Politiken bringer et glimrende interview med den 94-årige læge og forfatter Tage Voss. Med rene ord siger han sin mening om alderdommen, og han ved hvad han taler om. Det ser ikke ud til at han er specielt syg, af sin høje alder at være. Og han afkræfter jubelmyten om at livet for alvor begynder i "den tredie alder":
De kommercielle kræfter har solgt os en illusion om, at livet for alvor begynder, når man går på pension og bevæger sig ind i den tredje alder. Men den lykkelige alderdom eksisterer ikke. Det er løgn. Det er selvbedrag.Selvføgelig er det forskelligt hvilke forløb enkelte mennesker har, men det store fællestræk er det går tilbage for udfoldelsesmulighederne og helbredet. År for år. Måned for måned. Tanker om at realisere sig selv drukner i dårligdomme og bleer.
Alderdom er et helvede, og det er ikke kun noget, jeg siger, fordi jeg snart bliver 95 år. Sådan var det også, da jeg var i 60’erne, 70’erne og 80’erne. Det er én lang nedadgående kurve. Det er nærmest, som om alle benægter, den vil komme. Der er intet godt ved at blive gammel. Alle omkring én dør, ensomheden tager over, og helbredet styrtdykker. Jeg kan ikke længere smage, jeg kan ikke holde balancen, og jeg kan ikke pisse. Det er jo ikke til at holde ud.
Disse tanker passer sammen med bogen "At visne - lige glad", en bog om aldring og alderdom, fra foråret 2009. Tage Voss er forresten også aktuel med bogen "Midnats Pejling", med undertitlen "Har mennesket et fremtid?".
- Politiken: Midnats Pejling - Hele verden får 94-årigs raseri at føle i lynende smædeskrift
- Politiken: Alderdom er et helvede
Dem, der glorificerer alderdommen, er dem, der ikke har oplevet den. Der er en stor angst forbundet med at blive gammel, fordi man ikke aner, hvad det vil ende med for én selv. Og så forsøger man at takle usikkerheden med et selvbedrag om, at der venter en lykkelig tid, men det gør der ikke. Fysikken bliver dårligere og dårligere, ens gode kammerater falder fra, og man bliver mere og mere ubrugelig.Manden har jo ret.
Jeg er overbevist om, at jeg ikke har mere end et par måneder tilbage. Der er mange, der ikke tror på mig og siger, at ’ork, du bliver da over 100 år’, men hvad skulle jeg det for? Der er jo ikke noget perspektiv i bare at blive ved og ved og ved. Kvitteringen for at leve er, at vi skal dø – sådan har det været, siden vi kom ned fra træerne. Jeg forstår ikke, hvorfor der er så mange, der ikke kan se det i øjnene. Folk er så bange for at dø.Manden har virkelig ret. Angsten for døden blokerer for at både gamle og yngre kan forholde sig afslappet til at sådan er konceptet for menneskelivet nu engang. Det hjælper ikke at vi fortæller hinanden lyserøde eventyr om det herlige frie liv i alderdommen.
[...]
Jeg kan ikke forstå, at vi ikke kan se døden i øjnene. Og det bliver ikke bedre af, at vi som samfund ikke kan erkende, at vi en dag bliver gamle. Det er derfor, der er en masse mennesker, som i sidste øjeblik omvender sig og bliver religiøse og finder på alle mulige krumspring med Vorherre og det evige liv, og jeg ved ikke hvad. Så forestiller de sig, at Vorherre tager dem under armen og giver dem en ny identitet og et nyt liv. Det er latterligt og helt utrolig barnligt. Ren og skær angst for at se realiteterne i øjnene.
En logisk konsekvens af at anerkende at det ofte er noget lort at blive gammel, ville være at tænke over hvad vi kan og vil gøre ved det. Det er ikke et spørgsmål om mere og bedre pleje. Livet bliver sgu ikke godt af pleje. Vi har simpelthen ingen muligheder for at gøre noget reelt ved det.
