Maleren Birgitte Skallgaard har arbejdet med et tema omkring kvindeportrætter, hvor hun har ladet sig inspirere af ofrene i en række drabssager. Det startede med at hun tilfældigt faldt over et lille utydeligt billede af en ung kvinde, der blev myrdet af sin ekskæreste. Hun tænkte at det var for lidt at blive husket på. Pigen burde have haft en større mindetavle, som borgmestre, politikere, og andre. Maleriet skulle vise hende i al hendes pragt, et minde over et menneske der ikke fik lov til at leve sit liv. Og der var mange andre sager med unge kvinder, som var blevet myrdet.
Det er blevet til udstillingen "Kvindedrab - In Memoriam", som nu udstilles på Politimuseet, der bruger billedseriens 12 malerier til at sætte fokus på brutale og hensynsløbe drab på en række kvinder. Et udstillingskatalog (kan hentes i PDF udgave) viser billederne, forklarer hvad kunstneren tænkte, og fortæller om mordene.
Udstillingen har vakt debat, og medierne spekulerer endnu engang i at starte med vinklen "nu skal du se, her er der noget du skal være forarget over". Rigtig mange lader sig "friste", og giver udtryk for en umiddelbar, og nok ikke ret gennemtænkt, harme "det er da også for galt, tænk dog på de stakkels efterladte, og den afdødes værdighed". Jeg kan nu ikke rigtig se noget stort problem.
Det er pæne og værdige portrætter, som virkelig stræber efter at være en god "mindetavle" over de myrdede. Birgitte Skallgaard går ikke dybt i noget privat, hun har brugt offentligt tilgængelige billeder og tekst fra mediernes dækning. Reelt er det endog betydeligt mere sobert end hvad medierne ofte disker op med, når der skal sælges klik og tryksværte. Smag og behag er forskellig, men jeg ser bestemt ikke noget i motiverne som giver grund til at tro at den dræbte ville være anfægtet på sin værdighed.
- Berlingske:
Politimuseum udstiller drabsofre uden tilladelse - Politiken:
Museumsleder: Offer-udstilling er hensynsfuld og sober
Det er indlysende at de hellere havde villet leve, i stedet for at en alt for tidligt afslutningen på livet blev et brutalt mord, og en posthum tur i mediernes mølle. Det er også en selvfølgelighed at sagerne kan være en stor sorg for de efterladte. Jeg forstår udmærket godt at de kan blive kede af det, når sagen kommer op. Men det vil ske engang imellem, når nu historierne er blevet en del af det offentlige rum.
Aviser, TV og ugeblade tager gerne en tur gennem gamle drabssager; deres gerningsmænd og ofre. Måske er de efterladte involveret, men det tror jeg nu at de meget ofte ikke bliver. Det er et livsvilkår for at leve med en stor sorg, at denne vækkes engang imellem. Ja, det kan gøre ondt, men sådan er livet.
Noget som præger debatten er en forventning om at museet skulle have orienteret de efterladte og spurgt om lov. At familien skulle have lov til at bestemme om sagen måtte bruges i sådan en udstilling. Det besluttede museumslederen Frederik Strand helt bevidst ikke at gøre:
»Ikke kun fordi det vil være besværligt at finde frem til dem. Det ville også begrænse ytringsfriheden og muligheden for at lave sådan nogle udstillinger, hvis pårørende kunne forhindre det,«Her må jeg nu sige at det at henvise til "ytringsfriheden" ganske enkelt er noget vrøvl. Dette højt besungne begreb handler om statsmagtens eventuelle indgriben, ikke om at tage hensyn til andre mennesker.
Jeg mener at det netop havde været hensynsfuldt overfor de dræbtes familier i det mindste at prøve at orientere dem, så de kunne være forberedt. Men jeg mener ikke at det skal være et krav, og jeg mener heller ikke at de nærtstående kan have en egentlig rettighed om at sige nej. Det ville også være en belastning at være nødt give et svar på et sådant spørgsmål. Ja eller nej.
Sagen havde måske stillet sig anderledes hvis det havde været en sensationalistisk eller grænseoverskridende udstilling, uden respekt for de dræbte. Dette kan mere kaldes for en hyldest.
Jeg mener ikke at museet har gjort noget forkert, men dog heller ikke så godt som muligt.
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar