Paulette Druais ville ikke blive mere end 65 år. Hun var i 2003 indlagt på et landhospital i Saint-Astier (Frankrig), på en afdeling der plejer døende. Hun havde uhelbredelig kræft i bugspytkirtlen, og kræftens sidste stadier lavede kaos i bughulen. Ingen mulighed for overlevelse. Fækale opkasninger. Eller med mere malende, men ikke behagelige ord - brække sig i sit eget lort. En ganske sjældent hæslig måde at dø på.
Straks efter sprøjten kom sygehjælperen Sophie Tramois ind for at være der ved hendes svigermors sidste åndedrag. Paulette havde insisteret på at få Sophies storesøster, Laurence Tramois, som læge. De 3 kvinder havde et nært forhold i familien. Laurence påtog sig det fulde ansvar for beslutningen, for sin måde at udøve lægens ansvar på, magtede dog ikke selv at føre sprøjten der skulle afslutte de meningsløse lidelser. Alt andet var bedre end det som bugspytkirtelkræften havde udartet til.
Men hele familien var ikke med i beslutningen om aktiv dødshjælp (eutanasi). Paulettes mand var i første omgang chokeret, og tænkte på det som mord. Familien støttede dog hurtigt med taknemmelighed op om den måde som Paulette fik fred på.
- L'Humanité:
Euthanasia : Two Women Face Charges of “Giving Death” - NewScientist:
Euthanasia doctor given suspended sentence - Dagens Medicin:
Læge undgik fængsel for dødshjælp
Chantal Chanel og Laurence Tramois
De gjorde fælles front i retten
De gjorde fælles front i retten
Efter næsten 4 år kom Laurence og Chantal for retten i Perigueux, anklaget for giftmord. Sygeplejersken, der vidende førte den dødbringende sprøjte blev frikendt. Juryen var nødt til at lade som om de tog loven bare lidt alvorligt, så derfor blev lægen Laurence Tramois idømt den mildest mulige straf på et års betinget fængsel. Dommen foreskrev at sagen ikke skulle på lægens straffeattest. Juryen havde altså fuld tillid til hendes embedsførelse, og ville ikke have at sagen skulle have nogen konsekvenser for hende.
Det havde da været enklere at give hende ros i stedet for at dømme hende skyldig. Fakta er at domfældelsen var lige til Holberg.
Nyere opslag
Opslag
4 comments:
I Danmark har vi heldigvis så fagligt velkvalificerede læger, sygeplejesker og sosu-assistenter, at patienten af plejepersonalet ville få anlagt en sonde tilsluttet svagt sug og få både kvalmestillende og smertestillende medicin intravenøst, og dermed i langt de fleste tilfælde ville dø stille og fredeligt UDEN det ville blive nødvendigt at indgive medikamenter, som giver patienten øjeblikkeligt hjertestop.
Det piner mig, som sundhedspersonale, at du så ofte misinformerer om de muligheder, vi rent faktisk har til rådighed i den palliative behandling i din forherligelse af eutanesi og din iver efter at få omvendt befolkningen til din holdning til emnet.
Det jeg gør i sådan et indlæg her, er "blot" at berette om et enkelt-tilfælde. Jeg søger slet ikke at forholde mig den palliative behandlings muligheder for at holde patienten i ro mens han eller hun bliver nødt til at afvente at døden indfinder sig. Det er ikke mit bord at redegøre for sundhedsindustriens produkter, og dermed undgår jeg netop at misinformere.
Det mest interessante ved denne sag var hvordan domstolen snoede sig for at dømme uden at dømme.
Hvis jeg kom til at ligge med en sådan terminal kræft i bugspytkirtlen ville jeg i øvrigt langt foretrække at få hjertestop frem for en langsom død under omhyggelig pleje. Men det er jo så min personlige holdning.
Jeg er med på at der er rigtig mange som netop vælger at holde ved så længe som muligt. Det valg har jeg også respekt for. Men jeg vil have valget, ikke et bedrevidende pres / krav. Og jeg er med på at dødshjælp ikke er relevant i langt de fleste tilfælde.
Jeg søger ikke at omvende, jeg søger at mane til eftertænksomhed.
Min hovedfokus er næstekærlighed og respekt for mennesket, også når livet er på spil. Dødshjælp er "blot" en naturlig konsekvens. Det forarger mig at næstekærligheden forbydes i disse specielle tilfælde.
Jeg fastholder, at du rapporterer meget ensidigt og derved kommer til at misinformere, samt opskræmme unødigt. Når du udpensler skrækindjagende sygestuescenarier og udråber eutanesi som eneste lindringsmulighed, synes jeg det er følelsesporno af værste skuffe - specielt, når du ikke forholder dig til, at der kan være lindrende muligheder, som kunne afhjælpe problemerne uden at slå aktivt ihjel.
