Særligt slemt når det er selvmord. En voldsom erfaring, som kan sidde fast i tankerne længe efter. Angsten for om det sker for endnu en af deres klienter. Og en undersøgelse blandt godt 1000 FOA-medlemmer viser at det er noget ganske almindeligt.
To ud af fem FOA-medlemmer med job på social- og sundhedsområdet har oplevet, at en borger begik eller forsøgte at begå selvmord. Langt fra alle får hjælp til at bearbejde episoden. [...]
Krisehjælp afgørende
Chefpsykolog Anders Korsgaard fra Krisepsykologisk Enhed på Rigshospitalet fortæller, at det oftest er en voldsom oplevelse at være tæt på et selvmord.
”Det, der virker stærkt, er, at det kommer fuldstændig uventet. Og at det er et menneske, som medarbejderen kender,” siger han.
Anders Korsgaard siger videre, at medarbejderen altid bør tilbydes krisehjælp af en professionel psykolog, så han eller hun kan få talt situationen igennem. Hvis ikke det sker, kan angsten for, at det sker igen, sætte sig lidt for godt fast.
Sosu'er gør jo i almindelighed et godt stykke arbejde, så vidt som det nu er muligt indenfor den tid som er afsat til hver af de svage ældre. De kommer med idealer om at hjælpe, men i sagens natur er det jo ikke sikkert at det praktiske arbejde er det største problem for et svageligt gammelt menneske. Hjælperen er nødt til at haste videre, velvidende at mange af de gamle ikke just har et godt liv. Og netop derfor må det gøre særligt ondt, når en af dem ligefrem foretrækker at dø. At hjælpen ikke rakte.
Tallene fra undersøgelsen siger at 38% havde været tæt på selvmord eller selvmordsforsøg, og 25% var ude for at et selvmord lykkedes. Henholdsvis 23% og 11% havde selv gjort opdagelsen af selvmordsforsøg eller selvmord, og mange var ude for det gentagne gange. Videre havde 22% direkte været ude for at blive bedt om at få hjælp til at gennemføre et selvmord. Og vi taler om mange mennesker, når de berørte personalegrupper omfatter ca. 90.000 ansatte.
Det er jo så også rimeligt at prøve at se på det fra de ældres side. Vi taler om meget store grupper, som langsomt er på vej mod døden. Sådan er livet jo. Og det er ikke sikkert at ressourcerne rækker til at have et ønskværdigt liv. Området flyder med pæne idealer om at vi altså er nødt til at sikre at vores gamle har det tåleligt, også før det bliver vores egen tur.
Virkeligheden fordrer dog en kølig kalkule, om hvor mange timer det er realistisk at afsætte til svagelige mennesker. Hvis vi kun talte om en mindre gruppe, var det ikke svært for samfundet at have råd til at afsætte mange timers støtte hver uge. Men vi taler jo tværtimod om en stor og stigende gruppe. Så hjælper det ikke at sidde med højt satte idealer, der er ganske enkelt ikke råd til at indfri de store ord. De mange floskler.
Og selv uden begrænsninger i hjælpe-ressourcer, ville mange af de berørte alligevel mange fysiske og mentale kræfter til at leve et liv. Til at ønske at holde fast.
Og hvad skal vi så gøre når vi ikke har ressourcer for at hjælpe til at have et tåleligt liv? Når det største ønske bliver at få lov til at dø? Og hvad skal vi gøre når et menneske sidder med dette ønske, og ikke har ressourcerne til at gøre det selv? Skal vi fortsat holde dem som gidsler for urealistiske idealer?
Hvorfor ikke give dem der ønsker lov til at dø på en pæn måde? I det mindste.
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar