Logo sommerfugl

mandag den 24. marts 2008

Den lille prins og den gule slange

Den lille prins og den gule slange
Eventyret om Den lille Prins er blevet en af de store klassikere. En filosofisk fabel med mange gode billeder på sære voksne måder at leve, venskab og død. Skrevet til både børn og voksne. Læs eller genlæs den! Hvis du ikke lige har den i nærheden, har en fan samlet links til teksten på mange sprog, dog ikke de skandinaviske:
En af de mere komplette engelsksprogede udgaver (incl. forfatterens illustrationer) kan findes her:
"This site is best viewed with the heart".


Historien blev skrevet i 1943 af forfatteren og piloten Antoine de Saint-Exupéry. Det siges at han på hospitalet i 1941 havde én bog på sit natbord, H. C. Andersens eventyr. Ved mange besøg af en god veninde genfortalte og læste de højt for hinanden. Bl.a. "Den lille Havfrue" var i fokus. Der er tydelige paralleller til "Den lille Prins". Og tydelige paralleller til dele af hans liv og måske død.

Antoine de Saint Exupéry
Året efter at han skrev bogen forsvandt han. Det var i mange år et mysterium, og mange mente at det sikkert var selvmord. Det viser sig nu sig at han med stor sandsynlighed blev skudt ned over Middelhavet. Hos Capac så jeg nyheden om at en tysk pilot, som skød et enligt P-38 Lightning fly ned, er fundet. Han var en stor fan af Antoine de Saint-Exupéry, og indså først senere hvem der måtte have siddet i det fjendtlige fly.

P-38 Lightning

I et interview gengiver tyskeren, Horst Rippert, sin erindring.

Horst Rippert
'I shot French literary hero out of the sky':
Mr Rippert recounted how he had been surprised to see the French pilot's Lightning flying alone and too low in his sector near Toulouse.

"Like me, he was over the sea and flying toward the mainland. I said to myself: 'My boy, if you don't get lost, I'm going to shoot you," said Mr Rippert, who was 25 at the time. "I dived in his direction and I fired, not at the fuselage, but at the wings. I hit him. The plane crashed into the sea. No-one jumped.
Den beretning minder mig om en afgørende episode fra "Den lille prins", hvor han vender hjem til sin asteroide, forlader jorden.
Der, foran den lille prins, svajede en af disse gule slanger, der kan dræbe et menneske på et halvt minut.
...
"Også jeg vender hjem i dag".
...
Det var et gult lyn lige ved hans ankel. Han stod et øjeblik ubevægelig. Han skreg ikke. Han segnede til jorden, langsomt og stille som et træ.

En artikel fra 2004 fortæller om en mand der af en præsident som han ikke stolede på, Charles de Gaulle, var stemplet som forræder. Han var depressiv og drak. En pige som han mødte fortalte at han dagen før sin sidste flyvetur havde inviteret hende med ud at svømme. Det var ikke sikkert at han ville være der mere.
Efter krigen kunne han ikke modsige de politikere som han havde beskrevet som en kurvfuld krabber. De udskreg ham som krigshelt og endog til at være et forenende symbol på Frankrigs krigsindsats.

Den lille prins bidt af den gule slange

Den gule slange var den første som den lille prins mødte på den syvende planet på hans rejse.
- Hvis du en dag kommer til at længes alt for meget efter din planet, kan jeg hjælpe dig. Jeg kan ...
- Å! Jeg har forstået dig, sagde den lille prins. Men hvorfor taler du altid i gåder?
- Jeg løser alle gåder, svarede slangen.
Og så tav de begge.

It is only with the heart that one can see rightly; what is essential is invisible to the eye.
It is only with the heart
that one can see rightly;
what is essential is invisible to the eye.


10 comments:

Lizelotte sagde ...

Skøn bog ... jeg læste den på fransk på gymnasiet, men har den på dansk nu. Og nu fik jeg lyst til at læse den - desværre ligger den i EN eller anden flyttekasse i kælderen af mit nye hus... :-(

tosommerfugle sagde ...

Så må du jo indtil videre gøre som da den lille prins savnede sit får, og blev glad ved en kasse hvor der var lufthuller ind til et får der var lige hvad han ønskede sig :-)

HenrietteB sagde ...

