Det klassiske filosofiske spørgsmål "hvad er meningen med livet" kan betegnes som et snydespørgsmål, det forudsætter nemlig at der er en meningsfuld måde at svare på spørgsmålet. Altså eksistensen af en eller anden form for autoritet, der kan dømme om et liv opfylder sit spørgsmål. Altså en Gud, som kirken så kan tiltage sig magt ved at udlægge. Ved at give deres svar, deres tilfældige regler. De prøver at "give livet en mening", i stedet for at lade det enkelte menneske give sit liv en mening.
Jeg foretrækker så blot at konstatere at "meningen med livet er livet". Ved at lade spørgsmålet bide sig selv i halen, kan jeg afvise forsøg på at definere en konkret mening med livet. Og lade mit liv være sin egen mening. Uden facitliste.
Nyere opslag
Opslag
11 comments:
Jeg smiler over at netop du siger sådan - meningen med livet, er livet. Du har jo ofte yttringer om et "liv der ikke er værd at leve". Og bruger ord som "livskvalitet". Hvad er det for en størrelse, hvis meningen blot er livet selv? Smiler...
Jeg er nu enig, hvis det du påpeger, er det eksistentialistiske ståsted, hvor udgangspunktet er, at det alene er eksistensen vi har. Det er det eneste som faktisk er gældende. Meningen, den findes ikke på forhånd, og den kommer ikke fra en højere almægtig myndighed. Den må vi hver især finde, præcis som det skilt drengen står med på billedet siger det. Meningen med livet.... det må nu være tilstrækkelig stort at spørge, "hvad er meningen med mig"?
Det ideelle svar for mig, som jeg slet ikke kan leve op til, men som jeg må stræbe mod, er at finde en måde at bruge mig selv på og det jeg kan, bedst muligt ift. helheden. Det er så pokkers svært at gøre sig umage hele tiden, men jeg tror, at hvis man gør sig umage med det man gør, så kan alting, alle gøremål blive meningsfulde. Men virkeligheden er så, at så er man træt, så er man uoplagt, så er man sur, så er man bekymret eller frustreret, så er man nede på energi og humør og så er man uheldig med noget ..... Sådan er det jo, men det ændrer ikke på, at der hele tiden er den mulighed, at det næste jeg gør, det næste jeg tænker, det næste jeg siger, kan være det der vender stemningen.
Jeg kan også bruge filosofiens svar på spørgsmålet om meningen med mig - Platons: Kend dig selv. Et livslangt projekt med overraskelser og store frustrationer undervejs, men nødvendigt tror jeg, for at kunne åbne sig for alt det livet kan give og gerne vil give, for den der vil tage imod.
En bevidsthed jeg har fået skærpet på det sidste - i høj grad takket være din blog og dialogen med dig i kommentarerne, er, at meningen med meget viser sig, som det at kunne slippe. Mange bekymringer, mange besværligheder, mange relationer forvandler sig positivt, hvis man slipper eller om du vil, sætter fri.
Frihed (og eksistentiel isolation) er et grundvilkår i den meningsløse tilværelse, der ender med døden. Det er barske vilkår, men jeg tror også det er vigtigt at komme til tåls med de vilkår, for at kunne frigøre sig fra angsten og leve livet.
Jeg mener ikke man kan sige, at bestemte handlinger eller bestemte relationer er afgørende for livskvaliteten. Jeg kan huske, at jeg for år tilbage har forsøgt at "gøre ting med" mennesker, for at gøre dem glade, og de ville bare ikke tage imod, for det gjorde dem ikke det mindste glade. Tværtimod. Så jeg har efterhånden lært, at det der giver mig livskvalitet ikke er det samme som giver dig eller en anden livskvalitet, men det betyder ikke, at jeg ikke kan have det godt med de mennesker eller at den ene af os tager fejl. Vi er bare forskellige.
så så fedt et initiativ - love it.
fin og inspirerende blog, virkelig!
kig gerne en tur forbi min, så kan vi følges :-).
/// http://www.camillaoe.blogspot.com/
Held og lykke med din fine blog, Camilla!
"Liv der ikke værd at leve" er faktisk en vending, som jeg mest bruger kritisk omkring at nogen påtager sig at bedømme om en andens liv er værd at leve eller ej. Til gengæld fokuserer jeg jo på at mennesket selv skal have grundlag for at synes at livet er det værd. Livskvalitet ud fra personens egne normer, uden normerende betragtninger.
Når livets mening er livet selv, synes jeg netop at det lægger op til at det kan være rimeligt at tænke over hvordan det nu lige går, og om der er mulighed for at det kan blive godt igen.
Hvis noget skal kunne defineres som "meningen med livet", vil det sige at andre ting bliver sekundære i forhold til at følge denne målestok. Altså f.eks. at det er vigtigt at påtage sig vilkårlige lidelser, hvis disse er i overensstemmelse med "meningen med livet". Jvf begreber som "forløsende lidelse" indenfor katolicismen.
