Logo sommerfugl

fredag den 25. januar 2013

Den der frygter døden, glæder sig ikke over livet

Exlibris med døden, pige og Amor dansende på afgrundens rand
Exlibris Josep Monsalvatje - José Triadó Mayol (~1910)

Den der frygter døden,
glæder sig ikke over livet.
(Spansk ordsprog)


Kl. 23.23

Temaer: , , , , , , , ,

4 comments:

Unknown sagde ...

Hmmm... Jeg er ikke sikker på jeg er enig. Selvfølgelig er det skidt hvis man går og er konstant angst for døden. Det vil være nedslidende og smertefuldt.

På den anden side, så kan man vende sætningen om og sige: Den der ikke glæder sig over livet, holder op med at frygte døden.

Alle mennesker har en indbygget dødsangst. En automatiseret kamp for at forsætte livet. Det gælder vist i virkeligheden for alt levende. Selv en regnorm i en solsorts næb vrider sig for at prøve at udskyde døden et øjeblik længere.

Jeg læste på en side i går, hvor forfatteren havde en teori omkring selvmord der gik på, at selvmord indtræffer, når smerten (psykisk eller fysisk) overstiger evnerne til at udholde og håndtere smerten.

Jeg tænker at vores indbyggede dødsangst er en faktor i vores evne til at håndtere livets smerte.

Så derfor tror jeg at det er sundt nok at frygte døden i et vist omfang.

26. januar 2013 kl. 11.36
tosommerfugle sagde ...

Ordsprog er en sjov type sætninger, som først for alvor giver mening, når det ikke handler om at være mere eller mindre enig. Hvad der lyder som en ret skråsikker påstand, som da også er åben for modsigelser, er ideelt set udtryk for essensen af en visdom.

Når ordsprog pr. definition udtrykker en sandhed, bliver "opgaven" altså at tænke over hvordan og hvorfor det er sandt. Altså finde frem til en forståelse for hvilke tanker der kunne lige bagved. Men det bliver en fortolkning den enkelte må lave selv, for selve processen med at vente tankerne er det gode, som ordsproget gerne skulle stimulere.

En mulig parallel kunne være dette citat fra Mark Twain: "The fear of death follows from the fear of life. A man who lives fully is prepared to die at any time".

Jeg vil mene at en frygt for at dø ikke "kun" handler om en konkret og gnavende angst for selve døden. Den kan være "pakket ind" i en frygt for ting som kunne bringe glæde og nydelse i livet, fordi der er en mere eller ofte mindre konkret risiko. Det er for "farligt" med en vandretur i bjergene, eller at snakke med mennesker som ikke ligner en selv. Og mange andre ting.

Som jeg ser det er det ikke dødsangst men selvopholdelsesdrift der fører til den automatiserede kamp mod noget som kan skade en på kort sigt. Det gælder både mennesker og regnorm. Den vrider sig ikke for at udskyde døden, men for at undgå at blive skadet. Det ville den også gøre hvis det "kun" var smerte uden livsfare.

Selvopholdelsesdriften fører også til at livets smerte bliver til noget der skal klares, fordi der jo dog også er gode sider af livet. Ting som er værd at holde fast på. Teorien om at selvmord kan opgøres som smerte kontra evner til at udholde den lyder umiddelbart logisk, men er alt for abstrakt og virkelighedsfjern til at være nyttig. Evnerne til at håndtere stiger med behovet, og er ikke en "fast" iboende egenskab.

Jeg er sikker på at en sund selvopholdelsesdrift kan sameksistere med fravær af frygten for døden.

--

Forresten, den engelske udgave af ordsproget "He who fears death cannot enjoy life" er slogan (mantra) for et musikalsk/visuelt kunst-projekt fra Island, Dead Skeletons.
Kunstneren Jón Sæmundur Auðarson fra Reykjavík begyndte at tænke meget over livet og døde, da han i 1994 blev diagnosticeret som HIV positiv. Med udsigten til AIDS måtte han konfrontere og overvinde sin frygt for døden.

Uden dødsangsten var han fri til at leve sit liv så godt og fuldt som muligt.

26. januar 2013 kl. 18.47
Unknown sagde ...

"Jeg er sikker på at en sund selvopholdelsesdrift kan sameksistere med fravær af frygten for døden."

Ja der er ord med visdom i som jeg kan forstå.

Det er nok meget sandt at mange mennesker er alt for angste over deres dødelighed. Egentlig tror jeg at de fleste vælger slet ikke at forholde sig til det at de skal dø en dag, og derfor kommer det som et chok for mange den dag de konfronteres med det på den ene eller anden måde.

Men jeg skal ikke gøre mig klog på andre menneskers vegne. Jeg kan knap nok forstå mig selv. Mit forhold til døden er dog relativt afslappet efter at jeg har været derude hvor jeg ønskede at dø for at slippe for livet. For mig står døden stadig som en velkommen ven, der en dag vil befri mig for livets smerte og besvær. Det betyder dog ikke at der ikke er tider hvor jeg kan glædes og have det rart og muntert.

27. januar 2013 kl. 00.40
tosommerfugle sagde ...

Angsten for døden er i høj grad blevet til en del af den kulturelle bagage, som formideles videre uden den store tankeproces om hvad der egentlig er at være bange for. Altså "jeg er bange for at dø, for det er jo frygteligt" kontra Det er frygteligt at dø fordi jeg er bange for det. De færreste siger disse sætninger i sammenhænge, men det er blevet en "selvføglgelighed" at være bange for at dø, således at det nærmest bliver en provokerende tanke når nogen (som mig) har det fint med at erklære ikke at dele denne angst.

Og når der ikke sættes spørgsmålstegn ved den dybtliggende følelse af angst for døden, bliver symptomerne på at den nærmer sig til noget som kan "berettige" hvad som helst af behandlingsforsøg, også selv om der er minimal chance for andet end et læs bivirkninger.

Angsten ligger dybt nok til at spærre for at forholde sig stille og roligt til sn egen dødelighed. Og du har ret i at det at få døden tæt på er noget der mindsker angsten. Så er døden ikke længere det mystisk utrygge i det fjerne.

Så pigen i illustrationen danser lystigt på afgrundens rand, med døden i armene. Og kærlighedens gud, Amor, danser med. Døden er en nødvendig og naturlig del af livet, men derfor er hun ikke lige ved at springe :-)

27. januar 2013 kl. 13.50

Send en kommentar

Abonner på: Kommentarer til indlægget (Atom)
Logo sommerfugl