På en forretningsrejse i 2005 fik Tony Nicklinson et alvorligt slagtilfælde. Han overlevede på grund af moderne behandling, men er lammet fra halsen og ned. Han kan ikke tale, så hans normale sind kan kun kommunikere gennem blink og mindre hovedbevægelser. Han er afhængig af konstant pleje, og ønsker ikke at tilbringe de næste 20 år med at det bare bliver værre og værre, også selv om han har en kærlig kone og to døtre.
Selvmord er ikke forbudt, men Tony Nicklinson skal jo have hjælp til alt hvad han vil foretage sig. Hvis han fik en læge, eller andre, til at hjælpe sig med at dø på en pæn måde, ville det føre til en dom for mord, og en lang fængselsstraf. Det kan Tony selvfølgelig ikke forvente af nogen, så han kan kun få "hjælp" til et uønsket og ubærligt liv. En langsom død.
Som tidligere sygeplejerske har Jane fuld forståelse for sin mands behov; døden som den eneste mulige lindring når Tony når sin grænse. Hun støtter hans ønske om at kunne sikre sig en livsafslutning i god ro og orden. Der er ikke brug for at loven "beskytter" ham.
Han er nu gået til den britiske højesteret, for at få et forhåndstilsagn om at hans død ikke skall behandles som mord, hvis han får en meget velkommen hjælp til at dø. Han vil gerne kunne finde en læge, som er villig til at efterkomme sin patients ønske, og hjælpe med det fornødne. En sådan mordanklage ville intet gavne. Tværtimod.
Justitsministeriet ville have søgsmålet afvist, som en nødvendigvis ulovlig handling, men nu har den 57-årige Tony Nicklinson fået en dommers ord for at sagen er værdig til at blive hørt.
Sagen er en del af en meget større britisk debat om aktiv dødshjælp, og meget hård lovgivning mod hjælp til selvmord. Staten blander sig i ting som den ikke bør. Sådan tvang er uciviliseret.
For hvis skyld skal han "leve" så længe som muligt?
The Guardian:
- Right-to-die hearing of man with locked-in syndrome gets go-ahead
- Right-to-die statement: Tony Nicklinson says stroke left 'no dignity or privacy'
- Right to die: 'there's no dignity left in his life – it's just existing'
- Locked-in syndrome sufferer begins high court battle for right to die
- 'Locked-in' syndrome man demands right to die
- Locked-in syndrome sufferer wins high court hearing for his right to die
- Lawyers in right-to-die case can act without fear of prosecution
Nyere opslag
Opslag
7 comments:
Det var den selv samme sag vi sad og diskuterede ude hos min søster igår til aften. Hendes mand er englænder og han havde læst om sagen og tog den op til diskussion. Han og jeg blev hurtigt enige om, at det var et rimeligt ønske Tony havde, mens min søster, der er sygeplerske, var mere undvigende. Men inden hun trak sig helt ud af diskussionen (for stort emne efter lang arbejdsdag) fik hun sagt, at "bare jeg slipper for at gøre det...". Hun skulle ikke nyde noget af at at hjælpe en levende på vej til den anden side. Men her ville hendes mand så gerne påpege, at han absolut ikke ville ønske at blive fanget i en sådan situation, og så ville han gerne have hjælp.... osv.
Hele denne unødvendige redegørelse for at sige, at det er sgu nogen vigtige diskussioner at få frem og ud i stuerne, ligeså vel som dem om organdonation osv. (Jeg har ikke selv forholdt mig aktivt til organdonation.... men skubbet det til side). Det er ikke noget vi ønsker at beskæftige os med. Det er for krævende og besværgeligt og for sørgeligt. Det er som om, man kommer til at dvæle ved det forkerte, fordi det er sygdom, død og elendighed det handler om, men det er jo også værdighed og kærlighed og respekt for hinanden.
Det må være den værste situation overhovedet. At være SÅ hjælpeløs, at man ikke engang kan tage sit eget liv. Det er min største frygt, at man ikke selv kan få lov at sige fra, hvis man ønsker det. Stakkels mand, jeg håber hans søgsmål evt. kan bane vej, hvor ingen er.
"Bare jeg slipper for at gøre det" er fejhed. En forståelig fejhed, ud fra ubehaget ved at forestille sig at være i situationen. Tanken kan være ubærlig, og jeg tror såmænd at ganske mange ville kunne "tage sig sammen" når der ikke rigtig er noget bedre at gøre end at give et menneske lov til at gå i døden.