Eller rettere, vi har én eneste mulighed. Den er ikke helt "politisk korrekt", og derfor ses det som en tragedie når nogen benytter sig af den. Døden. Det er ikke for sjov at selvmordsraten stiger kraftigt i alderdommen. Ganske mange gamle mennesker tager livet af sig selv, før det bliver alt for slemt, eller prøver i det mindste. Og det ville være inhumant blot at hindre dem i dette. Nogle undgår emnet ved at synge en sang om at de da skal have hjælp. Hvilken hjælp?
Hvem har overskud til at tage sig af en masse gamle og skrantende mennesker. Det offentlige har ikke, så skulle skatten sættes godt op sammen med en masse ekstra personale. Det er der ikke råd til, og jeg vil mene at det alligevel ikke er muligt at sikre "den gode alderdom".
I virkelighedens verden fungerer hospitalernes medicinske afdelinger som en slags plejehjem, hvor der godt nok bruges mange ressourcer. Gamle syge mennesker får dødsprocessen trukket i seje og lange drag, fordi politikere (og andre) ikke kan holde ud til tanken om at døden er den venlige hjælper.
Hvis aktiv dødshjælp var tilladt, ville det bedre situationen. Det ville legalisere spørgsmålet "hvem har glæde af at jeg holder fast i livet?". Selvfølgelig vil spørgsmålet i mange tilfælde være nemt at besvare. Og hvis det kniber, bliver spørgsmålet om der er nogen som har muligheder for at overbevise om at livet er noget ønskværdigt. Det ville selvfølgelig være "ubekvemt" for plejesektoren hvis "kunderne" hellere vil dø, end at deltage i skuespillet om at det må være godt nok, når de gør hvad der nu er mulighed for at gøre.
Er der andre der har glæde af dette cirkus, end dem som fastholder deres rituelle angst for døden?
Se også:
Nyere opslag
Opslag
18 comments:
Det er virkelig en skam at alle som er så sure og gamle og kloge (og har gennemskuet sandheden om livets manglende værdi i alderdommen) - at de ikke er født i Zimbabwe, hvor gennemsnitslevealderen er 34 for kvinder og 37 for mænd - så de kan slippe for de sidste 40 års forfald og lidelse. Fysikken er i toppen i 20-30 års alderen hvorefter de kropslige processer begynder, så vi i princippet svækkes allerede herefter. Så det ville være passende at sige farvel og tak der i slut 30´erne. Der findes i virkeligheden ikke så mange ud af en samlet befolkning som er fysisk set på toppen og det er jo noget pis, hvis det virkrelig er det eneste som betyder noget alvorligt for om man kan holde af livet.
Bare rolig; døden skal nok komme... og der er da adskillige gode metoder til at hjælpe den på vej mht. f.eks. livsstil, men surhed er garanteret ikke en god metode til at forkorte livet. Galde er et fantastisk brændstof. Bevis? Ellers ville vores plejehjem jo være fyldt med lutter glade mennesker, hvis det kun var glæde som holdt en længe i live. Så hvis man er angst for at blive gammel - så nytter det ikke noget at blive alt for sur.
Surhed gør ganske rigtigt sagen værre. Men jeg opfatter nu ikke Tage Voss som en sur gammel mand, en simpel Jeronimus, men snarere en provokatør med skarpe hjørner.
Og der er vel ingen som kræver at fysiske skal være helt på toppen for at holde af livet. Selv er jeg da gammel nok til at kunne mærke forskel, men de første mange år falder kurven dog ikke så hurtigt.
Selv om satsen på usund livsstil kan forkorte livet, sker det sådan set primært ved at sætte tidligere gang i kurvens fald. Så det kan ikke siges at hjælpe på problemstillingen :-)
Tage Voss ser jo ikke ligefrem ud til at have ambitioner om at blive kaldt for jubelolding, men jeg ser nu mere hans "smædeskrift" som et angreb på den kollektive tendens til at glorificere alderdommen som en dejlig ferie. Jeg tror da at han ville byde det velkomment med modspil på et velfunderet grundlag. Som jeg ser det er hans hovedpointe behovet for at anerkende døden som en naturligt ting, og ikke et emne som skal undertrykkes.
