En ny artikel på Videnskab.dk sætter fokus på et paradoks som jeg også selv har overvejet af og til.
Et problem er dog dårlig oversættelse til dansk. Det engelske ord "happiness" dækker meget bredere end det danske "lykke", og en bedre oversættelse ville her være "tilfredshed". Altså tilfredshed med tilværelsen. Eller selvtilfredshed, da undersøgelserne mest baserer sig på hvad folk selv fortæller. Men det ændrer jo ikke på det tilsyneladende paradoksale i at de mindre tilfredse lande gennemgående har færre selvmord.
En række forskere ved det engelske University of Warwick har analyseret sammenhængen mellem lykke og selvmord gennem statistikker for amerikanske stater. Her tegner samme mønster sig, og med mindre risiko for at store kulturelle forskelle i indberetning af selvmord forvrider tallene.
Som omtalt i en pressemeddelelse:
offentliggør de nu et videnskabeligt skrift med deres overvejelser:
- Dark Contrasts: The Paradox of High Rates of Suicide in Happy Places
(Word-dokument, kan læses online her).
Jeg tror bestemt at denne forklaringsmodel kan holde et stykke ad vejen, men har dog også tænkt på en anden vinkel.
Når mennesker udtrykker tilfredshed med deres livssituation ("lykke") er det udtryk for at tilværelsen ikke er en kamp. Selv om ikke alt er perfekt, er det at klare sig ikke nogen sejr. Med Maslow-pyramidens basale behov dækket, stigerne kravene til at "have succes" stærkt. Forventningen bliver at skulle yde "noget ganske særligt" på et område, det er ikke godt nok "bare" at være halvgod til nogle ting, og måske småkikset på andre områder.
Tilværelsen bliver betydeligt mere kompliceret når den ikke handler om at opfylde nemt overskuelige behov. Og der kommer til at mangle "øvelse" i at tage en kamp når vilkårene ikke er nemme. Langt de fleste problemer kan klares for den der sidder med den basale selvtillid "jeg kan", har opnået denne gennem træning.
Men den livsnødvendige modgang (!) giver en lavere score når der måles på hvor nemt livet går, altså mindre af hvad nogen kalder for "lykke".
Den der sidder i en krise, og godt ved at livet kan gå videre bagefter, tænker sjældent på selvmord. Men uden denne viden skal der ikke store forhindringer til for at tanken melder sig.
Se også:
Nyere opslag
Opslag
6 comments:
Jeg tror bestemt der er noget i det med at deprimeret kan få det værre når andre folk har det godt/er lykkelige, da det minder om en præcist hvor dårligt man har det, og det bliver umuligt at komme derop hvor de er.
Og jeg kan også sagtens se pointen i dit synspunkt.
Derudover så hvis det især er den kemiske grund til at man er havnet i en depression (altså at der ikke er sket noget voldsomt der har påvirket en psykisk, men at det gælder serotonin-manglen), så kan det jo godt være at man lever en tilværelse, hvor andre ville være lykkelige hvis de levede på den måde; det kan så gøre at livet ikke virker værd at leve, når man ikke engang kan have det godt, når man i princippet har rammerne til det, og folk netop forventer at man er lykkelig (og presset/forventninger bliver for meget).
Hjernekemi og depression tror jeg er mere kompliceret end "blot" at se depression som en konsekvens af serotonin-mangel. Jeg husker at have set reference til en undersøgelse af normalt fungerende mennesker, hvor en hel del af disse havde et unormalt lavt serotonin-niveau.
Et spørgsmål er hvad der er årsag og hvad der er virkning. Der mangeler gode forklaringer på udsving i hvor meget serotonin hjernen har. Det kunne være at en begyndende depression kan udløse faldende serotonin...
Det at SSRI "lykkepiller" i nogle tilfælde kan bedre depression er ikke nødvendigvis bevis på at årsagen til depressionen var serotonin-mangel.
Nærmere analyse af de meget optimistiske påstande om store SSRI fordele viser i øvrigt at forskerne havde strakt sig meget langt for at alle usikkerheder (fx pga frafaldne forsøgspersoner) blev tildelt en konstrueret tolkning ud en antaget effekt på depressionen. Og vi taler om forskere støttet af en stor producent af lykkepiller. En belejlig forsker-afhandling kan betyde meget for salget.
Rigtig mange undersøgelser af pillernes effekt har ikke kunnet påvise noget bedre end placebo, undtagen for mindre grupper stærkt deprimerede. Til gengæld talrige bivirkninger, og tilvænning / afhængighed.
