På Glyptoteket hænger denne kunstneriske fremstilling af døden. Selv om billedet opstod som illustration til en fabel af Jean de La Fontaine, har Millet malet billedet ind i sin egen tid. En socialrealistisk vision af døden og en hårdt arbejdende fattig gammel mand, træt efter en lang dag, et langt liv.
Symbolikken er, ligesom i mange andre af datidens malerier, meget eksplicit. Uden større analyse må den umiddelbare tolkning være at det lakker mod enden, både dagen og brændehuggerens liv. Han har givet slip på sit livs tunge byrde, og Døden kom ilende i skumringen. Manden med leen har end ikke brug for sin symbolske le. "Så er det fyraften, slut med at knokle, kom her". Tiden flyver; timeglasset har vinger. Manden fik en hurtig død, i stedet for at et langtrukkent dødsleje i natlampens flakkende skær.
Lidt pludseligt, og netop i kraft af dette en forholdsvis venligsindet død i sin lyse kåbe. Det kunne have været meget værre. Selvfølgelig kan der fantaseres over at den fattige gamle mand kunne have fået andre livsvilkår, uden at skulle arbejde hårdt lige til sin død, men sådan var tiden ikke for proletariatet.
Billedet har en klar parallel i det senere maleri "Aften. Den gamle kone og døden" af den danske kunstner L.A. Ring.
Nyere opslag
Opslag
4 comments:
hvornår blev det malet? :)
Trykfejlen rettet, tak :-)
Nogle kilder giver 1859 som årstallet, men på Kunstindex Danmark står dateringen som 1858-1859.
Hvad hedder fablen den er malet til? :)
Fablen hedder "Døden og Brændehuggeren", såmænd :-) Maleriet er altså opkaldt direkte efter fablen, af La Fontaine. Denne bygger i øvrigt på en meget ældre fabel af Æsop, "Den gamle mand og døden".
Send en kommentar