Logo sommerfugl

lørdag den 30. april 2011

Telefonrådgivning med vejledning omkring at dø

Telefonrådgivning
Den britiske hjælpeorganisation Compassion in dying planlægger at åbne en telefonrådgivning om tre uger. Formålet er at hjælpe døende og deres pårørende gennem de svære valg i livets sidste fase. Fokus er tænkt til at være emner som den døendes rettigheder, livstestamente, vejledning i at få nedskrevet sine ønsker til behandling (eller ej), og måske at give en nærtstående fuldmagt til træffe disse beslutninger, når og hvis den døende ikke længere er i stand til selv at administrere sin vilje.

Dette lyder som en rigtig god hjælp, et tilbud om at snakke med nogen som ved hvilke muligheder der er. Det er jo en tid hvor svarene ikke er selvfølgelige.

Organsisationen blev i 2007 oprettet af en anden hjælpeorganisation, Dignity in Dying, der laver aktivist-arbejde omkring at udvide og forsvare døende menneskers rettigheder. Herunder at det skal være lovligt at få hjælp til at afkorte dødsprocessen, aktiv dødshjælp.

Denne kobling inspirerede tabloid-avisen Daily Mail til en sensationlistisk artikel, med mange påstande om at det skulle handle om at give patienterne hjælp og vedledning til at dø hurtigere, og masser af luft til at modstandere af aktiv dødshjælp lufter deres forargelse over at give døende mennesker bedre muligheder for at selvbestemmelse i deres sidste tid.
Det vil f.eks. sige uimodsagte påstande om at hjælpetelefonens målsætning skulle være at afkorte de døendes liv. Det er desværre alt for typisk at indædte modstandere af at lade døende mennesker bestemme noget som helst selv, får frit rum til misvisende propaganda. Det ses jo også her i Danmark, bl.a. i Det Etiske Råd.

Compassion in Dying har altså måttet skrive deres svar på deres egen hjemmeside:
De vil netop ikke give information om hvordan et liv kan afsluttes, men vil jo på den anden side snarere være forstående end skælde ud, hvis nogen ringer ind med tanker i den retning.

Sarah Wootton
Under ledelse af Sarah Wootton opstår rådgivningen som reaktion på at de har modtaget tusinder af opringninger og emails med spørgsmål om døendes juridiske rettigheder. Jeg tror at sådan en rådgivning også kunne være gavnlig i Danmark, for der er desværre alt for mange der først tænker tankerne når det er ved at være for sent.

Der er brug for at vi bliver bedre til at forberede os på hvordan vil vil dø, og undgå at den sidste tid præges af at der ikke blev snakket om tingene, i fred og ro, mens tid var. Intensivafdelingen er et dårligt sted til dette.


0 comments:

Logo sommerfugl