Logo sommerfugl

mandag den 9. maj 2011

Günther Sachs, hellere død end grød

Günther Sachs

Den tyske levemand Günther Sachs lever ikke længere. Lørdag den 7. marts 2011 blev han fundet død i sit luksuriøse hus i Gstaad, i de schweiziske alper. Skudt. Et velovervejet selvmord. Efter hans ønske har familien offentliggjort en meddelelse om at den 78-årige playboy led af en uhelbredelig sygdom. Han ville ikke affinde sig med "tabet af den åndelige kontrol", han modsatte sig at skulle leve med tab af sin personlige værdighed. Det var det eneste som kunne få ham til at begå selvmord.

Sygdommen blev ikke navngivet, men kaldt for "håbløs sygdom A". Beskrivelsen med symptomer som tab af evnen til at huske, tænke og kommunikere passer med Alzheimers sygdom, en form for demens der især rammer mange ældre mennesker i deres sidste år. En vigtig årsag til den høje selvmordsrate blandt ældre. Sådan set er hans selvmord slet ikke nogen unormal begivenhed.

Günther Sachs og Brigitte Bardot

Günther Sachs blev især kendt efter sit ægteskab med Brigitte Bardot. Få timer efter at de mødtes første gang, lod han en helikopter regne hundreder af røde roser ud over hendes hus på den Franske Riviera. Hans bedstefar grundlagde Opel fabrikkerne, og dermed familiens formue. I øvrigt døde hans far i 1958, også han skød sig selv.

Et aspekt af historien er at han boede i Schweiz, et af de få lande som tillader en form for aktiv dødshjælp. Loven tillader hjælp til selvmord, så længe hjælpen gives uegennyttigt. Det er dagligdags at læger udskriver en dødbringende dosis pentobarbital til håbløst syge, oftest med kun kort tid igen - typisk i samarbejde med hjælpeorganisationer som Dignitas eller Exit.

Når Günther Sachs ikke benyttede sig af denne udvej, kunne jeg forestille mig at det er fordi lægerne typisk nægter at hjælpe nogen med at dø, hvis der er tvivl om deres mentale kompetence. Det gør det meget svært for demens patienter at få denne humane udvej. Selvfølgelig er der forståelige grunde til lægernes svigt her, men konsekvensen er at demens patienter også i Schweiz er henvist til at hjælpe sig selv - eller risikere at udsætte sig selv og deres familie for noget helt uværdigt.

Der findes da, også i Schweiz, institutioner der mener at kunne give demens patienter god og værdig pleje mens deres sind bliver til grød - men hvem skal vurdere værdighed her? Det kan da ikke være en opgave for dem der tjener deres løn på at opbevare hvad der kan blive til levende lig. Ingen tvivl om at Günther Sachs havde penge til at kunne købe sig den bedst mulige hjælp. Men altså ikke en hjælp som ville være god nok, i forhold til hans forventninger til at leve.

Levemanden ville ikke være en levende død. Bye!

Günther Sachs var aktiv som fotograf



0 comments:

Logo sommerfugl