Den amerikanske retsfilosof og professor Ronald Dworkin udgav i 1993 bogen Life's Dominion, som en del af hans arbejde omkring respekt for det enkelte menneske og dets værdighed. Et udmærket citat herfra lyder:
Making someone die in a way that others approve, but he believes a horrifying contradiction of his life, is a horrifying, odious form of tyranny.Min hurtige oversættelse til dansk lyder:
At byde nogen at dø på en måde som andre bifalder, men han selv mener er i forfærdende modstrid med sit liv, er en knusende, afskyelig form for tyranni.Som det fremgår af bogens undertitel, henviser pointen direkte til muligheden for aktiv dødshjælp, som et muligt vilkår for at dø.
Da vores muligheder for at ændre vilkårene for hvordan et menneske dør, i sagens natur, er begrænsede, hjælper det ikke at opstille et abstrakt ideal for hvordan "en god død" skal være. Elfenbenstårnet er menneskefjernt. Der er ingen næstekærlig vej udenom at forholde sig til det enkelte døende menneskes konkrete vilkår og respektere dets livssyn til allersidst.
Personligt er jeg tilhænger af aktiv dødshjælp, men kun når det handler om at følge den døendes egne ønsker og livsværdier. Jeg har fuld respekt for det hvis et døende menneske føler hver ny dag, time og sekund som en værdifuld sejr, og er villig til at udholde alle lidelser og tilsyneladende ubærlige livsvilkår.
Det ville i sandhed være udtryk for et knusende afskyeligt tyranni hvis jeg sagde noget i retning af: "Det dér er alt for elendigt, det er bedre om du dør nu", med hånden på kontakten til maskinerne. Dette er selvfølgelig ret hypotetisk, jeg tror det bliver svært at finde nogen som ville være så kyniske.
En betydeligt mere realistisk scenarie er det modsatte. Den døende kan "holdes i live" nogle uger endnu, men med en dyb følelse af at det er ubærligt at være fastlåst i sygdommens fremadskridende faser. En forfærdende modsætning til det lidende menneskes mangeårige livsglæde. Hvor ønsket om at få dødsprocessen afkortet bliver det største håb i livet.
Alt dette mens der spares på behandling af mennesker som kan leve længe endnu.
Omgivelsernes klare "forventning" er at den døende skal passes og om muligt lindres den sidste tid. En gang imellem er det så slemt at den døende i det mindste får "lyset slukket" med en tung bedøvelse, mens omgivelserne reelt set bare venter på at døden engang indtræder. Når der slet intet håb er om at den døende nogensinde kan komme til bevidsthed igen, sker det at der afbrydes for tilførsel af næring og væske, så den tekniske dødsårsag bliver at dehydrering førte til kroppens endelige sammenbrud.
Ovenstående lyder jo ikke rart, men er hvad omgivelserne bifalder som den "korrekte" måde at dø på, helt uafhængig af den døendes egne ønsker. Der tilstås kun patienten reel indflydelse på to ting. Den ene er at afbryde forsøg på at behandle den grundlæggende sygdom. Den anden er rent symbolsk, at acceptere at lægerne ikke skal herse med liget for at forsøge "genoplivning". Men der er ingen reel indflydelse på hvor langt dødsprocessen skal trækkes ud.
Ronald Dworkins ord fortjener gentagelse:
At byde nogen at dø på en måde som andre bifalder, men han selv mener er i forfærdende modstrid med sit liv, er en knusende, afskyelig form for tyranni.Amen.
Når den snart forestående død er uafvendelig, må det primære være hvordan den døende ønsker at livets afslutning skal forme sig. I nogle få tilfælde indebærer dette et ønske om at få fri fra det liv, som blev en skæbne værre end døden. Altså ud fra den døendes normer, ikke vurderet af moralske vogtere på sikker afstand.
Se også:
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar