Døden skræmmer mig ikke. Hvorfor skulle den dog det? Døden er en helt naturlig del af livet, noget af det eneste som vi kan være helt sikre på. Udsigten til et evigt liv kunne snarere være skræmmende, men det er så en helt anden filosofisk tangent.
Jeg betragter døden som ophør af eksistens for mit sind, og når "jeg" engang ikke er mere, er der ikke længere noget som kan være mere eller mindre godt. Ingen belønning i himmelen, straf i helvede, eller at min "sjæl" går videre under en eller anden form. Mit liv har gjort en større eller mindre forskel for verden, forhåbentlig mere positivt end negativt. Hvis jeg døde i morgen, ville bloggen her også fortsætte med at eksistere nogen tid endnu, og dermed en mulighed for at mine tanker kunne være inspirerende for andre.
Når jeg ikke frygter det at være død, er det ikke udtryk for at det haster med at forlade livet. Jeg forventer at livet er noget ønskværdigt for mig i omkring 30 år endnu, gerne længere. Men hvis jeg døde i morgen, så var det jo sådan set bare det. Det ville blot være at "rydde op" efter mig. Jeg betragter da mit liv som noget der er værd at passe på, og undgår graverende risikofaktorer. På den anden side vil jeg ikke indrette mit liv efter at det skal være en "moralsk pligt" at gøre hvad som helst for at livet kan trækkes så langt ud som overhovedet muligt.
Hvad jeg kan frygte lidt er måden at dø på. Der er da heldigvis mange som får muligheden for at give slip på livet på en måde som er til at bære. Kroppens fysiologiske sammenbrud er måske ikke ligefrem nogen rar oplevelse, men der er jo så vilkårene. Lægerne kan for det meste lindre dødsprocessens symptomer, om ikke andet ved at "slukke lyset" med en kraftig bedøvelse. Risikoen for at ligge bevidstløs i mange dage eller uger, mens personalet reelt bare venter på at døden indtræffer, synes jeg dog er en ret frastødende tanke. Hellere få lyset slukket helt, i stedet for at der er en osende glød tilbage, ligge som en vissen "grønsag".
En tanke som til gengæld kan skræmme mig er hvis der går meget lang tid fra jeg ophører med at kunne opleve livet som noget ønskværdigt, til min krop får lov til at give slip. Min hjerne og mit sind kan fx blive smadret af demens eller et alvorligt slagtilfælde. Mine indre organer kunne blive skadet så alvorligt af sygdom at lægerne ikke kan gøre mere end at fastholde en lille rest af biologisk eksistens - som de insisterer på at kalde for "et liv", hvis der også er en eller anden rest af hjerneaktivitet tilbage.
Når jeg ser det som vigtigt at livet skal være "noget ønskværdigt" er det i to betydninger. For det første det umiddelbart indlysende, med at jeg ikke vil tvinges til at "leve" hvis jeg føler at det er et helvede, og uden realistiske muligheder for at det kan komme til at gå bedre. Den dybere betydning er at der stadig skal være et sind tilbage som kan rumme ønsket om at blive ved med at leve. Eller ønsket om netop at få lov til at slippe. Det er ikke nok at ligge som "et varmt lig".
De mange selvmord (og forsøg derpå) blandt ældre vidner om at jeg ikke er ene om denne filosofi. Desværre er der mange som af omgivelsernes frygtsomme afstandtagen fra at godtage døden bliver presset til at gøre det selv, i god tid før de ikke længere selv kan sørge for det praktiske. Altså før deres grænse for alvor var nået. Der kan være meget langt fra plejesystemets "vi kan jo ikke gøre mere", til at livet derfor er noget ønskværdigt, noget hvor det er noget næstekærligt at forhindre de enkelte i at få lov til at give slip.
God pleje kan netop også omfatte at hjælpe med at sige livet farvel i god ro og orden. Døden er ikke noget grimt eller frastødende. Aktiv dødshjælp kan virkelig være den bedste hjælp.
Se også:
Nyere opslag
Opslag
8 comments:
En fjern bekendt af mig døde i sidste uge. Han boede i et bligkompleks og døde hjemme.
