Logo sommerfugl

fredag den 20. maj 2011

Ekstra selvmord omkring "dommedag"?

Verden går under i morgen. Dommedag, eller noget i den retning. Det amerikanske religiøse råbehoved Harold Camping fra Family Radio forudser (efter esoteriske tolkninger af bibelen) endnu engang at nu kommer "bortrykkelsen", eller på engelsk "rapture". Lørdag den 21. maj 2011 omkring kl. 18:00 (i hver tidszone) sker det. Dommens dag. Ca. 3 procent af jordens mennesker, 200 millioner rettroende, bliver kaldt til himmelen, mens enorme jordskælv ryster jordkloden. Efter 5 måneder, den 21. oktober 2011, er det slut med den verden vi kender. Harold Camping tror på en meget brutal Gud.


Harold Camping with bible

Da jeg hverken tror på Gud eller Harold Campings evner, er jeg nu ikke det mindste bekymret for at jeg bliver straffet for hellere at ville tænke selv. Ud over det underholdende i showet, kan jeg ikke tage ham det mindste seriøst. Men det er der jo nogen der gør. Tror på ham; det er jo mere "interessant" end at verden bare kører videre.

Jeg har tænkt på om dagen kommer til at kunne aflæses i statistikkerne for selvmord. Hvis mennesker betragter det som en givet ting at de udvalgte hellige forsvinder fra jorden i morgen, må de jo tænke over hvor de selv står i det spil.
  • De kan vælge at tro på at de er blandt Guds udvalgte folk, og bliver kaldt til himmels. Det bliver en ganske grusom skuffelse, når de må sande at der ikke var nogen billet til dem. De skal ikke frelses, de duede ikke. Nu går jorden under. De havde måske "bevist" deres fashed i troen ved at skaffe sig af med deres penge og ejendom. Alt er tabt. Hellere selvmord.
  • Eller måske tør de ikke satse på at de skal have evigt liv, og har ikke tid til at forbedre sig. Når fortabelsen er deres skæbne, kan de ligeså godt gøre end ende på det med det samme. Selvmord.
  • En anden mulighed for en der satser på at Gud kan lide ham eller hende, er at tænke over hvordan kristendommen ellers omtaler det der med at komme i himlen. Det handler jo om sjælen, og ikke den kødelige krop. Det vil altså være ganske logisk at skille sig af med dette hylster, altså rydde op til rejsen ved at "hjælpe" Gud med det praktiske. I så fald vil de nok ikke selv kalde det for selvmord.
Eventuelle selvmord kan med samme logik udstrækkes til at ske på vegne af andre, som skal have samme tur. Mord.

Have you heard the awesome news? - The End of the World is Almost Here! - It begins on May 21, 2011 - The Bible Guarantees It - FamilyRadio.com

Naive troende kan selvfølgelig også vælge fortsat at tage Harold Camping seriøst, når han får travlt med at finde på en forklaring om at et eller andet bibelvers skulle have været tolket på en anden måde. Det centrale ved at basere sin livsanskuelse på "tro" er jo at det spærrer for en selvstændig overvejelse af om der er påviselige grunde til at antage at prædikanten er troværdig - værdig til at tro på. Frit spil for religiøse fantaster.

Forresten har nogle ateister benyttet lejligheden til regulært bondefangeri. Da Guds udvalgte ikke får deres husdyr med i himmelen, kan de betale garanteret ikke-frelste for at tage sig af kæledyret - hvis ejeren pludselig er væk. Der er mange som har sluppet nogle penge på det grundlag. Uden fortrydelsesret. Hi, hi.


0 comments:

Logo sommerfugl