En populær forestilling omkring selvmord er at det ofte sker på grund af ensomhed. Det skal såmænd nok passe at der kan være en statistisk sammenhænge, således at ensomhed ikke er nogen sjældenhed blandt mennesker som dør ved selvmord. Den billige konklusion kan så blive at selvmordet var på grund af ensomheden, og at det var for ringe at omgivelserne lod et menneske være så alene at det førte til selvmord. Jubii, så er selvmordet forklaret, og der er nogen at skælde ud på, udstyre med dårlig samvittighed. Skylden er placeret?
Hvis ensomhed var en stor årsag til selvmord, ville den logiske konsekvens være at der var højere selvmordsrate omkring de mærkedage som særligt hylder at mennesker har noget sammen. Julen er hjerternes og familiens fest. Dags dato, Valentinsdag, kommercialiseres som de elskendes helligdag. I sin højborg, USA, gælder dagen dog også andre relationer med kærlighed - familie og venskab.
Der cirkulerer netop vedholdende rygter om at der er ekstra mange selvmord til jul, eller valentinsdag. Det søde gys ved tanken om at det da må være ganske forfærdeligt at tilbringe disse dage alene, i ensomhed. Det er lige til en ugebladsnovelle, hvor en eller anden så kan komme med en kærlig udstrakt hånd, og redde staklen fra sin nagende ensomhed, fra at begå selvmord.
Dette eventyr har dog et lille problem. Det er ren fiktion, en myte eller vandrehistorie. Virkelighedens statistikker viser ikke nogen selvmordsbølge ved disse "farlige" dage. Så slemt er det heller ikke at være alene?
Selvfølgelig er der mange ensomme i nutidens samfund, og der kan godt sidde nogen med smertelige følelser over at de ikke kan være med, når omgivelserne fejrer vigtigheden af nære menneskelige relationer. En nedtur med en overskuelig forklaring. Følelsen af forladthed kan hænges op på noget konkret, og kan afreageres uden selvmord. Så hænger det bedre sammen med en tåreperser eller skummel vrede. Måske endda selvmordstanker, men uden at de er rigtig seriøst ment.
Alvorlige selvmordsforsøg har ikke en enkeltstående forklaring, men udspringer af en bredere eksistentiel krise. Døden kan snarere friste i kraft en håbløshed der fylder hele livet, uden nogen klar forklaring. Min konklusion er at ensomhed meget sjældent er det primære problem ved selvmord; den kan mere ses som symptom på at livet ikke hænger sammen. En depression kan føre til ensomhed, snarere end omvendt.
Den svage gamle bliver alene og ensom fordi kræfterne og helbredet til et aktivt liv er væk. Ensomheden styrkes måske i kraft af at ægtefælle og venner også havde alderen til at dø. Uden overskud til "at begynde forfra", kan tanken om at nu går det bare nedad bakke blive meget trist. Hellere sige stop mens legen er god, så nogenlunde. Hvem har gavn af et langtrukkent dødsleje, og en tom hverdag? Det kunne ændre situationen at have et socialt aktivt liv med familie eller venner omkring sig, men sådan er verden ikke. Farvel og tak.
Omgivelserne har måske en vis forståelse for at "den stakkels ensomme gamle" valgte døden, men forstår ikke at ensomheden ikke var årsagen. Den var blot et symptom på at et langt liv var under afvikling. Tilsvarende hvis en deprimeret har kæmpet med det i mange år, uden at gentagne forsøg førte til et bedre liv. Nok er nok. Den alvorligt syge kan godt se at det handler om at planlægge hvordan sidste stump af livet skal udfoldes.
Mange selvmord sker, mener jeg, ud fra en realistisk vurdering af hvordan det vil være at fortsætte sit liv. Det er forståeligt at omgivelserne i stedet prøver at holde fast i tanken om der måtte kunne findes en løsning, som gjorde livet værd at vælge. Sådan er det bare ikke altid.