At dreje spørgsmålet til "hvad er meningen med mig" bliver det egentlig ikke så meget mindre af. Det forudsætter stadig at ens eksistens er underlagt en større "mening", som jeg derfor ikke må gå på tværs af.
Derfor vælger jeg jo så at gøre spørgsmålet absurd gennem cirklen om at livets mening er livet. Primært for at "lukke" for mere konkrete regler fra en eller anden meningspave.
Jeg har det faktisk fint med at livet også kan rumme gøremål som ikke kan sige at være meningsfulde. En som har det godt med hvad andre vil kalde for lallende fjolleri, kan stadig have et godt liv, uden at behøve have dårlig samvittighed over at "spilde tiden".
Derfor er det såmænd også helt ok at være træt og uoplagt, sur eller frustreret, o.s.v. Disse stemninger er ikke "en fejl", selv om det kunne være ønskværdigt at finde sit engagement igen.
"Kend dig selv" er jeg meget enig i, også kørt så langt ud at det handler om at kende sine "besværlige" sider, og acceptere dem som en del af selvets helhed. Altså ikke hakke på sine "svagheder".
"At kunne slippe" er netop en stor værdi, og dejlig - men det kan kræve øvelse ikke at have en lille indpisker siddende, med en dagsorden om ikke at være perfekt nok.
En formulering lyder "evner forpligter". Altså et krav om altid at udnytte sine ressourcer maksimalt, og ikke være slapper. Som antydet er jeg ikke med på at det skal være et krav at yde alt hvad ens evner kunne drives til.
På en måde ville det være mere overskueligt med et sæt faste normer, og en målbar facitliste for hvad der er den "korrekte" mening med livet. Så kunne jeg kæmpe for at score point på den skala, for at være klar til dommens dag. Egentlig et meget enklere liv, uden at bokse med om det nu virkelig også er det sande svar på "meningen med livet".
Frihed er sgu noget besværligt noget, derfor anstrenger rigtig mange sig også for at finde et sæt indiskutable normer. Det kan så blive underholdende når forskellige sæt ubøjelige normer krydser klinger :-)
Og jeg er jo helt enig i at livskvalitet ikke kan afmåles ud fra bestemte handlinger og/eller relationer. Det er ikke op til mig at lave om på andres liv, ud over muligheden for at jeg kan hjælpe med noget af betydning.
Eller "bare" ved at forstå og anerkende, netop dette kan være vejen til at den anden finder ud af at lave om på sit eget liv. Det er så transaktionsanalysens ideal-position "I'm ok - you're ok".
Ganske uden at dømme, for vi er netop bare forskellige.
Ligegyldigt hvilket svar, man finder på livets mening, vil man altid kunne spørge igen: Hvad er så meningen med det? Derfor er det også ligemeget, om man føjer en gud til ligningen eller ej. Spørgsmålet kan logisk ikke besvares.
Livets mening kan kun besvares ud fra en antagelse om at "nogen" har autoriteten til at fastslå hvad meningen er. For den der vælger at tro på at der er en almægtig Gud, ligger det ligefor at antage at denne guddom har en hensigt med at skabe de dødelige mennesker, og at disse ikke selv kan bestemme hvad meningen er. For den mening ligger i Guds vilje. Meget bekvemt for magtmennesker at tilrane sig rollen som administrator og jordisk dommer.
Så det er ikke ligemeget om Gud er med i ligningen. For mig at se, er Gud en abstrakt menneskelig konstruktion, netop opstået ud fra driften til at besvare spørgsmålet "hvad er meningen med livet". Bivirkningen er så at livet ses som meningsløst uden at have en uantastelig målestok som norm.
Jeg piller så Gud ud af ligningen ved at påstå at livet er meningsfuldt fordi det er. Altså uden at behøve en spirituel programerklæring.
Sagt på en anden måde så besvarer jeg spørgsmålet ved at anfægte dets præmisser.
Hej!
Har lige haft en lortedag, hvor absolut intet gav mening:-( Alle andre var nogle forbandede idioter der bare gik rundt som demente spøgelser, og var i vejen!
Den eneste tanke der har lunet lidt, er at ingen sindstilstand plejer at vare evigt i mit hoved. Ved godt at den ikke holder, hvis jeg selv er ved at blive dement. Men hvad faen,- om 100 år er altng glemt, og om nogle milliarder år bliver jorden opslugt af solen. Så kan de sgu lære det!
Selv det foredrag jeg begejstret var til i tirsdags forekom i dag som varm luft. Det hed "Det meningsfulde liv" (uden bog).
Har besluttet at hvis situationen ikke er bedre imorgen, vil jeg forsøge at komme gennem dagen uden at lade det gå ud over omgivelserne. Det gad jeg ikke idag,-Æv!
MVH Peter
Når "alle andre er nogle idioter" har du jo netop ret i at det snarere har med ens egen sindstilstand at gøre.