Dagen efter kom bedemandsfirmaet. Da opgangen er smal bar de afdøde ud (tildækket)og lagde afdøde i kisten udenfor ejendommen inden kisten kom i ligvognen.
Der blev end ikke anvendt en båre.
Jeg er lidt harm.
Hvad mener du ?
Hellere dø hjemme, i stedet for hvad der kunne være blevet en meget værre sidste tid... Men det var nok ikke helt det du spurgte om.
Lidt usentimentalt set mener jeg at ritualer omkring liget er af hensyn til pårørende, og andre som havde et forhold til den nyligt afdøde. Og endnu mere hvis der vides noget omkring hvad den døde selv ville ønske sig.
Virkeligheden er jo så ofte at det skal klares indenfor rammerne af den kommunale begravelseshjælp. Altså spartansk. Det kunne også være at den afdøde selv ikke ville ønske sig at der skulle gøres mere end "det nødvendigste".
"Der blev end ikke anvendt en båre" skriver du. Havde det været praktisk? Hvis han skulle på hospitalet i en ambulance, havde det måske været bedre ikke at bikse med en båre? I en smal opgang kan det være en meget besværlig og langsommelig procedure. Synes du liget skulle have haft en mellemlanding i et lighus, før han blev lagt i kiste?
Det er svært for mig at mene meget om "hvad de da i det mindste kunne have gjort", uden at kende rammerne - altså også om der var andre til at tage sig af liget end bedemandensfirmaet?
Hvis jeg selv skulle finde på at have forventninger omkring hvordan liget af mig skal behandles engang, ville jeg sørge for forberedelser og skrive det i en slags testamente. Det ville også være en stor lettelse for hvad jeg måtte have af pårørende m.v.
Tak for din tid og dit (som altid) kloge og gennemtænkte svar.
Jeg er helt enig i, at det er bedre at dø hjemme end de fleste alternativer.
Du har jo ret i det hele. Også m.h.t. den kommunale begravelseshjælp.
På en eller anden måde synes jeg, at bedemandsfirmaet godt kunne have bragt afdøde på en båre ud i ligvognen og så have kørt til bedehuset og "gjort afdøde i stand" til kisteilæggelsen.
Vedkommende havde, som du er inde på, ikke skrevet noget ned :-(
Selv har jeg skrevetned hvad der skal ske. Ikke for at gøre reklame, men det bliver onlinefirmaet bedrebegravelse.dk
Endnu engang mange tak for din tid og dit svar :-)
Kisteilæggelsen foregår, så vidt jeg har forstået, normalt nær det sted hvor dødsfaldet blev endeligt konstateret. Det er jo ofte på sygehuse eller plejehjem, som har deres rutiner "på skinner".
Jeg mener altså ikke at der er tradition for at køre liget et andet sted hen, før det lægges i kiste. Når du skriver om "bedehuset", går jeg ud fra at du tænker på kapellet. Min forståelse er at det er et sted hvor kisten bliver kørt hen, før selve begravelsen eller kremeringen. Altså ikke et sted hvor afdøde gøres i stand til kisteilæggelsen.
Hvis der havde været nem adgang til hjemmet, vil jeg forestille mig at bedemændene snarere havde valgt at bære kisten ind i lejligheden, og lade kisteilæggelsen foregå der. Altså lidt bruge kisten som båre. Men i en smal opgang kan det være meget upraktisk at bære en fyldt kiste ud, og måske kræve ekstra personale, som nogen skal betale. Det kunne jo også tænkes at bedemændende havde ordnet liget før det blev båret ned.
Hvis der havde været nogle pårørende til stede, ville dette endnu mere lægge op til at gøre liget i stand indenfor hjemmets rammer. Det forekommer mig at være en rimelig måde at tage afsked på.
Så vidt jeg ved har redderne i en ambulance ikke mulighed for formelt at erklære en person som værende død. Hvis de bliver tilkaldt, vil de derfor ofte køre liget på hospitalet, selv om de godt ved at der ikke er brug for at køre med udrykning. På hospitalet er der jo så en læge med den rette kasket, og rutiner for at håndtere liget uden at nogen "tilskuere" ser hvordan det egentlig foregår.
Jeg er bange for at det desværre er det "rareste" for alle at det kan foregå sådan lidt i det halvskjulte - som så meget som muligt af de andre ting omkring døde mennesker.
God idé at du har skrevet ned hvad der skal ske med din døde krop engang. Det har jeg ikke endnu, men jeg har heller ikke så mange krav...
Tak er kun et fattigt ord - kan du så se at komme i gang med at skrive dine sidste ønsker ned selv om det først bliver aktuelt om ca. 30 år :-)
Nu er det tid til aftenkaffe :-)
"Jeg er død, det kan ikke betale sig at lede efter liget" kunne jeg i princippet være fristet til at lave som afsluttende blog indlæg, et effektfuldt punktum engang. Sammen med lidt flere ord, kunne det være et meget bedre "mindesmærke" end på en kirkegård :-)
Der om (forhåbenetlig) 30-50 år kunne jeg håbe på en mindre traditionsfastlåst tankegang omkring døden end nu. Måske kan bloggen her være et lille puf i den retning - og det er da for mig også en grund til at jeg ofte finder på at være ret grundig i at lave svar, der kommer rundt om emnet. Statistikkerne viser at der bliver ved med at komme nogen ind og ser mine udgydelser, også længe efter de er skrevet :-)
Og hyg dig med aftenkaffen!
Jeg er heller ikke bange for at dø. Jeg synes Steve Jobs citatet om, at døden som livets bedste opfindelse siger det hele. Jeg er kun bange for ikke at få levet nok, inden udgangen.
Jeg synes diskussionen om, hvad man tror man vil kunne tåle mht. tab af kapacitet er meget vanskelig at forholde sig til. Jeg synes af princip aldrig man skal omtale et menneske i live som en grønsag, selv om man måske ofte gør det, fordi andre ved hvad man mener, men uden egentlig at gøe sig klart, hvornår man kan sige at mennesket ikke mere er et menneske. Tidligere blev det åndelige og følelsesmæssige set som det der gjorde et menneske til et menneske. I dag bliver vi set som funktionen af vores krop. Vi forklarer i dag alt med biologien eller med fysikken. Det gælder efterhånden også spøgsmål som: Hvad er kærlighed? Hvad er den frie vilje? Hvad er tillid? Hvad er ansvar?” Som et modbillede til dette standpunkt kan man tage den autentiske beretning om den succesfulde chefredaktør på et glamourøset modemagasin, Jean-Dominique Bauby. Han var det ene øjeblik på toppen med karriere, kone, børn og elskerinder, i næste nu lå han hen lammet hen og kunne kun kommunikere ved at bevæge sit venstre øjenlåg. Alligevel formåede han, at sætte mere pris på sit liv efter slagtilfældet, der kostede ham alt det, han levede højt på før. Den lamme redaktør dikterede, bogstav for bogstav, ved at blinke med sit venstre øje biografien "Le Scaphandre et le Papillon", Dykkerklokken og sommerfuglen, som også er blevet til en prisbelønnet film. Holdningen om, at du er din krop og alt er fysiologisk, baserer sig i den filosofiske sjæl-legeme diskussion helt tydeligt op af materialismens synspunkt, som er i harmoni med det naturvidenskabelige verdensbillede, som i vore dage har et sandhedsmonopol ikke ulig det, religionen i fordumstid besad.
Selvfølgelig kan vi kun selv tage stilling til, hvad vi vil kunne udholde og håbe at ens nærmeste kender det synespunkt og respekterer det. Men det er altså meget komplekst. Jeg har selv oplevet at være nær pårørende til en, som efter langvarigt hjertestop og genoplivning var "jævnet med jorden" og efter tre-fire uger i coma på intensiv bliver udskrevet til genoptræning på Neurocenter Hammel, uden at kunne noget som helst. Han kunne ikke tale, ikke spise, ikke rører sig overhovedet. Han var helt og aldeles som en nyfødt. Men langsomt blev han genoptrænet og genvandt alle sine færdigheder. Han er fuldstændig normal i dag, undtaget nogele ganske afgrænsede kognitive problemer.