Og klicheen omkring "sure gamle mennesker" udspringer vel ikke af ældre som gerne vil være sure, men mere som en reaktion på hvordan det nu lige går med det der liv. Så sjovt er det vel heller ikke hvis livets omdrejningspunkt bliver at holde hånd i hanke med hvad der passerer gennem kroppens åbninger.
Tage Voss er der stadig bid i, ja, og han lykkedes igen med at prikke til sine medmennesker. Og lur mig om han ikke hygger sig ganske gevaldigt med det :-)
Som Simone de Beauvoir sagde i konklusionen til bogen Alderdommen:
Alderdommen er ikke nogen nødvendig afslutning på den menneskelige tilværelse. Den repræsenterer ikke engang, sådan som kroppen, det Sartre har kaldt "vores tilfældigheds nødvendighed". Et stort antal dyr dør - som for eksempel døgnfluer - efter at have forplantet sig, uden at gå igennem et forfaldsstadium. Det er imidlertid en erfaringsmæssig og faglig sandhed, at efter et vist antal år begynder den menneskelige organisme at gå i forfald. Den proces er uafvendelig. Efter en vis tid medfører den en vis indskrænkning af menneskets aktiviteter; og meget ofte en nedsættelse af dets åndsevner og en ændring af dets indstilling til verden.
Den høje alder værdsættes undertiden af politiske eller sociale grunde. Nogle mennesker - for eksempel kvinder i det gamle Kina - har i alderdommen kunnet finde tilflugt mod voksenalderens hårde vilkår. Andre kan finde behag i den ud fra en slags vital pessimisme: hvis livsviljen fremtræder som en kilde til ulykke, er det logisk, at man foretrækker en halvdød tilstand. Men det store flertal modtager alderdommen med sorg eller oprør. Den vækker mere modvilje end selve døden.
Og faktisk er det snarere alderdommen end døden, man skal stille i modsætning til livet. Den er en parodi på livet. Døden gør livet til skæbne; i en vist forstand frelser den livet ved at give det en absolut dimension. Døden ophæver tiden.
Det er da meget "smart" af naturen at indrette os således at vi gradvis gøres klar til døden.... jeg mener Tage Voss er så klar så klar nu. Og i hans alder kan døden jo komme hver dag. Det var han nok ikke lige så indstillet på som 50 årig.... og på den måde er det jo som jeg ser det, en god orden, at man fysik og mentalt med forfald og tab og sorg gradvist lempes ud af tilværelsen og bliver "mæt af dage", fordi man har prøvet det meste og bliver mere og mere træt og svag.
Når døgnfluen hopper ud af sit æg og læser sin manual, ja så er det jo "lev stærkt - dø ung"... og ja, det er en helt anden orden, men de færreste ville nok vælge den - hvis man altså selv kunne vælge sådan fra staren af, hvad der skulle gælde for en som naturen orden. En dag eller 80 år? Men man kan jo altid vælge for sig selv.
Jeg synes i øvrigt mere vi lever i en kultur der hylder ungdommen og afskyr alderdommen end en kultur der forherliger alderdommen. Men jeg ved godt hvad han hentyder til alligevel, tror jeg.
Der er en bølge blandt unge gamle, som "nægter at blive gamle" og det er vel mest postivt, selv om det jo ikke gør nogen uddødelige eller kan forhindre at alderen sætter sine spor på et eller andet tidspunkt.
... for at gøre en moden til døden.... i min tolkning.
