Hvis alt går vel, er det sandsynligt at jeg kan leve omkring 30-40 år endnu. Måske lidt mindre eller mere, men antallet af år er såmænd ikke det vigtige her. En ulykke eller alvorlig sygdom kan selvfølgelig ændre vilkårene, men det centrale for mig er at jeg kan fortsætte med at synes at livet er værd at leve.
Jeg vil ikke finde mig i hvad som helst. En sygdom kan gøre mit liv eller fremtidsudsigter så ringe at jeg siger stop. Afslutter mit liv. Selvmord, fremskyndet død, selvadministreret aktiv dødshjælp, eller hvad det nu kan kaldes. Det kræver jo så at jeg selv er i stand til selv at gøre det fornødne. Det ville være meget trist at være udleveret til "hjælpere", som så sig berettigede til at forhindre mig i at tage afsked med livet, i god ro og orden. Tvinge mig til at leve et ubærligt liv.
Mine krav til livet er såmænd ikke høje. Jeg vil godt kunne affinde mig med et liv hvor rammerne er blevet indsnævret til ret små cirkler. Og jeg vil også kunne finde ud af at være alene, uden derfor at hentæres i elendig ensomhed. Som gammel mand må jeg forvente at min krop går mere og mere i forfald. Med lidt held får jeg en hurtig død ved et hjerteanfald, men der er også risiko for at det bare går langsomt nedad bakke.
At livsindholdet bliver kampen for at holde mig i live. Her kan der komme et punkt hvor jeg må træffe et valg. Vil jeg overlade ansvaret for min krop og mit liv til et hårdt presset plejesystem, som heller ikke i bedste fald kan sikre mig et ønskværdigt liv? Eller vil jeg sørge for at afslutte mit liv mens jeg selv kan, uden at have behov for at få hjælp til at dø? En hjælper kunne risikere betydelige omkostninger omkring politi-undersøgelser, retsforfølgelse og straf.
Jeg tror at mig valg ville være at hjælpe mig selv ud af livet. Hellere leve lidt for kort, end alt, alt, alt for længe.
Hvis jeg som gammel er alene, er der altså store chancer for at jeg en dag selv sørger for at forlade livet. Det ville være vigtigt for mig at gøre det på en pæn måde, og sørge for at nogen "rydder op" nogenlunde hurtigt bagefter. Hvis jeg deler bolig med en anden, kunne dette meget vel tænkes at føre til at jeg holder fast i livet længere end ellers, men jeg ville stadig skulle passe på ikke at gøre den anden strafbar, når jeg en dag måske alligevel siger "nu er det nok". Selvfølgelig ville det være nødvendigt at tage en god afsked.
Kort sagt kunne jeg nemt blive en del af den statistik som viser at netop ældre mænd er en gruppe med mange selvmord. Det ville ikke være udtryk for at jeg var deprimeret eller ensom, men blot en rationel afvejning af om livet behøver vare længere. Biologisk overlevelse er ikke et mål i sig selv, og det er ikke en behandlingskrævende sygdom at ønske at få fri fra den sidste stump, i stedet for at lade livet blive en skæbne værre end døden.
Faktisk er der kun én ting som for alvor ville kunne få mig til at udsætte min død. Aktiv dødshjælp. Altså at jeg, helt lovligt, kunne få hjælp til at dø når min grænse for alvor var overskredet, i stedet for at måtte gøre det mens jeg stadig havde de fysiske og mentale kræfter. Kunne få tryghed.
Nyere opslag
Opslag
2 comments:
Holder ældre for hårdt fast i livet, eller er det os omkring dem, som ikke vil lade dem dø?
Jeg vil som du ønske, at når jeg bliver gammel, dør jeg værdigt. Måske svigter modet til den tid... og så er der det med børnene. Jeg vil nok lide en tid og sikkert leve med at savle på mit tøj, hvis jeg lige kan få et par dage mere.
Måske kunne vi få en gamling til at kommentere på den her? :-)
De mange ældre-selvmord (og forsøg derpå) er en skærende tydelig markering af at det bestemt ikke er alle ældre der holder krampagtigt fast på at deres liv skal have så mange dage som tænkes kan.
Ud over dem som skrider til handling, er jeg ganske overbevist om at der er mange som ville blive meget glade over at få lov til at give slip på en pæn måde.
Selvfølgelig er der også mange ældre som holder fast i livsviljen lige meget hvad. Det kan ikke være op til mig at fælde en dom over nogen, at de holder for hårdt fast.
Jeg mener dog at der er grund til at gå i rette med nogen som stiller krav om ekstreme (og kostbare) forsøg på behandling, hvor der ikke er anden nytteværdi end at de kan holde fast i en vildfarelse om at "hvor der er liv er der håb". Dem som vil tro på mirakler skulle hellere rejse til Lourdes. Sådan en rejse er betydeligt sundere, og kan måske endda give længere liv end medicin der kun gavner producentens overskud.
Jeg går bestemt ikke ind for at "forhaste sig" når livet holder op med at være rart. Mit indtryk er at mange gamle lærer sig at sætte meget stor pris på lyspunkter, som kontakt med deres efterkommere. Jeg tror reelt at de fleste af dem som med velfungerende helbred erklærer "jeg begår selvmord hvis..." alligevel beslutter sig til at holde ved lidt endnu, og måske dør uden selv at sørge for det.
Men der er mange som sørger for et selvmord mens de stadig selv kan. Hvis disse kunne få den store tryghed som aktiv dødshjælp giver, havde de meget bedre muligheder for at tage én dag ad gangen. Tanken om at blive frataget valgmuligheden kan være ganske skræmmende.
Under tema-sporet "ældre" har jeg en del eksempler på gamlinge som i ord og handling tog meget klart stilling.
Hovedproblemet er at mange er så bange for døden, at de ikke finder ud af at snakke stille og roligt om tingene, tænke tankerne i god tid. Når det så er lige op over, og de bliver tvunget til at nærme sig emnet, er der rigtig mange pårørende som slet ikke kan rumme tanken om at give slip, hvis en af familiens ældre egentlig har lyst til at sige pænt farvel før livet handler om elendighed og bittesmå lyspunkter.
Døden kan ikke skræmme mig. Måden at dø på kan måske lidt. Tiden før dette kan risikere at være en meget skræmmende tanke.
Ingen skal påtvinges at dø. Ingen skal påtvinges en uønsket livsrest.
Send en kommentar