Fedme hos børn indebærer nødvendigvis at barnet i sin kost får flere kalorier end der forbrændes. Der kan tænkes at være hormonale eller andre fysiologiske faktorer, således at barnets krop ikke fungerer normalt, men jeg tror ikke at dette kan foreklare en større del af det stigende antal overvægtige børn. Og svær overvægt udgør en betydelig belastning, der på både kort og længere sigt kan medføre sygdomme og sociale problemer. Og meget kortere liv.
Det barn der opdrages med et sundt forhold til mad har betydeligt bedre forudsætninger for at få et godt liv. Børneopdragelse er jo primært forældrenes ansvar, også når det handler om svigt. Sat på spidsen kan det kaldes omsorgssvigt hvis forældre ikke tager sig af deres børns sundhed og udvikling på dette punkt. Spisevaner.
Den samfundsmæssige reaktion på svær omsorgssvigt er, i yderste konsekvens, tvangsfjernelse. Skal svært overvægtige børn kunne tvangsfjernes, hvis forældrene ikke kan tage vare på deres børn her?
Fedmespecialist Dr. David Ludwig (fra Children's Hospital Boston) har sammen med jurist Lindsey Murtagh (fra Harvard School of Public Health) rejst dette følsomme spørgsmål i en kontroversiel kronik i denne uges udgave af Journal of the American Medical Association.
- CTV Edmonton News:
Should parents lose custody of severely obese kids? - Journal of the American Medical Association:
State Intervention in Life-Threatening Childhood Obesity
July 13, 2011, Murtagh and Ludwig 306 (2): 206 — JAMA - msnbc.com Breaking Bioethics:
Opinion: Don't remove obese kids from their homes
Det problematiske i tvangsfjernelser er selvfølgelig indlysende, især da denne anvendelse af begrebet "omsorgssvigt" også rammer grupper som ellers regnes for omsorgsfulde forældre.
Skal forældre have fuld frihed til at opdrage deres børn med livsfarlige vaner? Er det realistisk at opdrage forældrene til at drage omsorg for deres børns helbred?
Nyere opslag
Opslag
6 comments:
Mine tanker går på at der også ligger noget genetiisk i vores udseende og at fedme.
Dermed ikke sagt at det ikke er et problem, for det er det bestemt.
I familier med usund livsstil findes også slanke børn
Fedme-epedimi er et ord som bruges ofte, og der tales fx om "den enorme stigning i antallet af unge overvægtige". Genetiske faktorer kan ikke forklare en sådan udvikling, og det markante skift der er sket på ganske få årtier.
Jeg er bestemt enig i at der er tilfælde hvor det er noget genetisk i fedme, altså hvor noget i kroppens biologiske mekanismer er ude af balance helt fra starten, men disse fysiologiske faktorer kan ikke forklare hvorfor "en kommende rapport fra Statens Institut for Folkesundhed viser stejle vækstkurver i antallet af overvægtige danskere".
En del af problematikken er at mennesket som art er disponeret for at søge sød og fed mad når chancen er der. Dette fungerede fint når det ikke var hele tiden. Med rigelig adgang til disse meget koncentrerede energikilder, er der behov for kulturel og social indlæring af hensigtsmæssige mønstre for sund omgang med disse. Dvs. opdragelse, som nødvendigvis indebærer fx at være god til at sige "nej".
Disse mønstre er meget ændrede, hvor det fx er blevet udbredt at kroppen vænnes til hyppige tilskud af sukker. Dette ændrer biologien til at kroppen "kræver" sit fix hvis mennesket selv prøver at drosle ned.
Og nej, jeg ved godt at der hverken er nemme løsninger eller simple forklaringer - men er ikke i tvivl om at de almene (og meget ændrede) mønstre for hvordan vi indretter vores dagligdag, og adgang til kalorietunge "gode sager", har rigtig meget med fedme-epedimien at gøre.
Ja, der findes slanke børn/unge i familier med en "risikabel" livsstil, men det er atypisk. Social arv forklarer ikke alt, men er derfor ikke uden stor betydning.
At tale om omsorgssvigt og tvangsfjernelser er selvfølgelig at sætte sagen på spidsen, men er faktisk blevet praktiseret i nogle få tilfælde i USA. Ikke nogen god løsning, men hvad er en god løsning?
Jeg læser lige p.t. bogen "Körperglück" af den tyske læge Werner Bartens, der bl.a. beskæftiger sig med indflydelsen, som vores sindstilstand har på kroppen. Bartens skriver, at det ikke så meget kommer an på, hvad vi spiser, men hvordan vi gør det -- og hvordan vi generelt har det med os selv og verdenen -- om vi bliver syge, respektive overvægtige af maden/af vores livsstil. Franskmændene er f.eks. kendt for, at spise traditionelt forholdsvis fed mad. Alligevel er de ikke mere overvægtige eller syge med hjerte-kar-sygdomme etc., end andre. En afgørende faktor ser ud til at være stress, under måltiderne, og også generelt i hverdagen. Jo mere stress, jo større sandsynlighed for negative fysiske udvirkninger som overvægt. At fokussere alene på den mad, der serveres og spises, art og mængde, virker således som igen at være et forsøg på, at aflede opmærksomheden fra det væsentlige: vores kultur, og på at gøre enkeltpersoner, i dette tilfælde forældre, ansvarlige. Tvangsfjernelser ville være den rene symptombehandling, med potentiale til at gøre ondt værre, da de kun ville betyde mere stress for alle parter.
Bartens taler iøvrigt om "civilisationssygdomme", hvilket jeg synes er noget mere passende, end det ellers alle vegne præsente "livsstilssygdomme".
Omsorgssvigt er omkring svært overvægtige børn nok også mest et signalord, som skal tjene til at understrege at det at tage vare på sit barn også omfatter opdragelse omkring hvad der puttes i munden. Tvangsfjernelse vil så være den ekstreme reaktion, altså noget som næsten aldrig ville ske i praksis, med mindre forældre hårdnakket insisterer på at pakke deres barn ind i kalorier.
Jeg er helt enig i at det er en misforståelse at fokusere på madvarerne, og f.eks. gøre det til et spørgsmål om fedtprocent, "light" og udnævnelse af "sunde madvarer". Der er ganske rigtigt kulturelle faktorer som gør en stor forskel.
På den anden side er vi også nødt til at forholde os til at det har stor betydning hvad og hvordan der "tilbydes" af snacks til småspisning udenfor måltiderne. Bente Klarlund har en Politiken artikel "Vi spiser ikke af sult", hvor hun peger på at en stor pakke giver større forbrug end en mindre pakke, i kraft af at præge hvad der anses for "passende" at tage. Ingen tvivl om at producenterne er helt klar over at større pakninger er en særdeles effektiv måde at øge salget på.
Jeg vil tillade mig den påstand at de fleste ikke bliver fede af hvad de spiser ved måltiderne, men hvad der "sniger" sig ind ved mange små mellemmåltider og "haps" af noget som inspirerer ved sin tilgængelighed. Fortsætter med at tage fra en pakke til den tømmes, også selv om den er stor.
Vinklen med stress og sindstilstand kan bestemt også være af betydning, men har til gengæld en rigtig kraftig kobling til hvordan vi lærer at omgås det med at fylde noget i munden. Opdragelse består også i f.eks.:
"Neeej, er du ked af det? Her er der en stor kage, og et stykke chokolade. Så bliver du glad igen."
Da jeg ikke tror på det mulige i at køre den kulturelle udvikling baglæns, har jeg svært ved at bruge at begreb som "civilisationssygdomme" til noget. Ikke fordi jeg afviser det, men fordi det implicit peger på et behov for at omlægge vores civilisation efter et mønster der peger i retning af et utopia. Selv om det kan lyde meget pænt, er det totalt afkoblet fra at forholde sig til hvilke skridt der skal til for at få vores nuværende civilisation og kulturelle mønstre til at undgå problemet.
En mulig sammenligning kunne være til alkohol. Det har vi haft i vores kultur så lang tid at vi har mønstre som "styrer" at de fleste ikke udvikler alkoholisme. De mønstre er dog under angreb, således at rigtig mange har fået alkohol som noget dagligdags, til måltider, og lige et par glas derudover. Altså har vi flere og flere "pæne" alkoholikere, og mange som er på kanten.
Både for alkohol og kalorier er der brug for mønstre, der afgrænser i forhold til at et sundt forbrug ikke udvikler sig til overforbrug.
Klassiske eksempler som den franske "fede" kost viser jo også hvordan en kultur fint kan udvikle sig med normer, der giver en god balance. Og hvor det giver problemer at "eksportere" maden til andre kulturelle kredse.
Sådan set er jeg enig i at det kan kaldes unfair at pege på det personlige ansvar, også hos forældre, når de egentlig "bare" holder sig nogenlunde indenfor de de accepterede kulturelle mønstre som de omgives af. Men livet er sgu ikke "fair". Og hvem skal ellers have ansvaret for at være vedholdende i et nej overfor et slikkeplagende barn?
Det er altså et svigt at give for meget efter - ikke at påtage sig sit ansvar for at der skal sættes grænser. Uden styring tilpasser barnets krop og biologi sig til usunde vaner, som det kan blive mere end bare svært at aflægge sig senere.
Vi kan kun ændre vores kultur ved at enkeltpersoner ændrer sig.
Har nogen af jer, rent faktisk overvejet at nogle af disse her overvægtige børn, er bumpet med alverdens medicin, pga. diverse diagnoser, og at nogle af dette her medicin, bl.a. går ind og lukker ned for "Mætheds følelsen" og i sig selv også giver en forøget vægt forøgelse?
Og at det ikke altid skyldes, dårlig kostvaner og for lidt motion!!..
Men at medicin i sig selv, er det reguleret problem.
Fedme som bivirkning ved medicin (især nervemedicin og visse hormoner) er ganske rigtigt en faktor som kan være af væsentlig betydning, hvor psykofarmaka ud over den konkrete biokemiske påvirkning, også tenderer til at fremme en mere stillesiddende livsstil, måske endda med hurtige kalorier klar på sofabordet.
Men når vi netop taler om børn er det ikke meget udbredt (omend ikke helt uset) med større medicinering, så jeg kan ikke se medicin som baggrund for den store vækst i omfanget af fedme. Mit indtryk er dog at der ser ud til at være en social slagside, således at der er mindre overvægt blandt børn fra ressource-stærke familier.
I det enkelte tilfælde har du helt ret i at det ikke "blot" er et spørgsmål om dårlige vaner omkring kost og motion. Men igen - enkeltsager kan ikke forklare hvorfor omfanget er så stort at der bruges ord som epidemi. Her har især kostens sammensætning stor betydning, og med det paradoks at det ikke er fed kost der manipulerer kroppen til at hamstre kalorier samtidig med at følelsen af sult animerer til unødvendig indtagelse.
Send en kommentar