Logo sommerfugl

onsdag den 30. januar 2013

Selvmords-mani

Suicide pictograms - Selvmord piktogrammer


Kl. 23.47

Temaer: ,

9 comments:

Peter sagde ...

Kære Sommerfugl
Elsker i ny og næ og besøge din blog. Føler mig ofte glad og beriget efter at have fulgt debatten, og iøvrigt bukker jeg mig i støvet over din evne til,- nå ja!- at opføre dig ordentligt, uanset hvor provokerende indlæg du modtager.
Og når man fornemmer at der er højt til loftet, får jeg i hvert fald lyst til at ytre mig. Den historie jeg vil fortælle inkluderer en gammel bil, en gummislange og to plimskøre indlagte på psykiatrisk afdeling, hvoraf den ene naturligvis er undertegnede:-)
Ved faktisk ikke om vi røg ind samtidig, men vi mødtes i hvert fald i sofaerne på den åbne afdeling. Det viste sig hurtigt at vi var diagnostiseret nogenlunde det samme, men blev ikke behandlet med det samme medicin. Af samme grund var vi jo begge meget interesserede i hvordan den anden havde det. Husker klart at standartsvaret på det spårgsmål på intet tidspunkt bevægede sig særligt langt væk fra forskellige varianter af "Af helvedes til".
Skylder nok at fortælle at min egen situation blev betegnet som "lettere", hvad jeg også fornemmede gjalt for min medpatient. Ved udmærket godt at hvis ens sygdom stikker dybere kan situationen være væsensforskellig fra det vi oplevede, og have et nært grusomt præg. Ønsker ikke at kloge mig for meget, ved bare at i mit tilfælde var pillerne effektive mod sygdommen. Set i bakspejlet lagde de i en periode låg på følelseslivet, hvad jeg åbenbart havde brug for.
I det lys er det heller ikke slemt at have det "af helvedes til". Det er nærmest en skuffelse over ikke at have det fantastisk,- når man nu er i behandling. Man er bare ligeglad, og skammer sig lidt over ikke at føle ret meget.
Det korte af det lange er at da vi ca 139 gange havde mødt hinanden i sofaerne med de samme spørgsmål med det samme svar, blev det for os begge en lille smule morsomt:-).
Og den naturlige udvikling på at have det jævnt af helvedes til så længe er naturligvis at begynde en seriøs diskussion af hvordan man lettest, og mest smertefrit gør en ende på det hele. Håber jeg har tegnet et rigtigt billede af hvordan stemningen var: Sådan lidt Ha Ha!,- det hele er noget værre lort,- lad os skride.
Nu har jeg jo afsløret de vise sten vi fandt frem til: kulilteforgiftning i en gammel bil! Noget du -så vidt jeg husker- Sommerfugl, ikke synes er nogen god metode, med alle de ting der kan gå galt. Det er ikke desto mindre den metode jeg betragter som "min". Nok mest fordi jeg i forvejen har en smule "benzin i blodet". Og så fordi jeg havde en skolekammerat der senere i livet begik selvmord på den måde,- og døde!!
Nu er der måske ikke så meget andet at sige til den historie, andet end at lettere parnoid skizofrene (også) kan have en syg humor.
For emnet egner sig nok ikke til alt for lystig Ha ha-stemning. Og da slet ikke hvis man skal legalisere det.
Men er nok også mest af den holdning (er generelt tvivlende) at ligesom man ikke kan dø af grin, kan man heller ikke dø af sortsyn, eller rablende vanvid,- ved tankens kraft alene, forstås.
At vi mennesker så besidder evnen til industrielt at myrde hinanden, kan vel bedst betegnes som dumhedens triumf. Eller den totale fornægtelse af fornuftens eksistens.
Problemet er så at dumhed i moderat grad nok er kommet for ar blive, det ved jeg faktisk:-) Eller mental dovenskab, som jo ligner det til forveksling.
Nu kunne man så konkludere at selvmord er flugt fra den moderate dumhed, fordi de ydre omstændigheder altid kunne være nogle andre.
Omvendt har det nok også noget at sige hvor slemt et ragnarog man er i stand til at rumme i sit hoved. Jeg tænker helst ikke på hvad der kunne få mig til at vælge udstødningen på en gammel Opel Kadett. Hvilket nok også er grunden til at jeg faktisk ikke ved hvad jeg skal mene om aktiv dødshjælp.
Så jeg tror bare jeg læser med på din blog, her er nemlig rart:-)
Mvh peter

18. marts 2013 kl. 01.37
tosommerfugle sagde ...