Det "gode" spørgsmål til søsteren kunne være om hun ville kunne se sin mand i øjnene, og stille og roligt forklare ham at det var vigtigt at han skulle have det elendigt nogle år endnu. Hun ville ikke kunne få lov til at undvige behovet for at forholde sig aktivt til situationen. Det ville være et meget ubehageligt valg at foretage sig en handling som førte til hans død. Det ville også være et meget ubehageligt valg at lade være. Pest eller kolera? Jeg tror såmænd at rigtig mange godt ville kunne finde ud af hvad de skulle gøre, hvis de blev presset hårdt nok. Presset af virkeligheden.
En ting som for alvor sætter kant på dilemmaet er tanken om at det kunne være en stor lettelse at lade sin partner dø på denne måde. En chance for selv at blive mere fri i livet, og udskifte sorgen over en fastlåst og håbløs situation med den mere håndterlige sorg over et dødsfald. Den der handler skal kunne rumme tanken om "det er også bedre for mig", uden derfor at gå i baglås. Det kræver nok at tænke over sagerne, mere end bare nogle få gange.
Når der ikke er rimelig tvivl om hensigter og rationalitet, er loven kun i vejen. Den lovkrævede fejhed. Schweiz har en god krølle på loven her, om at "hjælp til selvmord" kun er ulovligt hvis hjælperen har egennyttige grunde.
"Nej til behandling" er jo, Deborah, en "løsning" som modstandere af aktiv dødshjælp igen og igen fremhæver som tilstrækkeligt til at meget syge kan få lov til at slippe indenfor en overskuelig tidshorisont. Men det er en ekstrem fælde i sådanne sager som denne. Hvornår er det "rette øjeblik" til at sige fra?
Tony Nicklison ønsker nu at han døde da han fik slagtilfældet. Hvis han havde vidst hvordan det gik, havde han sagt nej til behandling, havde ikke tilkaldt en ambulance. Men i situationen er det jo helt håbløst at overskue hvordan fremtiden kommer til at forme sig. Så han mistede denne udvej, fordi behandlingen kun kunne fastholde ham i en lille rest af hans hidtil meget aktive liv.
Det må dog tilføjes at han muligvis kunne få lov til at dø hvis det havde været her i Danmark. Nogle få patienter med fx ALS har fået en læge til at bedøve dem mens respiratoren blev slukket. Dødsårsagen var altså kvælning. Med kikkerten for det blinde øje, tæller systemet dette som et "nej til behandling", og kalder det for passiv dødshjælp. Også selv om det er en særdeles aktiv og planlagt handling, som helt klart foretages med hensigt og viden om at "nu dør du". Der er ingen tvivl om at kun forbudet mod aktiv dødshjælp motiverer deltagerne til at slå sløjfe på loven.
Sådan set tror jeg at netop frygten for at komme til at blive så hjælpeløs som fx Tony "motiverer" en del med fremadskridende sygdom til at "skynde sig" med at dø mens de endnu kan hjælpe sig selv.
Min søster har bestemt været presset af virkeligheden og har ikke sit ståsted letkøbt. Deres søn fik nemlig et langvarigt hjertestop, da han var 5 år gammel. Så de er begge to meget erfarne udi de helt svære situationer. I artiklen "Børn får da ikke hjertestop" i Hjerteforeningens Børneblad kan man læse om den dramatiske, men lykkelige historie: http://www.boernehjertefonden.dk/Files/Filer/Hjertebarnet/Nr_124_december_08.pdf
Det slår mig, at det er meget vigtigt, at også mirakelhistorierne fortælles - sammen med de historier du fortæller her på bloggen, fordi de faktisk hører med i vurderingen af de vanskelige valg.
Også selv om det er noget helt andet..... men det "helt andet" er så alligevel i mange tilfælde, kun to forhold. Dels en tidsdimension. Altså, hvor længe skal man være meget dårlig, før det må siges at være rimeligt at opgive håbet om bedring i et forløb, som ingen jo kan kende helt på forhånd, selv om nogen tilstande kan være mere klart uforberderlige end andre, men også det er jo under stadig forandring. Indenfor psykiatrien er hele recovery tankegangen jo et godt eksempel på, at de store klassiske sindsygdomme ikke længere behøver være hverken kroniske eller ensbetydende med at meget hæmmet liv. Og så er det et spørgsmål om bevidsthedsniveau. Det andet forhold, drejer sig om, hvor klart kan man udtrykke sit ønske (og overskue betydningen af det). Eller er det overladt til de pårørende? I det tilfælde er det er sandt nok meget tankevækkende, at støtten til, at den anden gør en ende på lidelsen, kan indeholde et element af, at ens egne lidelser som hårdt prøvet pårørende også får en ende. Så det er klart, at det er svært at lovgive på det her område.
Hvordan synes du loven skulle lyde?
Jasons hjertestop var så også i næsten så gunstige omstændigheder som overhovedet muligt. Genoplivning har en rimelig prognose, når det startes straks. Og det lille barns krop har en meget høj evne til at rette op på skader. Efter min mening ville det ikke have været relevant at tænke på at give slip før tidligst efter adskillige måneder, eller selvfølgelig hvis drengen havde været entydigt hjernedød. Godt at det lykkedes at få ham op igen.