Sagen er også at de fleste depressioner kan gå over i løbet af et stykke tid, og hvis der blev udskrevet lykkepiller, er det bestemt ikke bevis på at medicinen faktisk hjalp.
Nu er jeg ikke ude på at påstå at modellen med serotonin og SSRI er helt ugyldig, men der er ingen tvivl (for mig at se) om at det er lykkedes for producenterne at opnå kraftigt øget salg gennem svage forsknings-skrifter.
Læs eventuelt Marians indlæg "STAR*D: Studien der viser, at antidepressiva er virkningsløse". Hun er stærk skeptiker overfor alle psykofarmaka, men det ændrer ikke på at hun refererer til en ganske grundig analyse, der kan være ganske illustrativ. Forskningsfusk er et stort problem omkring den farmaceutiske industri.
Men jo, jeg er da enig med dig i at en depression med biologisk basis (hvad den så end måtte være) kan være så meget desto tungere at bære hvis andre har det fint under i øvrigt tilsvarende livsvilkår. Så må det være bedre også at kende nogen som kan forstå gennem at kunne genkende...
Forresten har jeg selv brugt den med at lykke-prægede omgivelser kan øge riskoen for selvmord i mine overvejelser over et andet paradoks. Der er færre selvmord om vinteren, selv om en del har vinterdepressioner, og flere selvmord om foråret, når rigtig mange bliver i højt humør.
gammel artikel som jeg nok bare burde lade være i fred, men jeg kan ikke - har for mange tanker. Lidt om mig selv: Jeg er overlevende efter to selvmordsforsøg på grund af depression. Jeg har været oppe på den højst tilladte dosis antidepressiva uden rigtig at føle at det hjalp og i morges tænkte jeg på at gå ud i skoven, tage min jakke af og sætte mig op af et træ og fryse ihjel.
For mig var det ikke at andre har det godt der gør det svært at leve - det under jeg dem skam godt. Jeg kan derimod godt nikke genkendende til at det at jeg har det skidt, trods gode vilkår (sød kæreste, gode venner, rar familie, stabil økonomisk situation) ikke gør det nemmere at håndtere min depression. Det er som om at jeg ikke rigtig har "ret" til at være deprimeret, for hvad har jeg i grunden at være så ked af?
Jeg funderede lidt over det med maslow, for jeg har selv tidligere haft den tanke at jeg måske ville have det bedre i et jæger/samler samfund hvor det at stå op om morgenen gav sig selv for ellers fik man ikke noget at spise, men efterhånden er jeg kommet til den konklusion at jeg i den situation nok bare lod mig æde af en bjørn. Det er ikke kompleksiteten af selvrealiseringsbehovet som har givet mig en depression. Depressionen har tilgengæld medført at jeg ikke har nogen ambitioner om at realisere mig selv.
Sagen er også at de fleste depressioner kan gå over i løbet af et stykke tid... Ja, men der findes også dem som diagnostiseres med såkaldte cykliske depressioner, for hvem det aldrig går over.
"Retten til at være deprimeret" er en god pointe. Når dit ellers gode netværk ikke godtager den "blå" side af dig, ser de det som en "fejl" ved dig - måske ikke helt bevidst, men alligevel. Hvis de i stedet accepterede dig som du nu er, også på disse dage, blev det vel nemmere at håndtere det at være deprimeret. Livet ville ikke være "perfekt", men dog ikke samme afstand til de andre. Der er netop ikke noget galt i at andre har det godt, men derfor behøver de vel ikke anfægte at du har det som du nu har det.
Jeg kommer til at tænke på en artikel fra Information, "Vi har alle sammen sort galde i os", hvor filosof Anders Fogh Jensen mener at: Det er ærgerligt, at vi forsøger at bekæmpe og behandle os ud af melankolien. Faktisk burde vi omfavne den.
...
Modsat i dag, hvor melankolien ofte bliver behandlet som en psykisk lidelse, har den i nogle perioder af den europæiske kultur været direkte påskønnet.
»Ifølge Aristoteles skal melankolikerne ikke prøve på at blive som de andre. De skal i stedet påskønne, at de har kontakt til noget, som de kan bruge i deres kunst. Til gengæld skal de passe på med at drikke sig for fulde, for så begår de selvmord,« forklarer Anders Fogh Jensen
— Det er muligt, at melankolien er blevet forstået som vigtigt for kunsten, men hvordan kan civilingeniøren eller den enlige mor i dag omfavne melankoli som noget positivt i tilværelsen?
»Man kan lade være med at skubbe den bort som noget, der er ødelæggende eller forkert. Man skal ikke bare se den som tristesse eller sørgmodighed, men også som et eftertænksomt humør eller stund, hvor den har værdi som en dybde, der kan melde sig en gang imellem,« ...
Nu er jeg ikke ude på blot at sætte lighedstegn mellem melankolikeren og den deprimerede, så enkelt er det heller ikke, men der nogle væsentlige ligheder omkring synet på den som ikke er i perlehumør, som nu om dage mødes at omgivelser som definerer det som noget forkert (og behandlingskrævende) at være ked af det uden en konkret (og forståelig) grund.
Når jeg brugte sætningen med "at de fleste depressioner kan gå over i løbet af et stykke tid" var det mest tænkt som illustration af hvordan antidepressiva ret ofte er uden positiv virkning, også selv om personen selv oplever at have det fået det bedre igen. Jeg vil ikke sige at pillerne aldrig kan være gavnlige, men de enorme mængder som udskrives hjælper højst et mindretal. Deriblandt aktionærerne.
Men det er jo så ganske rigtigt ikke nogen trøst for dem der oplever at depressioner bliver en fast del af livet. Og jeg skal jo ikke prøve at kloge mig på den enkeltes situation.
Baggrunden for at jeg skrev om lykke-paradokset omkring selvmord er at det på det overordnede plan er interessant at spekulere i forklaringer på den omvendte sammenhænge mellem statstikker for "lykke"-målinger og selvmordsrater. Det må i en eller anden grad hænge sammen med at mennesker i "grænseområdet" får en yderligere besværlighed når deres tungsind ikke godtages.
Alt dette ændrer så ikke på at både depressioner og selvmord altid har været et tema i menneskeheden, så langt som vi kan spore noget tilbage i tiden, og uden at det hele handler om sociologiske og samfundsmæssige forklaringer.
Fra Søren Kierkegaard, Enten Eller, har jeg et citat:
Foruden min øvrige talrige Omgangskreds har jeg endnu een intim Fortrolig — mit Tungsind, midt i min Glæde, midt i mit Arbeide vinker han ad mig, kalder mig til en Side, om jeg end legemlig bliver tilstede. Mit Tungsind er den trofasteste Elskerinde jeg har kjendt, hvad Under da, at jeg elsker igjen.
Mon der er en bedre måde at håndtere det på?
Det var mig som skrev en anonym kommentar d. 16. jan. Jeg har læst dit svar flere gange og nydt det og nydt at læse rundt på sitet, sådan lidt på må og få. Det er et utroligt stykke arbejde der er lagt i det og det virker så gennemtænkt og følelsesmæssigt harmonisk, hvilket jeg ofte synes jeg savner i vores samfund. Jeg fik et brev fra Distriktspsykiatrisk center (fordi jeg havde glemt en aftale) som forekom mig at være skrevet af en robot. Indholdet af brevet var så koldt og ligegyldigt overfor mig at det stod i nærmest komisk kontrast til deres brevhoved som bar teksten: "Vi er til for dig". Det fik mig til at reflektere over hvor lidt de 'professionelle' egentlig formår at hjælpe sindslidende mennesker og hvor meget hjælp der er at hente hos følende mennesker som dem der skriver åbent og ærligt om deres tanker på nettet.
"Vi er til for dig" er jo også et udpræget eksempel på et slogan der forfattes i de mest velmenende og "reklame"-orienterede øjeblikke. Set udefra ser jeg alt for mange tegn på at psykiatrien dårligt "har tid til" andet end ar være pille-pusher....
Selv agerer jeg ud fra en egentlig ganske enkel præmis, om altid at acceptere andre mennesker som de er, uden at se "usædvanlige" sider (hvad det end måtte være) som fejl der skal rettes. I princippet undrer jeg mig over at den tankegang ikke er mere udbredt, i stedet for at mere og mere fokuseres på en "rigtig" model (som kan være udmærket i sig selv), men hvor afvigelser fra den ses som noget forkert.
Det menneskesyn praktiserer jeg jo så også på denne blog, der er kommet til at fungere som en slags alternativ til at være "rigtig forfatter". Formen egner sig godt til at flere og flere henvender sig til Google, når de tænker over noget, og så er der nogen stykker der lander på hvad jeg nu har nørklet sammen :-) Og så passer læser-reaktioner godt ind i billedet, for de giver mig jo chancen for at tage afsæt i gode tanker derfra!
Og mange tak for de pæne ord!
Send en kommentar