Danskerne går ikke længere bort i dødsannoncer. De sover heller ikke stille ind - men dør. For det tabu, der tidligere har omgæret sidste åndedrag er langsomt ved at sive ud af avisernes navnesider, hvor efterladte oftere og oftere disker op med diagnoserDet glæder mig at traditionerne omkring at lade døden være en navnløs tyv i natten går mere og mere i opløsning.
- Urban: Døden har fået en årsag
- Politiken: Døden har fået et navn
»Døden er ikke længere et tabu - men et af livets store øjeblikke. Den er en del af den personlige historiefortælling - og derfor ser vi ligesom på så mange andre områder, at dødsannoncerne bliver mindre anonyme. For vi vil ikke være flokdyr - men unikke til det sidste.«Som jeg af og til udtrykker det, er der brug for at acceptere døden som en naturlig del af livet, eller med Karen Blixens fornuftige ord:
"Døden er ikke en afslutning, men en afrunding på livet"Netop en afrunding, der er brug for at gennemføre i åbenhed og værdighed.
Det fik mig til at tænke tilbage til 2006 da min Ingelise havde begået selvmord. Sammen med hendes gode ven gennem mange år, Ole, blev begravelsen planlagt, deriblandt hvad der kunne skrives i en dødsannonce. Vi var helt enige om at tilsidesætte middelalderlige tabuer, og lade det være en naturlig del af begravelsesceremonien og dødsannonce at livets afslutning var blevet noget velkomment, noget der var brug for at fremskynde. Det havde jeg også talt med hende om i den sidste tid. Ingen brug for tågesnak eller eufemismer. Heller ingen brug for dramatik.
Dengang vidste vi ikke at jeg et år senere ville stå for en domstol, og at sagen fik et par runder i mediernes stortromme. For jeg havde heller ikke givet politiet en gang tågesnak, men blot fortalt at jeg støttede Ingelise til det sidste, også da selvmord blev løsningen. Men det lykkedes jo domstolen at sno sig til en frikendelse.
Og et væsentligt tema for denne blog er at pille ved tabuer omkring at døden af og til også kan være noget velkomment.
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar