Hvad vil du helst undvære, synet eller hørelsen? Dette dilemma har ikke noget rigtigt svar, men jeg tror at jeg personligt ville savne øjnene mere end ørerne, hvis nu. Døvhed ville da besværliggøre mine muligheder på en del punkter, men med moderne teknologi ville jeg kunne indrette mig med primært tekstbaseret kommunikation. Tegnsprog ville være et nyttigt supplement, men kun blandt andre døve.
Men den moderne teknologi baserer sig i vid udstrækning på at kunne se. Det vil især sige forskellige former for skærme på computere, TV og telefoner. Derfor tror jeg at tabet af synet ville ramme mig ret hårdt. Muligheder for at få ting læst op med en kunstig stemme hjælper da på det, så jeg ville kunne indrette mig et liv med noget indskrænkede muligheder.
Hvis jeg både blev døv og blind, ville den være helt gal. Med kun følesans (og lidt lugtesans) ville det kombinerede sæt begrænsninger være meget stort, og med stor afhængighed af hele tiden at have en "tolk til omverdenen". Ud over eksisterende braille-udstyr, pusler den moderne teknologi lidt med muligheder for at montere et apparat på huden, som via følesansen kan levere nogle signaler, men der kan godt gå en del år før der måske kommer noget godt her, også fordi "markedet" for døvblinde jo dog ikke er så stort.
De Belgiske enæggede tvillinger Marc og Eddy Verbessem fra byen Putte udenfor Bruxelles stod med et noget andet dilemma. De var født døve for 45 år siden, og klarede sig som skomagere, men måtte indse at de var ved at blive blinde. Den sygdomstilstand som ramte både hørelse og syn gav i øvrigt også adskillige andre uhelbredelige sygdomme, der dog ikke var dødelige på kort sigt. De ville sikkert kunne have levet mange år endnu, men hvilket liv? Med blindhed oveni ville det blive meget sværere at leve. Tanken om kun at kunne nå hinanden via følesansen var ubærlig.
Ikke vilkår som de ville tolerere. De ansøgte om aktiv dødshjælp, efter den belgiske lovgivning. Deres gamle forældre var meget imod, men tvillingernes beslutning stod fast. I anden omgang fik de bevilget lov til at forlade livet, og den sag blev klaret med dødbringende indsprøjtninger den 14. december 2012. Professor Wim Distelmans, den læge som hjalp dem med at dø, er helt sikker på at have fulgt loven.
En storebror, Dirk Verbessem, forsvarede deres beslutning:
Mange undrer sig sikkert over, hvorfor mine brødre valgte en dødelig indsprøjtning, fordi der er jo mange både døve og blinde derude, der har et ‘normalt’ liv. Men mine brødre gik fra den ene sygdom til den næste, de var kørt helt ned.Det har vakt debat. Skulle de have lov til at dø? Det skorter ikke på nogen som kommer med forplumrende ord om at vi da virkelig skulle have end bedre hjælp at byde på, end døden. Med mindre det kan konkretiseres til den enkelte sag, bliver det dog tomme og alt for billige floskler. Jeg tror da på at tvillingerne havde været modtagelige overfor gode forslag, med et reelt indhold. Ikke overfor at livet skulle ses som en forbandet pligt.
Der hersker ingen tvivl om at de havde truffet en velovervejet og afklaret beslutning. Og der hersker heller ingen tvivl om at de undslap meget hæmmende livsvilkår. Selvmord er ikke forbudt, selv om nogen mener at det er en dødssynd. Det skal de da have lov til at mene, så længe de ikke mener det på andres vegne.
Livet kan blive en skæbne værre end døden, efter menneskers egen helt personlige målestok, og så må det da være tilladt at sige farvel på en pæn måde. Meget gerne med hjælp fra kvalificerede fagfolk.
Huffington Post:
- Marc And Eddy Verbessem, Deaf Belgian Twins, Euthanized After Starting To Turn Blind
- Steve Siebold: Belgium Twin Brothers Die by Euthanasia -- Assisted Suicide Should Be Legal in America
- Belgian twin brothers killed by doctors after choosing euthanasia over never being able to see each other again
- Brother of deaf Belgian twins killed by euthanasia describes their final words as he reveals they 'had nothing to live for' after learning they were going blind
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar