Forrige søndag var jeg i biografen for at se filmen "Black Swan" ved Darren Aronofsky. Jeg vidste ikke meget om den, ud over at den havde fået pæne anmeldelser som en psykologisk thriller udspillet omkring ballet, og at Natalie Portman havde ydet en ekstraordinær indsats omkring sin hovedrolle.
Reelt var det mest ud fra ovenstående plakat, at jeg havde besluttet mig for at filmen måtte være værd at se, også selv om jeg hverken går ret meget op i ballet eller thriller-film. Jeg har gode erfaringer med at følge min spontane reaktion på filmplakater, med mindre de er blevet ødelagt ved en dansk forfladigende oversættelse.
Jeg havde altså helt undladt at grave i anmeldelser og omtaler. Min erfaring er at disse typisk kun er anvendelige for hvad jeg vil kalde for overfladiske film. Efter at have set filmen morede jeg mig dog lidt med at få denne antagelse bekræftet. Fuldt ud. Mediernes overfladiskhed går også igen her.
Da filmen er ladet med symboler og betydningsniveauer, uden en klar morale, vil enhver tolkning være diskutabel, og dybest set mere udtryk for hvad den enkelte tilskuer selv oplevede, selv kunne genkende fra filmen. Således også med min udlægning, og jeg vil da heller ikke påstå at jeg har gennemskuet alt. Sådan en film skal ikke reduceres til et bestemt "budskab".
Hvis du påtænker at se filmen, må jeg hellere lige advare mod at jeg i det følgende ikke gør noget for at opretholde spændingen om hvordan filmens plot udvikler sig, selv om jeg da heller ikke prøver at genfortælle forløbet.
Socialrealistisk skal filmen ikke skældes ud for at være, selv om jeg synes at alt for mange anmeldere er faldet for fristelsen til netop at presse filmen ind i denne skabelon. Resultatet bliver at se Nina Sayers som en psykisk syg stakkels pige, med en undertrykkende mor, og hvor psykotiske hallucinationer forstyrrer hendes forhold til virkelighedens verden, mens hun opsluges af sin rolle i balletten Svanesøen.
Set fra denne vinkel bliver "tilskuerens problem" at afgøre hvad der er filmens virkelighed, og hvilke scener der er udtryk for danserindens sinds syge mørke. Det frister at tolke alt med de spirende fjer, røde øjne og blod som udtryk for en farlig formørkelse af balletdanserindens lyse sind. Her bliver det dog uklart om slutscenen er et selvmord eller "bare" endnu en hallucination.
Som mere end antydet mener jeg ikke at denne type analyse lader filmens dybder komme til sin ret.
Da jeg så filmen sammen med en ven var min reaktion "nå, så blev hun voksen". Historien om den "lille pige", der udvikler sig til en voksen kvinde, med hvad dertil hører af seksualitet og selvstændighed, er fortalt så mange gange at det kræver noget særligt at undgå at det bliver til et "nå, nu igen". Her synes jeg at virkemidlerne i Black Swan er vellykkede som filmkunst, selv om selve historien er en gammel kending.
For mig at se kan en god fortolkning af filmen bedst nås gennem at forstå den ud fra principper fra drømmetydning. Hermed mener jeg ikke fjolleri som at mene at der kan findes en facitliste med betydning af de enkelte elementer, men en mere psykologisk vinkel med at alle figurerne er sider af den drømmendes egen personlighed.
Den dominerende og undertrykkende mor, spillet af Barbara Hershey, bliver derved til udtryk for Ninas rigide (og frigide) perfektionisme, hvor sensualiteten undertrykkes på bekostning af drømmen om den perfekte danseteknik. Et æg hvor den livskraftige kvindes seksualitet trænger på for at få lov til at bryde skallen.
Den uperfekte men ekspressive "konkurrent" Lily (spillet af Mila Kunis) fungerer glimrende som udtryk for en livsnydende sensualitet, hvor lillepigen frygter sin egen længsel efter at blive forenet med, transformeret til, den varmblodige kvindelighed. Den seksuelle forening i orgasmen er udtryk for dette gennembrud.
Den pågående og krævende balletinstruktør Thomas Leroy (spillet af Vincent Cassel) tolker jeg som følgelig som den heftige seksualitet, der er en nødvendighed for at kunne mestre rollen som den sorte svane, som den voksne kvinde. Det helt afgørende øjeblik er da han trænger sig på med et kys, og hun overrasker ved at bide ham i læben. Ballerinaen er alligevel ikke helt frigid, og får sin store rolle.
Dette øjeblik giver ekstra betydning til filmens titel. Filosofisk set henviser den til en metafor om sorte svaner som en uforudsigelig begivenhed, der får en afgørende betydning for hvordan tingene former sig derefter. Kun i retroperspektiv kan det ses hvor skelsættende en "lille episode" blev. Et lille bid, og vejen ud af den frustrerede lillepigerolle åbnede sig. Æggeskallen revnede.
Den forhenværende stjerne Beth MacIntyre (spillet af Winona Ryder) kunne måske være "dukkebarnets" frygt for at give slip på perfektionismen, give slip på barndommen, men samtidig viser de små tyverier længslen efter at få sine egne vinger. Store flotte sorte vinger.
Slut-scenen hvor den hvide svane springer ud i ballettens afsluttende selvmord, men hvor blodet flyder, ser jeg som sejren. Perfektionen blev opnået gennem at forene sig med den brusende sorte svane. Det gamle ideal, som den lille dydige prinsesse, eksisterer ikke mere.
Den lille pige blev voksen.
Nyere opslag
Opslag
2 comments:
Jeg kan godt lide din tolkning - har med vilje ventet med at læse den til at jeg fik set filmen, og jeg må sige, at jeg tænkte i samme baner, da jeg så filmen.
Jeg har altid været vild med Natalie Portman, og hun var da gennemført fantastisk i den her rolle.....
"Pæn pige" er jo et problematisk syndrom, som vi vist har snakket om engang. Det er jo så "sjovt" når opløsningen af dette kyskhedsbælte får så mange til at se det som noget truende, mørkt, sygt eller destruktivt.
Det er meget sjovere at forstå end at dømme. Påfaldende mange har tilsyneladende nærmest den modsatte indgang.
Og ja, Natalie Portman spillede rigtig godt. Så vidt jeg husker trænede hun sig op til at hun selv dansede det hele, bortset fra et par enkelte skud. Filmens klimaks var jo så da hun næsten fløj.
Send en kommentar