Jeg har udstyret bloggen med to sommerfugle, dem har jeg også hængende på en væg herhjemme. De hang også på en væg i Ingelises entre. Mit pseudonym, tosommerfugle, er ikke direkte opkaldt efter dem, selv om det næsten kunne se sådan ud. Nej, det kommer af en historie som Ingelise fortalte et par gange undervejs hvor hun ikke længere havde det godt. En sørgelig historie, som var meget længere end følgende sammendrag.
To sommerfugle, en hun og en han, var lykkelige sammen. Dansede rundt i sommersolen, fra blomst til blomst. Livsglæde. Men hun fik sine vinger skadet, de kunne ikke bære længere. Hun måtte gemme sig i en busk, i skjul for fuglenes skarpe næb. Han var hos hende, prøvede at hjælpe, at få hendes vinger i orden igen. Han fandt mad til hende, det bedste han kunne finde. Muntrede hende op mens hun kæmpede for at få vingerne til at flyve igen. Men sådan gik det ikke, og hun kunne ikke klare regn og rusk.
Der blev ikke digtet en slutning på historien. Men hun er ikke i busken længere. I virkeligheden.
Nyere opslag
Opslag
4 comments:
Først og fremmest vil jeg sige, at det gør mig ondt. At se en man holder kært, nærmest forfalde på den måde. At hun led så meget, at dødens hvile var det eneste håb.
At du hjalp hende igennem den sidste tid, har både været modigt af dig, men også generøst. Du har været storsindet nok, til at give afkald på en du elsker, så hun kunne få det bedre. Det skal du have en stor ros for.
Hendes sidste tid har nok været lykkelig, hun vidste jo at den hun elskede, ville gøre alt for hende. Jeg er tilhænger af reinkarnation, og jeg håber at jeres sjæle vil mødes igen, for det lyder til at have været utrolig stærke bånd.
Lykke frem over - Katharina
Mange tak :-)
Jo, når kærligheden er det vigtigste, bliver de andre ting egentlig ganske enkle. Livet var blevet et bur som hun ikke kunne få det godt i.
Som vi nsakkede om den sidste dag, vil hun altid have en plads i mit hjerte, med hendes ord kan hun "sidde derinde og kikke ud".
Fornylig har en præst fortalt mig at sommerfuglen bruges er et symbol på opstandelsen, på det evige liv. Symbolikken passer sammen med at jeg en dag hjalp en sommerfugl ud i friheden, og senere så at jeg i samme time fik besked om at jeg ikke skulle stilles for landsretten. Kærligheden og friheden er vigtigere end juristerier.
Jeg har fornylig været så heldig at "få øje på" to tilfælde hvor jeg har været i stand til at hjælpe mennesker som ikke havde det godt, gøre en positiv forskel. Det havde glædet Ingelise meget.
Meget smuk historie. Dit tab gør mig ondt. Jeg har desværre først selv opdaget din historie og din blog i går, men jeg må sige, at din tilgang til det selvmord, du har haft inde på livet, har været speciel. Ved nærmere eftertanke er det smukt, at mennesket har frihed til at vælge, selv når det gælder noget så endegyldigt som døden. Jeg står desværre selv i den svære situation, at jeg mistede min bedste ven (18 år gammel) den 16. februar 2010. Til selvmord. Vi stod hinanden meget tæt, og han delte sine tanker med mig et langt stykke på hans kringlede vej. Flere gange stoppede jeg ham i begå selvmord, hvor han efterfølgende også selv sagde, at jeg havde reddet hans liv, men den nat i februar gav han mig ikke tegn og valgte, at det var nok at sige farvel til mig i et smukt brev, han skrev. Et brev, der har trøstet mig i en tid, der stadig er meget, meget svær. Døden var den eneste løsning, han kunne se på sine problemer, og fremtidsplaner var ikke noget, han troede på. Han kunne ikke mere. Desværre.
Jeg er sikker på, at jeg var med til at gøre Kennis sidste tid bedre - og jeg er sikker på, at du har gjort det samme for Ingelise. Det er en svær tid at gennemgå, og hvis ikke man i forvejen er stærk, så bliver man det. Tak for din hjælp - både til din Ingelise og til mig.
Friheden til selv at vælge, netop. Når det tydeligvis er et afklaret og gennemtænkt valg, er mit synspunkt at have så stor respekt for et andet menneske at jeg ikke sætter mig til dommer. Selv om det selvfølgelig er ekstra tungt når det handler om at gå i døden, er det ikke principielt forskelligt fra så mange andre situationer.
Nicoline, som jeg læser historien om dig og Kenni, rammer du netop denne balance i forhold til at du respekterer det valg som han traf. Han vidste at han kunne regne med at du gerne ville prøve at hjælpe ham, men tog i stedet afsked gennem det smukke brev.
Det glæder mig at han til sidst havde overblik til også at tænke på dig, så du ikke skulle føle at du havde svigtet.
Selvfølgelig er det alligevel meget svært. En stor sorg, som skal have lov til at være der, uden derfor at være noget knusende. Det at blive stærk er netop noget der kommer når der virkelig er brug for det. Kenni var stærk, og gav sin styrke videre til dig, Nicoline. Jeg vil faktisk kalde det for flot, både af dig og ham.
Tak for hilsenen - og nyd det smukke forår. Fokus på smukke er netop ikke uforeneligt med sorg.
Send en kommentar