En populær amerikansk talemåde, muligvis af indiansk oprindelse, lyder på variationer over temaet: Don't judge someone until you have walked a mile in their shoes.
from A Softer World
På dansk kan den oversættes til: Døm ingen før du har gået en mil i deres sko.
En glimrende påmindelse om tolerance og rummelighed i forhold til andres livsvilkår.
En påmindelse som der kan være brug for. Det er kun alt for populært at være (for)dømmende og afstandtagende i forhold til hvordan andre lever deres liv, og hvilke valg de træffer. Det ses også ved selvmord, hvor der næsten pr. automatik kommer beskyldninger om ting som egoisme, fejhed, dumhed og utilregnelighed.
Beskyldningerne kommer fra nogen som, ganske bogstaveligt, ikke ved hvad de taler om. Ikke fra dem som selv har prøvet det, uden at det dog blev til at dø.
Det kan jo aldrig helt lade sig gøre "at gå en mil i en andens sko", men det helt centrale må være viljen til at prøve at forstå, prøve at rumme den andens livssituation. Altså netop også tanker om selvmord.
Jeg forestiller mig at en del af baggrunden for tendensen til skældud, er et håb om derved at afholde nogen fra at gøre alvor af tanker om selvmord. Det tror jeg er helt misforstået. Tværtimod kan det direkte styrke forestillinger om egen livsuduelighed når tankerne afvises med hårde ord. Hjælp kræver jo at forstå og acceptere. Ikke at tryne og nedgøre.
Hvis det i sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted, må man først og fremmest passe på at finde ham der hvor han er, og begynde der.
Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden. For i sandhed at kunne hjælpe en anden, må jeg forstå mere end han - men dog vel først og fremmest forstå det, han forstår.
[...] kan du ikke det, så kan du heller ikke hjælpe ham; han lukker sig for dig, han lukker sig inde i sit inderste - og præk så du kun for ham.
Nyere opslag
Opslag
2 comments:
Godt indlæg! Og du har helt ret, hvis man gerne vil forstå og hjælpe en person bliver man nødt til at have været i deres sko. Det gør i hvert fald det hele noget nemmere.
Det er så nemt for folk der aldrig har døjet med selvmordstanker/-forsøg at tale om, hvor egoistisk og en dum løsning det er. De forstår ikke, hvad det er der egentlig får igennem den selvmordstruede persons hoved af tanker og følelser.
Ja, selvmord handler ikke om at dø, men om at der er problemer som der ikke kan ses en løsning på. Derfor er det egentlig meningsløst når andre fokuserer på selve det med tankerne om selvmord.
Der er mere brug for at finde frem til hvad der er af problemer, og støtte til at den pågældende kan finde en bedre løsning. Og så må en helt central præmis være at også tankerne om selvmord er ok, hvis det skulle være sådan at der faktisk ikke kan findes en løsning med at komme videre med at leve livet. Men det er jo ikke så tit. ;-)
Den selvmordstruedes tanker og følelser skal netop i centrum, hvor der er brug for at lytte med et åbent og rummeligt sind. Jeg tror endda at dette er den helt centrale måde at hjælpe på, i stedet for at hjælperen ser det som sin opgave at bringe en løsning på banen.
Og velkommen til! :-)
Send en kommentar