En tydelig tendens fra afhandlingen er sammenhængen mellem selvmordsrate og almene kriterier for hvem der har success i livet. Det vil sige lang uddannelse, høj indkomst, godt job og parforhold. I dagligdagen afspejler "det gode liv" sig i færre selvmord. Men i psykiatrien er det omvendt. Her er selvmordsraten blandt de "stærke" størst.
Det indlysende spørgsmål bliver jo hvad mon forklaringen er. Det er begrænset hvor dybt registerforskning kan grave her, så derfor skifter fokus desværre til "hvad eksperterne mener".
Et forsøg på forklaring går på tabuet omkring at være "psykisk syg". At det ses og opleves som noget skamfuldt. Noget der helst ikke tales ret meget om i dagens Danmark. At den ramte ikke lever op til forventningerne. Stoltheden får et stort hak. Stigmatiseringen er ikke kun fra omgivelserne, men måske endnu mere fra den ramte selv. Et nederlag af rang. Uden tro på at det kan lade sig gøre at "vende tilbage", bliver døden en fristende udvej.
Forklaringen omkring prestigetab holder et stykke vej, men jeg mener at et andet aspekt kan være af væsentlig betydning. Vi taler om mennesker som er vant til at stille krav. Vant til at blive mødt med tydelig kompetence når de skal have hjælp med et problem. Vant til at få klar besked, hvad enten den er god eller ej. Vant til handling.
Det skorter jo ikke på beretninger om hvordan de psykiatriske afdelinger ikke ligefrem giver en patient, som stiller krav, anledning til at føle sig i gode hænder. Hvordan der er voldsomt pres på ressourcerne, at der ofte dårligt er tid til anden behandling end piller. Hvordan råbene fra patienter og pårørende bliver mødt med yderligere nedskæringer. Lejlighedsvis stiller en politiker sig op og siger at nu må det altså gøres bedre, men uden at det bliver omsat i handling.
Jeg kan godt forstå hvordan patienter kan få oplevelsen af at det ikke er dér de kan få hjælp. Og når der heller ikke er andre steder at gå hen, er der kun én udvej tilbage. Døden som den permanente løsning på hvad der snarere kunne have været et midlertidigt problem.
- MetroXpress:
Nedturen er hårdest ved de succesfulde - Jyllands-Posten:
Sygdom er hårdest ved de succesfulde - DR:
Højtuddannede begår oftere selvmord
Se også:
Nyere opslag
Opslag
6 comments:
At krav ikke bliver mødt - med ret meget andet end sygeliggørelse, de også - er måske nok en grund. En anden, tror jeg, er, at man som et menneske, der har været vant til at tage ansvar, træffe (vigtige) beslutninger, osv. nok har noget mere svært ved at underordne sig psykiatriens vi alene vide-optræden, afgive stort set alt ansvar, og overlade samtlige beslutninger angående ens eget liv til fremmede, uden selv at have nogen videre indflydelse. Det er vist noget nemmere for mennesker, der er vant til at blive styret af andre.
Specielt utåleligt bliver det jo så, når man ser sig konfronteret med budskaberne om kronisk sygdom, som man allerhøjst kan lære at leve med - resten af livet afhængig af psykiatriens hjælp.
Det havde været interessant, også i denne sammenhæng, at se, hvor meget selvmord og tvangsindlæggelse/-behandling hænger sammen. Kunne forestille mig, at den successrige manager måske har endnu mere svært ved at takle den slags, end f.eks. en teenager uden videregående uddannelse, der ellers stadigt bor hjemme hos mor og far.
Alt i alt er det med at tage ansvar for eget liv jo et grundlæggende menneskeligt behov (jf. Maslow), og uløseligt forbundet med behovet for at blive respekteret. Wikipedia nævner "depression" som en mulig årsag til et lavt selvværd. Jeg tænker, kausaliteten nok snarere forholder sig omvendt. Så kan man til en vis grad kompensere ved at opnå en magtposition i erhverslivet f.eks. Men det er selvfølgeligt bare en form for fortrængning, holder ofte ikke i længden. Havner man så i psykiatrien, mister man jo ikke sjældent sin kompenserende magtposition, og får derudover som oftest en "behandling", der også piller den sidste rest selvrespekt og -værd fra én. I stedet for at bygge ægte selvværd op.
Simpelthen. Der gives for lidt anerkendelse på den enkeltes mulighed for selvhelbredelse.