Psykiatriske afdelinger har jeg jo ikke så megen personlig erfaring fra, men det underholdende billede, som du maler op, synes jeg passer rimeligt med det indtryk at jeg har. Altså også det med lidt megen fokus på at have det ad helvede til, når det nu ikke går fantastisk. Og underholdningsværdien ved at snakke om metoder til at slippe for det hele. Sjov og alvor er jo ikke modsætninger - og den sorte humor kan gøre livet mere udholdeligt. Sortsyn skal der også være plads til.

Kulilte er jo bestemt livsfarligt, og i gamle dage en sådan lidt populær selvmordsmetode. Men det er blevet sværere siden dengang. En gammel Opel Kadett, med en godt slidt motor, er da vist noget af en osepotte. En blanding af halvforbrændt benzin og olierøg lyder altså ret afskyeligt. Eller synes du ikke det?

Du har helt ret i at forskellen på dumhed og mental dovenskab næppe er så stor. Det gælder også når det ses som "påkrævet" at dræbe mennesker med en anden måde at leve på. Det har lige præcis ikke noget med fornuft at gøre.

Min holdning til dumhed i verden er nu at det virker bedre at grine end græde. Sådan er verden også, og hellere tage det som underholdning, med en dosis kulsort humor, end prøve at flygte fra den. Tilsvarende med ragnarok i hovedet, det er såmænd ikke så skadeligt, og så hellere se den underholdende side af det. Om nødvendigt prøve at adskille virkelighed fra det indre absurde teater :-)

Og du skal jo være velkommen til fortsat at læse med her hvor der er højt til loftet. Dødshjælp går jeg kun ind for, når nogen selv har et velgennemtænkt behov, og ikke lige kan "komme til" at bede om det, i en besværlig periode :-)

Mvh. Johnnie

18. marts 2013 kl. 20.29
Anonym sagde ...

Hej

Hvad synes du om følgende selvmordsmetode; ingen indtagelse af mad og drikke i 1-2 døgn og ingen eller kun lidt søvn, derefter indtagelse af mange benzodiazepin-piller (med vand, og selvfølgelig med omtanke for ikke at kaste op). Derefter lidt alkohol og anti-histamin (begge forstærker virkningen af benzodiazepin - igen med omtanke for ikke at kaste op). Så en gennemsigtig plastikpose over hovedet som tapes til halsen med gaffatape. Og til sidst stiller man sig så på en stol og tager hovedet ind i en løkke på et opbundet reb og venter til man enten falder i søvn eller "springer ud i det"?

17. september 2013 kl. 10.53
tosommerfugle sagde ...

Rodet og usikker plan. Hvis du står på en stol til du døser hen, vil du vågne til en voldsomt ubehagelig oplevelse når du taber balancen. Det er dog ikke sikkert at du har kræfter til at gøre andet end at hænge og sprælle et stykke tid, mens du fortryder den dumme ide dybt og inderligt.

Hvis der ikke kommer hjælp kan det da godt være at sprællemanden til sidst dør, men hvis de efterladte ønsker at tro at det gik hurtigt, vil det være udtryk for ønsketænkning, uvidenhed og fri fantasi. Der er selvfølgelig heller ikke rart at tænke på sandsynligheden for at det blev en ganske forfærdelig måde at dø på.

17. september 2013 kl. 12.08
Anonym sagde ...

Hmm...

Kender du til benzoer og deres virkning?
Og hvad med linket til ham svenskeren der hængte sig selv, gik det ikke forholdsvist hurtigt (inden for minutter)?

Jeg tvivler nu på at planen er usikker - døden vil indtræffe; benzodiazepin og de forstærkende midler vil hæmme vejrtrækningsmekanismen, posen vil fratage ilten, og rebet vil lukke af for blodcirkulation og luft.