Patrick Joust: emo
Selvfølgelig er der også rigtig mange selvmord, som er udtryk for en forhastet beslutning i en krise. Altså hvor det havde været realistisk, og meget bedre, at få hjælp til at finde ud af livet. Disse desperate selvmord får lov til at præge debatten, på bekostning af forståelsen for at det bestemt ikke altid er sådan.
Der kan være brug for hjælp til at finde ud af om livet igen kan blive værd at leve. Den hjælp bliver svær at søge hvis hjælperen ser det som sin pligt at hindre et selvmord.
Nyere opslag
Opslag
4 comments:
Ensomhed er jo mange meget forskellige ting. Lige nu har socialministeriet åbnet en pulje til forebyggende og opsøgende indsatser over for ufrivilligt ensomme ældre. Der er afsat 10 millioner kr. Jeg er en af de mange, der skal til at i gang med søge de midler og min hjerne er i strid med mit hjerte, for der er noget i mig, der synes det er så virkelig, virkeligt underligt, at staten vil tage sig af det som et anliggende, de skal sikre, at nogen "tager sig af". Ensomhed er noget meget intimt. Ikke noget man siger højt. Ikke noget der nødvendigvis kan afhjælpes med arrangerede aktiviteter og tilrettelagt fællesskaber. Ensomheden kan skyldes en personlighed der støder andre fra sig, eller at man måske drikker for meget, at man ikke kan komme omkring, eller at man har en anden sygdom, eller at man har mistet sit gamle liv, alt det som var engang. Ensomhed ift. ældre tror jeg nemt forveksles med kedsomhed. Men det er ikke det samme og kuren mod kedsomhed er ikke kuren mod ensomhed.
Jeg kan virkelig ikke sige noget om det der med ensomhed ift. selvmord. Men jeg tænker, at der må være en eksistentiel ensomhed forbundet med selvmordet, for det er et skridt man kommer til at tage helt alene, uanset om det er ensomhed der har udløst det. Jeg vil tro, uden overhovedet at vide det, at en ensomhed, der ofte også er forbundet med tab og sorg over f.eks. en mistet ægtefælle kan være en årsag til selvmord. Jeg tror omvendt godt, at man kan vide sig elsket og være knyttet til andre mennesker og alligevel ville selvmordet. Savnet af mening med tilværelsen tror jeg er et mere tydeligt svar på, hvad der kan være fælles ved dem som vælger selvmordet. Det er imidlertid en depressiv tilstand og jeg ved ikke, om man kan ville vælge selvmordet uden at være i en depressiv tilstand. Det har jeg svært ved at forestille mig, men jeg ved ikke nok om det.
Lige om et par timer er jeg måske klogere, for jeg skal faktisk afsted lige nu til et foredrag med Jorit Tellervo, som har skrevet en bog: "Når to bliver til en - omsorg i sorgen", og hun er altså hovednavnet til det her møde om ældres sorg og ensomhed.
Så hvis jeg er blevet farligt meget klogere.... så vender jeg tilbage med guldkornene :-)
Forvekslingen af ensomhed med kedsomhed er en god pointe. Og billedet bliver rigtig uklart af det tredie ben i trekanten, det at være alene.
Metoden med arrangeret samvær er en ret normativ vinkel på problematikken. Altså at gøre noget ved aleneheden og kedsomheden, ud fra en forventning om at da må hjælpe mod ensomhed. Et lønligt håb, og en teknik som da også virker tit nok til at give mening. Mennesker mødes og ...
Ensomhed ser jeg som et savn af meningsfulde menneskelige relationer, hvor det er dybt nok til at gøre ondt. Et savn som kan være betydeligt større i et overfladisk samvær med nogen der taler til hinanden i stedet for med hinanden. Så er det måske dog rarere at sidde hjemme og kede sig.
"Opsøgende indsatser over for ufrivilligt ensomme ældre" skriver du om. Det lyder som gode hensigter, men jeg vil sige at selve titlen illustrerer begrebsforvirringen.