Jason var meget tæt på der hvor der ingen vej var tilbage, men sagen indeholder dog ikke den "overraskelses-faktor" som ville gøre det til en mirakelhistorie. Ja, der var et "pres fra virkeligheden", men også med rimelig grund til at håbe.
Tingene er helt anderledes når situationen er helt kronisk, og ingen kan pege på en plausibel mulighed for bedring, uden at påstå at der teoretisk kunne tænkes at ske "et mirakel".
Og jo, det vanskelige valg, så derfor bør det være "tilladt" at veje frem og tilbage uden at firkantet jura skal blokere. Altså så længe der ikke er grund til at betvivle motivation og hensigter hos de involverede.
Når vi taler om mennesker som selv er i stand til at forholde sig til deres situation og udsigter, mener jeg ikke at der er brug for anden lovgivning end at de skal kunne redegøre for deres ønsker, på en overbevisende måde. Altså at en hjælper virkelig handler med det formål at hjælpe, uden tegn på at initiativet ikke kommer fra den som ønskede at give slip på livet. Det må være tilladt for en tøvende hjælper at lade sig overbevise, uden at det er en hurtig proces.
Skarpe lovregler ville give anledning til en ret ubehagelig situation. "Nu er det punkt kommet hvor loven tillader at nogen befrier dig fra livet". Det ville være et indirekte pres, også uden ond hensigt.
Mere filosofisk set ville sådanne skarpe regler kunne siges at udgøre en vurdering af hvor grænsen går for hvem det er "værd" at holde i live. Og så skurrer det jo alvorligt. En ganske hæslig afgrænsning. Sådanne sager er så specielle og forskellige at der ingen rimelig vej er udenom at det primære bliver den individuelle dialog og vurdering. Patientens tarv kan være at dø.
Jeg vil mene at det enkelte menneskes personlige valg også bør kunne foretages i god tid, således at de kan gøres gældende efter at mennesket ikke længere er i stand til at varetage sit eget sind, f.eks. ved fremadskridende demens, eller andre tilstande som sænker bevidsthedsniveauet alvorligt.
Diagnoser under psykiatrien er særligt svære, men jeg mener at psykiateren "fortaber sin ret" til at hævde at være hjælper, hvis det gennem mange års forsøg ikke lykkedes at få en ramt til at have et udholdeligt liv. Jeg vil også mene at det at gøre døden til et "legalt valg" ville styrke patienten meget stærkt, gennem at motivere til at se på om andre hjælpeparadigmer kunne være gavnlige. Det ville jo være ret så beklemmende at udøve en behandling hvor de fleste hellere vil dø. Jeg er så villig til at tage risikoen for at nogen forsøger at bruge det som en trussel, i et forsøg på at stille urimelige krav.
(fortsættes)
Etikken er fundamentalt anderledes hvis vi taler om at det er de pårørende som har valget, uden at det sker for at administrere ønsker som den syge tidligere har udtrykt. Jeg ville såmænd ikke være bekymret for "forsigtige" regler med involvering af flere parter. Risikoen for misbrug ville være ret teoretisk.
Sådanne regler ville også kunne gøre noget ved den allerede nu meget komplekse glidebane omkring den meget aktive "passive dødshjælp". Det er jo ikke nogen sjældenhed at der disponeres efter at døden er noget velkomment. Og med sårede følelser fra nogle af de pårørende.
Disse sager kan siges at være efter at den døende er ophørt med at eksistere som selvstændigt sind, men at kroppen kører videre. Et forstadige til den absolutte død, hvor mennesket selv er "væk". Handlingerne der foretages (eller ikke foretages) sker altså udelukkende af hensyn til de involverede, og af hensyn til det menneskesyn som samfundet prøver at stå for.
Den eneste reelle fordel ved regler her, ville være at legitimere at snakke om muligheden, for at nu er tiden kommet til at give slip. Og ikke sky spørgsmålet "for hvis skyld holder vi fast?". Problemet med pårørende som til det ekstreme insisterer på at "der er håb" har vi jo allerede nu.
Den med at den pårørende selv er hårdt presset af situation, og ville opleve en befrielse ved at "nu er det overstået", tror jeg egentlig mest er blandt det som gør det ekstremt svært at give slip, men i stedet insistere på at "der må være håb". At lade andre dø "for sin egen skyld"? Gys.
Spørgsmålet er så om det er nødvendigt derfor at påtvinge nogen at leve et ubærligt liv, hvor en af faktorerne er bevidstheden om at være en alvorlig byrde for pårørendes liv?
Skal det være en grund til at nægte at give nogen lov til at få fri?
Send en kommentar