Kristeligt Dagblad bringer aktuelt en artikel med en noget vildledende overskrift:
Må man frit bestemme, hvornår og hvordan man tager livet af sig selv?Og det er en klar mistolkning af sagens grundlag, der i stedet var om staten skal sikre sine borgere muligheden for selvmord på en god og sikker måde.
Det spørgsmål er omdrejningspunktet i en opsigtsvækkende sag, der netop er afgjort ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.
Baggrunden er en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. En borger fra Schweiz har gennem længere tid haft et stort ønske om at få mulighed for et et "velordnet" selvmord.
Lovgivningen i Schweiz forbyder hjælp til selvmord, undtagen hvis det sker af uegennyttige bevæggrunde. Dette vil f.eks. sige at læger har lov til at udskrive en recept på en dødbringende dosis af et egnet medikament som Pentobarbital (Nembutal), hvis en meget syg patient har et vedholdende og gennemtænkt ønske, og der ikke er muligheder for at hjælpe patienten til vilkår som kan gøre fortsat liv til noget ønskværdigt.
Dette er sat i system af foreninger som Exit og Dignitas, der yder praktisk hjælp, og formidler kontakten til en læge som har erfaring med disse svære sager. Dignitas er ofte i medierne fordi de også hjælper borgere fra andre lande, der svigtes af den hjemlige lovgivning.
Den 57-årige Ernst G. Haas fra byen Meltingen har gennem 20 år lidt af bipolar affektiv sindslidelse (også kaldet maniodepressiv sindslidelse), uden at psykiatrien har evnet at hjælpe ham til at kunne udholde sit svære liv. Derfor kontaktede han nogle psykiatere for at få hjælp til at dø, indenfor lovens rammer, men det ville de ikke være med til. Han har to gange forsøgt selvmord "på egen hånd", men det lykkedes ikke. Fast besluttet på at dø, kontaktede han myndighederne, for at få en dispensation til Pentobarbital uden recept, men blev afvist i alle instanser og domstole.
Hans næste trin blev at indklage Schweiz for menneskerettigshedsdomstolen, med påstand om at hans ret til "privatlivets fred" blev knægtet, når han ikke kunne få hjælp til at dø. Pointen var at hans ret til at tage sit eget liv var illusorisk uden adgang til at gøre det på en værdig måde. Denne sag tabte han, fordi vurderingen var at det ikke var urimeligt at myndighederne har stramme procedurer for udlevering af et sådant medikament. Staten har ikke pligt til at hjælpe ham med at hans selvmord kan ske med medicinsk hjælp.
Samtidig observerede domstolen at menneskeretten om privatlivets fred naturligt omfatter at et menneske har retten til at beslutte hvordan og hvornår han eller hun vil afslutte sit liv, så længe vedkommende er i stand til selvstændigt at nå til en gennemtænkt beslutning, og gennemføre denne. Det ville være en overtrædelse af menneskerettighederne at gøre selvmord til noget strafbart. Denne fortolkning var blot en naturlig præmis for de spørgsmål som sagen handlede om, og altså ikke nogen egentlig principiel afgørelse.
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) fastslår i artikel 8:
Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.Det skal altså tages helt seriøst. Et velovervejet og rationelt selvmord skal staten ikke blande sig i.
Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.
Jeg tror at Ernst G. Haas nåede til en ganske udbredt vildfarelse, at en menneskerettighed medfører at staten har pligt til at sikre individet muligheden. Det kan sammenlignes med et emne som ytringsfrihed. Denne grundlæggende menneskeret betyder at staten ikke må hindre borgerne i at kunne ytre sig under ansvar, men staten (eller andre) er ikke forpligtet til at etablere rammer for at det enkelte menneske rent praktisk kan ytre sig. Tilsvarende skal staten respektere privatlivets fred, men har ikke pligt til at hjælpe med at det enkelte menneske kan udleve sine personlige valg.
Beslutningen om at dø har ingen særstatus, hverken positivt eller negativt. Selvfølgelig kan det ske at mennesket træffer forhastede beslutninger, uden at kunne overskue konsekvenserne. Selvmord er et udpræget eksempel her, og det er jo naturligt for et moderne samfund at sikre hjælp til mennesker som ikke kan tage vare på sig selv. Det ændres der ikke på.
Det er værd at bemærke at menneskerettighedsdomstolen nåede til samme resultat som den Schweiziske højesteret, der afsagde en principiel dom i sagen den 3. november 2006. At retten til selvmord ikke er en ret til aktiv dødshjælp. Det har jeg tidligere haft oppe på denne blog:
Kristeligt Dagblad kunne jo starte med at sætte sig ordentlig ind i en sag, før historien vinkles. Jeg tvivler på at journalisten har stillet de rigtige spørgsmål til f.eks. Thomas Søbirk Petersen (lektor i praktisk filosofi på Roskilde Universitetscenter), da de fik en reaktion med at betegne "rettigheden til selvmord" som helt urimelig og med "katastrofale konsekvenser":
Vi ved fra mange andre tilfælde, at lovgivning smitter direkte af på folks moral. Så når man sender et klart signal om, at selvmord er en rettighed, er det rimeligt at forvente, at flere derfor – i hvert fald på sigt – vil tøve med at gribe ind over for andres selvmord. Når vi samtidig ved fra forskningen, at 70 procent af dem, der forsøger selvmord, faktisk er glade for at blive reddet, så vil liv gå unødvendigt tabt ved at gøre selvmord til en menneskerettighed.Han har sikkert ikke været vidende om at menneskerettighedsdomstolen lægger vægt på at retten til at dø indenfor rammerne af privatlivets fred forudsætter at det ikke er en forhastet beslutning. Selvfølgelig er de fleste selvmord, undtagen dem med karakter af "selvadministreret aktiv dødshjælp", udtryk for en krisereaktion, så det er netop ikke "rimeligt at forvente" tøven med at gribe ind overfor sådanne "pludselige" beslutninger om selvmord. Et selvmord kan kun være "velforberedt" hvis der har været snakket om det, i god tid.
