Man sagde hun slog sin mor ihjel

tirsdag den 17. november 2009

Man sagde hun slog sin mor ihjel

Og nu er Louise Laursen selv død.

Den 29. juli 2006, midt om natten, fik politiet i Aalborg et alarmopkald.

Min kone er død. Hun er blevet slået ihjel. Hun har fået halsen skåret over, og det er min datter, der har gjort det.

Dermed anklagede lægen Jan Flachmeyer deres datter for at have dræbt Hanne Lene Flachmeyer. Mord. Hun gjorde gengæld, men politiet valgte at sigte Louise, som i de næste 14 måneder sad varetægtsfængslet i Aalborg Arrest, med et kort afbræk da hun blev mentalundersøgt på en psykiatrisk afdeling. Faderen var kun kortvarigt anholdt, og fik rig lejlighed til at ødelægge eventuelt bevismateriale mens opklaringen kørte.

Sagen holdt ikke ved Venstre Landsret, og den 4. oktober 2007 blev Louise Laursen frifundet. Senere fik hun erstatning. Alt pegede på at det måtte have været enten Louise eller hendes far, der på en afsides landejendom dræbte Lene med syv knivstik - med mindre de da gjorde det i fællesskab. Beviserne mod Louise var åbenbart ikke stærke nok, og Jan Flachmeyer blev ikke sigtet. Den bemærkelsesværdige sag, "Suldrup-mordet", er uopklaret. De gensidige beskyldninger blev hængende i luften.

De blev begge boende ved den lille by Suldrup, midt i Himmerland. Den geografiske afstand var 4 km, men den menneskelige var meget, meget større.

Dennis Drejer - Man sagde hun slog sin mor ihjel - Louise Laursen taler ud om Suldrup-drabet

Der kom en bog ud af det. Man sagde hun slog sin mor ihjel. Formidlet af journalisten Dennis Drejer fortalte Louise Laursen sin side af historien. Intet nyt om mordet, men en rå historie om familiens baggrund. En skolelærer og en læge. Afhængighed og beskyldninger om at hun stjal medicin fra mandens kollega. Sygdom og tabt kontakt med to af deres børn. Alkohol fyldte mere og mere. Der fortælles om vold og tyranni. Smertelige liv i opløsning. Ondt blod i stride strømme. Til sidst et mord, formodentlig med en urtekniv.

Og stærkt kritiseret arbejde fra politiets side. En retssag der mere kom til at handle om sympatier end om beviser. Modstridende og mystiske forklaringer fra parterne.

Louise prøvede at komme videre med sit liv, sammen med sine to børn. Undervejs i sagen blev hun misbruger af alkohol og stoffer. Hun flyttede til Trige ved Århus, hvor hun fik en lejlighed. Blev ansat som lærervikar. Men pludselig afskediget for nogle få dage siden, efter blot få ugers ansættelse. Hun forklarede sine pårørende at årsagen var at nogle elever fandt ud af hvad hendes fortid var. Hun fik endnu et stort spark.

Og nu er den 40-årige Louise Laursen fundet død. En nabo så hende livløs i en stol. Ambulancens personale kunne intet gøre. Ingen tegn på mord, intet mistænkeligt. Umiddelbart nærliggende gæt er selvmord, eller en mere eller mindre tilfældig overdosis. Det må retsmedicinerne prøve om de kan komme nærmere, ved obduktionen.

Jeg forestiller mig at nogen vil se hendes død som udtryk for at hun var morderen, og at dette blev for meget at leve med. Jeg vil ikke prøvet at kloge mig på hvem af de to som egentlig førte kniven dengang, men tror ikke at hendes død peger i den ene eller anden retning.

Livene for de tre involverede blev alt for prægede af nederlag, misbrug og smerter. Hvad der end skete den nat, kan der næppe være tvivl om at sagen kom til at dominere Louises liv, også efter frifindelse og million-erstatning. Hun blev ikke fri.

Nederlagene blev for mange. Hun kunne ikke kæmpe videre. Trist. Trist. Trist. Jeg håber at hendes børn får mere held med at komme videre i deres liv. I det mindste.