Et andet ofte set argument mod selvmord er at betegne det som fejt. Logikken må være at det er at stikke halen mellem benene, i stedet for at tage kampen op med problemerne. Jeg forstår godt ræsonnementet, men kan ikke bruge en sådan tankegang til noget. Det tror jeg heller ikke at en der "står på kanten" kan. Så bliver det blot til endnu en beskyldning, nederlag, mindreværd.
En plan om at slå sig selv ihjel kræver et mod. Det er en måde at imødegå problemerne på, finde en løsning. I de fleste tilfælde er det jo en udpræget dårlig løsning at kaste resten af livet bort. Overblikket er mistet, der er ikke overskud til at se på sig selv udefra. Der er gode grunde til i stedet at se en løsning i livet. Det handler blot ikke om mod kontra fejhed.
Hvis det at vælge livet skulle være noget der fordrer mod, noget skræmmende, er der for alvor noget galt. Livet skal da nydes.
Lad være med at nedgøre nogen som har svært ved at finde ud af livet.
Nyere opslag
Opslag
4 comments:
Jeg kunne ikke udtrykke det bedre selv.
Du formår rent faktisk at beskrive, hvordan man har det når man tænker selvmordstanker. Det er der ikke mange der kan.
Jeg håber, at sådan nogle som os, med de synspunkter vi har, med tiden kan komme til at rykke ved tabuet om selvmord og aktiv dødshjælp.
Venlig hilsen Nina
Min oplevelse er at samfundet trods alt er ved at bevæge sig i retning af at respektere at døden kan være et forståeligt valg.
Jeg ville hellere tage retssagen på at markere mit standpunkt, end at give køb på respekten for det valg som Ingelise måtte træffe.
Det drejer sig jo netop om respekt for andre mennesker, at søge at forstå deres vilkår, i stedet for at "hæve" sig over dem.
Hvad er der fejt ved at bedøve sig med stoffer, hvis det er det der får en gennem dagen. På den måde kan man stadig være til glæde for dem der elsker en, og samtidigt holde smerten på et niveau der gør eksistens tåleligt. Det er ligegyldigt om smerten er fysisk eller psykisk, begge dele kan fuldstændigt forkrøble. Jeg syntes ikke at du er fair bare at feje brugere af på den måde. For nogle er det sidste stop før selvmordet, for mange kommer det aldrig. I hvert fald så længe de har stoffet.
At samfundet så har nogle bland-sig-i-alt normer hvor der ses ned på mennesker der gør det, er en anden sag. Man må gerne fylde hovedet med lykkepiller men tager du noget der rent faktisk giver dig en let eufori der får dig gennem dagen så er det slemt.
Fejheden ligger at søge at ignorere problemer ved at fjerne opmærksomheden fra det der trænger til omtanke og handling. Nu prøver jeg ikke at udstikke det som en 100% dækkende regel, men jeg kan altså ikke se det som en udvej at ligge i sprit hele tiden. Ja, tiden går, men problemerne bliver blot værre, og de nærmeste ville have meget større glæde af en som arbejder for at få det godt.
Jeg har forståelse for at det kan være en kortsigtet reaktion med at stene hjernen, men ser det virkelig ikke som basis for at eksistensen derved bliver "tålelig". Altså mere en reaktion på at den er utålelig.
I øvrigt regner jeg lykkepiller (og andre psykofarmaka) ind under det med "stoffer", i den udstrækning de døver sindet, med mindre der er en veldefineret sygdom. Det er næsten usædvanligt indenfor psykiatrien.
Bemærk igen at jeg skrev om "konstant at døve tankerne", og dermed ikke den brug af stoffer (fx hash), som kan føre til en "let eufori". Jeg har altså ingen moralske skrubtudser omkring moderat brug af forskellige "psykoaktive stoffer", selv om jeg da ikke selv tager sådanne.
Det vil mere generelt sige at jeg skelner mellem "konstant at døve tankerne", og hvad der kan/skal bruges af stoffer for at håndtere konkrete lidelser, det være sig fysiske eller psykiske. På den basis ser jeg ikke at jeg "fejer brugere af", når jeg netop ikke angriber det i det hele taget at moderere sin dagligdag på denne måde.
Men nu var pointen jo primært at angribe den udbredte talemåde hvor mange uden omtanke kalder selvmord for fejt, uden at vide hvad det handler om.
Send en kommentar