Derfor mener jeg direkte at dommen styrker indsatsen mod kriseselvmord ved at bryde tavsheden omkring tankerne. Når det anerkendes at der er omstændigheder hvor selvmord er acceptabelt, giver det grundlag for at snakke om det også er i den enkelte sag.
Det er altså velanbragt at domstolen minder om at når selvmord kan være et rationelt valg, kan der være tilfælde hvor det må respekteres indenfor rammerne af privatlivets fred. Det sætter også fokus på en direkte relateret problemstilling, at strafbarhed for at hjælpe med sådanne rationelle selvmord er yderst problematisk, så længe der ikke er rimelig tvivl om at det var en velgennemtænkt beslutning. Med lovlig hjælp kunne det dog ofte udsættes, i stedet før at sørge for at gøre det mens kræfterne er der endnu.
Ernst G. Haas må finde en hjælper til at gennemføre selvmord uden behov for lægerecept. Det kan lade sig gøre, men kræver nøje forberedelser hvis det skal ske på en smertefri og værdig måde. Det er næppe sandsynligt at nogen psykiater vil bryde det kollegiale sammenhold og anerkende at døden kan være bedre end at foregive at alle kan hjælpes.
- Human Rights Europe:
Court Judgement On Swiss Assisted Suicide Row - ECHR BLOG:
States Not Obliged to Assist Persons Wishing to Commit Suicide - European Centre for Law and Justice:
Case of Haas v. Switzerland – The European Court of Human Rights denies an alleged right to “assisted suicide” opposable to the State - Strasbourg Observers:
Haas v. Switzerland and Assisted Suicide
Se også:
Nyere opslag
Opslag
1 comments:
"...og der ikke er muligheder for at hjælpe patienten til vilkår som kan gøre fortsat liv til noget ønskværdigt."
Det er netop her, jeg ser et stort problem med netop denne sag. Ville vi acceptere, at nogen tog livet af sig pga. en forkølelse? Eller ville vi acceptere, at nogen, der lider af ALS, for eksempel, tog livet af sig, hvis vi havde mulighed for at helbrede ALS? Næppe. Nu siges det godt nok, at "bipolar lidelse" er en uhelbredelig, alvorlig sygdom. Men vi har altså ingen beviser på denne påstands korrekthed. Vi har ikke engang bevis på, at "bipolar lidelse" er sygdom, alvorlig eller ej. Utallige mennesker, stemplet med "bipolar lidelse", har lagt lidelsen bag sig, og lever det liv, de har ønsket sig. Imidlertid var det ikke psykiatrien, der har hjulpet dem til det. I de aller fleste tilfælde, de tilfælde, hvor personen ikke lykkedes med at undgå psykiatrisering, har psykiatrien stået i vejen for det. Psykiatriens egen forskning viser, at dens behandlingsmetoder kronificerer kriser, og vi ved, hvor utålelige bivirkningerne af behandlingen for mange mennesker er. Så, hvad er det egentligt, der udløser et ønske om at tage livet af sig, når vi taler psykiatribrugere? Er det "sygdommen" i sig selv, eller er det behandlingen og dens følgevirkninger? Jeg tænker, det er et eminent vigtigt spørgsmål at stille, og det bør besvares, før vi afgør, om selvmord af psykiatribrugere skal accepteres, eller ej.
For noget tid siden skrev jeg i en diskussion om bl.a. selvmord i forbindelse med "psykisk sygdom" følgende:
"What I am saying in the rest of the paragraph is that viewing suicide as an acceptable solution for someone whose suffering was isolated, ascribed to their own, diseased biology, and then tried to be silenced, borders to the ideology of euthanasia in Nazi-Germany. The only difference is that accept of the suicide of someone, whose discomfort in our culture, and protest against its violence isn't recognized, but denied and tried to be silenced, is the passive version of actively murdering these people." (http://www.madnessradio.net/madness-radio-exporting-mental-disorders-ethan-watters#comment-788)
Hvis vi blåstempler, accepterer, at psykiatribrugere tager livet af sig, mens vi samtidigt begrunder deres ønske om at dø med den lidelse, den "psykiske sygdom" forvolder dem, blåstempler vi også den behandling, mennesker, der oplever eksistentiel lidelse i et omfang, der indbringer dem en psykdiagnose, udsættes for af psykiatrien. Hvad mere er, er at vi siger, behandling, der kunne føre til et resultat, hvor mennesket i krise ikke ønsker at dø, ikke er mulig/tænkelig. Det er i mine øjne, med viden om, at virkelig hjælp er mulig, uacceptabelt, og således kan jeg ikke acceptere, at mennesker tager livet af sig pga. "psykisk sygdom", "bipolar lidelse" eller anden. Men jeg kan sagtens acceptere, at de gør det pga. den behandling, de udsættes for mod deres "psykiske sygdom".
Send en kommentar