- Jeg glemte for resten at jeg i tillæg til det alt sammen ville indtage nogle smertestillende.

I forhold til smerte burde denne blive dæmpet af alle medikamenterne - jeg har prøvet at skære mig selv i hovedet uden at mærke noget (jeg var blackoutet af benzoer og alkohol - forsøgte ikke at tage mit liv - smerten vil bare manifestere sig fysisk).
Ubehaget vil også dæmpes af benzodiazepin og adrenalin.

Ideen er jo at døden skal være så hurtig og smerteløs som mulig, men døden er jo voldsom. Jeg har jo ikke adgang til eutanasi såsom Dignitas... (hvilken vej i døden er der ellers???)

Med hensyn til hvor hurtigt døden indtraffer, så kan det vil næppe tage længere tid end for den som du holdt af...

Så hvorfor er det en så usikker, langsommelig og smertefuld metode???

17. september 2013 kl. 19.44
tosommerfugle sagde ...

Når "døden skal være så hurtig og smerteløs som mulig", er det netop baggrunden for at jeg pointerede at planen er rodet og usikker. Den er såmænd særdeles livsfarlig, men derfra til en sikker og hurtig selvmordsmetode er der langt.

Det var med omhu at jeg undlod at tale om smertefri eller smertefuld, men i stedet brugte den meget bredere vending "voldsomt ubehagelig". Jeg kender nemlig nok til benzodiazepiner (heldigvis ikke af personlig erfaring), til at jeg ved at de også kan påvirke fornemmelsen af simple smerter. Det passer fint med hvad du fortæller om at skære dig selv, det er netop en ukompliceret og endimensionel smerte. Selv en som har fået smertereceptorer i huden dulmet af kemikalier vil, mener jeg, opleve kvælning som voldsomt ubehageligt, en panik-alarm som kan trænge igennem sløvheden fra at benzo'erne (m.v.) begynder at virke. Husk også at du er langt fra den stærkeste virkning hvis du står på en stol til du sløver nok til at tabe balancen. Du vil vågne igen, og hænge og sprælle. Hvis du har kræfter og omtanke kan det tænkes at du han hive dig op igen. Begge dele hæmmes dog af benzoer. Men med adrenalinen pumpende i kroppen skal du ikke forvente hurtigt at sløve hen igen. Sprællemandens liv fik en grusom afslutning.

Sagen er at det med "at falde i søvn" ikke er sort/hvid enten/eller, men en glidende overgang. Selvfølgelig kan giftige stoffer (såsom benzodiazepiner og "organiske opløsningsmidler" som etanol/alkohol) påvirke hastigheden, men der vil altid være et stade hvor stærke påvirkninger, og panik-stress i kroppen, vil medføre vågenhed.

Det kan ikke kaldes for en "velegnet" eller "sikker" selvmordsmetode, når elementer af planen meget nemt kan udarbejde anderledes end din naive fantasi om at det virker mere sikkert ved at læsse flere metoder oveni hinanden.

Forresten er det noget vrøvl når du påstår at "døden er jo voldsom". Selve døden er blot at ophører med at eksistere, men når du ikke tænker dig om med hvad der kan gå galt, er der stor risiko for at den sidste del af livet bliver voldsom og traumatisk.

Der findes bøger med gode vejledninger omkring måder at dø, når det skal være "selvadministreret aktiv dødshjælp". De er skrevet af nogen som faktisk kender til de praktiske og usikre sider af metoderne, og har mere kvalificerede forslag end din fjollede plan.

20. september 2013 kl. 12.20
Anonym sagde ...

Jeg forstår ærlig talt ikke din arrogante og nedværdigende tone!

Du har lavet en webside om selvmord, du har givet folk mulighed for at læse om din tragiske historie. Du har selv været tæt på selvmord gennem din kæreste. Du har givet mulighed for at man kan skrive indlæg til din blog. Og du har selv opstillet flere blog-temaer om selvmordsmetoder... Hvis du ikke ønsker at svare mere behjælpeligt på folks spørgsmål om selvmordsmetoder, hvorfor fanden skriver du det så ikke bare på forsiden, så du slipper for at hidse dig selv op og tilsvine andre mennesker.