En lidt "generende" betragtning, som dog ofte rammer noget, er at hvis noget ved andre irriterer mig (uden at de ligefrem prøver på det) så er det snarere noget mere eller mindre lignende ved mig selv som irritationen går på. Altså en chance for at kikke nærmere på mig selv og mine reaktioner.
Men selvfølgelig kan den tanke i sig selv være irriterende oveni alt det andet :-D
Som en ven siger det - hvis de andre "trykker på nogle knapper" ved mig, så er det spændende at kikke nærmere på hvad det er for nogle knapper, og hvorfor de kan sætte noget igang. Og hvad der måske trænger til smøring.
Og selve opmærksomheden på at genkende sine knapper kan så ligefrem give lejlighed til at more sig lidt over sig selv - og så er det pludselig ikke så slemt :-)
Det hjælper jo så også tit at sove på det, for så går sindet igang med at arbejde med tingene i drømme, hvilket har færre blokeringer end den vågne bevidsthed.
Processen med at lære sig selv at kende er en vigtig side af livet, og noget som vi aldrig bliver færdige med. Så på'en igen i morgen ;-)
Kommentar til det med, om det hjælper noget at tro på en Gud for logisk at kunne finde svar på spm om livets mening:
Hvad er meningen med, at Gud har en bestemt vilje/definerer en bestemt mening med livet? (Og hvorfor lige dén mening?)
I logisk forstand gør det ingen forskel, om man indsætter en Gud til at forklare livets mening. Der er forklaret lige lidt af den grund. Men det kan sikkert være rart/praktisk/beroligende/...
PS - følgeligt er jeg uenig i den her, selv om den er udbredt:
"Livets mening kan kun besvares ud fra en antagelse om at "nogen" har autoriteten til at fastslå hvad meningen er."
- for ligegyldigt hvad den autoritet siger, meningen med livet er, er det ukendt, hvad meningen med DET så er (at komme i himmelen, at være noget for andre, forandre verden til det bedre, eller hvad det måtte være...)
Der er kun én gyldig mulighed, og det er at acceptere, at spørgsmålet ikke kan besvares.
Gud som autoritet over menneskelivet mening giver mening i kraft af at se Gud som værende en skaber med ansvar for verden, og hævet over de ydmyge mennesker. Altså at Gud har ejendomsretten, og har haft et formål med at skabe verden.
Inden for rammerne af denne tankegang, er det ikke relevant for mennesket at spørge hvad meningen med Guds vilje er. Dette synspunkt er meget eksplicit markeret i aksiomet "Herrens veje er uransagelige". Der er altid en mening med tingene, også selv om den ligger udenfor menneskenes begrænsede fatteevne.
Dette synspunkt er bekvemt for en lille herskende klasse, som gennem at hævde en bemyndigelse fra Gud, derved påtager sig at administrere Guds vilje, meningen med livet. "Gør som vi fortæller dig du skal gøre, ellers straffer Gud dig".
Tilsvarende ville en filosofisk anlagt burhøne være nødt til at konkludere at meningen med livet var at lægge æg, og at se ejeren af hønsehallen som den absolutte autoritet over meningen med livet, en "Gud". Det ville ikke være relevant for hønen at anfægte Guds vilje, fordi den almægtige er hævet over hønsehusets verden. Hønen skal ikke påtage sig at vurdere meningen med Guds uransagelige veje, og må blot acceptere at gøre sit bedste for at opfylde sin kvote.
Den der accepterer at der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved de "hellige skrifter" får derved serveret et regelsæt for sin indsats for at opfylde sin kvote.
Så jo, det gør logisk set en afgørende forskel at hævde at en "Gud" er hævet over alt andet, og kan diktere hvad menneskets mening med livet er - og detaljerne i hvordan disse normer administreres.
Gud behøver nemlig ikke spørge "hvad er meningen med livet", når Gud er meningen med livet.
Derfor er det en afgørende filosofisk præmis om tankespindene baseres på muligheden for en Gud, og tilhørende absolutte svar på rigtigt og forkert.
Ved at frigøre mig fra denne præmis påtager jeg mig selv ansvaret for spørgsmålet "hvad er meningen med livet?", men skal passe på ikke at gå i den fælde som ligger i at se det som et meningsfuldt spørgsmål.
"Desværre" er spørgsmålet så populært, at den total afvisning af spørgsmålet nemt fører til nihilisme og følelsen af at livet er absurd.
Livet er ikke absurd, så derfor vender jeg spørgsmålet på hovedet ved at hævde at meningen med livet er livet selv. Det er nemlig en glimrende besvarelse, i kraft af modsige relevansen af påstandene om at nogen har svaret i deres hellige skrifter. Af at de mennesker som forfattede disse ord havde svar som var bedre end mine.
Eller med meget kortere ord, Jeg er Gud, for min egen tankeverden.
Send en kommentar