Mange af dine fortællinger har end ikke gyldighed i Danmark, eftersom vi her i landet har vidtrækkende muligheder for at afstå fra behandling, når døden er uafvendelig. Det gør danske læger og patienter i meget høj grad og læger og plejepersonale sætter sig grundigt ind i, hvordan de kan lindre deres patienters smerte og lidelse. Jeg synes ærligt talt, at det er en svinestreg uden lige, når du så ofte omtaler sundhedspersonale negativt (kalder os farisæere f.eks) blot fordi vi altså ikke her i Danmark hopper med på vognen og afliver vores patienter. Du indser ganske enkelt ikke, at vi kan andet og bedre end det.
For nylig var der en interessant artikel i "Sygeplejersken" om Eutanesi. Det blev her fortalt, at hollandske læger efter nogle år med retten til at udøve aktiv dødshjælp, nu er begyndt at trække i land og holdningen er nu, at aktiv dødshjælp ALTID er den dårligste løsning. Det viser sig også i Holland, at loven har medført et utilsigtet skred i anvendelsen af aktiv dødshjælp - den har ingenlunde afhjulpet at pårørende tager sagen i egen hånd, tvætimod. Det viser sig netop, at hos de, som ikke opfylder lovens kriterier for behandlingen og får afslag, finder der ganske ofte aktiv dødshjælp sted alligevel uden en læges medvirken.
Det var ikke dette som i sin tid var hensigten med loven - og de hollandske læger begynder nu at udvikle en større skepsis overfor denne form for behandling.
Normalt bruger jeg kun et par sætninger på et kort rids af den legemelige baggrund for at døden er nær. Det kalder jeg ikke for udpensling. Hvad jeg sætter fokus på er de menneskelige og samfundsmæssige sider af at håndtere situationer hvor døden må bydes velkommen.
Når et menneske er døende, vil jeg kalde det virkelighedsflugt at mene at det afhjælper problemerne at gøre dødens fysiske symptomer mindre mærkbare. Jo, det er da et udmærket tilbud at kunne give til de mange, som ønsker at tage imod, men der må også være respekt for dem som selv kan mærke hvornår grænsen er nået, men ventede til de ikke var i stand til at tage deres eget liv. Så er det respektløst at sige nej.
Så vidt jeg kan se er der kun meget få af mine fortællinger hvor muligheden for at afstå fra behandling ville være en human løsning, ud over de tilfælde som netop handler om at få et sådant krav respekteret.
Hvis du læser hvad jeg faktisk skriver, vil du kun finde meget få egentlig negative omtaler af sundhedspersonale. Hvad jeg gør er at jeg roser dem som vælger at bryde rammerne når det er påkrævet for at kunne give en velkommen hjælp.
Jeg har aldrig kaldt sundhedspersonale for farisæere. Det ord har jeg kun brugt én gang på bloggen, i en opfølgende kommentar til en historie om et menneske som ønskede hjælp til at dø, helt uden at indblande sundhedspersonale. Der kaldte jeg det farisærisk at insistere på at hendes mand i givet faldt ville blive retsforfulgt efter lovens paragraffer. I samme historie lagde jeg netop vægt på at udtrykke mig positivt om sundhedspersonalets arbejde, på det hospice hvor hun måtte dø en langsom kvælningsdød. Ja eufemismer undgår jeg....
> Diane Prettys menneskerettigheder
Jeg kan tilføje at jeg ved mine korrekturlæsninger før jeg udgiver ofte formulerer om, netop fordi jeg fik øje på sætninger som lidt for nemt kunne udlægges som kritik af det involverede sundhedspersonale. For det er ikke det det handler om. Min kritik sigter meget bredere.
Jeg husker mest ét tilfælde hvor jeg var ude med en kritisk rive i forhold til en sygeplejerske. Det var en dansk sag hvor en mand der døde af lungekræft måtte ligge med smerter og panik, fordi sygeplejersken i sin berøringsangst i forhold til "aktiv dødshjælp" nægtede at give yderligere smertelindring. Det kunne jo fremskynde døden. Dér sørgede jeg netop for at gøre opmærksom på at det var en atypisk sag, og at det havde været tilladt at slå manden ihjel med morfin.
> På vankelmodighedens bekostning
Hvad Holland angår, så ser det mest ud til at de administrative besværligheder ved aktiv dødshjælp har fået en del læger til at satse på terminal sedering. Det skubber statistikkerne, men ikke virkeligheden om at "nu vågner du ikke mere". Jeg vil kalde det for respektløst at det bliver til blot at vente på at kroppen kreperer.
Jeg vil kalde det en grov forvanskning af virkeligheden at udlægge det som om der konkluderes at aktiv dødshjælp ALTID er den dårligste løsning. Jeg går ud fra at du mener denne artikel (som jeg havde læst):
Er det barmhjertigt at slå patienten ihjel
Den har en kort passus hvor en særdeles ihærdig modstander af aktiv dødshjælp (Ole Hartling) leger spindoktor. Det er han ikke engang god til.
Send en kommentar