Bare fordi Saint Exupery til en pige på stranden har udtalt "at han måske ikke er her i morgen" er det vel langt fra sikkert at han begik selvmord?

Jeg mener, manden var krigsflyver og døden var hans daglige følgesvend - hvilket var tilfældet for de fleste, som kæmpede i krigen.

Min stedfar, som var britisk soldat, og bl.a. kæmpede i Ardenner-offensiven har fortalt, at følelsen af måske ikke at være i live om 10 minutter, en time eller i morgen var et fællestræk blandt soldaterne og de som kæmpede - og den følelse gav faktisk en vis løssluppen livsførelse på den tid.

Man har sagt at Antoine de Saint Exuperys forfatterskab kan ses som en forløber for den moderne eksistentialisme.

Om han begik selvmord eller blev skudt ned, synes jeg ikke er så vigtigt - jeg forstår ikke helt din forherligelse af døden og selvmord, som udtryk for den højeste værdighed.

Men sådan tænker vi jo så forskelligt.

tosommerfugle sagde ...

Nu er jeg netop også omhyggelig med at undlade at påstå at det var selvmord. Men jeg ser det som en overforenkling at mene at nu er gåden løst. Ingen ved hvad der var i hans tanker på den sidste tur.

Og nej, detaljen med pigen er langt fra afgørende. For det er da rigtigt at den udmærket passer med den risiko som er en markant del af en soldats liv.

Den er dog et aspekt som ikke ligefrem modsiger et større billede der peger på at han meget vel kunne have fået nok af denne verden.

Når jeg synes at det var interessant at tage fat i sagen var det ikke for at nå frem til et svar på hvad han døde af. Og ikke ud fra en "forherligelse af døden og selvmord, som udtryk for den højeste værdighed" - en tanke som er mig ganske fremmed.

Pointen er at udstille hykleriet i en kultur som gør sig de særeste anstrengelser for at lade som om død og især selvmord er noget tys-tys, noget der skal forhindres eller i det mindste forties, koste næsten hvad det vil.

Og så var det da forresten en lejlighed til at gøre lidt reklame for hans ganske fremragende eventyr.

Lad mig i øvrigt tilføje at jeg betragter langt de fleste selvmord som tragiske begivenheder, hvor en bedre løsning måtte kunne findes i et fortsat liv. Derfor kan det stadig være relevant at søge at forstå og respektere baggrunden, forstå og respektere mennesket.

Og selv om jeg aldrig kunne finde på at betragte død som udtryk for den højeste værdighed, er der tilfælde hvor jeg ser den berøringsangste afvisning af dem med behovet som udtryk for en ret lav værdighed. Det er der brug for at pille ved.

HenrietteB sagde ...

Jeg må indrømme, at jeg synes at din blogpost og din fortolkning af historien om Saint Exupery's forsvinden i dette tilfælde er det, min gamle engelsklærer altid betegnede som "too far fetched".

Jeg mener, vi har en dykker som har fundet vraget af flyet. Vi har den tyske pilot som plaffede vingerne af flyet, så det styrte mod jorden og eksplodere i en ildkugle. For mig tyder det ærligt talt på, at manden uheldigvis blev dræbt i aktiv krigstjeneste.

Men du har da ret. Vi kan da ikke vide, hvad Saint Exupery tænkte i sit dødsøjeblik - om han skreg i angst eller hilste døden velkommen og accepterede den. Hvis det sidste var tilfældet, er det måske lidt langt ude ligefrem at kalde hans død for selvmord.

At det franske samfund afviser teorien om selvmord, er jo ikke nødvendigvis et udtryk for hykleri og tabuisering af Sant Exupery's dødsomstændigheder - men måske blot et udtryk for, at alting tyder på, at han på ganske ordinær vis blev dræbt i tjenesten.

At forsøge at presse ham ind i selvmordsstatistik, som han højst sandsynligt ikke hører hjemme i, er for mig et forsøg på - set i lyset af din blogs indhold - et forsøg på at legitimere/ forherlige selvmord.

tosommerfugle sagde ...

Ja, han blev dræbt i aktiv krigstjeneste. Enig i at det ville være "too far fetched" at indføre ham i selvmordsstatistikken.