Jeg, og sikkert også andre, er i lige så smertefuld en situation som din afdøde kæreste og fortjener den samme respekt.

Og alligevel ynder du at være bedrevidende og nedladende? En hver psykiater vil sige at du er sygeligt optaget af selvmord (ruminationer), som nu har stået på i årevis. Jeg er psykisk syg og har da i den mindste en grund til at ønske at dø.

Hvis du virkelig har respekt for andre end dig selv og dit ego-projekt med din tragiske historie, hvorfor er det så kun rigtigt for din kæreste, men dumt og modbydeligt for enhver anden?
Er det fordi du er bange for mulige hypotetiske konsekvenser, såfremt nogle fandt hjælp herinde til det absolut sværeste i livet; at tage sit eget liv (jeg har i hvertfald ikke let ved det). Eller er du blevet helt dobbeltmoralsk og fordømme andres behov for at undslippe helvede, mens du samtidig lovpriser dig selv for at "lade din kæreste få fri"?

Og med mindre mindre man dør, mens der er lukket ned for bevidstheden, så er døden voldsom; den indbefatter jo nedlukning og destruktion af vitale organer...
- Du har endda selv teoretiseret omkring usikkerheden og voldsomheden ved tog-, kaste-, skyde-, sulte- og tørsteselvmord.

Så (igen) med mindre man ser bort fra dignitas, hvad fanden er så et "godt" selvmord?
- Der findes materiale derom, siger du, ja tak, jeg har sgu ikke fundet noget andet end en gammel mands gennemgang af forskellige metoder, sikker kan man være på dem? Ingen er jo vent tilbage fra et fuldført selvmord! Det lidt man kan finde er tvivlsomt og henvender sig til terminalt syge og ældre, og indbefatter ofte hjælpere.
Jeg har sgu kun mig selv (og ikke adgang til Dignitas), så hvordan undslipper jeg helvede? Findes der virkelig noget materiale derom, for så vil jeg rigtig gerne peges i retning af noget konkret materiale.

Jeg lider. Det har jeg gjort i årevis og intet synes at blive bedre, snare tværtimod. For mig er tiden ikke med mig, den er imod mig. Døden er eneste udvej, men frygten for processen holder mig tilbage. Og jeg har ingen til at hjælpe mig.

Så er du virkelig ikke i stand til at føle hverken empati eller sympati herfor?
Behøver du virkelig at opføre dig som et psykopatisk svin over for enhver anden der kan have samme behov som din kæreste?

23. september 2013 kl. 17.52
tosommerfugle sagde ...

Arrogant og nedværdigende skriver du? Ved at se på hvad jeg har svaret her, kan jeg ikke se hvad der får dig til at bruge så skarpe ord. Noget af det værste jeg har svaret med, er vel at jeg kalder det for naivt at mene at planen bliver bedre af at læsse flere metoder oveni hinanden. Den holder ikke, pointerer jeg, og forklarer hvorfor. På en pæn måde, når jeg nu selv skal sige det.

"Bedrevidende" vil jeg dog ikke afvise som beskrivelse af min tone. Det kunne jo være fordi jeg faktisk ved bedre. Jeg er et vidende og intelligent menneske, og har som du kan se argumenter for hvad jeg forklarer. Jeg håber virkelig ikke at du vil have at jeg bare siger "fin plan", når jeg tydeligt kan se at planen er problematisk.

Det er rigtigt at jeg har valgt bl.a. at skrive om selvmordsmetoder, men her er det bevidst at jeg primært fokuserer på at advare om at det ikke er så nemt endda, som når alt for mange åbenbart tror når de tømmer et par bøtter piller, eller der nu ellers blev en uigennemtænkt plan.

På den anden side har jeg faktisk også indlæg hvor jeg konkret anbefaler "gode" metoder, som når jeg skriver:
> Køb af Nembutal (pentobarbital), til at sikre sin død
Det er netop en metode som anbefales i bøger om "selvadministreret aktiv dødshjælp", selv om det ikke er nemt at skaffe midlet. Og det er den metode der (via læger) bruges hos Dignitas.

