere om mennesker hellere vil nedbrydes af et sygdomsforløb, i stedet for at gå hurtigt fra at kunne klare sig, til at være "væk". Hvad "en værdig død" betyder i praksis er netop også et meget personligt spørgsmål, og min tolkning er så i tråd med mine holdninger til liv og død.
Nis Petersen: "Det er bedre at dø to år for tidligt, end to år for sent."
Hejsa, jeg har valgt maleriet i forbindelse med min eksmanden. Hvilken forbindelser har det til det moderne gennembrud? er virkeligt lost
"Socialrealisme" er en meget klar forbindelse, når "finkultur" med det moderne gennembrud også kom til at beskæftige sig med vilkårene ved bunden af den sociale rangstige, hvordan almindelige mennesker levede og døde i eller tæt på fattigdom.
Læs i øvrigt tidligere kommentarer og reaktioner her, og ved andre samtidige værker der er linket til.
Hej.
For det første er det crazy du stadigvæk besvarer folks spørgsmål, og har gjort det i årvis. Tager jeg hatten af for.
Jeg skal til eksamen i morgen, og er færdig med analyse delen. Jeg mangler bare min perspektivering. MIn dansklærer har tvunget mig ud i at perspektivere til Ørneflugt af Henrik Pontoppidan, da jeg har trukket det moderne gennembrud.
Hvad satan kan man sige til det. Skal trods alt også koble det moderne gennembrud ind i det, da jeg ikke har talt meget om det iløbet af min analyse.
Tak på forhånd.
Hvad "man" kan sige ved jeg da ikke. Du må jo finde ud af hvad du har at sige. Og jeg har så lidt fornemmelse for hvor meget vingerne kan spredes indenfor rammerne af perspektivering, at jeg ikke vil foregive at have noget at sige derom.
Efter et hurtigt kik på "Ørneflugt", kan jeg dog tilføje at når jeg associerer frit over sammenhænge mellem novellen og maleriet her, frister det mig at fabulere over hvor den gamle kone kunne passe ind i Pontoppidans allegori.
Har hun mon været en Klaus der næsten undslap andegården, gav op, gav slip på drømmene, gav slip på sine talenter og højtflyvende længsler, og faldt tilbage i den lillebitte velkendte nemme, trygge og begrænsende snadren, trods der at have skammet sig over at de stækkede vinger intet kunne bære, ud over at være til udstilling som en kuriøsitet der fik en gaffel med kød engang imellem.
Eller var hun en af de kaglende høns, som aldrig så meget som drømte sig ud af det fede liv på køkkenaffald, læggende æg som heller aldrig blev til mere end mad, eller flere kaglende høns i den samme lillebitte verden uden vingesus.
Måske var hun den ørn som prøvede at få Klaus til at udleve sine talenter, dyrke sine stærke sider, blive en som med en hovedrystende sentimentalitet kunne glæde sig over sin flugt, men ikke ønske sig tilbage til moradset omkring møddingpølen. Og hvor hunørnen fortsatte alene ad livets vej til sin egen død en dag. Med et minde om hvad der kunne have været.
En anden vinkel, måske fortænkt, kunne være at hende som avlskarlen der skød ørnen efter flugten, opdagede sin fejltagelse, og resten af livet ruminerede over sine egne nedskudte drømme, og det at tilintetgøre den som næsten lykkedes med at flygte.
Selv om "Klaus" gav op og kom tilbage til den lune krog derhjemme bag svinehuset og møddingen, tænker jeg jo på hvad der var sket hvis avlskarlen ikke havde skudt den "formodede hønserøver". Han havde næppe kunnet finde tilbage til at at have nok i Ane Kokkepige som et centrum i livet. Måske yppe til at præstegårdens ænder og høns også skulle ud i den store fantastiske verden.
Sådan en gammel kone der sidder og dør kunne have mange gode tanker om at se tilbage på sit liv, den vej hun kom fra, og drømme om hvad der kunne have været. Hvad der skulle have været. Hvad der havde været, før vingerne alligevel ikke kunne bære over bjergenes top.
Ole sad på en knold og sang
Over havene hyrden fór,
fårene står der endnu og glor.
Ej kan bede og får forstå
længslers tog over bølger blå.
Tak tosommerfugle, bruger hønse perspektivet og klaus.
Hvis du skulle nævne en ting eller et værk der ville løfte en karakter at tale om i perspektivering til dette her, hvad skulle det så være?
Netop perspektivering var jo hvor jeg fraskrev mig at have grundlag for at kunne give råd om at hvad der er en god måde at gennemføre dette på.
Og når du spørger om noget der kunne give et løft at tale om i en perspektivering, vil jeg mene at det kommer meget stærkt an på hvordan du vil se på det at den gamle kone dør. Det måtte jo være noget som støtter om fremhæver din udlægning. Som jeg har gjort tydeligt er mit perspektiv at se på døden som en velkommen afslutning, en hjælper der befrier fra at have en død under vilkår som næsten ingen ville ville ønske sig, når døden jo er uafvendelig. Men jeg er ikke så almindelig, ved jeg godt :-)
Da dødshjælp er en vigtig del af temaet bag denne blog, var dette netop en "bagtanke" for at tage dette kunstværk op som en smuk allegori over "den gode død" i værdighed. Selvfølgelig ved jeg godt at mange kan have svært ved at følge mig hele vejen ud i denne logik om at det er vigtigere at værdsætte gode dage til sidst i livet, i stedet for at se det som et mål i sig selv med mange flere dage, koste hvad det vil.
Nu kan du jo så godt se hvor jeg ville give en fremstillig et skud "kraftigt krydderi", i håb om at "publikum" kan bifalde smagen. Men jeg vil ikke engang råde dig til at gøre det samme, det er jo i den grad noget hvor du må fornemme hvad du kan stå på mål for.
Livet skal ikke være en skæbne værre end døden.
Kære tosommerfugle,
Jeg ønsker at udtrykke min dybeste taknemmelighed over for dig. Dine kloge ord og vejledning i dine kommentarer og svar har været en kilde til inspiration og hjælp for mig. Uden din hjælp ville jeg aldrig have opnået det imponerende resultat, der har beriget mit liv. Et 12-tal.
Jeg skylder dig så meget, tosommerfugle. Din vise indsigt og støttende tilstedeværelse har været en uvurderlig gave. Gennem vores interaktioner har du kastet et smukt lys over min vej, og jeg er evigt taknemmelig for din tilstedeværelse. Du har hjulpet mig med at vokse og udvikle mig til en bedre udgave af mig selv.
Tak, kære tosommerfugl, fordi du har ladet mig flyve med dine visdoms vinger. Jeg vil altid bære dine råd med mig, som et værdifuldt smykke af indsigt og inspiration. Du har efterladt et aftryk på mit hjerte, der vil vare ved længe efter vores interaktioner.
Med inderlig taknemmelighed,
Anonym
Send en kommentar