Og ja, der er mange citater om emnet;
"Det er ikke et spørgsmål om, hvor gammel man er, men hvordan man er gammel" Groucho Marx
Forfaldet er sådan set den afgørende fase, som Tage Voss fremhæver som noget der ikke er noget godt liv. Og det er faktisk i klar modstrid med hvordan "naturen har indrettet os". I gamle dage førte det kroplige forfald typisk til en død i løbet af en overskuelig tidsperiode. Ingen modstandskraft mod ting som lungebetændelse. Ingen langtrukken periode med mange års forfald, naturens orden lyder nemlig ikke på at vi "gradvis lempes ud af tilværelsen". Det er et vilkår som mennesket selv har indført. Penicillin var da en fremragende opdagelse, men ikke uden omkostninger.
Ja, Tage Voss er "klar til at dø", og det har han sikkert været i nogen tid. Uden en del ture på hospitalet tror jeg at han allerede havde været væk. Han har altså selv valgt at sige ja til behandling, så jeg har såmænd ikke ondt af ham. Og du har da nok helt ret i at han ikke som 50-årig var helt så imødekommende overfor tanken om en snarlig død.
Det er rigtigt med de "unge gamle", som kæmper imod tanken om at blive "rigtig gamle", med alt det mindre sjove som det fremskredne forfald indebærer. De har så heller ikke nået til den fase som jeg vil kalde for "alderdom", men kommer på en måde til at definere den alligevel. Og selvfølgelig er det da rart med mennesker som stadig kan have et godt liv, også når pensionsalderen er nået. Forfaldet er så der hvor det klemmer, og hvor de flestes stemme ikke længere når så langt ud som når Tage Voss' gjalder.
Ja, det lyder jo rigtig smukt at blive "moden til døden". Metaforen skifter dog klang når modenheden bliver til overmodenhed og råddenskab, indtil døden ikke længere kan udskydes.
Woody Allen, som er en stor beundrer af Groucho Marx, har sagt "Jeg er ikke bange for at dø - jeg vil bare ikke være der, når det sker". Og at han gerne vil leve, til han bliver 100 år. Hvis han altså kan gøre det med stil.
Det vil jeg da også. Men ellers vil jeg hellere dø med stil.
Havde en onkel der faldt død om i en bybus i en fremskreden alder. Han havde dårligt hjerte, og har nok (tænker jeg) gået med en naturlig frygt for hvordan det skulle ende. Men i min erindring er det da en "nem død". Sådan vil vi allesammen gerne dø tror jeg.
Omvendt går de fleste nok rundt med et rædselsscenarie dybt i baghovedet om hvordan det bare helst ikke skal foregå.
Jeg har en del erfaring med psykisk sygdom. Og er først her som 41 årig ved at være ordentlig tilstæde i mit eget liv. Sådan oplever jeg det nemlig idag: Jeg havde nogle ubalancer i mit hoved der bare gjorde at jeg var temlig meget i tvivl om hvorvidt jeg "turde" livet.
Det skal ikke forståes sådan at jeg mener at være nogen livskunstner idag. (Langtfra)
Men når jeg tænker over det, frygter jeg nok alderdommen mindre end andre. Føler lidt at jeg har været der. Det er vel bla. det at de basale kropslige funktioner begynder at svigte, at vi frygter ved alderdommen. Man behøver sgu ikke bevæge sig langt af den tankerække, før det bliver både ulækkert, ildelugtende, klaustrofobisk,- og gys! direkte vanvidsagtigt.
Udtrykket "Den lille Død" ville passe meget bedre på den situation mange psykisk syge befinder sig i. Og den situation er omtrendt så langt fra et erotisk univers som man kan komme.
Min pointe er,- vistnok- at om man mister forstanden, og/eller de basale kropsfunktioner,- vil de fleste nok finde ret angstprovokerende. Men sådan er det jo med alt man ikke har prøvet, eller de døre man ikke har åbnet.
En dør kan så blæse op af sig selv,- som de har for vane i gyserfilm.
