Dette er en pågående visuel illustration fra en kampagne som den amerikanske Juvenile Protective Association i foråret kørte. En markering af at vold mod børn ikke bare handler om angreb på deres følsomme kroppe, men også på deres følsomme sind. At børnemishandling alt for ofte ikke er noget som barnet kan forstå som udtryk for at de voksne brutalt tromler ind over barnets grænser.
Det er jo netop problematisk at det kun er de fysiske overgreb, vold eller seksuelt misbrug, der dog kan forventes at blive mødt med hurtige indgreb. Men verbal vold mod barnets sind kan få meget mere traumatiske konsekvenser, og få lov til at fortsætte længe.
Her er det så også værd at bemærke at tilfælde med fysisk mishandling normalt sker samtidig med verbale overgreb. Egentlig vil jeg her mene at det ikke er de fysiske smerter og skader der er den værste del af overgrebet. Hvis barnets følelsesmæssige behov ikke blev manipuleret og negligeret var blå mærker snarere til at komme sig over.
For det er netop her at billedets hårdtslående visuelle symbolik rammer ved siden af. Den farligste verbale vold giver ikke barnet lejlighed til at reagere med tårer på en gennemskuelig smerte. Tværtimod går den dybt i sjælen, og blokerer for at barnet kan udvikle sig med den tryghed det giver når det kan forstå sin omverden.
Det kan vare resten af livet, eller være meget hårdt at arbejde sig igennem. Selvmord og såkaldt psykiske sygdomme er desværre "ganske normalt".
Nyere opslag
Opslag
2 comments:
"Den farligste verbale vold giver ikke barnet lejlighed til at reagere med tårer på en gennemskuelig smerte."
Nemlig. Mens det også er denne uigennemskuelige vold, der dominerer vor kulturs diskurs generelt, mellem enkeltindivider, som forældre og børn, som på verdenspolitisk/-økonomisk niveau, mellem landene. Og den virker som en slags "undskyldning" for alle former for vold i al almindelighed. (F.eks. ved at sælge os krig som "nødvendig"). Hvorfor den helst ikke skal gennemskues og anerkendes som vold.
Den uigennemskuelige vold synes jeg nu fungerer bedst som begreb, når det handler om hvad der overgår individer.
De problematiske mønstre mellem lande, og koncepterne for strid mellem de "makroindivider" som store folkegrupper kan siges at udgøre, kan også trænge til at blive vendt - men er dog væsensforskellig på den måde at det er langt mindre klart hvad der kan siges at være "det rigtige". Altså udtryk for samfundsfilosofiske standpunkter.
Send en kommentar