Susanne Lund tog en vinternat to store knive i køkkenskuffen, og gik ind til sin mand der sov på nogle sofahynder. De var blevet gift et halvt år forinden. Allan Lasse Andersen blev dødeligt såret efter stik i venstre nyre og højre lunge. Samme nat døde han på hospitalet, i respirator. Den 12. december 1994. Efter overfaldet løb Susanne forvildet rundt i vinternatten, kun iført trusser, T-shirt, knivene, og indsmurt i Allans blod. Naboer turde ikke lukke hende ind.
Selvfølgelig blev Susanne anholdt og sigtet. Et halvt år senere faldt dommen. Seks års fængsel, forholdsvis mildt for et drab. Og prøveløsladelse fra Ringe Statsfængsel efter fire år, som blev de bedste i hendes liv.
Tanken om at dræbe Allan var ikke ny, det var altså ikke nogen spontan beslutning. Umiddelbart set lignede det et koldblodigt og brutalt mord, men historien er selvfølgelig dybere end som så. En slags nødværge. Hun lo af lettelse da hun hørte at han var død, og vidste godt at hun ville komme i fængsel. Det var det værd.
Fra dommen:
Ved strafudmålingen har retten især lagt vægt på tiltaltes forklaring om, at hun efterhånden dagligt blev udsat for vold fra ægtefællens side, og at volden blev udløst efter bagatelagtige episoder, således at tiltalte må anses at have gået i konstant angst for at blive slået af afdøde, der var klart fysisk overlegen. Under hensyn til det anførte, og da retten efter de lægelige udtalelser endvidere må lægge til grund, at tiltalte personlighedsmæssigt må betegnes som bl.a. umoden, kortsynet og impulsiv samt at hun har haft en særdeles utryg opvækst, finder retten, at straffen bør nedsættes efter straffelovens § 85. Ved strafudmålingen har retten endvidere taget hensyn til hendes unge alder. Retten finder ikke tilstrækkelig grundlag for at gøre straffen betinget eller at lade denne helt bortfalde.
Den 18-årige Susanne Lund boede sammen med den 24-årige Allan Lasse Andersen i landsbyen Vaarst syd for Aalborg. Aftenen før mordet havde de gæster. Efter de var gået, fik Susanne nogen på hovedet. Som sædvanligt. De foregående tre år havde Allan systematisk udøvet grov og vedholdende vold mod Susanne. Knytnæven fløj ved allermindste anledning, som manglende kaffe. Eller en jaloux tanke hos Allan, bare Susanne snakkede med andre. Omgangskredsen vidste hvad der foregik, men ingen greb ind, eller bare sagde noget.
Trods den eskalerende vold sagde Susanne ja da Allan friede til hende. Hun var naiv, og troede at han ville falde til ro når han havde papir på hende. Tværtimod blev det værre. Et par uger efter brylluppet voldsomt kvælertag, en blå ring om halsen. Daglig vold. På værtshus hev han hende ud på toilettet, for at tæske hende. Hun hørte også at han tidligere havde sparket en gravid "veninde", så hun aborterede.
Susanne så ikke nogen anden udvej end at dræbe ham. Måske ikke ligefrem nogen god udvej, men ikke uforståelig. Mange mente at hun da bare kunne have forladt ham, meget tidligere. Hun prøvede flere gange. Han græd og tryglede, lovede bod og bedring. Det blev dog til at hun kom afsted, flyttede til Vaarst i en lejlighed på Købmandsgården. En uge efter stod han der, med sine ting. Han havde magt over hende. Hun var ikke i tvivl om at hun ville blive fundet, hvis hun prøvede at flygte igen. Det var ham eller hende der skulle dø.
Susannes barndomshjem var også præget af druk og vold. Mange flytninger, krisecenter, skilsmisse, børnehjem, skoletræthed og faderens selvmord. Hun blev som 13-årig opgivet af forældrene. Ingen tog sig af pigen. Om hun kom i skole. Om hun fandt sammen med en voldelig mand. Susanne lærte at verden var et sted hun måtte klare sig som hun nu kunne, der var ingen hjælp at hente.
Susanne Lund klarede sig på den hårde måde. Og jeg har ikke det mindste ondt af Allan. Ud over sin biologiske familie kan jeg ikke se det som et tab at han døde. Tværtimod. Selvfølgelig kan hans fortid undersøges, for at finde grunde til at han blev som han var. Jeg vil formode at hans forhold heller ikke ligefrem har været gode. Men det ændrer ikke på at han var ansvarlig for hvordan han teede sig. Hans aggressive brutalitet.
Den forholdsvis milde dom vakte kontrovers. Et "koldblodigt" mord uden den normale straf. Som den ville have været ved at kikke på handlingen isoleret set. Som den ville have været hvis der kun skulle kikkes på klare regler.
Døden er for alvorlig en sag til at undlade at kikke på baggrunden, til at gøre det til et spørgsmål om entydige regler. Også når det handler om mord.
- DR - Sager der nager:
Hun slog sin voldelige mand ihjel - DR P4:
Hun fortryder ikke - Avisen.dk:
Susanne myrdede sin mand: Jeg fortryder intet - Ude og Hjemme:
Nyt liv og ny mand
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar