Lige at du ved det, så er dette ikke tænkt som en anmeldelse, men som en reaktion på filmens temaer. Uden at prøve at fortælle alt, lægger jeg dog ikke skjul på et par centrale aspekter.
Filmen Amour står til en Oscar (og en række andre filmpriser), og det må vist være velfortjent. Den er skrevet og instrueret af Michael Haneke, der med små og enkle midler fortæller en stor historie. Et kompromisløst kammerspil, der foregår indenfor væggene af et gammelt ægtepars lejlighed. Som titlen mere end antyder, handler det om den store kærlighed, "til døden os skiller". To pensionerede musiklærere, Anne og Georges (spillet af Emmanuelle Riva og Jean-Louis Trintignant), går sammen ind i en musikalsk og harmonisk alderdom.
Filmen starter med at vise hendes blomsterpyntede lig, dø skal vi jo alle. Efter to alvorlige slagtilfælde, og en fejlslagen operation, bliver hun delvis lammet og afhængig af en kørestol. Hun får Georges til at love at hun ikke skal dø på hospital eller plejehjem. Det er en stor opgave for den kærlige ægtemand at passe og pleje sin kone, men sådan kan kærligheden også være. Hendes hjerne og sind bryder mere og mere sammen. Bevidstheden flakker. Klynken, bleer og madning. Noget andet end døden er ved at adskille det gamle par. Ingen kan gøre livet godt igen. Kroppen holder ikke evigt; en fatal regression.
Filmen kan ikke afsluttes med en rigtig happy ending. Og dog. Det er jo den helt store kærlighedshistorie. Kun døden må dem skille. Han må tage sig af alt, også når hun skal dø. Han holder fast på sin elskede, også da det må ske med en pude over hovedet. Døden er sød.
Sådan kan kærligheden også være.
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar