Og foregøgler universets tåbe

VII

Og foregøgler universets tåbe
sig selv, at der er andre verdner til,
hvor guderne kan både gø og råbe
og kalde os tilfældigt terningspil,

så mind mig om en sommerdag på Skagen,
da engblåfuglen under parringsflugten
fløj rundt som himmelstumper hele dagen
med ekko af det blå fra Jammerbugten,

mens vi, der bare lå fortabt i sandet,
så talrige som nu kun to kan være,
fik kroppens elementer sammenblandet

af jord som havs og himmels mellemting,
to mennesker, der overlod hinanden
et liv der ikke dør som ingenting.

Fra Sommerfugledalen, af Inger Christensen

Se også:

• Inger Christensen har nået sommerfugledalen
• De stiger op, planetens sommerfugle
• I Brajčinodalens middagshede luft
• Op fra den underjordisk bitre hule
• Som bjergbuskadset dækker med sin duft
• Som blåfugl, admiral og sørgekåbe
• Som påfugløje flagrer de omkring
• Og foregøgler universets tåbe
• Et liv der ikke dør som ingenting?
• Hvem er det der fortryller dette møde?
• Med strejf af sjælefred og søde løgne
• Og sommersyner af forsvundne døde
• Mit øre svarer med sin døve ringen
• Det er døden som med egne øjne
• Ser dig an fra sommerfuglevingen