Undervejs vidste ingen hvordan det ville ende, men der var en psykolog undervejs i forløbet, da det så allerværst ud, der gjorde opmærksom på, at et menneske aldrig er en grønsag, og det er jeg glad for, at hun sagde. Det gav en anden respekt for ham, den syge, som en overgang var så helt langt væk fra det vi normalt forbinder med at være et menneske. En anden respekt, end den man viser den raske, der udtaler sig om, hvor ens grænser går, eller hvor man forestiller sig de går.
Mange hilsner Charlotte
Liv eller død er ikke et nyttigt spørgsmål når mulighederne for et liv med indhold rinder ud, i min optik. Det er snarere en glidende overgang, der især præges af kroppens biologiske erosion og trin af delvise sammenbrud. Og der er altså brug for at kunne tale om det stade hvor der ingen reel mulighed er for at sindet fortsat har biologiske rammer at eksistere i. Grønsag er måske nok ikke noget "behageligt" ord her, men hvad er bedre?
Jeg mener også at det er forkert at definere menneskets væren i kraft af kroppens formåen. Kernen i "to be or not to be" er om der er et sind. Det ord kan jeg bedre lide end det lignende "sjæl", da det er noget mindre klart hvad sjælens eksistens rummes i, og fordi sjælen er spundet ind i religiøse/spiriuelle forestilllinger om en eksistens der transcenderer kroppens livsløb.
Kroppens basale eksistentielle funktion er at huse et sind, og så længe det kan lade sig gøre er det ikke centralt om kroppen har alvorlige begrænsninger. Men det må så også være vigtigt at anerkende at sindet kan være væk, uden at kroppen er nået til det rent biologisk definerede begreb "død".
Dykkerklokken og sommerfuglen er et glimrende eksempel på netop det med at sindet kan være velfungerende og livskraftigt, også i meget snævre rammer. Et lidt lignende eksempel er fysikeren Stephen Hawking som har præsteret et betydeligt videnskabeligt arbejde via sin meget smalle kanal ud til verden.
Den danske teoretiske fysiker Arne Lykke Larsen har i sin lignende livssituation (lammet af ALS) peget på at for ham var det centrale selve det at have en mulighed for at kommunikere med andre mennesker.
Det der for mig at se for alvor afsporer diskussioner om at tåle tab af kapacitet er det med "man tror", fordi det implicit bliver til en normativ forestilling om hvad der skal til for at livet stadig er værd at leve. Jeg vil meget hellere lytte til dem som er i en sådan situation, hvad enten de værdsætter deres skrumpende rammer, eller om de udtrykker "nok er nok".
Det bliver så til noget rod hvis der ikke er "nogen hjemme" at lytte til, eller hvis enhver mulighed for kommunikation måtte være væk. Jeg har ikke lyst til, på andres vegne, at mene "vi skal holde på dig så længe som muligt", eller "det er vist bedre at du dør".
Din historie med en vellykket genoptræning efter at have været på den yderste kant - den illustrerer mest det at kroppens biologi har ressourcer til at at reparere sig selv, også efter ganske mange skader, og at lægerne (m.v.) kan nå langt ved at give bedre biologiske vilkår for denne proces. Og værdien af at give sinde mulighed for at finde ud af hvordan den kan "nå ud" til kroppen igen. Træning.
At vi ikke skal give op for hurtigt, men i stedet se hvordan det går efter nogle uger - med mindre der er helt entydige katastrofale skader. Hans sind var åbenbart stadig relativt intakt, selv om der vedblev at være "huller" efter at hjernen fik etableret sine omkørselsveje.
Som jeg bruger ordet "grønsag" er det først når der ikke er begrundet håb om at sindet har forudsætninger for eksistens, og ikke "bare" fordi et menneske ligger i coma. Det kan være svært at kende forskel udefra, uden at have viden og erfaringer på området.
Det kan også siges at en vigtig side af mine holdninger omkring muligheden for aktiv dødshjælp handler om at holde fast på at se menneskets eksistens ud fra sindet, og ikke som en biologisk måling af fysiologiske livsprocesser. At sindet, mens det stadig er der, skal kunne bestemme over sin krop, også fremadrettet.
Og at sindet ikke skal være tvunget til ulidelige vilkår for sin fortsatte eksistens. Ellers mangler respekten for mennesket.
Send en kommentar