At der så kan være en konsekvens, en dybere margen, ved netop at være vant til at være problemløser på områder i sit eget liv, hvor man har fået anerkendelse herpå, og så pludselig blive mødt med den opfattelse at 'det ved du jo intet om', kan selvfølgelig godt have sin rigtighed.
Men man kan jo også forestille sig, at hvis man netop er vant til at føre ting ud I livet, ja så har man også lettere ved at få gennemført, arrangeret, at føre sig selv ud AF livet...
At have ansvar for sig selv, er netop noget helt centralt her, Marian. Jeg er helt enig i at der skulle sættes fokus på dette når mennesker med alvorlige psykiske problemer søger hjælp.
Jeg vil dog tvivle på at det at tage fuldt ansvar for sit eget liv, skulle være et kendetegn for de "succesfulde" - når det handler om noget der ikke forstås. De er snarere vant til at "uddelegere" til en "ekspert", hvor de så kan stille krav om god vejledning. At kunne føle sig i kompetente hænder.
Hvis de som patienter følte sig mødt i deres problemer, tror jeg godt at de kunne acceptere at lade psykiatrien tage over en periode. Altså svarende til at brække ryggen, og underkaste sig behandling og genoptræning. Her er det jo normalt tydeligt at de professionelle ved hvad der skal til.
Kontrasten til hvad mange fortæller om deres erfaringer med psykiatrien er jo udpræget.
Sammehængen med tvang ville være meget interessant at få belyst, ja. Jeg håber at der kommer mere frem om Esben Agerboes forskning. Foreløbig har medierne grebet fat i den mest "overskriftsegnede" vinkel, i stedet for at formidle dybere. Som sædvanligt.
Selvhelbredelse bliver netop ofte set som en modstand i forhold til psykiatrien, Anja. Et oprør, mangel på "selverkendelse". Noget der ikke lader sig indarbejde i et "ekspertens" behandlings regime.
God pointe med at handlekraften kan blive til at føre sig selv ud af livet, når der ikke ses andre muligheder for at være problemløser i eget liv.
Men netop forventningen om handling som vej til en forud fastholdt forventning om målet, kan måske blive til et stort problem i sig selv, når det er selve eksistensen der skrider. Når selvbilledet er blevet til en facade ude af kontakt med det indre, det uforståede, det uforløste, det "mørke".
Hm, ikke helt enig. De fleste ved jo godt selv, hvad de har brug for, er selv eksperter i deres problemer, og i hvordan de kunne løses. Men det er netop det, psykiatrien vælger at overhøre, og gøre det til en mangel på selverkendelse - eller til "manglende sygdomsindsigt".
At man selv er ekspert i hvad der skal til udelukker ikke, at man tager en andens hjælp imod. Men hjælpen skal være respekterende. Ikke et "Jeg/vi ved bedst, hvad der er godt for dig", men et "Hvad vil du have, jeg/vi skal gøre for dig?". På den måde frasiger man sig heller ikke ansvar for eget liv. At tage dette ansvar betyder jo ikke, at man bogstaveligt skal klare alt alene, i ensomhed. At be' andre om hjælp, er jo også at tage ansvar. Det nytter bare ikke, hvis man så som følge bliver fuldstændigt jordet og umyndiggjort.
De "succesfuldes" øgede selvmordsrate er den vinkel som jeg prøver at skelne i.
Og dér handler min forestilling om et menneske hvor livet kørte på skinner, de materielle succesmål var i hus, men som ikke prioriterede at tage fat i at forstå sin psyke. Det var der ikke plads til i kalenderen, og behovet erkendtes ikke. Når selvbilledet brød sammen med kaos i psyken, forstod han eller hun intet.
Dette er selvfølgelig et lidt karikeret billede, men jeg tror såmænd at det ofte holder et godt stykke af vejen.
Reaktionen bliver et krav om at "eksperten" kan levere svar og retning. Besvare det brændende "hvad gør jeg".
Her er vi jo helt enige om at det primært bør handle om at finde og fremme patientens egne ressourcer - netop i stedet for at overhøre og umyndiggøre.
Og hvis spørgsmålet "hvad gør jeg" ikke føles besvaret på en måde der peger på en synlig vej fremad, bliver den eksistentielle krise så meget desto dybere.
For nu igen at overforenkle lidt - en som lige fra ungdommen har været vant til at livet var en kamp, er måske snarere påklædt til at være ekspert i egne problemer; sidde med svar på hvad der skal til. Og derved blive frustreret over ikke at blive hørt.
Send en kommentar