En særdeles dygtig og erfaren pilot i et effektivt kampfly tullede rundt ude af kurs, i for lav højde, Var et nemt bytte. Påfaldende nemt.

Og igen - jeg kalder det ikke for selvmord. Men jeg tager afstand fra det "lettelsens suk" der er over at rapportere "mysteriet løst".

Hykleriet ligger i at fortrænge den virkelige historie om Antoine de Saint Exupéry, og i stedet tage ham til indtægt for "det franske projekt". Og her er dødsomstændighederne blot et hjørne.

Hvad "et forsøg på at legitimere/ forherlige selvmord" angår, kan jeg ikke få øje nogen måde at se min åbenhed for tanken om at han måske lod sig skyde ned som forherligelse af selvmord.

Jeg mener ikke at der er brug for at legitimere selvmord; det er allerede legitimt. Sjældent den bedste udvej, men ikke noget skamfuldt, ikke noget der skal gemmes væk.

HenrietteB sagde ...

Jeg har svært ved at forstå, at du kalder selvmord "legitimt" - set i lyset af at man i vores kultur i både juridisk og lægelig forstand er det, man kalder "tvangstilbageholdelig", såfremt man udtrykker intention om at begå selvmord og altså kan tvangsbehandles på denne baggrund.

Nuvel - jeg oplever, at du både i din fortolkning og analyse af omstændighederne ved Saint Exupery's endeligt og i historien om "Den lille prins" gætter dig ret meget frem til svar, som åbentbart passer i dit kram. Det synes jeg er ærgerligt.

"Den lille prins" er en af mine yndlingshistorier og jeg har engang beskæftiget mig en del med den, både med en eksistentialistisk og sågar en buddhistisk fortolkning af historien. Jeg bliver lidt trist over, at du nu har ladet den lille prins begå selvmord, det mener jeg er både misforstået og overfortolket - men det bliver vi to jo nok aldrig enige om.

:-)

tosommerfugle sagde ...

Vi kan da i det mindste blive enige om at værdsætte "Den lille Prins" som en rigtig god historie, der kan tolkes på flere planer.

Ét af planerne er at se prinsen som en der forbereder sig på sin krops død. Han hjælper piloten med at være klar til at rumme sorgen, og at mindes ham når han ser på de smukke stjerner. Han aftaler hugget med slangen, samtidig med at han er bange for det. En smuk historie som jeg helt bevidst undgår at kalde selvmord. Jeg er ikke tilhænger af at gemme tingene bag en påklistret etiket.

Men omstændighederne egner sig helt klart til at være med i tanker omkring det frivilligt at forlade denne verden, i stedet for at være her så længe som muligt.

Også omstændighederne omkring de sidste måneder og sekunder af livet for Antoine de Saint Exupéry egner sig til at blive tolket på flere planer, i stedet for at blive gemt bag en enkelt påklistret etiket. Det er ikke mig, der deler etiketter ud.

Men jeg accepterer heller ikke blot de etiketter som andre synes kan dække historiens lag. Derfor prøver jeg blot at medtage en anden vinkel, selv om det jo "desværre" gør historien for kompleks til at blive forklaret af en enkelt sætning.

Hvad legitimitet af selvmord angår, ser det nu ud til at selv psykiatrien har indset at det er legitimt at tale om selvmord som en alvorligt tænkt mulighed.
> Nyhed: Fornuft i psykiatrien
Formålet er så at sammenligne med andre muligheder, og forhåbentlig finde en som er bedre.

Og jeg mener at det havde været dybt forargeligt at udsætte filosoffen André Gorz for tvangsbehandling da han valgte døden.
> Forenet i døden som i livet
Han sørgede for at ingen fik chancen.

Der er ingen lov mod selvmord. Der er love der kræver at hjælpe. I helt usædvanlige tilfælde han den bedste hjælp være at acceptere det, og støtte til det sidste.

It is only with the heart that one can see rightly; what is essential is invisible to the eye.

HenrietteB sagde ...

Jeg må tilstå, at jeg tror du har fået artiklen i Ugeskrift for læger galt i halsen - det har i mange herrens år været legalt at tale om og udforske selvmordstanker i psykiatrien og i gængs terapi. Og det har ligeså længe været almindeligt, at lave en terapikontrak vedr suicidale tanker med enten psykiateren eller psykologen, som har patienten i behandling.

Det ændrer ikke på, at man er tvangstilbageholdelig og kan tvangsbehandles, hvis man udtrykker en klar intention om at gøre alvor af sine suicidale tanker.

Jeg må tilstå, at jeg stejler lidt over din blog, som jeg i den grad oplever forherliger selvmord. Når jeg læser din blog, oplever jeg, at du giver udtryk for, at det eneste værdige svar på menneskelig lidelse, fysisk som psykisk, ganske enkelt er aflivning, gerne bistået af patientens pårørende.

Dine holdninger har jeg svært ved at acceptere, både som sundhedspersonale, men også i særdeleshed som tidligere depressionsramt med svære suicidale tanker. Jeg tør i den forbindelse dårligt tænke på, hvad der ville være sket, hvis jeg i min sygdomsperiode havde haft et samfund og nogle pårørende, som med kyshånd havde taget imod muligheden for at afhjælpe min lidelse med legaliseret dødshjælp.

Så havde jeg ikke været i live i dag.

I stedet havde jeg fagligt og menneskeligt kloge behandlere - sygeplejersker, social & sundhedsassistenter og psykiatere, som med både respekt, værdighed, fysisk og psykisk nærvær og ikke mindst moderne psykiatrisk behandling langsomt "nursede" mig tilbage til livet.

Gud ske tak og lov for dem.

tosommerfugle sagde ...

Forresten har Berlingske nu en artikel på dansk, der går ud over nyhedstelegram-niveauet:
Jagerpiloten der skød sit idol ned

Hvad selvmords terapikontrakter angår, så er pointen netop at psykiatrien efterhånden indser at det var en fejltagelse. En terapi som indeholder dette krav anderkender ikke at selvmord er en løsning som kan vælges. Afviser dermed de sider af "patienten" som tænker i selvmord. Dermed lukkes der af for at nå over bordet, når selvmord illegaliseres gennem at afvise behandling uden kontrakt. Det fremgår, synes jeg, meget klart af artiklen. Respekt for mennesket.

Vis mig hvor du synes at min blog forherliger selvmord som sådan. Konkret.

Det jeg hylder er menneskets frihed og fornuft, også i de (som mange gange pointeret) sjældne tilfælde hvor døden er et mere fornuftigt valg end et at holde fast i rester af et liv. Og jeg tillader mig at søge at respektere og forstå selvmord også i tilfælde hvor jeg bestemt ikke ser det som en god udvej, hvor jeg i meget høj grad går ind for at livet måtte have kunnet gå videre.

Tilsvarende fremdrager jeg ret usædvanlige tilfælde af meget alvorlig sygdom hvor jeg mener at det eneste menneskelige er at give et lidende menneske, der klart beder om det, fri fra en pinagtig og langtrukken kamp. Det er heldigvis ret atypisk. Hvorfor tvinge mennesker til et liv de ikke ønsker, når vi ikke har nogen reel hjælp at byde på?

Jeg går ikke ind for aflivning som rutinemæssigt behandlingstilbud. Men jeg går heller ind for at se væk når et lidende menneske ikke har mere gennemtænkte og dybfølte ønsker end "lad mig dø". Hvem gavnes af at lukke øjnene for at der ikke er bedre hjælp end at give slip? Når det, en gang imellem, bliver sådan.

Du har været langt ned i depression og selvmordstanker. OK. Det glæder mig at du kom op igen. At du fik hjælp. Andet havde været trist, et svigt.

Jeg tror næppe at du havde kunnet overbevise mig om at det var bedre at give slip på dig, med kyshånd at give dig dødshjælp. Og det er ikke et spørgsmål om legalitet eller ej.

Det er et spørgsmål om respekt og næstekærlighed, om at række en hånd til den der har behov, og forstå behovet.

Selvmord bør ikke besluttes i ensomhed. Jeg tror at selvmordsraten er øget gennem at lade selvmord være et tabu, noget der forskrækket fejes ind under et "pænt" gulvtæppe.

Det kræver provokation at pille ved tabuer. :-)

Logo sommerfugl