Og ved ikke om det er en skør sammenhæng, men synes det forholder sig sådan med gyserfilm og livet som sådan: Man skal sgu følge med for at det bliver uhyggeligt. Og efterhånden som man bliver gammel, har man bare ikke sanseapperatet til at det kan blive rigtigt uhyggeligt.
I mit p.t værste mareridt, var der netop en dør der blæste op. Husker bare at det var nasty madness bag den dør.
Sparkede den i og slugte nøglen:-)
Regner med at give livet lidt mere gas i fremtiden. Og når jeg bliver gammel forventer jeg at værdigheden er noget omgivelserne tar sig af.
Hvis det viser sig at være et helvede, trøster jeg mig med at intet varer evigt.
Så er den ged barberet:-)
Ps. Skal begraves, og ædes af orme,- men jeg er altså også typen der i livet nyder både skimmelost og Gamle Ole:-)
Mvh peter
Psykisk sygdom er en god sammenligning her, for det er jo netop også noget som kan reducere udfoldelsesmulighederne, i forhold til hvad der regnes for det minimale for et godt liv. Det kan jo, som ved alderdommen og forfald, blive en nødvendighed at agere indenfor de muligheder som der nu engang er, i stedet for at være vranten over sine livsvilkår.
Reelt tror jeg også at mennesker, som med gru ser frem mod hvordan det kan være at blive gammel (eller psykisk syg, ja), ret ofte ændrer syn på sagerne når det er alvor. Kan finde kilder til livsglæde i det noget mere snævre perspektiv, inde bag de ellers så skræmmende døre. Det kan ikke tilrådes nogen at sætte sin grænse på forhånd; så er det bedre at tage tingene mere som de kommer. Grænsen har det med at flytte sig.
Når jeg lidt provokerende vælger at argumentere for at aktiv dødshjælp bør være tilladt her, er det ikke ud fra en tanke om at det er noget som masser af mennesker vil benytte sig af. Det at have muligheden kunne give en tryghed, i forhold til angsten for at det bliver rent ad Hekkenfeldt til. Det behøver ikke at haste med at dø, så hellere se tiden an lidt endnu. Lige en måned eller dag mere ad gangen. Og så bliver det oftest til at dø uden at indløse sin fribillet.
Som når din onkels hjerte pludseligt stoppede. Det synes jeg da også må være en af de bedre måder at dø på, når nu det skal være.
Men der vil da også være nogen som føler at det er bedre at gøre livet lidt kortere. Og det kan jeg ikke se noget problem i. Hellere det end de mange ældre-selvmord og -forsøg.
Hvis Tage Voss, sådan for alvor, synes at hans liv var den rene elendighed, tror jeg såmænd at han kunne finde ud af at organisere sin egen exit, sikkert med et spektakulært smæk med døren :-D
Det er jo glædeligt når det kan gå den anden vej, som når du kan give den mere gas efterhånden, og opleve at det går bedre. Din historie giver jo så også en god baggrund for at være opmærksom på de lyse sider af livet, både nu og engang som gammel.
Og god appetit til ormene :-)
Tage Voss er desværre bare en sur, gammel stodder. Han har været sur hele sit liv. Han har brokket sig over alt, stort set. Som gammel erklæret stalinist har han været forbitret over at der intet steds på Jorden er blevet indført et stalinistisk utopia. I 70-erne og 80-erne hadede han alle, der sejlede i glasfiberbåde og skrev utallige meget modbydelige artikler i forskellige bådmagasiner. Han har i årtier hårdnakket hævdet at det er en stor iscenesat løgn, at rygning er skadeligt (manden er læge!). Osv-osv. Så selvfølgelig får han en elendig alderdom, når nu der ikke er noget godt i denne verden. Heldigvis klarer 70-80% af alle ældre sig på fortrinlig vis, og rapporterer i forskellige videnskabelige undersøgelser, at deres livssyn bliver bedre og bedre med årene. Glem Tage Voss! Sure gamle mænd er ikke værd at samle på:-)
Tage Voss kan godt lide at provokere, tror jeg snarere. Men ikke uden grundlag.
