Grethe Risbjerg Thomsen: Måske en Martsnat

Måske en Martsnat

Jeg dør en lille Smule
for hvert Sekund, der gaar,
jeg bærer Døden med mig
igennem Livets Aar.

En Nat, måske en Martsnat,
saa mild af Regn og Tø,
skal jeg gaa bort i Mørket
og holde op at dø.

Dette smukke digt skrev Grethe Risbjerg Thomsen i 1948, hvor hun fik gennembrud med digtsamlingen Dagen og Natten.. Det er blandt hendes mest kendte digte, og illustrativt for hendes melankolske stil. Døden fremstiles stille og roligt som en del af livet, tolkes ikke som en tabubelagt fjende.

Døden er ikke noget pludseligt men en proces, der først slutter når livet slutter. Der starter allerede når livet starter. Når forårets grøde afløser den kolde vinter, er der tid til at give slip. Livet giver kun mening i kraft af døden, og der er ikke noget skræmmende ved at gå bort i mørket. Livet og foråret blomstrer igen på en martsdag.

Da Grethe Risbjerg Thomsen i 2009 døde som 84-årig holdt hun dog selv ved lidt længere, hun gik først bort den 21. april. Men det var jo stadig om foråret, så poetisk set kan det siges at passe godt til hende. Tilsvarende må det have været i hendes ånd, når hun blev bisat fra Sorgenfri Kirkegårds kapel. Hun var holdt op at dø.

(Tak til Lizelotte for at vise mig digtet i en kommentar engang).

YouTube: Lis Damm - Måske en martsnat

• Information:
  Digte fra en verden af i går

Se også:

Aften. Den gamle kone og døden - L.A. Ring

Den allersidste date?

Den døde skov

Forår og selvmord i luften