"Ufrivilligt ensomme" er kun en meningsfuld vending i kontrast til at der også må være nogen der er "frivilligt ensomme". Altså nogen med et stort savn efter menneskelige relationer, men efter eget valg. Det havde været mere reelt at skrive om "ensomme", eller om "ufrivilligt alene". For ensomhed er jo noget ganske andet end at være alene.
Som samfund er vi jo nået dertil at omsorgen for de "svage ældre" (gamle) ses som et offentligt anliggende. Familien betaler sin skat, og så må det være nok med rituelle besøg ved særlige lejligheder, for nu at ridse det lidt skarpt op. Så når den triste gamle mand sidder alene, ingen gider komme og besøge ham, er det derfor også en offentlig opgave.
Men hvem er der ellers som tager sig tid til at vedligeholde et netværk omkring gamle? Selvfølgelig er der mange gamle hvor dette kører fint, men jo også mange hvor muligheden for at have et liv afhænger af egne ressourcer og initiativer.
Det kan siges at hvis vi som samfund vælger at lægge stor vægt på at individet kan være uafhængig af sin familie, må det gælde til døden. Når vi indretter livets normale mønstre efter at de aktives dagligdag er så travl at de ikke har tid til at have de gamle med i det daglige netværk, så må vi anerkende at det er en omkostning som også rammer os selv. Offentlige projekter med gode hensigter kan næppe gøre mere end at drysse lidt sukker på den kollektive samvittighed.
Eksistentiel ensomhed i forbindelse med selvmord er jeg helt enig i. Spørgsmålet er jo så bare hvad årsagen til afsondringen er. Jo, en uoverkommelig sorg kan være en væsentlig faktor, men så er ensomhed en konsekvens og ikke en "isoleret" årsag til selvmord.
Vendingen "depressiv tilstand" synes jeg blander tingene sammen. Med mindre der menes en regulær depression, var det måske mere ligefremt at tale om fx tristhed. Altså ikke noget hvor det er relevant med den ellers næsten refleksmæssige udskrivning af lykkepiller.
Min pointe er så at tristhed kan være rationelt og velbegrundet, altså at der ikke er noget reelt håb om at livet bliver bedre. I sagens natur kan det så til gengæld være svært for den enkelte at overskue på egen hånd, og her går jeg jo så ind for at en hjælper ikke skal blokere processen ved ikke at være åben for den politisk ukorrekte udvej.
Hvis en gammel mand med begyndende demens og ondartet kræft vælger at dø mens livet endnu hænger sammen, vil jeg ikke kalde det for en "depressiv tilstand", også selv om det naturligt nok næppe vil ske i højt humør.
Hvorfor er det dog "givet" at skridtet med at dø skal tages helt alene? Det giver kortere levetid. Mener jeg jo.
Og guldkorn fra foredraget skal da være velkomne! :-)
Jeg må sige det var lige (et af ) dine kerneområde Jorit Tellervo gravede sig ned i. Selvmord blandt ældre. Især eferladte mænd over 65 er i risikogruppen og her er der ingen forsøg på selvmord, men hængning og skydning og ingen vej tilbage, hvis de først når ud i selve handlingen. Hun er kort sagt imod "retten til selvmord", fordi hun opfatter tilstanden inden selvmordet som behandlingskrævende. Ofte en kompliceret sorg pga. tab (måske mange tab) som ikke forløber naturligt, og som ofte udspringer af en forudgående udtrætning hvor manden passede sin syge kone. Sorgen udvikler sig til depression og tunnelsyn, en tilstand som er ekstremt pinefuld for den der har den, men som også er smitsom ift. omgivelserne. Hendes bedste argument for ikke at ville acceptere selvmord som en selvvalgt løsning var, at blandt de ældre der opdages i tide og kommer i behandling (medicin og samtale), er der ingen tilbagefald. Får de den rette behandling, som er hendes ekspertområde som palliativ sygeplejerske og forsker indenfor området, så hjælper det faktisk og risikoen forsvinder. De gamle har så megen livserfaring og mestringsressoucer at de formår at genfinde meningen med livet, når de kommer ud af depressionen. Jeg kan godt følge hendes tankegang og jeg kan godt følge din. Det er et ægte filosofisk dilemma, for hver af synspunktern har sin egen sammenhængende logik og rimelighed. Meget interessant.
