Dette hyggelige billede viser en lille pige på tre år, der leger med to af sine bamser. Samtidig snakker hun med sin mor, som hun havde lavet tegninger til.
Hun sidder på sin mors kiste. Efter lang tids sygdom døde moderen, og nu er den lille pige nødt til at tage afsked, på sin måde.
Billedet er taget af fotografen Trille Skjelborg, som i dag åbner en fotoudstilling i Københavns Domkirke (Vor Frue Kirke). Udstillingen hedder Memento Mori - en latinsk frase, der ofte bruges om visuelle påmindelser om at vi skal dø. Husk, du er dødelig.
Den lille pige blev mindet om det på en anden måde, og ser ud til at håndtere det godt, med nærvær og livsglæden i behold. Døden er en naturlig del af livet, og skal ikke dæmoniseres som noget skræmmende eller frygteligt. Et stadie der både rummer smertelige og smukke sider.
Pigen bad selv om at blive løftet op på sin mors kiste, hendes sidste chance for en hyggestund med sin mor.
- Politiken, iByen:
Trille Skjelborg - Fotograf viser rørende billeder at mødet med døden - Jyllands-Posten, kpn.dk:
Husk at du skal dø - Berlinske, Fri:
Coffee-table-bog om den svære afsked - Kristeligt Dagblad:
Det sidste kapitel - en bog om begravelser
Udstillingen må ses i sammenhæng med bogen Det Sidste Kapitel, som den 16. februar 2011 udkom på Kristeligt Dagblads Forlag. Den er opstået i samarbejde med forfatter Dorthe Thersholt og grafiker Karin Bonnesen, og søger netop at gøre op med at behandle begravelser som noget fjernt og upersonligt. Samtidig er det en praktisk bog om mulighederne for en god planlæggelse af begravelsen, måske sin egen.
Døden er jo netop ikke det værste vi har. Den sidste tid op til døden kan snarere risikere at blive en frygtelig oplevelse, især hvis den trækker langt ud over den døendes ønsker og livssyn. Her bliver vi ofte svigtet, fordi der mangler afklaring og forberedelser omkring den vigtige afrunding af livet, som døden udgør.
Memento mori.
Nyere opslag
Opslag
8 comments:
Fantastisk billede - det rammer direkte i mine tårerkanaler - indrømmet de sidder yderligt.
Må følges ganske priviligeret at overvære..
Må jeg låne billedet?
Mine tårekirtler gav også lidt "lyd" fra sig da jeg fandt historien, og bloggede om den og udstillingen.
Jeg er da også overbevist om at det har været en ganske særlig oplevelse for fotografen, og hun bruger det jo også i både bog og den aktuelle udstilling.
Jeg tror at jeg tager en cykeltur til Vor Frue Kirke en af dagene....
Nu har jeg jo selv "lånt" billedet fra en af nyhedshistorierne, så jeg har jo ikke så meget at skulle have sagt. Min tankegang er at jeg er "fri" omkring det med at "låne" billeder, når jeg fortæller hvor de kommer fra.
Det synes jeg godt jeg kan forsvare, når jeg ikke prøver på at lave penge på det, og samtidig gør reklame for kilden. Altså her både bogen og udstillingen. Jeg vælger at se det som "fair use".
Med andre ord føler jeg ingen form for "ejerskab" over den udgave som jeg klippede til for at passe i min blogs format. Hvis du har lyst til at få link til en større udgave (de er ikke direkte synlige), så bare spørg :-)
Der er ingen tvivl om at jeg cykler vejen forbi også - med et par solbriller i lommen.
Netop fordi du ikke linkede var jeg ikke klar over din forbindelse til fotografen, men tak :0)
For tydelighedens skyld - jeg har ikke nogen "forbindelse til fotografen".
Det jeg mente med links er at avisernes online-sider (hvor jeg jo linker til kilde-historierne både Politiken og JP) indeholder billeder i et relativt lille format. Da jeg ønsker at kunne tilpasse til mit layout på bloggen, har jeg fundet ud af hvordan jeg ofte kan få adgang til en større udgave, ved at åbne billederne separat og "pille" lidt i deres URL adresse.
Med mange år i en "nørdet" ende af IT branchen, kan jeg ofte gennemskue hvordan tingene er bygget op - også uden at begynde på noget som kan kaldes for hacking :-D
På en gang et smukt og sørgeligt billede.
Det fremkaldte straks tårene frem i mine øjne, da jeg så det.
Sørgelige billeder virker netop så meget desto stærkere når de samtidig er smukke. Billedet illustrerer sorgen ualmindeligt fremragende, netop gennem ikke at vise den som noget mørkt, grimt eller skræmmende.
Godt at se hvordan den lille pige fik lov til at agere sin sorg ud, i stedet for at skulle "være stille".
Tårer skal der også være plads til i livet, for det gode liv rummer jo også sørgelige sider. Desværre ser for mange gråden som et problem der "skal gøres noget ved"......
Men jo, et billede i særklasse, som jeg skyndte mig at viderebringe her på bloggen.
Tårer skal der helt klart være plads til, jeg synes det er en af de bedste måder at få sorg på, man skal ikke gemme den væk, det gør bare det hele værre. At græde kan være en befrielse man kan have brug for, og så skal man ikke prøve at holde det tilbage.
Og når jeg tænker tilbage på nogen jeg har mistet, så kan der sagtens komme tårer, men samtidigt kommer der også et smil, fordi jeg havde muligheden for at lære personen at kende og har gode minder at huske tilbage på, også selvom jeg sidder med tårer i øjnene.
Jeg kan tydeligt huske, at til en begravelse, efter vi havde været i kirken, sad på en restaurant og spiste, og selvom vi alle selvfølgelig var enormt kede af det, endte det med at vi sad og grinte og smilte fordi vi alle sammen fortalte minder vi har med ham, der nu lige var død. På den måde blev glæden og sorgen blandet.
Tårer og smil. Glæde og sorg. Jeg er helt enig at dette er gode og naturlige kombinationer.
Selv har jeg i forbindelse med stor sorg registreret hvordan jeg samtidig med at lade sorgen få sin plads, kunne føle en form for glæde over at denne proces var god for mig. Og som min kæreste Ingelise sagde til mig kort før hun søgte døden "Husk mig for det gode".
Send en kommentar