Den unge talentfulde maler Harald Slott-Møller vakte i 1888 opmærksomhed med sit kun alt for realistiske billede "Fattigfolk. I dødens venteværelse", eller som det først hed "Fattigfolk. I fattiglægens venteværelse". Et mørkt og dystert socialrealistisk maleri, som passede ind i det moderne gennembrud, hvor de gamle og stive klasseskel vaklede.
Nogle fattige forhutlede mennesker, gamle og unge, venter på deres tur til at gå ind ad den mørke dør. De er resignerede i den yderste fattigdom. Deres eneste udvej fra elendigheden på fattiggården er tomheden, døden, ingen analyse kan finde spor af et eventyr om Paradis her.
Billedet centrale figur er et halvstort barn, en pige tror jeg. Hendes frakke ligner noget som er lavet af gammelt stof fra gardiner. Støvlerne er alt for store. Smulerne fra de velbjergedes bord. Som den eneste kikker hun direkte mod den mørke dør, sin fremtid. Hun vender ryggen ud mod galleriets finere lokaler, hvor tilskueren får et blik ind i en anden verden.
En central detalje for fortolkning er usynlig på fotografiet af det mørknede billede. Harald Slott-Møller malede en mørk skeletmand på den sorte baggrund. Et meget klart symbol. Døden står klar til at modtage den næste. Hvis tur er det? Fattiglægen har den eneste kur mod det triste, udsigtsløse liv. Døden.
Og så kunne tilskueren jo overveje om samfundet kunne indrettes bedre.
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar