Du er ikke "for meget"

"Stop mig! Jeg er for meget" udbrød Ingelise på en lang gåtur ved Knudshoved Odde. Jeg kiggede meget spørgende på hende, forstod for en gangs skyld slet ikke. Der var skumring og tunge skyer. Vi havde travet ad strand, klinter og små stier. Et godt stykke vej tilbage til byen; ingen busser.

Med hendes hånd i min hørte jeg at hun var bange at jeg måske ikke altid helt havde lyst til de ting som hun tog initiativ til. Som turen ud i det blå og grå. Hun vidste at hun fyldte meget, at hun skulle være meget opmærksom på om andre følte sig klemt eller hevet for meget i. Jeg fik flere gange sagt:

Du er da ikke "for meget"

At jeg netop godt kunne lide hendes spontanitet og gode idéer. Jeg skulle nok sige fra, hvis jeg mod forventning fik brug for det. Hun skulle bare være sig selv, uden at tænke på at holde igen. Hun havde lidt svært ved at tro på at det kunne være så enkelt, det havde hun ikke hørt om før. Men hun lod sig overbevise, lod sig værdsætte fuldt ud. Senere kunne vi se at det nok var dén skumring vort forhold blev til ubetinget kærlighed, gensidigt, for livet.

Når jeg fortæller dette, er det mere end et godt minde. Det er også udtryk for noget som jeg tror meget på. At acceptere andre som de er, se det gode i hvad de er, jo mere jo bedre. Ikke lave om. Respekt.

Hvis jeg hører om nogen der "bare er for meget", er det sikkert en som jeg godt vil kunne lide. Engagement og stærke sider der udfolder sig. En der tør. Det værdsætter jeg, og prøver at vise det. Sjovt nok bliver det for det meste i forhold til kvinder, også uden tanker i retning af ugebladsnovelle. Måske noget med at kan være sværere for kvinder at få lov til at fylde noget uden at blive stemplet "for meget".

Husker en situation fra en lejr, med en pige der ligefrem blev kaldt for manisk. En aften hvor vi kom i snak fortalte jeg hende at "noget som jeg sætter pris på ved dig er din helt fantastiske intensitet". Hun slappede synligt af, ansigt og stemme blev blidere og rundere. Pyh. Hun behøvede ikke at forsvare sig, når der var plads til hende som hun var. Spændende og nem at snakke med. Synes jeg.

Jeg kan eller vil virkelig ikke se behov for at gelejde andre til at holde sig indenfor rammerne af mit verdensbillede. Det er da netop spændende at søge at rumme det ekstraordinære, forstå det enkelte menneske godt nok til at kunne fatte hvor de gode sider er. Derved vokser jeg jo også selv.

Det mener jeg helt alment. Men samtidig, hvis du føler dig truffet, har jeg et helt personligt budskab:

Du er ikke for meget