Det er vel legalt at have noget filosofisk mod glasfiberbåde, også selv om de nu har mange praktiske egenskaber. Hvad rygning angår, tror jeg nu også at han reagerer imod det hysteri, der er blomstret op omkring at se blot en lille smule som noget stærkt giftigt.
En ting som jeg bemærkede ved kommentarerne under interviewet, var reaktioner fra folk i "den relevante aldersgruppe", som virkelig satte pris på at nogen sagde tingene som de var, i stedet at det kun skal være de stærkeste og bedst fungerende ældre, der får lov til at bilde mennesker ind at deres historie er typisk.
Der er mange sandheder, men løse påstande om "70-80% af alle ældre" er simpelt hen noget forvrøvlet tågesnak uden at segmentere i forskellige grupper.
Husk også at ældre er den gruppe i samfundet som har den højeste rate af forsøgte og gennemførte selvmord. Det må der være grunde til.
Tage Voss er en mærkelig mand. Han er uddannet læge, har arbejdet med svage sjæle (alkoholikere, stofmisbrugere og andre) og ved derfor, hvilke skadevirkninger et overforbrug af stoffer kan have. Alligevel har han altid aktivt forsvaret rygning og været næstformand i foreningen Hen-Ry – Foreningen af hensynsfulde rygere, der modtog støtte fra tobaksindustrien. Man burde gøre, ligesom Radikale Venstre og Sverige foreslår: Forbyde tobak fuldkommen, dvs. at al rygning, uanset hvor det foregår, vil blive kriminaliseret.
Tage Voss og rygning er nu ikke så selvmodsigende endda. Selvfølgelig nyder han at være polemisk, og sætte tingene på spidsen - men det kan nu også kaldes for en god pointe at rygere skal være hensynsfulde, og ikke genere andre.
Der er jo ingen tvivl om at en storryger udsætter sig for en alvorlig helbredsmæssig belastning, med stor risiko for at det sætter sit præg om omstændighederne for livets sidste faser. Men jeg er ikke overbevist om at kriminalisering er en god løsning her.
Der er jo heller ingen tvivl om at storforbrug af alkohol er mindst ligeså skadeligt som rygning. Men der er ikke ret mange som ser et totalforbud og kriminalisering som en relevant mulighed.
Tilsvarende kan der med rimelighed argumenters for at rygning "kun" er en form for røg blandt mange. Bytrafik og skibe giver også masser af ganske helbredsskadelig røg. Brændeovne, grill og stearinlys er også store kilder til røgforurening. Jeg har ikke set nogen argumenter for at tobaksrøg er mere skadelig en fx røgelse, som en del nyder at præge den hjemlige atmosfære med.
Jeg ryger ikke, har aldrig prøvet det, og det er heller ikke noget jeg kunne finde på. Jeg undgår også helst at udsætte mig for større mængder tobaksrøg, så kan den såkaldte "passive rygning" jo også begynde at blive en belastning for helbredet.
Men jeg ser ingen grund til at være hysterisk fanatiker, der lider under den overtro at en lille smule lugt af tobaksrøg er højgiftigt, og et problem af betydning. Der er sgu mange andre dagligdags ting som er mange, mange gange værre.
Jeg er heller ikke deltager i "religiøse bevægelser", som ukritisk tilbeder dogmer omkring sundhed, helt uden at forholde sig til risikovurdering. Og jeg går altså ikke ind for at de moralske forestillinger som florerer her egner sig til at blive til lovgivning.
Jeg sætter pris på udviklingen med at rygning skal være en "privatsag", som ikke uden videre skal påtvinges omgivelser. Men fx har jeg en ven som ryger nogle få cigaretter om dagen. Da hun spurgte om at ryge hjemme ved mig, var det da ikke noget som jeg så nogen grund til at afvise. Jeg kan nemlig godt finde ud af at lave en risikovurdering.