Her er der også diskussion hvor jeg igen og igen svarer imødekommende, og du kan virkelig ikke have læst ret meget af hvad jeg skriver, hvis du overser hvordan jeg ganske ofte er meget omhyggelig med at pointere at der kan være gode grunde til et selvmord, og at jeg ikke vil sætte mig til dommer over årsagerne. Jeg insisterer blot på at det skal være meget velgennemtænkt, og gøres på en hensynsfuld måde, også over for omgivelserne.

Undervejs i debatten på et par indlæg er der dog sket det at samme spørger fremturer med de samme spørgsmål og urealistiske forestillinger igen og igen. Efter at have svaret venligt og rundt nogle gange, har jeg så ganske bevidst valgt at skærpe tonen. Når andre ikke behandler mig ordentligt, føler jeg ikke nogen "pligt" til blot at tage imod. Så der har da været et par tilfælde hvor jeg er blevet hård og "mindre behagelig" i tonen. Det er dog en undtagelse, i forhold til at jeg helt generelt vælger at skrive på en tålmodig, respektfuld og imødekommende måde.

Omkring voldsomheden ved døden, er det netop ikke selve døden jeg giver praktiske informationer om mulige problemer ved, men tiden op til døden. Her peger jeg på at metoden kan have voldsomt ubehagelige konsekvenser, hvad enten den ender med døden eller ej.

23. september 2013 kl. 19.21
tosommerfugle sagde ...

Sikre metoder kan du bedst finde i kredse hvor et tema er at give alvorligt syge mennesker muligheden for at dø på en pæn måde, på et tidspunkt som de selv vælger. De har været så grundige at de skriver bøger som "Final Exit", og "The Peaceful Pill Handbook". Det er gode og velargumenterede bøger, skrevet af nogen som har praktisk erfaring gennem at hjælpe andre, og med lægelig baggrund for at vide noget om sagen. Det gør ikke nogen forskel at de primært henvender sig til terminalt syge, det er blot den vigtigste målgruppe. De bøger har jeg flere gange henvist til her på bloggen.

Muligvis har du et ønske om at nogen bare fortæller dig hvordan du kan begå selvmord, trin for trin. Det kan jeg da godt have forståelse og respekt for, men det er blot ikke noget jeg påtager mig ansvaret for. Til gengæld henviser jeg jo til bøger, der fortæller om forskellige metoder. Altså steder hvor du kan få konkrete svar. Det mener jeg er bedre end at jeg giver halve forklaringer, på metoder som jeg ikke har erfaring omkring. Læs i øvrigt:
> Ville jeg give hjælp til selvmord?

Lad mig tilføje at den "jeg"-stemme som optræder her på bloggen ikke er udtryk for hvad jeg eller går og fylder hovedet med. Jeg betragter det som en slags litterært projekt, hvor jeg skriver mig ind i en snæver rolle. Hvis den rolle var udtryk for min totale personlighed, ville jeg kunne forstå at kalde det for ruminationer, men sådan er det altså ikke. Mennesket bag bloggen er helt anderledes.

Kan du pege på et sted hvor jeg "fordømmer andres behov for at undslippe helvede"? Bare et eneste sted? Hvad jeg kritiserer er dårlige metoder, og til dels forhastede selvmord. Til gengæld anerkender jeg fuldt ud at der kan være gode grunde til det, også for andre end min kæreste.

Lad mig slutte med at jeg ikke ved noget om dig og din baggrund, ud over at du omtaler dig som "psykisk syg". Jeg har altså ingen basis for at møde dig med konkret empati eller sympati - men heller ikke det modsatte. Derfor forholder jeg mig på en forholdsvis "neutral" måde, og jeg begynder heller ikke at spørge ind til din situation. Hvis du forveksler det med negativitet, må jeg blot håbe på at du nu kan se at jeg ikke skriver noget som skal nedgøre dig som menneske. Jeg kender dig jo ikke.

23. september 2013 kl. 19.23

Send en kommentar

Abonner på: Kommentarer til indlægget (Atom)
Logo sommerfugl