YouTube: Solen er så rød mor af Karina
Solen er så rød, mor
og skoven blir så sort.
Nu er solen død, mor
og dagen gået bort.
Ræven går derude, mor
vi låser vores gang.
Kom, sæt dig ved min pude, mor
og syng en lille sang.
Himlen er så stor, mor
med klare stjerner på.
Hvem monstro der bor, mor
på stjernen i det blå?
Tror du der er drenge, mor
der kigger ned til mig.
Og tror du de har senge, mor
og sover lisom jeg.
Hvorfor blir det nat, mor
og kold og bitter vind?
Hør den lille kat, mor
den mjaver og vil ind.
Mågerne og ternerne
har ingen sted at bo.
Hør, nu synger stjernerne,
de synger mig til ro.
og skoven blir så sort.
Nu er solen død, mor
og dagen gået bort.
Ræven går derude, mor
vi låser vores gang.
Kom, sæt dig ved min pude, mor
og syng en lille sang.
Himlen er så stor, mor
med klare stjerner på.
Hvem monstro der bor, mor
på stjernen i det blå?
Tror du der er drenge, mor
der kigger ned til mig.
Og tror du de har senge, mor
og sover lisom jeg.
Hvorfor blir det nat, mor
og kold og bitter vind?
Hør den lille kat, mor
den mjaver og vil ind.
Mågerne og ternerne
har ingen sted at bo.
Hør, nu synger stjernerne,
de synger mig til ro.
Den syge pige, Edvard Munch, 1907
Lyrikeren Harald Bergstedt skrev i 1915 denne børnesang under titlen "Den lille drengs sovetide". Den fået melodi af blandt andre Carl Nielsen, og er jo mest kendt under titlen "Solen er så rød, Mor".
På en måde er det paradoksalt at den vemodige tekst er blevet en meget udbredt godnatsang. Jeg har set en del meldinger om at den kan virke skræmmende, og måske så tårerne ruller. Er det et godt godnat? Den melankolske stemning rammes ganske godt af den acapella video som jeg fandt på Youtube.
Det er altså ikke tilfældigt at jeg har illustreret sangen med et billede af Edvard Munch, "Den syge pige", der er inspireret af hans søster Sophies sygdom og tidlige død. Jeg synes at teksten lægger op til også at kunne tolkes som et sygt barn, der er ved at gå til ro i døden, og synger en sang til sin sorgfulde mor. Et godt godnat.
Nyere opslag
Opslag
2 comments:
Den sang sang min mor for mig, og jeg har sunget den 1000 gang, mindst, for mine børn - ikke mindst min yngste som idag er 15 og som STADIG elsker den sang.
Jeg har aldrig tænkt den som melankolsk og trist og som det sidste farvel ... sådan kan jeg slet ikke se den.
Jeg hører et barn som ligger trygt i sin seng, med sin mor ved siden af, som hygge-gyser ved mørket og alt det ukendte udenfor - alt det, som mor og hjemmet beskytter imod.
Men sådan tolker man jo forskelligt - alt afhænger af de briller, det bliver set igennem :)
Min børnelærdom har ikke omfattet den smukke sang, som jeg altså først hæftede mig ved meget senere i livet. Og umiddelbart blev jeg også lidt overrasket over at se mange fortælle om at opleve den som uhyggelig, men ved at prøve at se den gennem sådanne briller, kunne jeg godt se hvad de mente.
For mig at se er det netop også tegn på en god tekst, når den kan fortolkes på så forskellige planer. Det giver jo netop også god mening at høre den som udtryk for den hjemlige tryghed og hygge.
Men jeg må da også vedstå at jeg her på bloggen gerne sætter fokus på det med at finde ting som egner sig til modsatrettede tolkninger, som derfor ikke er i modstrid ... :-)
Send en kommentar