Er du enig med Tage Voss i dette også så?
http://ekstrabladet.dk/flash/dkkendte/article1652281.ece
Har du det også sådan, at du er ligeglad med, hvor gammel du er, når du dør - bare du har haft det godt og et godt helbred?
Er der nogen grund til at blive ældre end 13-14 år?
Er du enig i, at mange politikere i dag tænker for meget på, at vi skal leve så længe som muligt i stedet for at tale om, hvordan vi kan leve sundere og blive raskere?
Burde man ikke gøre grøntsager og frugter, især de økologiske produkter, billigere, så folk køber noget mere af det, og hæve prisen på det usunde, fx slik, tobak og alkohol?
Om Tage Voss nyder sin cigar eller ej, vil jeg ganske lade være op til ham. Jeg tror godt at han kan finde ud af at lave sin egen risikovurdering, og sin egen prioritering. Fx kender jeg heller ikke til hans forbrug, men min oplevelse er at cigar-rygere ikke har noget specielt højt forbrug, sammenlignet med de hurtige cigaretter.
Stegt flæsk er heller ikke usundt, men det ville være for ensidig kost at gøre det til hovedbestanddelen af sin kost. Det tror jeg ikke at Tage Voss gør, og så skal manden da virkelig have lov til at nyde det som han godt kan lide.
Jeg vil sgu ikke moralisere på andres vegne, og på det punkt tror jeg at han er meget enig med mig.
Antallet af år siden min fødsel er ganske rigtigt ikke afgørende. Livets kvalitet afgøres ikke af den tidsmæssige udstrækning. Men jeg synes at det ville være trist at afslutte livet med teenage årenes indtræden. Det er på en måde først der livet sådan rigtig begynder, efter at vi har brugt mange år på at lære at agere i et samfund.
Jep, politikere (og andre) har nogle store misforståelser omkring sundhed og statistikker, og bruger gennemsnitlig levealder som målestok for succes eller fiasko. Og deres måder at forsøge at regulere på er udprægede fiaskoer.
Jeg har da sympati for billige og sunde madvarer. Sådanne har vi allerede. Noget af det allersundeste vi har har er grove grønsager som kartofler og selleri, samt en basiskost med rugbrød og frugt. Det er virkelig ikke dyre varer.
Det er nemlig helt misforstået at tro at det er dyrt at leve sundt. Tværtimod er det allerede direkte dyrere at leve usundt. Selvfølgelig findes der ting som helse-freaks går højt op i, og som er dyre, men i virkeligheden handler det om den solide basiskost.
Det er direkte latterligt når nogen går og handler som om at de bare skal spise en masse usundt crap, og så lige bruge en eller anden form for udokumenteret "superfood" som en slags medicin der skal rette op på de usunde vaner.
Sidst jeg købte kartofler i Kvickly fik jeg 4 kg for 20 kr. Sundt og billigt. Pænt med vitaminer, proteiner og fibre. Lidt mange kulhydrater, men langt bedre end at få disse fra pasta, ris eller hvedebrød. Selvfølgelig skal en god kost også indeholde andet, men en solid basiskost gavner både helbred og pengepung.
Det er virkelig ikke på grund af priserne at mange vælger at leve usundt. Det handler om at få gode vaner omkring mad, og dette vigtige fag bliver desværre nedprioriteret når børn skal lære hvordan det der besværlige liv fungerer.
Mener du ikke at dø af et hjertestop er smertefuldt, medmindre man sover, når hjertet stopper?
Hjertestop er blot det at hjertet stopper. Det skal næppe i sig selv selv ses som smertefuldt, men mange årsager til at hjertet stopper kan være forbundne med en del smerter. Fx kan brystsmerter være et symptom på hjerteanfald.
Søvn gør ingen væsentlig forskel her; hvis det begynder at gøre alvorligt ondt, ophører søvnen.
Send en kommentar