Jorit mente også der er en manglende sorgkultur hos ældre fordi det opfattes som naturens orden, at miste i den alder, men tabet af en mangeårig ægtefælle er meget meget alvorligt for den gamle, og nærværet af den døde, vil være meget tydeligere her end hos yngre. Derfor er behovet for skæbnefællesskaber et vigtigt element i behandlingen. At kunne komme ud af den eksitentielle ensomhed ved at tale med andre om hvordan livet er i den fase og på de vilkår. Når man dertil gider man ikke snakke om vejret eller nabosladder, det vil kun forstærke ensomhedsfølelsen.
Ps: Ja, det er skrækkeligt som sproget er upræcist og misvisende i den puljeoverskift.
De sorgknugede ældre, der i øvrigt har ressourcer til at leve længe endnu, er netop den gruppe som jeg mener kan have svært ved at overskue sin situation, og hvor der er god brug for hjælp til at komme videre i livet. Så på den måde er jeg ganske enig i hvad du fortæller om at Jorit Tellevero mener.
Det er netop gruppen af friskere gamle mænd der sørger for at der ingen risiko er at de overlever, fordi de har ressourcer og kræfter til at gøre det effektivt. Netop her ligger det lige for at de i stedet bruger kræfterne på sig selv og sit liv, med relevant hjælp.
Men hvad sker der hvis de går til lægen? "Her er der en recept på lykkepiller. Spis!". Og gruppen er typisk ikke minded for at prøve med en psykolog.
Der hvor jeg taler for det rationelle selvmord er når de fysiske og mentale ressourcer er så anløbne, at udsigterne for at "komme op" næppe er realistiske. Det kan være et stort arbejde, som ikke passer sammen med at helbredet rasler nedad.
Min holdning til ældre-selvmord er at de typisk sker "for tidligt", måske meget for tidligt, fordi den gamle vil sikre sig. Problemet ved at vente til kræfterne for alvor svinder, er at så bliver det for svært at "gøre det ordentligt".
Det kan heller ikke siges at det psykiatriske system fremstår som et godt sted at få hjælp, forskellen er vel, sådan groft sagt, at de udskriver stærkere psykofarmaka end den praktiserende læge. Altså med større risiko for at den er direkte skadelig.
Den med skæbnefællesskaber lyder meget fornuftigt. Altså selvhjælpsgrupper. Det passer fint til dem som har ressourcerne. Det krasse spørgsmål er så hvem som "opdager" at selvhjulpne gamle (uden kontakt med systemet) kunne have gavn af et skub i den retning?
For nu at rejse en ligefrem ubehagelig problematik... Hvis vi kigger på den gruppe som ikke længere har mestringsressourcer, er der så penge til at give dem en "optimal" støtte til at arbejde med tingene. Det kan tage lang tid, og døden kan komme undervejs, alligevel.
Det "giver mere" at fokusere på de lidt yngre og stærkere, og der er langt fra penge til at gøre alt som i princippet er muligt, især når gruppen af ældre (også i den svage ende) bliver større og større.
Skal de tvinges til at leve, hvis vi ikke har mulighed (praktisk og/eller økonomisk) for at sørge for at de gerne vil leve?
Afmontering af tabuet omkring frivillig livsafslutning kunne give plads til at søge en hjælper, som har muligheden for at hjælpe med at dø. Det skulle så være en grundig snak og vurdering, som jeg mener vil føre til at der er bedre udveje end at skynde sig med at dø.
For jeg går da bestemt heller ikke ind for at det skal være noget almindeligt og "forventeligt" at gamle lige snupper sig et raskt selvmord :-)
Send en kommentar